PASCENDI DOMINICI GREGIS 1907 - 2007

”Cum ergo prandisset dicit Simoni Petro Iesus: ”Diligis me plus his?” Dicit ei: “Etiam Domine tu scis quia amo te!” Dicit ei: “Pasce agnos meos”. (Io 21,15)

Forord

Den 3. juli fejrede vi her på STMI 100 årsdagen for Skt.Pius X’s Lamentabili sane exitu, der fordømmer 69 modernistiske teser, med en indføring, kommentar og oversættelse. Nu er tiden kommen til at fejre 100 års dagen for den efterfølgende store encyklika Pascendi dominici gregis, der flytter fokus til præmisserne og de sammenhængende doktriner, der ligger til grund for disse teser.

Der er ingen grund til at gentage alt, hvad der i forbindelse med kommentaren til Lamentabili blev sagt om den historiske baggrund for Skt.Pius’ og de førkonciliære pavers opgør med liberalisme og modernisme, og om hvordan man bør forholde sig til det ordinære Magisterium før det 2.Vatikankoncil, men det fornødne for forståelsen vil blive nævnt i indledningen.

I dette jubilæumsskrift koncentrerer vi os om at fremdrage og kommentere hovedlinierne i Skt.Pius’ systematiske analyse, kritik og fordømmelse af modernismen og dens tilhængere. Det er ikke tanken blot at bruge denne encyklika som afsæt til at kritisere den konciliære kirke, det har så mange gjort godt, og vil mange sikkert gøre igen i anledning af jubilæet. Det fornødne i den forbindelse kommer vi dog ind på indledningen. Nej, for én gangs skyld skal Pascendi selv være i fokus, for der er overordentlig meget, vi kan lære af den.

Det er vor overbevisning, at denne encyklika på ingen måde har mistet sin aktualitet, for modernismen, denne ”syntese af alle kætterier” er ikke blevet ancient history trods de forgangne 100 år. Den er lige så lidt en passé ”teologisk strømning fra det 20. århundredets begyndelse”, som nihilismen blot var en fortrinsvis russisk  ideologisk-politisk bevægelse i det 19.århundredes sidste halvdel, der ikke behøver at bekymre os længere!

Nej, modernismen er ikke en forgangen strømning, den er mainstream, og måske netop derfor svær at få afstand til og øje på! Selvom de færreste lægfolk eller præster måske i dag ville kunne gøre rede i detaljer for modernismens principper, så fungerer de ikke desto mindre som de skjulte præmisser for det meste de siger og gør, den definerer et alt dominerende sprogspil, som det er utroligt svært ikke at blive indfanget i. At modernisternes principper kan være operative så at sige bag om ryggen på os og uden at vi kan gøre rede for dem er ikke mere mærkeligt end, at selvom man kan dansk og taler det flydende er det jo stadigvæk de færreste, der kan gøre rede for sprogets grammatik og syntaks!

At Pascendi under alle omstændigheder, qua akt af det ordinære Magisterium på det doktrinære område, bevarer sin gyldighed og forpligtende karakter for alle katolikker, høje som lave, lægfolk som præster, burde være en given sag, men anfægtes i dag af talrige teologer og mange i hierarkiet. Dette viser imidlertid kun, i hvor høj grad modernismen har sejret, for Pascendi afvises netop ud fra de selv samme modernistiske principper, som den afslører, kritiserer og fordømmer: den er ”blot et produkt af sin tid, måske sand dengang den blev skrevet, men ikke længere, for tingene har udviklet sig, og nu lever vi i en anden tid, der har andre behov, så den er ikke tidssvarende mere, og man kan jo heller ikke skrue tiden tilbage!” Med andre ord: panta rei. Alting flyder: sandt bliver falsk og falsk bliver sandt, godt bliver ondt og ondt bliver godt, den ”heraklitæiske strømmen” overskylder og river alt med sig, også Pascendi…Vi kan ligeså godt drikke af Lethes flod og glemme alt om den og go with the flow!!

Så vidt vore dages modernister, der næppe vil vedkende sig denne betegnelse!   

Nej, Pascendi har ikke blot ”akademisk interesse”, vi studerer den ikke for at ”forklare” den ud fra sin ”tid”, som modernister ville gøre, for derved subtilt og hyperkritisk at relativere den, men for at oplyses og næres af den, for at blive klogere, ikke på Skt.Pius og hans tid, men på modernismen som sådan; altså for at lade os magisterielt belære og vejledes og ikke mindst for at få exorceret de elementer af modernisme, der måske også klæber lidt til os. Præcist sådan var det jo også Skt.Pius havde tænkt den skulle og fortsat skal læses. Og som der jo står skrevet, at ”Sandheden skal sætte jer fri”, så kan sandheden om modernismens præmisser og principper og ikke blot dens konsekvenser sætte os fri fra deres latente indflydelse.   

Så lad os da i det følgende være lydhøre og ikke mindst lydige overfor, hvad denne store hyrde har at sige os og ikke blot sin samtid!

Sancte Pie X, ora pro nobis..           

Indledning

En god hyrde

”Èn af de primære forpligtelser pålagt det embede af Kristus, som er guddommeligt

overdraget til Os, at ernære og vogte Herrens flok (pascendi dominici gregis), er at beskytte trossandhederne (depositum fidei) givet i helgenernes varetægt, med den største årvågenhed, forkastende profane fornyelser i ord og modsigelser fra, hvad der urigtigt kaldes ”viden”.” Således indleder Skt.Pius X sin store encyklika mod modernismen, der blev offentliggjort for 100 år siden  d.8. september 1907, tydeligt refererende til Jesu ord til Peter, som de er gengivet i Johannesevangeliet (citeret ovenfor).

En betingelse for retmæssigt at være flokkens hyrde, er som det fremgår af Skriften, at man virkeligt i særlig grad elsker flokkens herre, Kristus, som man jo også en dag skal aflægge regnskab for! Hyrden ejer jo ikke flokken, kan ikke lede den og behandle den efter forgodtbefindende, men står til ansvar overfor Herren. Et frygteligt ansvar! Intet under, at Skt.Pius her fremhæver årvågenhed som en central dyd i dette tunge embede, for ethvert får, der ledes på afveje p.gr.a. hyrdens uagtsomhed, vil han blive krævet til regnskab. Og ”Ve den, der er anledning til skandale!” som  også gælder den hyrde, der ser igennem fingrene med, at nogle underminerer de smås tro.

At elske Herren indebærer jo, at man adlyder Hans befalinger. Her er befalingen at ”ernære og vogte mine får” og det vil sige, da ”menneskets ikke lever af brød alene, men af hvert ord, der udgår fra Guds mund”, som Jesus siger til fristeren i ørkenen, at hyrden skal nære sin flok, med de evige uforfalskede trossandheder, depositum fidei, ikke give den ”stene for brød”, og holde den væk fra alt usundt og skadeligt græs: forførende vranglærer, pseudoviden; ulve: ydre fjender; og ikke mindst og farligst af alle de forklædte ulve og de falske hyrder!

Og ulve i fåreklæder: lægfolk og teologer; falske hyrder, præster og prælater, alle tilhængere af modernismen, der søger at forføre eller angribe og sprede flokken indefra, er det netop som Skt.Pius med denne magisterielle akt søger ikke blot at fordømme, men også at udstille, demaskere og gendrive. Da modernisterne af taktiske grunde og af forsigtighed ikke har fremlagt deres doktriner i sammenhæng, så bruger Skt.Pius, usædvanligt for en encyklika, største delen af Pascendi på at fremdrage og beskrive denne ”esoteriske” lære og viser i den forbindelse, at den er komplet uforenelig med og ødelæggende for den katolske religion.

En usædvanlig og kontroversiel encyklika

Vi får altså i Pascendi: 1) en systematisk fremstilling af de modernistiske doktriner og deres filosofiske præmisser; 2) en klar påpegning af ikke blot deres filosofiske fejl, teologiske fejl og afvigelser fra Tradition og Magisterium, men også fra common sense; 3) en advarsel om, hvad konsekvenserne af disse lærer ville være, hvis de vandt indpas i Kirken; 4) en afslørende karakteristik af modernisten, hans bevæggrunde og mål, hans forskellige roller og tilhørende masker og sofistiske virkemidler; 5) remedier og forholdsregler mod denne altoverskyggende fare.

Hvor den foregående Lamentabili sane exitu blot var en katalog over fordømte modernistiske teser, så er Pascendi  simpelthen manualen i at begribe, identificere, gendrive og bekæmpe modernismens i alle dens afskygninger og fremtrædelsesformer; i sandhed en malleus modernistarum! Fremstillingen af den modernistiske lære i Pascendi var så præcis, at modernisterne selv efter sigende brugte den til at ”katekisere” deres novicer!

