”For sandheden er principiel erkendelig”

                                                                                                    af p. Dr. Phil. Thomas Jatzkowski FSSPX Hamburg

fra Kirchliche Umschau Juli/August Nr. 7 årg. 10.

        ”Menneskets stræben efter erkendelse og søgen efter sandheden udspringer af et dybt menneskeligt behov for orientering, struktureringen af den komplekse virkelighed. Spørgsmålet og søgen efter sandheden er måske hoveddriften, der har ført til videnskabernes opståen. Alle mennesker stræber i kraft af deres natur efter viden. I videnskaberne bliver udforskningstrangen omsat på en metodisk kontrollerbar måde. Udforskningstrangens genstand og mål er, når den ikke bliver manipuleret eller misbrugt til et andet formål, blotlæggelsen af sandheden.” 

I fuldbyrdelsen af det daglige liv viser det sig, hvor lidt det enkelte menneske stiller sig tilfreds med de hørte meninger i nyhederne, og at de til trods spørger kritisk til virkeligheden, til kendsgerningernes ”virkelighed”. Mennesket spørger interesserer sig for den faktiske og ikke blot den formentlige sandhed, der er hørbar og synlig. I dagligdagen afprøver vi og korrigerer vi ved given lejlighed vore hensigter, når det viser sig, at det ”i virkeligheden” forholder sig anderledes. I den henseende viser den Hl. Augustin idet han fastslår ang. Den menneskelige natur: ” Jeg har fundet, at der er mange, der gerne vil bedrage andre, men der er ingen, der selv vil bedrages”. I dette viser den sunde menneskeforstands autonome brug sig, når mennesket er i stand til at skelne mellem ”sand” og ”falsk”. Trods alle de enkelte fremskridt i udforskningen af naturen og menneskene, og trods alle tekniske landvindinger, så står det gamle Pilatus spørgsmål tilbage: ”Hvad er sandheden?” endnu mere åbent end før. Den omskiftelige mangfoldighed af sandhedsteorier er et tidstypisk udtryk for nutidens, henholdsvis det modernes, indifferente og relativistiske tanke – og ånds tilstand.

I dag er der blot én uforanderlig sandhed, og det er tesen om, at sandheden ikke er uforanderlig. Her er konsensus om sandhedens historicitet. Det er en af årsagerne til ”relativismens diktatur”.

Hvad er sandhed?

”Veritas est adaequatio rei et intellectus”, “sandheden er overensstemmelsen mellem en genstand og intellektet”. Denne klassiske sandhedsdefinition går tilbage til Skt. Thomas Aquinas (1225 – 1274), der fremstår som en af middelalderens fremmeste filosoffer. Adequatio tilpasning – er den ved en vægt konkrete opnåede balance, nøjagtig og rolig, mellem genstanden (res) og intellektet      ( intellectus)

                      Dermed er en ikke opnået tilpasning mellem ting og intellekt enten en fejl eller en arbejdshypotese, der videre skal stå sin prøve.

                      Dermed er sandheden ”ikke andet” end overensstemmelsen mellem erkendelsen og realitet, af tænkning og væren. På grund af den fordrede overensstemmelse mellem bærer denne klassiske sandhedsteori fra antikken (Aristoteles) også betegnelsen korrespondensteorien om sandheden. ”Sandheden” fortjener navnet, når erkendelse og realitet korresponderer med hinanden. Så er sandheden principiel erkendelig.

Hvad er fejlantagelsen så?   

                      Hvad er fejlantagelsen så? Det er på ingen måde den præcise modsætning. Det helt farlige ved fejltagelsen er, at sandhedsindholdet som den har i sig, gør det svært at afsløre den. Sandhed blandet med usandheden udgør altid en fare. Netop fejltagelsens sandhedsindhold besidder et bedragerisk og forførisk potentiale for at bevæge menneskene til at antage det sande under et bedragerisk slør.

                      Blandingen af sandheden med usandheden står i kontrast til sandhedens integritet: noget godt og sandt må (i alle dets elementer) stemme overens med værens ordningen: er der kun et element, der taler imod det, er det slet ikke længere sandt, men falsk! Til helhed henholdsvis integritet henhører repræsentation henholdsvis overensstemmelsen med alle afgørende aspekter i henseende til værens ordningen.

I overensstemmelse med det skolastiske grundprincip i tilslutning til den Hl. Thomas Aquinas         ” Bonum ex integra causa, malum ex quidlibet defectu” stammer det gode altid fra en fuldkommen årsag. Det dårlige stammer fra en hvilken som helst defekt. Eller sagt på en anden måde: Det gode er det, som er godt i alle dets dele – det dårlige er det, som viser en defekt i en af sine dele.

Anvendelse: Der er kun en sundhed, men der er mange sygdomme. Men da manglerne henholdsvis defekterne er kvalitative og kvantitative forskelligartede, er angrebsfladerne mod det gode mangfoldige om at gøre det gode til det slette. Det gode er dog selv er en enhed og noget absolut.

                      Pga. det godes og sandes ontologiske udskiftelighed i overensstemmelse med det skolastiske grundprincip ”bonum et verum convertuntur” gælder altså den fordrede helhed hhv. integritet, uskadt i alle væsentlige bestanddele, ikke blot i henseende til gode, men også i forhold til det sande.

                      Der er kun en sandhed, men adskellige fejlantagelser, hvor hver enkelt afvigelse fra sandheden, og det være sig kun en mindre én uundgåeligt fører til fejlantagelsen.

                      Pga. det ligefremme angrebspotentiale og de brede variationsmuligheder for fejlantagelsen viser fejlantagelsens slåen rod sig i fundamenterne i et åndeligt bygningsværk i videnskaben, i filosofien, i en teori osv. med ødelæggende følger i dens videre fremfærd og ved rejsningen af et åndeligt bygningsværk på skadelige og fejlagtige fundamenter. Med Thomas Aquinas ord hedder det: ”parvus error in principiis est magnus error in consequenti”, det betyder, at en lille fejl i begyndelsen er en stor fejl i følgerne.    

                      Anvendelse nr. 1: Man opstiller to lige streger med et fælles snitpunkt med samme vinkel. Hvor lille vinklen end er, så tiltager afvigelsen af begge streger fra hinanden.

                      Anvendelse nr. 2: Siden Skt. Peter Damian ( 1006 – 1072 ) gælder grundreglen: “philosophia ancilla theologiae”, Det betyder, at filosofien tjener som teologiens tjenestepige. Filosofien lægger fundamentet for teologien gennem erkendelsesteoretiske indstillinger gennem definitionen af rammen for det erkendelige og metodikken for vinding og sikring af videnskabelig erkendelse. Det gælder i højeste grad for enhver videnskab. Er fundamentet bygget på sand, så risikerer hele videnskabens hus at brase sammen eller det er ubeskyttet udsat for modestrømningernes og tids strømningernes uvejr.

                      Fejlantagelsen viser sig overfor sandheden ved at være karakteriseret af en høj grad af smart tilpasningsduelighed. Fejlantagelsen har en bred variationsbrede i sin fremtoning – i tilnærmelsen og afvigelsen fra sandheden.

                      Sandheden er altid én, altså enkel og den afviger ikke fra fejlantagelsen eller nærmer sig den. Ligeledes tåler den heller ikke noget kompromis. Sandheden er altid absolut, selv når det drejer sig om de såkaldte kontingente sandheder. Kontingente sandheder er altså udsagn om tildragelser eller kendsgerninger, der kun en enkelt gang er sådan og sådan og ellers ikke. Et eksempel: Vi lever i 2007 og ikke i 2070. Sandhedens overlegenhed viser sig gennem dens sande væren, medens fejlantagelsens eksistens kun beror på bedrag og skin. Fejlantagelsen opstår ved en mangel, altså gennem ikke – væren.

Sandhedsfordringen og delerkendelser.

                       Under hensyn til de indholdsmæssige aspekter og sammenhænge kan sandheden være betinget ved positionsveksel, synsvinkel osv. gennemgående delvis og anderledes udseende, men uden at den fjerner sig fra sandheden.

                      Et praktisk eksempel: Tager vi et træ, der adskiller sig fra forskellige personer, men tillige bliver det anskuet som sandt. Medens digteren i sit digt forarbejder træet poetisk på en æstetisk måde, betragter biologen den levende organisme og fotosyntesen eller en snedker efterprøver kvaliteten på træets stamme i henseende som arbejdsmateriale og dets særlige materiale egenskaber.

                      Sandheden som sådan er absolut og uforanderlig; den er altid almengyldig. For det samme, som er sandt for en bevidsthed, kan ikke være falsk for en anden. Fordringen for sandhedens almengyldighed indebærer ikke det samme mål af erkendelse for alle mennesker.