Remedierne mod modernisterne som Skt.Pius beordrede sine biskopper til at tage i brug mod modernisterne og deres vranglærer var omfattende, hårde og kontante. Pascendi blev også fulgt op af Praestantia Scriptura Sacrae af 9/11 1907, der præciserede, at alle der fortsat måtte holde fast ved og propagere de vranglærer som Pascendi fordømte var at betragte som ekskommunikerede latae sententiae. Som ”knock out punch” kom så 1/9 1910 Sacrorum antistitium, antimodernisteden. - Intet under at modernisterne tog ham det meget ilde op, og at Pascendi stadig 100 år senere er en anstødssten, en torn i øjet på vore dages modernister, hvis tal er legio!

Under Pius X’s helgenkåringsproces havde der været rejst indvendinger mod den strenghed hvormed han havde disciplineret modernisterne, men undersøgelser viste, at han kun havde gjort, hvad hans høje embede krævede af ham.

Det formildede ikke modernisterne, der efterhånden som grebet fra oven med tiden løsnedes, mere og mere åbent angreb eller trodsede Pascendi’s og de andre magisterielle fordømmelser.

Selvom Skt.Pius både sagligt fremlagde modernisternes principper og deraf følgende lærer og påviste deres fejl, påpegende herefter de ødelæggende konsekvenser af modernismen og ikke blot nøjedes med ad hominem og ad baculum at ”gendrive” dem, ved at spekulere i årsagerne eller rettere motiverne, der drev modernisterne eller true med ekskommunikation, så har disse siden hen ikke mødt denne kritik med lødige argumenter, men opført sig helt i overensstemmelse med Skt.Pius’ beskrivelser af deres adfærd i Pascendi og kun ”gået efter manden i stedet for bolden”: ”..der er ingen grund til at forundres over, at modernisterne lufter al deres bitterhed og had mod katolikker, som ivrigt kæmper Kirkens kampe. Der er ingen form for fornærmelser, de ikke overdynger dem med, men deres sædvanlige fremgangsmåde er at beskylde dem for uvidenhed og stædighed” (42).  

Modernisternes hævn

Således er Skt.Pius’ saglige kritik og velbegrundede fordømmelser blevet mødt med ad hominem og ad consequentiam argumenter. Skt.Pius beskyldes således for ikke at være au courant med videnskabens fremskridt og udvikling, lukke øjnene for, hvad tiden fordrer, overreagere af angst for  fornyelser og af stivsind og autokratisk magtbrynde stædigt fastholde Kirken på et forældet og autoritært grundlag med potentielt forfærdelige konsekvenser til følge. For derved drives Kirkens virkelige redningsmænd, modernisterne, der har nøglen til at tilpasse Kirken til den ny tid, til det ”moderne menneske”, og derved sikre dens overlevelse og trivsel, under jorden!  

Med pave Johannes XXIII’s indkaldelse af notorisk modernistiske teologer, der ellers stadig officielt var i unåde, til at være periti ved 2.Vatikankoncil, fik denne kritik så at sige et ”blåt stempel”.

Det ikonografiske udtryk for modernisternes sejr kan ses i Skt.Pius’ kapel i Peterskirken, hvor en triumferende Johannes XXIII ser ned fra et vægmaleri på Skt.Pius X’s sarkofag. Her har vi den gode pave Johannes portrætteret lyslevende, der ”nedbrød bastionerne” og åbnede Kirken mod verden og en ny tid og den reaktionære pave Pius, liggende stift i sin glaskiste iført dødsmasken, der, som vi nu kan se, uden held forsøgte at sætte uret i stå, forskanse Kirken mod al fornyelse og udvikling!

Fristelsen i ørknen

Men denne sejr, var blot det midlertidige højdepunkt for modernisterne i en lang og sej kamp, der går meget længere tilbage. I 1866, 2 år efter Pius IX’s Quanta cura og Syllabus  rystede ”verden” og datidens modernister, de liberale katolikker, (contradictio in adjecto!), ved blankt at afvise en forsoning med den moderne verden, udgav den store franske intransigist Louis Veuillot sit skarpe polemiske skrift L’Illusion liberale, hvori han sammenligner djævlens tre fristelser af Jesus i ørkenen med de liberales fristelse af Kirken, fristelser, som Pio IX netop i de ovennævnte magisterielle akter lige totalt havde afvist.

Her en oversættelse i uddrag af dette centrale og profetiske tekststed: ”Lyset, siger han (den liberale katolik), vil skinne meget bedre, og det er da, at det vil gennemtrænge mørket. For når vi bliver catoliques nuancés, catoliques modifiés, slet og ret nye katolikker, så er det, at vi straks vil omvende verden”…I begyndelsen af Evangeliet ifølge Skt. Matthæus, nærmer fristeren sig Jesus, som har trukket sig tilbage til ørkenen…Liberalismen fornyer denne scene: Kirken er fattig, den er sulten: lad Kirken være liberal, så vil den blive rig, stenene vil blive til brød! Men den sult, der plager Kirken, og som også plagede Jesus, er kærligheden: Kirken sulter efter at nære de hensygnende sjæle. Det brød som den vil udele, brødet der vil gøre dem stærke, er det ord, som udgår fra Guds mund, det er Sandheden. Liberalismen siger til den: Hvis du er fra Gud, hvis du har Guds ord, så risikerer du intet ved at forlade toppen af templet: kast dig ned, gå til mængden, der ikke længere kommer til dig, skil dig af med alt det ved dig, som mishager den, sig de ord, som den elsker at høre og du vil generobre den; for Gud er med dig! Men ordene, som mængden elsker at høre, er ikke de ord, som er udgået fra Guds mund, og det er altid forbudt at friste Herren.

Endelig udtaler liberalismen: jeg holder verden og jeg vil give dig verden…Men der er altid den samme betingelse: Si cadens adoraveris me. Træd ned, fald ned, kast dig i støvet og vær lige med dem, som ingen Gud har og følg de retskafne mænd, som jeg vil foreslå til at lede dig, efter de har sværget aldrig at overskride tærsklen til et sted, hvor der bedes: så vil du se, hvordan verden vil hædre dig og lytte til dig, og hvordan Jerusalem vil genfødes endnu smukkere!…Hvor mange gange er denne forførelse ikke blevet forsøgt!..Drag ud fra Israels lejr, forlad Roms sterile klippe, luk ørene for gentagelserne fra denne hellige ark, der aldrig kommer med nye orakler; kort sagt, fald på knæ og tilbed Løgneren og tro kun på ham!” (Louis Veuillot, L’Illusion liberale. Paris 1866)           

Fristeren intra muros

Hvor Pius IX, ”fristet i ørkenen”, under belejring, ikke lod sig forføre af liberale katolikkers sirenesange eller bøjede sig fra presset udefra fra statsmænd, politikere, revolutionære, der ønskede religionsfrihed og Kirkens totale udelukkelse fra indflydelse på civilsamfundets institutioner og forvisning til den private sfære, så var udfaldet af et lignende ”fristelsesscenario” godt 100 år senere anderledes. Her var Kirken imidlertid ikke under tilsvarende stort ydre pres fra en militant sekularistisk omverden eller udfordret af højtråbende lægfolks ønsker om liberalisering. Modernismen, som er en mere filosofisk-teologisk sofistikeret udgave af den ”liberalisme” som blev fordømt i Quanta cura og Syllabus, og som tilstræber mere omfattende og radikale forandringer i Kirken, havde trods Skt.Pius’s advarsler og fordømmelser vundet frem ”indenfor murene”.

Det var de interne fristere, modernisterne, i skikkelse af selvbestaltede reformatorer og nye teologer, der forførte kaptajnen, den gode pave Johannes, til at sætte kursen mod et økumenisk koncil med deres sirenesange om gennem fornyelse at ”berige” Kirken, gøre dens lære, liturgi og disciplin ”spiselig” for moderne mennesker og sætte stat og Kirke fri fra hinanden. For først derigennem ville Kirken, fri og ukompromitteret af forbindelse til magten, der altid fordærver, kunne gennemtrænge den moderne verden med sin sjæl, en verden domineret af troen på fremskridtet og egen teknologiske formåen, og forvandle dette i grunden ateistisk-materialistiske oplysningsprojekt til ”kærlighedens civilisation”.  

Aggiornamento

Modernisternes hedeste ønskedrøm, at reformere Kirken fra grunden, ”lægge hånden på ploven” eller rettere selv føre øksen mod træets rod og ikke blot teoretisere i elfenbenstårnet, gik altså i opfyldelse med 2. Vatikankoncil, og siden da har dagsordenen været aggiornamento og kampråbet: ”fornyelse, fornyelse og fornyelse”.

Og fornyelser er der kommet på alle områder i en takt og med en monotoni, så det er blevet kedeligt og forudsigeligt selv for nogle af tilhængerne af denne ”opdatering”. Den mildt sagt lettere pubertære fascinationen ved at overskride grænser, udfordre autoriteterne og begå rituelt fadermord er måske ved at miste lidt af sin tiltrækning. Men selvfølgelig er da dog nogle, som aldrig kan få nok!  - I alle tilfælde var den største nyhed i den konciliære kirke i mange år, en nyhed der sendte

chokbølger gennem hele den katolske verden, ikke promoveringen af endnu en grænseoverskridende fornyelse, men frisættelsen af noget ”gammelt” i og med præciseringen af, i pave Benedikts Motu proprio, at den traditionelle messe (efter 1962 missalen ganske vist kun!) ikke har været forbudt, ikke har været afskaffet med Paul VI’s indførelse af Novus Ordo Missae.

Restauratio?

Med denne indrømmelse fra højeste sted, at fordi noget ikke er nyt (læs: udsprunget og promoveret af ”ånden fra Vatikan II”), så behøver det ikke at være yt, kunne man måske forledes til at tro, at ”the winter of our discontent” efter konciliet er ved afløses af et tøbrud og et ”nyt forår”.

Er modernisterne, reformisterne, da ikke på vej ud og restauratorerne på vej ind? - Selvom de mutte, irriterede og af til hysteriske reaktioner på Motu’en, der er kommet fra store dele hierarkiet og præster rundt om i verden giver anledning til en vis optimisme, så er der nok god grund til at ”klappe hesten.”

Den delvise restaurering af Messen er givetvis et stort lille skridt i den rigtige retning, omstændighederne taget i betragtning, som vi da også er meget taknemmelige for, men vi må ikke glemme Skt.Pius’s valgsprog: Instaurare omnia in Christo. Alle dele af Kirken må restaureres ved, at Kristus atter anerkendes som konge, og hvad der måtte være af doktrinære ”fornyelser”, som ikke er i overensstemmelse med, hvad Kirken har lært semper, ubique, et ab omnibus, må tilbagekaldes og annulleres ligesom, det er sket med den ulovlige indult, der nu i kraft af Motu’en langt om længe er blevet tilbagekaldt og annuleret.

Prudentia et vigilantia

Så længe de iskolde vinde fra den ”ny teologi” stadig blæser frit og uhindret over stadigt mere golde og affolkede stepper i den konciliære kirke, er betingelserne for et forår ikke fuldt tilstede, og vi må ikke slække på årvågenheden, som også Skt.Pius i højeste grad hyldede og selv praktiserede.

Denne årvågenhed må også gælde os selv, for svage, syndige mennesker som vi er, trætte af at skulle kæmpe mod ”magter og herredømmer”, er vi jo ofte tilbøjelige til at klamre os til en halmstrå, høre det vi gerne vil høre fra vore hyrder, men måske ikke det, som de egentlig mener og forfalde til en blind tro, et tomt håb, en forfalsket kærlighed og fejlplaceret loyalitet, der mod bedre vidende gerne vil tro det bedste.

Vi må ikke være bange for fortsat at ”prøve ånderne”; ikke mindst må vi passe på ikke selv at være inficerede med modernisme og det er svært i dag, hvor modernismen er, som antydet i forordet selve luften vi indånder i den konciliære kirke, ja, stort set alle steder og i alle sammenhænge. Modernismen i den mest omfattende betydning, ikke kun den teologiske, er jo den ”linse”, selv usynlig, som vor tids mennesker er blevet vænnet til at betragte religionen og stor set alt andet igennem. Vanen gør som bekendt blind, vel at mærke en blindhed, som den, der lider under den, selv er blind for! – Der skal en nådegave til, for at blive befriet fra denne blindhed.

En øjenåbner

Heldigvis har vi da også Skt.Pius’ Pascendi, der kan åbne vore øjne, hjælpe til at fjerne den linse, den splint fra snedronningens troldspejl, der forstiller alt; give det friske pust, der får os til at mærke, hvor dårlig den luft er, vi indånder til daglig og som en selvfølge måske!

Lad os i det følgende ikke se tilbage til Skt.Pius og hans encyklika, men se op til de evige og uforanderlige common sense principper og ufejlbarlige doktriner, som Skt.Pius lægger til grund for sin kritik og fordømmelse. Med andre ord: lad os blive oplyst af både det naturlige og overnaturlige lys, der skinner klart i denne magisterielle belæring!         

Det er nok ikke så mange, heller ikke blandt traditionalister, der har læst Pasendi cover to cover; den adskiller sig fra de fleste før konciliære encyklikaer ved at være udsædvanlig lang og temmelig teoretisk tung. Pascendi er naturligvis først og fremmest skrevet til biskopperne, der (dengang!) havde de fornødne forudsætninger for at forstå den. Forhåbentlig vil den følgende gennemgang gøre den lidt lettere tilgængelig!

Kort om gennemgangen

I det følgende vil vi grundigt gennemgå idet vi kort, uddybende og opklarende kommenterer de væsentligste dele af Pascendi, enkelte særligt prægnante, rammende og mindeværdige passager vil blive citeret, men det er desværre ikke muligt indenfor dette jubilæumsskrifts rammer at gå ned og forklare alle detaljer og indforståede ting fyldestgørende. Hvad der er gennemgang og kommentar, citater og forfatterens egne refleksioner over teksten vil kunne ses på skriften: ordrette citater fra Pascendi er i fed, mens forfatterens forholdsvis sparsomme friere refleksioner er i kursiv; Enkelte opklarende noter i citaterne er markeret med forfatterens signatur. Tallene i overskrifterne i vores gennemgang refererer til encyklikaens afsnit.

Angående en dybere diskussion og kritik af modernismens filosofiske præmisser og principper så henvises til den fortløbende gennemgang her på STMI af fader Reginald Garrigou-Lagranges Le sens commun.

Hele encyklikaen kan findes på Vatikanets hjemmeside i forskellige oversættelser; den kan også bl.a. findes på www.papalencyclicals.net/. Denzinger gengiver den desværre kun i uddrag. Den kan også findes uforkortet i den udmærkede antologi af antiliberale og antimodernistiske pavelige dokumenter fra TAN: The Popes against Modern Errors.

Gennemgang og kommentar

1-5: ”..gennem helt nye kunster og fulde af bedrag..”

Skt.Pius understreger her nødvendigheden af at gribe ind overfor disse nye fjender af Kirken, modernisterne, der er desto farligere, fordi de kender den indefra og bruger list og forstillelse. Hertil kommer at de: ”..fører øksen ikke mod grene og skud, men selve roden, d.v.s. mod troen og dens dybeste fibre. Og efter at hæve ramt denne udødelighedens rod, så fortsætter de med at sprede gift gennem hele træet, så der ikke er nogen som helst del af katolsk sandhed, som de lader uberørt, ingen som de ikke stræber efter at korrumpere.”

Med dette billede viser Skt.Pius os, at modernisternes reformbestræbelser går langt videre end til blot at fjerne enkelte døde grene for at forbedre træets trivsel og vækst for nu at blive i billedet. Nej, deres ambition er total renovation, og det indebærer jo bortskaffelse og destruktion af det hele, for at give plads til en helt ny vækst! Derfor må der gås radikalt til værks og roden må angribes først.

Uden at Skt.Pius udtrykkeligt nævner det her, så minder modernisternes projekt meget om Luthers, der jo så at sige skabte sin egen religion, ved ikke blot som tidligere heresiarker, at vælge dele af Kirkens lære fra og beholde andre dele intakte, men ved at ”nyfortolke” Kristendommen som helhed. Men hvor Luthers opgør eller oprør var åbenlyst og i fuld offentlighed, så foregår modernisternes meget mere fordægtigt og skjult ”..gennem helt nye kunster..”. Modernisterne slår ikke deres teser op på kirkedørene til Skt.Peter, udfordrer ikke autoriterne direkte, søger ikke et åbent brud med Kirken, men forstår at pleje deres image, som zeloter med hensyn til Kirkens ve og vel. De forstår også at spille dobbeltspil: alt efter publikum forstår de at fremtræde som rationalister eller katolikker, og formår derved at indfange mange gennem kunsten at tale med to tunger. I modsætning til den gamle reformator Luther, der åbenlyst foragtede filosofi og anden lærdom, elskede at hudflette Paven og Kirken i et skatofilt sprog, pralede med sine laster og i øvrigt gav frit løb for sin barnlige trods og egomani, så fremtræder de nye reformatorer som meget optagede af at skaffe sig lærdom på alle områder, som dannede elskere af sandhed og ikke mindst som havende ry at være moralsk uangribelige. Dette image giver dem intellektuel autoritet og troværdighed m.h.t. deres bevæggrunde i offentlighedens øjne, men i virkeligheden, siger Skt.Pius, er de ofre for deres egne fejlagtige doktriner og uhelbredelige for: ”..deres egne lærer, har givet deres sind en sådan drejning, at de foragte al autoritet og ikke finder sig i at blive holdt tilbage; og idet de forlader sig på en falsk selvforståelse, så tilskriver de det, som i virkeligheden er resultatet af stolthed og stædighed, en kærlighed til sandhed.”

Efter denne karakteristik af modernisterne, går Skt.Pius over til at betragte deres principper, doktriner og deres sammenhæng. ”For at gå frem på en ordnet måde i dette noget abstruse emne, må det først bemærkes, at modernisten indeholder og opretholder i sig en mangfoldighed af personer; han er filosof, troende, teolog, historiker, kritiker, apologetiker, reformator.”