                      Sandhedsfordringen forlanger ikke, at den menneskelige forstand reproducerer det værende med næsten alle dets facetter som en totalerkendelse, og på den måde har den totale erkendelse, men at den nøjes med en ufuldkommen henholdsvis delvis erkendelse, men når de overensstemmende kendetegn og sammenhænge, der udsiges, faktisk også lader sig påvise.

                      Den fulde sandhed om en genstand må ikke være ubetinget kendt for os. Besiddelsen af den fulde sandhed er alene forbeholdt Gud, der alene besidder en fuldkommen viden om alle ting og al væren. Men menneskenes delvise erkendelse må stemme overens med sandheden.

                      Gud er selv al værens målestok og dermed al sandhedserkendelse; Sandheden er altid funderet og målt gennem Gud. Sandheden har altid sin grund i den guddommelige sandhed. I den guddommelige sandhed er der altid en total enhed af den åndelige erkendelse og væren. I Gud falder væren og tænkning sammen på den mest fuldkomne måde. Al skabt væren er skabt ved Gud.

Hvad der er tidløst og absolut ved erkendelsen af sandheden, har sit ophav og årsag i Guds væren og væsen. Gud er det mest enkle i og med, at væren og væsen er et og det samme. Dermed er enhver sammensat genstand udelukket i Gud. Guds sandhed er i sammenligning med skabningerne ikke blot et resultat af overensstemmelse af erkendelse og realitet, men Gud selv skaber sandheden og er dermed den kreative skaber af sandheden. Gud og sandheden er ikke lig hinanden ligesom en målestok i forhold til det målte, men der er en fælles identitet mellem dem begge.

Problemet ang. erkendelsen af sandheden (Relativisme)

a)      Relativismens problem

Relativismen hævder, at der ikke nogen sand og sikker erkendelse.

1)      Kun relationerne mellem tingene kan man erkende men ikke tingene selv.

2)      Sandheden er en påstand, der er relativ, der kun er gyldig ud fra et individuelt synspunkt, som kan relativeres ud fra et andet synspunkts side, og dermed er det ugyldigt.

                      Modsat relativismens opfattelse er eksistensen af en relativ sandhed utænkelig og er modsat at enhver sund menneskelig forstand. Kombinationen af ”relativ” og ”sandhed” er allerede et paradoks. Begrebet sandhed forudsætter allerede, at noget er erkendeligt som sandheden. Det kommer i sidste ende ud på, at der af begrebets eksistens kan sluttes til noget, der eksisterer uafhængigt af begrebet og bliver betegnet gennem dette begreb.

                      Når det ikke er muligt for menneskene at erkende sandheden, så kan man ikke hævde, at det er ”sandt”, at menneskene ikke kan erkende sandheden. Hypotetisk antaget så er sandheden ikke erkendelig, så bliver denne påstand modbevist ved modsigelsens princip. Her kommer det nødvendigt til et paradoks, når udsagnet ”alt er relativt” bliver ophøjet til den eneste sandhed.

b)      Modsigelsens grundsætning

                      Modsigelsens grundsætning fungerer siden skolastikken (som sætning til at undgå modsætninger) som det øverste erkendelsesprincip dvs. at de overforstående kontradiktoriske domme ikke kan være sande på samme tid.

                      Når det ikke er muligt for menneskene at erkende sandheden, så kan man ikke holde det for sandt, at menneskene ikke kan erkende sandheden. Dermed er man heller ikke heller ikke i stand at erkende og betegne en fejlantagelse som sådan.

                      Modsigelsens princip er den nødvendige basis og forudsætning for al erkendelse, tænkning og argumentation.

                      Modsigelsens princip er ganske vist en afglans af den harmoniske ordning fra det af Gud skabte kosmos: al væren er fuldstændigt ordnet. For i alle de ting som er erkendelige for mennesker vil der altid være en uoverskuelighed, som er indeholdt i den af Gud givne orden, der er det skabte indhold, og som er erkendeligt, for så vidt at den erkendende åbner sig for den skabte orden.

                      Det ubeviselige indhold af modsigelsens princip kommer ikke af en svaghed ved princippet, men det kommer af den kendsgerning, at modsigelsens princip ikke kan reduceres til andre principper.