Da modernisten altså er en mangehovedet Hydra, hvor så at sige det ene hoved støtter sig til det andet i en bestemt orden, så går Skt.Pius metodisk til værks og kapper hovederne af i den nævnte rækkefølge, der også angiver dispositionen for det følgende.

6-13: Modernisten som filosof                               

Agnosticisme

Den filosofiske opfattelse, som modernisten er tilhænger af og som udgør fundamentet for hans doktriner på alle områder er i dens kritiske og negative del agnosticismen. Hvad er så det iflg. Skt.Pius? – En erkendelsesteoretisk position, hvor det hævdes, at den menneskelige fornuftserkendeområde alene er begrænset til, hvad der viser sig for bevidstheden via den indre og ydre sans og på deres betingelser; det som kaldes fænomenerne. Det følger umiddelbart heraf, at fornuften på ingen måde kan erkende de bagvedliggende årsager til disse fænomener, ej heller så deres eventuelle første årsag: Gud, men er henvist til blot at kortlægge i hvilken rækkefølge fænomenerne fremtræder, og kun legitimt kan slutte fra ét fænomen til et andet fænomen. Hvis denne hypotese om fornuften er sand, så kan der ikke gives nogen naturlig teologi; altså ingen videnskab om Gud baseret på det naturlige lys alene og ingen beviser for Guds eksistens. Ydermere vil der ikke kunne gives positiv teologi, der baserer sig på den ydre åbenbaring: Gud som aktør i historien, for historikeren, kildekritikeren osv. forholder sig kun legitimt til fænomener og deres succession vil modernisterne hævde.

Hermed undermineres totalt det rationelle fundament for den katolske tro, men modernisterne bryster sig netop af, at befri Kirken fra intellektualismen.

Her er igen en parallel til Luthers opgør med ”den store hore”: fornuften, hans irrationalisme og fideisme.

Som Skt.Pius påpeger, så har Vatikankonciliet (det første) utvetydigt fordømt fideismen, men det er modernisterne ligeglade med. Han gør også skarpsindigt opmærksom på, at de slutter sig til noget de ikke logisk gyldigt kan gøre ud fra deres præmisser: fra at hævde at fornuften i princippet er uvidende om Guds eksistens og indgriben i verden og historien, går de videre til ville forklare denne historie som om, han ikke har grebet ind. Der er altså tale om en fejlslutning ad ignorantiam for absence of evidence is not evidence of absence! Men modernisterne dekreterer altså at både naturvidenskab og historievidenskab skal være ateistisk. Gud, profetier, mirakler osv. er altså udelukket a priori forud for enhver udforskning af fænomenerne og ikke som resultatet af denne udforskning.

Modernisterne fejler altså i allerede i deres grundlæggende principper både i forhold til Magisteriums lære og logikken!

Vital immanens

Modernisternes system har imidlertid også en positiv del: læren om vital immanens. Hvis religion i almindelighed (naturlig) og katolicisme (overnaturlig) i særdeleshed ikke bygger på, som Kirken jo ellers altid har lært, at mennesket, som Skt.Paulus siger i Romerbrevet 1,20, erkender Gud via skaberværkets eksistens og orden, den naturlige åbenbaring, eller ved at høre om Jesu Kristi virkelige historiske gerninger, mirakler og opstandelse understøttet af autoritet og tradition, den overnaturlige åbenbaring, så må der findes en anden forklaring på dette ”fænomen”.

Modernisterne har afskåret sig fra at finde den andre steder end i subjektet, i en særlig medfødt ”religiøs sans”, der er ophav til eller i det mindste forudsætning både naturlig og overnaturlig religion. Denne sans har sin rod i et nærmest underbevidst behov for det guddommelige, for det manifesterer sig yderst sjældent klart i bevidstheden. Modernisterne hævder så, at det er Gud, der både er årsag til denne sans eller fornemmelse og genstand for den.

Tro, også den katolske åbenbarede, bygger altså på individets indre bevidsthedstilstand, for bevidstheden er så at sige den eneste arena på hvilken, Gud kan optræde ifølge modernisternes fejlslutning.

Og her kommer så, som slutning ud fra disse heterodokse principper, den universelle norm, der er modernismens grundlov og princip for alle dens reformer: ”..ifølge hvilken den religiøse bevidsthed skal ligestilles med åbenbaringen, og at alle må underkaste sig den, selv Kirkens øverste myndighed, hvad enten som i egenskab af lærer eller lovgiver på det sakrale, liturgiske eller disciplinære område.”   

Transformation og disfiguration

Hertil kommer modernisternes lære om transfiguration og disfiguration. Det ukendte, der manifester sig for den indre religiøse sans i form af en speciel oplevelse, optræder ikke isoleret, men knytter sig til et ydre fænomen, det være sig nu naturligt eller historisk. Dette fænomen må skille sig ud fra mængden af fænomener, som værende noget særligt og have et skær af mystik og det ukendte over sig.

Troen, altså den indre følelse af guddommeligt nærvær, tiltrækkes af det ydre fænomen og transfigurerer det: løfter det udover dets fænomenale status og forlener det med guddommelige karaktertræk (som den altså ikke i virkeligheden har!!).

Dernæst kommer disfigurationen, der over tid indtræder, når dette fænomen løsrives fra den konkrete sammenhæng, det blev oplevet i, og så efterfølgende forlener det med træk, der ikke rettelig tilkommer det. ”Fra disse to principper afleder modernisterne to love, hvilke, forenet med en tredje, som de har afledt fra agnosticismen udgør fundamentet for den historisk-kritiske metode.”

Konsekvenserne af denne metodes anvendelse på Kirkens hovedhjørnesten er følgende: ”I Kristi person, siger de, møder naturvidenskab og historie intet, der ikke er menneskeligt. Derfor som følge af den første lov udledt af agnosticismen (fejlagtigt! JMJ), hvad der er i hans historie, der antyder noget guddommeligt må fjernes. Så, ifølge den anden lov, blev den historiske person Kristus transfigureret af troen; derfor må alt, hvad der løfter ham over de historiske betingelser, fjernes. Til sidst kræver den tredje lov, at alt udelukkes, der ikke er i strengt i overensstemmelse med Hans karakter, tilstand og uddannelse og med det sted og den tid i hvilken han levede.”

Evolutionsprincippet

Til disse principper og love tilføjer modernisterne også evolutionsprincippet (Skt.Pius kommer grundigere ind på dette senere), der jo hævder, at alt hvad der er, er blevet til af noget andet og mere primitivt og uudfoldet i sidste ende af ubetydelige kim, og det som er nu vil selv være kim og ophav til nye og mere udviklede ting i fremtiden osv.

Alt i fænomenernes verden, også religionerne og religionen er underlagt evolutionens principper, for de er blot i deres nuværende skikkelse det midlertidige produkt af den religiøse sans udvikling påvirket af menneskehedens generelle fremskridt og modning.

”..Ærværdige brødre, dette er ikke blot de tåbelige vrøvlerier fra de vantro. Der er

katolikker, ja, præster også, der ytrer disse ting offentligt; og de praler af, at de vil reformere Kirken med dette galimatias! Der er ikke længere blot tale om den gamle fejl, som krævede for den menneskelige natur en slags ret til det overnaturlige (pelagianisme. JMJ). Det er gået langt udover det, og har nået det punkt, hvor det hævdes, at vor mest hellige religion, i manden Kristus og i os, opstod spontant og af sig selv af naturen. Intet kunne være mere ødelæggende for hele den overnaturlige orden.”       

Som Skt.Pius understreger, er denne naturalisme og immanentisme fordømt af Vatikankonciliet.

Tro og intellekt

Udover det følelsesmæssige har troen også ifølge modernisterne en intellektuel komponent, for den religiøse sans giver ikke nogen egentlig erkendelse af sin genstand. Det er intellektet, der transformerer de dunkle fornemmelser om til mentale billeder og udtrykker dem i ord. Intellektets virksomhed foregår i to faser: 1. den udtrykker naturligt og spontant sin idé i populære vendinger (som vi finder dem i Evangelierne og Epistlerne); 2) dernæst gennem refleksion og fordybelse,  udtrykkes idéen i mere klare præcise sekundære formuleringer (i Kirkefædrenes skrifter og den skolastisk teologi), der hvis de godkendes af Magisterium udgør dogmer.

Her er som, Skt.Pius fremhæver, ét af de centrale punkter i modernismens system: dogmernes opståen. Det korte af det lange er jo så, at dogmer må betragtes som kopier af kopier af den oprindelige religiøse følelse, der så er den egentlige og autentiske original! Hvad der vindes i skarphed og logisk stringens modsvares altså af et tab af autencitet, liv og spontanitet!

De er pr. definition inadækvate midlertidige udtryk eller symboler for den religiøse oplevelse. Den religiøse oplevelse har altså altid første rang og de dogmatiske formuleringer er blot sekundære.

De er instrumenter, der har deres berettigelse i og med de styrker den enkeltes tro, imødekommer hans religiøse behov her og nu.

Heraf følger naturligvis, at ikke blot har dogmerne udviklet sig, de skal udvikle sig i takt med den religiøses sans udvikling og modning! De skal med andre ord underordne sig livet og tiden.

Her stikker modernisten som reformator frem, for hvad er ifølge ham årsag til, at så mange går Kirken forbi eller forlader den? – Dens holden fast i forældede og sterile dogmer, dens negligering af det levede liv og dets spontane religiøse oplevelser. Hvis dogmerne ikke længere kan assimileres af den religiøse sans og animerer de religiøse liv, så ud med dem (det samme må gælde liturgi og disciplin!), uanset hvor de kommer fra og hvilken anciennitet de har og hvilken autoritet, der opretholder dem!

Det er vel næppe nødvendigt at fremhæve i hvor høj grad netop dette punkt i modernisternes system har vundet indpas i den konciliære kirke, for de fleste der læser dette, har formodentlig været udsat for nykatekese! Ikke sådan forstået, at præster og hierarkiet officielt har opgivet Kirkens dogmer, men at man især i kateketisk og pastoral, men også i økumenisk sammenhæng ofte opfører sig som om man havde, for nu handler det om at ”opleve Kristus”, ”fordybe troen”, ”føle Helligåndens nærvær i fællesskabet”,”gå i dialog” osv. som om katolikker var blevet protestanter af den mere sværmeriske slags og ydermere tilhængere af den seneste udgave af rundkredspædagogikken.

Derudover har læren om dogmernes udvikling naturligvis været et vigtigt våben i Vatikan II-apologetikerne, der herigennem har forsøgt at forsvare, hvad nogle har set som dette koncils radikale ændringer i Kirkens traditionelle positioner.  

Hvad er sandhed?

”Blinde –det er de og ”ledere af blinde” opblæste af videnskabens stolte navn, har de nået det højdepunkt af galskab, hvor de perverterer sandhedens evige begreb og religionens sande mening..”

Modernisterne ”perverterer sandhedens evige begreb” ved at forlade den traditionelle definition af sandhed: intellektets overensstemmelse med den objektive virkelighed og erstatte den med en vitalistisk og funktionalistisk: sandheden er overensstemmelse med det levede liv; det sande i religiøs forstand er det, som bedst udtrykker og stimulerer individets ellers fællesskabets dominerende religiøse følelser her og nu. Denne opfattelse er åbenlyst i modstrid med common sense (og også ultimativt selvrefuterende).

Religion er så heller ikke længere en menneskets ”tilbagebinding” (religare) til en objektivt eksisterende guddom, der også finder fast form i en ydre kult, doktriner, discipliner og sakramenter, men reduceres til ”spontane livsytringer”, der alene har sin rod i menneskets underbevidsthed, som finder symbolsk udtryk i skiftende forestillinger, riter, moralske værdier og formularer, alt efter hvad tiden og udviklingen fordrer.

Konklusion

For at runde Skt.Pius’ fremstilling af modernisten som filosof af, så lad os slå fast: alle de andre sider af modernismen, som de følgende afsnit tager under behandling, hviler teoretisk på disse

ovenfor fremsatte principper, der igen bygger på den filosofiske position, der hedder agnosticisme. Hvis agnosticismen er falsk, så falder hele modernismens system sammen som et korthus, for så er der ikke længere nogen presserende grund til alene at søge en forklaring på det religiøse ”fænomen” i det subjektive felt.

Hermed falder også fundamentet for modernisternes argumenter for reformer. Modernisterne går bare ud fra agnosticismen som given og forsøger ikke at bevise den. Skt.Pius går ud fra, med hele den klassiske og skolastiske filosofi i ryggen, at den er falsk. Der er ingen grund til for Skt.Pius at bevise det i denne sammenhæng, for han er ikke underviser i elementær filosofi, og desuden kunne de læsere, biskopperne, som Pascendi i første omgang henvendte sig til, dengang deres skolastiske børnelærdom. Afvisningen af modernismens agnosticisme og derfor også af alle dens andre teoretiske og praktiske følger bygger altså ikke udelukkende på autoritære magisterielle Machtsprüche, eller på positiv tro, men også på det naturlige lys.

En grundig gendrivelse af modernismens filosofiske præmisser og principper foretog som ovenfor nævnt fader Reginald Garrigou-Lagrange i flere af sine værker bl.a. Le sens commun, Dieu, son Existence et sa Nature, Le Realisme du principe de Finalité etc.

14 – 18: Modernisten som troende

Gud, en oplevelse

Filosoffen analyserer iflg. modernisterne blot fænomenerne i dette tilfælde den indre religiøse sans og dens følelser og oplevelser, men er qua filosof ikke troende, eller rettere hans tro er så længe han filosoferer inoperativ, for Guds eksistens kan ikke rationelt bevises, hævdes det.

For den troende kan de indre sanseoplevelser naturligvis tolkes som havende deres udspring i Gud og havende på dunkel vis Gud som genstand, men det er altså en ”Gud”, som vi absolut ingen rationelle grunde har til at antage eksisterer ifølge filosoffen. For den troende qua troende er der imidlertid ingen tvivl om, at Gud objektivt eksisterer uafhængigt af subjektet.

Og hvorpå bygger denne sikkerhed? – På individets personlige oplevelse!  Denne oplevelse er meget mere overbevisende og nærende for troen end nok så mange Gudsbeviser, hævder modernister.

Og skulle nogen nægte eksistensen af Gud, så er det blot fordi de ikke har haft denne relativt sjældne oplevelse eller ikke på grund af moralske årsager er i stand til at få den.

Med denne lære, som Skt.Pius tørt konstaterer, er modernisterne meget langt fra de katolske doktriner, men til gengæld meget tæt på de protestantiske sekter, som hævder, at uden at have haft en personlig trosoplevelse, kan et individ ikke siges at være omvendt.

Religiøs relativisme

Men hvis den personlige oplevelse overbeviser f.eks. en person om den kristne Guds eksistens, hvad forhindrer så, at en anden person har en religiøs oplevelse, der overbeviser ham om f.eks. Krishnas eksistens? – Er den kristnes trosoplevelse måske mere sand, mere overbevisende?

”Faktisk benægter modernister ikke, men fastholder nogle uklart andre åbent, at alle religioner er sande. At de ikke kan føle anderledes er indlysende, for på hvilket grundlag ud fra deres teorier skulle falskhed kunne prædikeres om nogen som helst religion?” 

Den religiøse sans kan ikke være falsk ligeså lidt, som følesansens fornemmelse for varme og kulde, der er sande for den, der har disse fornemmelser uanset om andre fornemmer noget andet. Formuleringen af de religiøse følelser, deres symboler, er jo mere eller mindre sande og autentiske alt efter, hvordan de spejler de originale religiøse oplevelser og harmonerer med den troendes liv, og kan derfor heller ikke m.h.t. sandhed og autencitet sammenlignes med andre, der har deres rod i en helt anden religiøs oplevelse og harmonerer med et andet slags liv.  

Her er altså et rationale for falsk økumeni og for et stop for al ”proselytisering” al mission, der så passende kan afløses af ”dialog” og diakoni!

Tradition og tro

Modernisterne perverterer også ifølge Skt.Pius den ”traditionelle” opfattelse af Tradition, for den kan i lyset af overstående ikke længere været baseret på tradidi quod et accepi: tag i mod dette depositum fidei og giv det uforandret videre! Tradition er for modernisterne de troendes videregivelse af en original religiøs oplevelse v.hj.a. en tidsbestemt intellektuel formulering. Denne formulering er forlenet med en suggestiv effekt for at kunne vedligeholde troen hos de allerede troende og vække trosoplevelsen hos andre. Og hvis og kun hvis denne videregivne formulering vækker til nyt religiøst liv, så er den sand, ellers ikke.

I parentes bemærket kommer man her til at tænke på den i den konciliære kirke fremhævede ”levende tradition” til forskel fra traditionalisternes angivelige ”døde tradition”.

Skt.Pius konkluderer: ”For modernisten er liv et bevis for sandhed, for i deres øjne er liv og sandhed det samme. Således er vi endnu engang ledt til at slutte, at alle eksisterende religioner er sande, for ellers ville de ikke overleve.”

Resultatet af accepten af disse tanker, der lægger op til at Kirken ikke blot bør være tolerant overfor andre religioner, men anse og behandle dem som ligeværdige, må forventeligt blive indifferentisme, synkretisme og ultimativt ateisme, altså ødelæggelsen af den katolske åbenbarede religion i særdeleshed og religion i al almindelighed.

Her ligger jo selvfølgelig en del af det teoretiske for konciliekirkens falske økumeni.

Tro og videnskab

Herefter går Skt.Pius over til det vigtige punkt: modernisternes syn på forholdet mellem tro og videnskab. Helt grundlæggende fastholder modernisterne ud fra deres agnostiske præmisser, at troens og videnskabens genstandsområder er totalt adskilte, for troens genstand er uerkendbar for, eller rettere, eksisterer ikke for videnskaben.

Heraf slutter modernisterne, at der aldrig kan opstå en modstrid mellem tro og videnskab, så længe hver især holder sig inde for deres specifikke område, vel at mærke.