                      Alle andre høje tænknings – og værensprincipper lader sig reducere til modsigelsens princip. På modsigelsens princip grundes alle andre principper.

c)      Erkendelighed hhv. forståelighed

                      Alle genstande er nødvendigvis relateret til en erkendende ånd. Alle ting der er skabt

af Gud, har en åndelig relation, og de er erkendelige og forståelige for menneskene i modsætning til dyrenes rene sanselige erkendelse.

                      Alt værende er formet og struktureret af den guddommelige skabers åndelige struktur. Desuden er al væren tilgængelig for den menneskelige åndelige erkendelse, og kan dermed være tilgængelig for erkendelsen af sandheden. Erkendeligheden hhv. forståeligheden af enhver skabt genstand af hver enkelt skabt ånd resulterer ud af den nødvendige indordning og overensstemmelse med Gud. Hver enkelt skabning er indordnet under Gud. Det værende afspejler det sande.

                      Fordi det værende altså i kraft af sit ophav er sandfærdigt hhv. forståelig, formår mennesket grundlæggende at erkende sandheden hhv. virkeligheden. Mennesket kan kun jævnføre en overensstemmelse med sandheden, fordi den er forståelig. Fordi den skabte realitet er frembragt af en forståelig Gud.

                      Det erkendelige rækker, så vidt som tingene er åndelige hhv. forståelige for menneskene, gennem Guds skaber akt.

Erfaringsstandpunkt og realitetsfuldbyrdelse

                      Thomas holder fast ved det erfaringsstandpunkt, der altid udgår fra en konkret – anskuelig virkelighed, da er den hl. Thomas´ erkendelsesteori en meget realitets mættet erkendelsesteori. Man hører og forbløffes! Den moderne naturvidenskab er den som er først med den empiriske forskning, og som har givet os det empiriske standpunkt. Hos Thomas Aquinas finder vi altid udgangspunktet i den empiriske forståelige realitet.

                      Sandheden er i al sin enkelhed ikke andet end åbenheden for, forståelsen af virkeligheden. Ingen abstrakt virkelighed eksisterer for sig alene. Sandheden er snarere vunden ved en åbenhed overfor den konkrete anskuelige realitet. Sandheden søges ikke ”bag tingene”, men virkeligheden/sandheden selv bliver erkendt og beskrevet.

                      Thomas Aquinas forstår sandheden som et forhold mellem forstanden og virkeligheden. Enhver erkendelse kommer til gennem en tilpasning af den erkendende til det erkendte. Erkendelse kommer først af denne erkendelsesmæssige tilpasning og gennemtrængningen af virkeligheden. Thomas anser, der gives en sandfærdig og overensstemmende erkendelse, når kendetegnene, der i erkendelsen bliver udsagt konkret, faktisk også lader sig påvise ved den forståede genstand.

Virkelighed og High – Tech simulationens virtuelle verdener

1.      Eksempel: Storbyens virkelighed er meget fjernt fra naturen; kunstige livs -  

verdener bliver til stadighed standard for menneskelivet. Mennesket oplever i fuldbyrdelsen af dagligdags livet ofte en veksel af forskellige livs verdener med forskellige krav og kvaliteter.

2.      Eksempel: Computerens, internettets osv. virtuelle verden fjerner i højere og

højere grad fra det ”håndgribelige”, ”ægte”, og ”naturlige” livserfaringer. ”Verden” og ”livet” bliver på multimedieagtig vis oplevet som en skinverden. Det er ikke overskyggende fare for en overbebyrdelse af brugeren i henhold til en evt. forvekslingsfare mellem den virtuelle verden på informationsmotorvejen og virkeligheden. Her tænker man på den farlige indflydelse som skrækfilm får for svækkelsen af tolerancetærsklen for vold hos unge. Avisberetningerne lader os kun ane toppen af isbjerget. Hvilke konsekvenser får den moderne teknologi, når den er blevet en selvfølgelighed? Hvilke forandringer sker der i samfundet, for et opvoksende barns erfaringsverden?

Sandhedskriteriet

                      Thomas formulerer ikke blot sandhedskriteriet for overensstemmelse (adequatio)

mellem genstand og erkendelse dvs. den erkendende ånds overensstemmelse med virkeligheden, men også erkendelsens selvhenvisning til akten og på resultatet af erkendelsens frembringelse. Da betyder ”sandhed” en overensstemmelse, som atter er en bevidst viden om forholdet mellem det erkendende subjekt, der er henført til det erkendte objekt. ”Sandheden” ledes fra det ydre objekt som den erkendte genstand, den er dog kun fuldstændig gennem det erkendendes subjekts dom.