Dette lyder jo umiddelbart, som om de er ligeværdige om end inkommensurable, men dette er ikke tilfældet! Skt.Pius forklarer skarpsindigt: ”Det ville være en stor fejltagelse, ikke desto mindre, at antage, at ifølge disse teorier er det  tilladt at mene, at tro og videnskab er fuldstændigt uafhængige af hinanden. Hvad angår videnskabens side, så er det faktisk ganske sandt og korrekt, men det er helt anderledes m.h.t. troen, som er underlagt videnskaben, ikke af én, men af tre grunde. For det første må det bemærkes, at når man tager den guddommelige virkelighed og oplevelsen af den, som den troende besidder, fra ethvert religiøst faktum, så hører alt andet, især de religiøse formuleringer ind under fænomenernes sfærer og kommer derved under videnskabens kontrol…

Derudover, selvom det fremsættes, at Gud alene er genstand for tro, så refererer udsagnet kun til den guddommelige realitet (NB - som er uerkendbar også for den troende. JMJ), ikke til Gudsidéen…Det er derfor filosofiens og videnskabens ret at forme troens viden angående Gudsidéen, at retlede den i dens udvikling og rense den fra alle uvedkommende elementer, som kan være kommet ind i den. Heraf får vi det modernistiske aksiom, at den religiøse udvikling bør bringes i overensstemmelse med den moralske og intellektuelle udvikling; eller som én de betragter som deres leder har udtrykt det, den burde underlægges den. Endelig, da mennesket ikke kan finde sig i, at der eksisterer en dualisme i ham selv, og den troende derfor i sig føler et tvingende behov for at harmonisere troen med videnskaben, så den ikke modsiger den generelle opfattelse, som videnskaben fremsætter angående universet.” 

Sandhedens fordobling og tvetunget tale

Så modernisternes promovering af den religiøse oplevelse og forsøg på at ”sætte grænser for fornuften, for at give plads til troen”, som jo var et motto for Kants agnostiske filosofi, der i høj grad var det filosofiske fundament under deres lære, fører så reelt til, at religionen fremover kun legitimt kan udfolde sig ”indenfor grænserne af den blotte fornuft” (titlen på Kants religionsfilosofiske værk), rettere på de profane videnskabers og filosofiers betingelser. Åbenbaringen underlægges tidens filosofiske og videnskabelige trends og dømmes ud fra dem, det evige underlægges det timelige: den omvendte verden!

På den ene side så synes modernisterne at promovere den enkeltes suverænitet, hans private dømmekraft på troens område à lá Luther, på den anden side så er hans religiøse udtryk og symboler underlagt et ekspertokrati af teologer, filosoffer og videnskabsmænd, der sørger for, at de er up to date! 

Modernisten er altså ikke ren fideist, men en sær krydsning mellem en fideist og en rationalist: et monster med andre ord. Men netop denne paradokse lære er baggrunden for, at modernisten helt legitimt det ene øjeblik udtrykker sig fideistisk og det andet øjeblik rationalistisk, hvad der forfører, bedrager og forvirrer mange.  

Der er altså al mulig grund til udvise årvågenhed, når vore hyrder også  i dag formulerer sig i vendinger, der kan lyde traditionelle og hæderkronede som f.eks. ”Der er ingen modsætning mellem tro og videnskab”, for er det den modernistiske opfattelse, skitseret ovenfor, der bringes til torvs eller er det den traditionelle katolske lære, at sandheden er én og Gud er én, så i den udstrækning, det der er udgiver sig for at være videnskab virkeligt er sandt, så kan det umuligt stride mod troens sandheder?

Skt.Pius runder sin gennemgang og kritik af modernisten som troende af med en præcis skildring af hans dobbeltspil: ”I deres skrifter og taler synes de ikke sjældent at tale for doktriner, som er i modsætning til hinanden, så man kunne være tilbøjelig til at betragte deres holdning som dobbelttydig og tvivlsom. Men dette gøres helt med vilje og velberådet hu, og grunden til det er at finde i deres syn angående den gensidige adskillelse af videnskab og tro. Således finder man i deres bøger nogle ting, som sagtens kan godkendes af en katolik, men blader man om til næste side, konfronteres man med ting, der kunne være skrevet af en rationalist. Når de skriver historie, så nævner de ikke Kristus’ guddommelighed, men når de er på prædikestolen, så bekender de den klart; igen når de behandler historien, så tager de intet hensyn til kirkefædrene og koncilierne, men når de katekiserer lægfolket, så citerer de dem med respekt. På samme måde skelner de mellem eksegese som er teologisk og pastoral og eksegese som er videnskabelig og historisk. Så derfor også, når de behandler filosofi, historie og kritik, agerende ud fra princippet, at videnskab på ingen måde afhænger af tro, føler de ingen speciel rædsel ved at træde i Luthers fodspor, og er tilbøjelige til at udvise mangfoldig foragt for katolske doktriner, for De hellige fædre og for de økumeniske koncilier, for Kirkens magisterium; og skulle de blive krævet til ansvar for det, så beklager de sig over at blive berøvet deres frihed.”                

Som Skt.Pius understeger til sidst, så vil de erstatte Kirkens traditionelle teologi med den ny teologi, der er i overensstemmelse med og understøtter den moderne filosofi, med andre ord: teologien skal være den moderne filosofis tjenestepige!

19 – 29: Modernisten som teolog

Ancilla philosophiae

Modernisternes teologi følger af deres agnosticisme og religionsfilosofi med dens principper: vital immanens og symbolisme. Filosoffen siger ”troens princip er immanent”; den troende siger ”dette princip er Gud”; teologen siger: ”Gud er immanent i mennesket”. På samme måde med troens udtryk: filosoffen siger ”troens forestillinger og formuleringer er blot symbolske”; den troende siger ”troens genstand er Gud”; teologen bekræfte at forestillingerne om den guddommelige virkelighed er symbolske.

Symbolisme

Teologisk symbolisme indebærer, som Skt.Pius allerede har været inde på, at troens formuleringer, dogmerne, bliver instrumentaliseret, de reduceres til redskaber for det religiøse liv. Følgelig skal den troende ikke lægge så meget vægt på deres sproglige formulering, der ikke må opfattes som statisk og urørlig, for den må jo ændre sig med troens udvikling og fordybelse. Det er Magisteriums opgave at opretholde en konsensus om dogmerne og deres formulering, der er i overensstemmelse med den kollektive religiøse bevidstheds konsensus.

De modernistiske teologers lærer vedrørende immanens er mere uklare, nogle har en opfattelse der er forenelig med den traditionelle skelnen mellem det naturlige og det overnaturlige, mens andre forfalder til naturalisme og panteisme.

Sakramenterne

Til immanensen knytter sig det, som de kalder ”guddommelig permanens”. Dermed mener de, at selvom Kirken og sakramenterne ud fra modernisternes principper og de historiske kendsgerninger ikke kan være indstiftet af Kristus, så er de specifikt kristne religiøse oplevelser, den kristne bevidsthed, der udmønter sig i disse ting med tiden tilstede i spæd og uudfoldet form i Kristus, så derfor kan man godt sige at Kirken og sakramenter kommer fra Kristus. Der er altså en guddommelig permanens, der sikrer kontinuiteten.

I øvrigt stammer sakramenterne fra et indre religiøst behov iflg. modernisterne: for det første at give et sansbart udtryk for den religiøse følelse, dernæst give den form og konsekrerende akter. Ud fra deres filosofiske præmisser benægter de derudover, og det er meget alvorligt, at sakramenterne kan være egentlige nådemidler, altså virkeårsager til sanktifikation, for de er blot tegn, der ganske vist kan have en naturlig psykologisk effekt og gøre troens indhold nærværende, men ikke en overnaturlig!

”Hvad retoriske vendinger er i forhold til idéer, det er sakramenterne i relation til den religiøse sans, det og intet mere. Modernisterne ville udtrykke klarere, hvad de tænker, hvis de bekræftede, at sakramenterne udelukkende er indstiftede for at nære troen, men dette er fordømt af Tridentinerkonciliet.”    

Skriften

Hvad angår modernisternes teologiske opfattelse af Den hellige skrift, så er den en samling af overordentlige og slående religiøse oplevelser, som man også vil kunne finde i andre religioners skrifter. Den troende bør så læse eller formidles skriften, så han kan genopleve de religiøse oplevelser, der ligge til grund for den.

Hvis Skriften er baseret på den indre religiøse sans’ oplevelser, så kan modernisterne listigt hævde, at de frem for nogen er tilhængere af, at Biblen er helt igennem ”inspireret”. Som Skt.Pius tørt konstaterer, så har den form for inspiration intet med, hvad katolicismen forstår ved ”inspiration”, at gøre, for modernisternes version adskiller sig på ingen måde fra, hvad digtere og kunstnere forstår derved. Der er altså heller ingen ufejlbarlighed knyttet til den.  