                      Det erkendende subjekt og det erkendte subjekt danner en enhed. Erkendelses akten i samvirket mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt genererer (skaber) ikke sandheden, men den desto mere blotlægger en ”opdagen”. Af de objektive kendsgerninger kan erkendelses - akten gøre krav på en absolut gyldighedsfordring gennem sammenføringen af subjekt og objekt.

                      Subjekt og objekt smelter sammen i sandhedserkendelsen til en sikker identitet.

                      Thomas står med ret fast på nødvendigheden af en erkendelse af erkendelsen. Erkendelsen af noget sandt lukker sig nødvendigvis om den refleksive erkendendes bevidsthed over betingelserne hhv. sandhedskriteriet.

                      Betingelsen for sandhedserkendelsen er, at den erkendende må have en selvbevidsthed af den ene sandhed.

                      Iagttagelse og sandhedserkendelse er aktive processer, som gennem forventningen om det, der skal iagttages, skal være reguleret og forberedt. Allerede før iagttagelsen består der allerede en forestilling om, og hvad der kan komme. Billedet af virkeligheden der allerede er i hovedet bestemmer, hvilke iagttagelser der forventes.

                      Den forventede iagttagelse leder opmærksomheden for den konkret – faktiske iagttagelse af den reale genstand. Iagttagelsesprocessen er en stadig sammenligning, altså en adequatio (sammenligning) mellem den forventede og faktiske iagttagelse.

                      Stemmer iagttagelsen og forventning ikke overens, da kan billedet af den forventede iagttagelse korrigeres.

                      Den nye iagttagelse kan forarbejdes til et forandret billede af virkeligheden. Kredsløbets form mellem iagttagelsen og den stadige tilpasning af billedet i hovedet er her funktionelt og karakteristisk.

Virkeligheds tabets problem og egendynamikken i kohærensteorien om sandheden.

                      Den indholdsmæssige modpart til korrespondensteorien er kohærensteorien. Den tiltagende opløsning af den skolastiske korrespondensteori gennem den moderne kohærensteori bliver forstået som et kvalitativt spring i erkendelsesteorien og videnskabslæren.

                      Gennem den moderne vending – ikke mindst gennem oplysningen og Kant – til subjektet har man erkendt uholdbarheden af det skolastiske sandhedsbegreb som erkendelsens overensstemmelse med dens genstand.

                      Den såkaldte kohærensteori forstår sandheden som en immanent forbindelse mellem et udsagn til et andet.           

                      Det nye er, at sandheden alene bliver udtalt på grund af den blotte interne immanente overensstemmelse (kohærens) En tilbagefordobling til virkeligheden bliver ikke længere anset for at være nødvendigt, ja den bliver anset for at være skadelig. For en objektiv erkendelse af virkeligheden er i virkeligheden umulig og er blot en ideologisk ”tro”.

                      Da opstår sandheden ikke mere af en overensstemmelse af et udsagn om en ydre objektiv realitet. Kohærensteorien beskriver og definerer ”sandheden” anderledes end korrespondensteorien på grund af tænkningens immanente basis, og dermed undgår den enhver forbindelse til den af erkendelsen og tænkningen uafhængig realitet. Kohærens er en form for sammenhæng: kohærensteorien om sandheden sammenligner udsagn med hverandre. De tager ikke hensyn til, hvad der ligger ud over tænkningen. En sætning er sand, når den fri for selvmodsigelser lader sig indordne i det net af bestående sande sætninger.

                      Kohærensteorien ligger fast som det vigtigste sandhedskriterium for et udsagn om den modsigelsesfrie forenelighed med et samlet system af sætninger X med helhedsteori Y.   

                      Man kan beskrive kohærensteoretiske systemer som computerens simulerede og virtuelle skinverdener uden nogen forbindelse til en ydre verden. En kosmetisk virtuel modsigelsesfri verden er vigtigere en ægte forbindelse til virkeligheden. I stedet for en sund virkelighedsopfattelse fastsætter vi i dag et tiltagende virkeligheds tab ved brugen af simulerede skinverdner i stedet for en sund virkelighedsrelation med tiltagende virkelighedsflugt, der antager psykopatologiske former. Nøjagtigheden og præcisionen af beregningerne og skabelsen af kunstneriske og abstrakte livs verdener er vigtigere end virkelighedstro afbildning af den af skaber gudens skabte verden.

                      Kohærensteoretiske systemer afbilleder ikke længere virkeligheden, men den konstruerer kunstige verdener, som er lukkede i sig selv, korrekte og ind i det mest subtile perfektioneret, men de står ikke længere i et virkeligt forhold til virkeligheden. Mange kunstige parallelverdener kan eksistere side om side. De kan også modsige hverandre, når man ser dem ude fra, da de ikke har en objektiv målestok i virkeligheden, i en håndfast virkelighed.

Kritik

                      Det største problem er, at man tillægger modsigelsesfriheden en absolut fordring; den er dog en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for sandheden såvel, som den fuldstændige isolerethed fra den manifeste ydre virkelighed. Så kan tilhængere af kohærensteorien konstruere to lige store uforenelige systemer af udsagn, som er anskuelige hver for sig i et modsigelsesfrit og kohærent, og dermed kan de begge være lige sande. Her til sidst kredser forstanden om sig selv, da enhver forbindelse til den håndgribelige og sanselige erfarende verden som skabt realitet er gået tabt. Gyldigheden af modsigelsesfrihedsprincippet er ubestrideligt en forudsætning for sande udsagn, men efter idealistisk forbillede bliver dette gjort absolut, i det erkendelsen bliver løst fra enhver realitetsforbindelse. Videre fælles kendetegn for alle typer af kohærensteorien er den provisoriske karakter henholdsvis den principielle tilbagekaldelighed af alle hidtil sandhedsbedømte udsagn.

                      Kohærensteorien benægter enhver basis for sandheden i den (af Gud skabte) værensorden, og i stedet for gør den den indholdstomme logiske sandhed absolut, der ene og alene er begrundet i tankens overensstemmelse med sig selv.

Omgangen med historien og dens skat 

                      Thomas Aquinas fremhæver ved frembringelsen af historiske kilder menneskelig forskning og viden i sammenligning med den moderne historiske kritiske forskning gennem en særlig kærlighed til sandheden med en alvorlig brydning i forhold til sandheden og med en sund menneskelig forstand. ”Tiden” dvs. de historiske hensigter og meninger benytter og skatter Thomas som en skabende kilde med ansporinger, modsætninger og udfordringer, som Thomas forsøger at ordne med sandhedens kompas. Thomas betoner under sandhedssøgningens synspunkt den store nytte kendskabet til og den kritiske tilegnelse af tidligere filosoffer og tænkere, men under stadig undvigelse af sine samtidiges og forgangne personers fejltagelser og fejlslutninger. Thomas ser her en dobbelt nytte: En frilægning af sandhedselementerne og en opmærksom undvigelse af historiske fejlantagelser.

                      Thomas stiller kildestudiet strengt under sandhedserkendelsen og kritiserer en relativistisk sandhedsopfattelse og en absolutering af historiske kilder, der så meget desto mere må anvendes i sandhedens tjeneste. Vigtigst er blotlæggelsen af tingenes sandhed. Thomas afviser en ren historisk drøftelse af filosofiske spørgsmål, som i sidste ende stiller sig tilfreds med en ren reproduktion af disse, hvad samtidige eller en bestemt historisk periodes filosoffer har tænkt om et filosofisk spørgsmål og en problemstilling. Den egentlige søgning efter en objektiv sandhed må ikke opgives under nogen omstændigheder! På den anden side af den sunde menneskeforstands filosofi fremtræder alt for let en absolutering af en hvilken som helst sociokulturel – historisk kontekst.

                      Grundlaget for en virkelighedsmættet erkendelse og forskning er og bliver den sande sandhedserfaring.

                      Thomas retter en indvending mod Siger af Brabant i 1271/72: ”Det er ikke meningen med filosofistudiet, at erfare hvad andre har tænkt, men det er at erfare, hvordan sandheden forholder sig til tingene”.       

p. Thomas Jatzkowski (f.1970) er Dr. Phil. på en af afhandling om Wilhelm Dilthey og Georg Simmel: Die Theorie des Kulturell – historisch Verstehens bei Wilhelm Dilthey und Georg Simmel. GCA Verlag 1998.