Kirken  

Modernisternes ekklesiologi lærer, at Kirken også er opstået af et behov: først den individuelle troendes behov for at kommunikere sin subjektive religiøse oplevelse til andre, dernæst, når de troende er blevet tilstrækkeligt mange, et behov for at skabe et trosfællesskab, der kan tage vare på og promovere det fælles gode. Kirken er altså produktet af en kollektiv bevidsthed, der har sin rod i dens første troendes religiøse oplevelser!

Skt.Pius formulerer i det følgende modernisternes konklusioner der følger af disse heterodokse opfattelser og hvilke reformer de legitimerer: ”Før i tiden, var det en almindelig fejltagelse, at autoriteten kom til Kirken udefra, d.v.s. direkte fra Gud; og den blev derfor med rette holdt for autokratisk. Men denne opfattelse er blevet forældet. For ligesom Kirken er en vital emanation af den kollektive bevidsthed, så fremgår autoriteten også vitalt fra Kirken selv. Autoriteten derfor, ligesom Kirken, har sin oprindelse i den religiøse bevidsthed, og når det er sådan, må den være underlagt den. Skulle den fornægte denne afhængighed, bliver den et tyranni. For vi lever i en tid, hvor sansen for frihed har nået sin højeste udvikling. I den civile orden, har den offentlige bevidsthed indført folkestyre. Men der er jo kun én bevidsthed i mennesket, ligesom der kun er et liv i mennesket. Derfor er det nødvendigt for den kirkelige autoritet, at antage en demokratisk form, med mindre den ønsker at provokere og give næring til indre konflikt i menneskehedens bevidstheder. Straffen for at nægte det er en katastrofe. For det er galskab at tro, at sansen for frihed, som nu findes kan formindskes. Skulle den blive holdt tilbage med magt og i lænker, desto værre ville dens udbrud blive, idet det ville feje både Kirke og religion væk.”     

Så vidt modernisternes kloge råd, der kender ”tidens tegn” til forskel fra Kirkens øverste autoritet! Her følger modernisterne klart i fodsporet af det forrige århundredes liberalister, som Pius IX satte på plads med Quanta cura og Syllabus. Kirken skal altså forsone sig med principperne fra 1789!

Man kan spørge sig selv om modernisterne ikke i grunden er gået ud fra deres revolutionære dagsorden, og har så efterfølgende ledt efter de præmisser og principper der kan begrunde den. De ville være helt i overensstemmelse med det moderne princip: ”det gælder ikke om at fortolke verden, men at forandre den”.

Stat og Kirke

Men dette interne knæfald for tidsånden er ikke nok ifølge modernisterne, for dens relationer med omverdenen og med staten må også opdateres radikalt, som Skt.Pius præcist formulerer deres tanker: ”På samme måde altså som tro og videnskab er fremmede overfor hinanden p.gr.a. forskelligheden af deres genstande, så er Kirke og stat fremmede p.gr.a. deres forskellige mål, Kirkens nemlig er åndeligt mens statens er timeligt. Før i tiden var det muligt at underordne det timelige det åndelige og tale om nogle spørgsmål som blandede, idet Kirken så blev tildelt dronningens og herskerindens position i sådanne, fordi Kirken blev dengang betragtet som indstiftet direkte af Gud som skaber af den overnaturlige orden. Men denne lære er i dag forkastet både af filosoffer og historikere. Staten må så helt adskilles fra Kirken og katolikken fra borgeren…Skulle Kirken under et hvilket som helst påskud udkaste eller foreskrive borgeren en måde at handle på, så er den skyldig i magtmisbrug, imod hvilket man er nødt til at protestere med al sin magt.”

Sekularisme

Men ligesom troen jo i virkeligheden, i hvert fald i dens manifestationer bliver underlagt videnskabens autoritet, så følger det også af ovenstående, at Kirke og stat ikke er ligeværdige og kan gå hver deres veje. Nej, Kirken må i alle timelige spørgsmål være underlagt staten!

”Hvad vil der så ske med den kirkelige autoritet, der jo kun kan udøves gennem ydre handlinger (der er under statens myndighed. JMJ)? Selvfølgeligt vil den være fuldstændig under statens herredømme. Det er denne uundgåelige konsekvens, som tvinger mange blandt liberale protestanter at forkaste al ydre gudsdyrkelse, - rettere al ydre religiøst fællesskab og får dem til at tale for, hvad de kalder ”individuel religion.”

Den betingelse som Kirken skal opfylde for at overleve og trives i den ny tid er altså ikke mindre end det knæfald, som Louis Veuillot, som vi citerede i Indledningen:  Si cadens adoraveris me!

Selvfølgelig må en sand Kristi hyrde, der pr. definition elsker Kristus, blankt afvise disse fristelser, hvad Skt.Pius da også gør ved at henvise til hans forgænger Pius VI’s fordømmelser i Auctorem fidei.

Magisterium

Modernisternes krav om Kirkens liberalisering og opdatering, altså dens reelle underordning under tidens videnskabelige, filosofiske og teologiske meningsdannere og den sekulære stat, rammer selvfølgeligt også Magisterium, der må fratages enhver prætention om ufejlbarlighed og autoritet, der ikke, som i den demokratiske stat, kommer fra neden. ”Og eftersom dette Magisterium i sidste instans udspringer fra de individuelle bevidstheder og besidder dets mandat til offentlig gavn for dem, følger det nødvendigvis, at det kirkelige Magisterium må afhænge af dem og derfor burde bringes til bukke for (Si cadens…JMJ) folkelige idealer. At forhindre individuelle bevidstheder fra at udtrykke frit og åbent de impulser, de føler, at hindre kritikken i at skubbe dogmer fremad i retning af deres nødvendige udvikling, er ikke en legitim brug, men misbrug af magten, der er given til at fremme det almene gode.”  

Minimalisme

Altså der tales for trosfrihed og totalt forskningsfrihed indenfor Kirken: protestantiske tilstande med andre ord! – Men der er mere: ”Deres generelle retningslinier for Kirken er: at den kirkelige autoritet, siden den er helt åndelig, skal fjerne al den ydre pomp, som pryder den i offentlighedens øjne.”

Altså liturgisk og rituel minimalisme! – En protestantisk-jansenistisk dualistisk ånd, der ser ned på det materielle, som medie for det sakrale og spejl for det guddommelige kendetegner også modernisterne. Skt.Pius bemærker klogt: ”Her glemmer de, at selvom religion er for sjælen, så er den ikke kun for sjælen, og at den ære som udvises autoriteten reflekteres tilbage på Kristus, som indstiftede den.” 

Udviklingslæren

Vi kommer nu til Skt.Pius’ mere grundige gennemgang og kritik af modernismen overordnede lære, modernismens alfa og omega kunne man sige: udviklingslæren. Som vi har været inde på, så er alt iflg. modernisterne også religionen foranderligt og må forandre sig, for det er selve betingelsen for at kunne siges at være levende. Men for modernisterne indebærer forandring også udvikling i betydningen: irreversibelt fremskridt.

Det religiøse fremskridt går fra lavere til højere manifestationer af den religiøse sans og dens udtryk og symboliser, fra det primitive, uartikulerede og partikulære til det avancerede, rigt artikulerede og mere universelle. Det der egentlig var den religiøse oplevelse uvedkommende blev med tiden elimineret i takt med menneskehedens intellektuelle og moralske forfinelse.

Processen blev accelereret af input fra enestående mennesker, profeter, hvad modernister også blot regner Kristus for at være, ganske vist den største. Hvordan vakte profeterne genklang hos de jævne troende: ”..både fordi der i deres liv og deres ord var noget mystisk, som troen tillagde  guddommen og fordi det faldt i deres lod, at have nye og originale oplevelser, der var i fuld overensstemmelse med deres tids religiøse behov.”    

Dogmerne udviklede sig i kraft af modstand og ud fra en naturlig trang til at præcisere og kommunikere trosoplevelserne. Således udvikledes dogmet om Kristus som Guds enbårne søn!

Hvad angår liturgiens og tilbedelsens udvikling har modernisterne følgende opfattelse Skt.Pius:

”Den væsentligste stimulans til udvikling består behovet for at tilpasse den folkenes sæder og skikke, og også behovet for at benytte sig af den værdi som visse akter har erhvervet ved lang tids brug. I sidste ende er udvikling i Kirken selv næret af behovet for at tilpasse sig de historiske betingelser og være i harmoni med samfundets eksisterende former.”

Og mon ikke survival of the fittest? – Igen er det modernisters reformiver der kigger frem i disse lærer: kun en Kirke, der tilpasser sig “miljøet” kan forvente at overleve! Overlevelse frem for sandhed og troskab overfor Gud bliver det afgørende. Overlevelse kan aldrig være retmæssig grund til bekymring og deraf følgende forandringer for: non praevalebunt!

For at religionens fremskridt skal være levedygtigt, så lærer modernisterne, at der må være et retarderende moment, der holder det progressive element lidt tilbage, så sammenhængskraften forsvinder og kontinuiteten i udviklingen ikke forsvinder. Dette konservative moment i Kirken er traditionen, repræsenteret af autoriteten, der har en ret til at holde igen, mens det progressive element, den religiøse oplevelse og de nye religiøse behov er i de individuelle bevidstheder.

Skt.Pius bemærker advarende: ”Allerede bemærker vi, ærværdige brødre, introduktionen af den yderst skadelige doktrin, som ville gøre lægfolket til frembringeren af fremskridt i Kirken.”       

De selvretfærdige

Disse doktriner, siger Skt.Pius, er forklaringen på, hvorfor de bliver så forundrede over at blive irettesat for deres heterodokse og ødelæggende synspunkter, for de føler kun de gør deres hellige pligt, at arbejde for Kirkens nødvendige reform, da de forstår sig selv i lyset af deres egne doktriner.

Skt.Pius giver os atter et indblik i deres taktiske list: ”Mens de lader som om de bøjer hovederne, er deres sind og hænder endnu mere dristigt rettede mod at udføre deres intentioner. Og denne politik forfølge de villigt og vel vidende, dels fordi det er en del af deres system, at autoriteten skal stimuleres, men ikke stødes fra tronen, og fordi det er nødvendigt for dem at blive indenfor Kirkens rækker for at de gradvist kan omforme den kollektive bevidsthed. Og i og med de hævder det, så opdager de ikke, at den kollektive bevidsthed ikke er med dem, og at de ingen ret har til at være dens fortolkere.”

Skt. Pius fanger her modernisterne i en inkonsistens, for hvis deres teori er rigtig, så vil Kirken vel skulle og også blive forvandles nedefra, fra lægfolkets masser og behøver så næppe at blive manipuleret frem oppefra af en lille elite af teologiske modernister indenfor hierarkiet!

Giuseppe Melchior Sarto, Pius X, født i den lille by Riece, søn af et simpelt postbud, vidste udmærket, hvad der rørte sig hos almindelige jævne katolikker, og at det var uendeligt langt fra modernisternes fantasterier om det. Også kirkelige revolutioner har som primus motor, ikke et folkeligt krav om radikal forandring og fornyelse, men selvbestaltede intellektuelle eliters drømmerier!

Skt.Pius afslutter dette afsnit med at citere en lang række fordømmelser af disse teser, som egentlig blot er de samme som Pius IX fordømte i Syllabus.

30 – 34: Modernisten som historiker   

Historisk-kritisk metode

I det følgende går Skt.Pius hårdt til den forkætrede ”historisk-kritiske metode, som modernisten i historikerens skikkelse sværger ved. Det ejendommelige ved den historiske modernist er hans fornægtelse af al filosofi og kendskab til filosofi, for det ville kompromittere tilliden til, at det hans historiske forskning når frem til snarere kunne være betinget af spekulative filosofiske principper end objektive historiske facts! ”Og alligevel, sandheden er, at deres historie og deres kritik er gennemsyret af deres filosofi, og at deres historisk-kritiske konklusioner er det naturlige resultat af deres filosofiske principper.”

Deres agnostiske filosofi er jo bygget ind i deres metode for de skelner a priori mellem f.eks. Kristus som historisk person, der hører ind under videnskaben, for han tilhører alene den ydre fænomenverden, hvor, som de postulerer uden, at deres agnostiske præmisser egentlig tillader det, at alt guddommeligt er udelukket, - og Kristus som genstand for troen og dermed transfigureret og disfigureret af den, som de også postulerer ud fra deres a priori princip om vital immanens og den religiøse følelse.

Det er præcist historikerens opgave at finde frem til den historiske Jesus, ikke ved at bygge på kilderne efter kildekritisk at have undersøgt deres troværdighed. Nej, historikeren kan med sindsro forud for enhver kildekritik trække alt fra i Skriften, som kan tilskrives transfiguration, altså guddommeliggørelse og disfiguration altså eftertidens tilføjelse af handlinger og ord, som et almindeligt menneske i den tid ikke kunne have gjort og sagt, og som heller ikke ville have kunnet været forståeligt for de samtidige.

Den berømmede historisk-kritiske metode er i modernisternes hænder en kæmpe circulos vitiosis! ”Deres metode er at sætte dem selv i Kristi sted og person, og så kun tillægge ham, hvad de ville have gjort under tilsvarende omstændigheder. På denne måde, fuldstændigt a priori og forudsættende filosofiske principper, som de antager, men giver udtryk for ikke at kende, proklamerer de, at Kristus, ifølge hvad de kalder hans virkelige historie, var ikke Gud og aldrig foretog sig noget guddommeligt, og at han som menneske kun gjorde og sagde, hvad de, at dømme ud fra den tid han levede i, bedømmer han burde have sagt eller gjort.”

To historier

Der må så ifølge modernisten være to skarpt adskilte områder for historikeren: den virkelige ydre historie og troens historie; det er kritikerens opgave, skelne skarpt mellem hvilke kilder, der hører under henholdsvis den ene og den anden.

Da den modernistiske kildekritiker overtager princippet om vital immanens, som forklaring på det religiøse, så må enhver kilde vedrørende troens historie a priori dateres efter, hvorvidt der kan dokumenteres et behov i den virkelige historie. Så må alle kilder gennemgås igen og ordnes kronologisk efter endnu et a priori princip: udviklingslæren, der jo siger, at det simple og primitive går forud for det komplekse, og at det religiøse behov, følelse og udtryk modificeres under ydre pres og konservative og progressive kræfter osv. På baggrund af disse øvelser, kan modernisten så skrive sin kirkehistorie. ”Hvem er forfatteren til denne historie? Historikeren? Kritikeren? Helt sikkert ingen af dem, men derimod filosoffen. Fra begyndelse til slutning er alt i den a priori, og en apriorisme, der stinker af kætteri. Disse mennesker bør sandelig omfattes med medlidenhed, om hvem apostlen meget vel kunne sige: ”De blev forfængelige i deres tanker…idet de antog sig selv for vise, blev de tåber.”” 

Bibelkritik

Udfra disse principper og denne metode når modernisten frem til, at Skrifterne ikke kan tillægges de forfattere, hvis navne de bærer, men der må være tale om en gradvis opståen fra primitive anonyme forlæg, som senere er blevet udstyret med mange tilføjelser af forskellig art af andre anonyme forfattere motiveret af forskellige nye behov og omstændighederne. Så skrifterne må altså indeholde sporene af troens udvikling. Dette forklarer også alle de inkonsistenser i skrifterne som fortolkere slås med.

Det korte af det lange: ud fra et sådant syn på Skriften er det naturligvis umuligt at opretholde dens ufejlbarlighed og modernisterne er da også kendte for vidt at bredt at proklamere alle de fejl, de har fundet i den.

Skt.Pius sætter tingene på plads: ”Sandheden er at en hel hær af doktorer, dem langt overlegne i åndskraft, lærdom, i hellighed, har sigtet De hellige bøger på enhver måde, og langt fra at have fundet noget bebrejdelsesværdigt i dem, har de takket Gud mere og mere hjerteligt desto mere de har fordybet sig i dem, for Hans guddommelige gavmildhed i at have lovet at tale sådan til mennesket. Uheldigvis nød disse store doktorer ikke (ifølge modernisterne. JMJ) godt af de samme hjælpemidler til studiet som modernisterne besidder, for de havde ikke som regel og guide en filosofi lånt fra negationen af Gud, og et kriterium der består af dem selv.”

Ligesom det har været tilfældet før indenfor de andre områder, så falder modernisternes historisk-kritiske korthus sammen, hvis dets filosofiske præmisser og principper er falske og det afgøres ikke ved historisk forskning. Under alle omstændigheder, konstaterer Skt.Pius, er agnostisk, immanentistisk og evolutionistisk kritik i modstrid med den katolske lære.

Ikke desto mindre lader mange katolikker sig forføre af den. Det forklarer Skt.Pius udfra følgende: modernister udgør et internationalt netværk, hvor alle bidrag til forskningen fra nogen indenfor kredsen altid mødes med skamløs ros, mens udefrakommende kritik mødes med tavshed eller foragt en bloc.

35 – 37: Modernisten som apologetiker

Neoapologetik

Udfra alt, hvad vi har hørt om modernisten indtil nu, kan det næppe forbavse at han på det apologetiske felt også må afvige meget stærkt fra hvad der traditionelt har været normen.

Den modernistiske apologet bygger selvfølgelig på de samme filosofiske principper, som teologen og historikeren og heraf følger, at han i sit forsvar for troen ikke kan bruge skolastisk filosofi, Skrifterne, Kirkefædrene osv, men kun det, der baserer sig på modernistisk religionsfilosofi, psykologi og historieskrivning.

Målet for apologetik må ud fra princippet om vital immanens nu være at bibringe én person uden tro den oplevelse af den katolske tro, der alene kan danne basis for tro. Midlet er at vise at den katolske religion er udstyret med sådan vitalitet fra dens første ”kim” af, der bl.a. manifesterer sig i dens evne til overvinde modstand og modgang og tilpasse sig nye omstændigheder og udvikles mod stadig større fuldkommenhed, så noget mystisk og ukendt må ligge bag.

Den fejlbarlige Kirke

Men modisterne er heller ikke blege for at fremhæve, hvad de anser for Kirkens fejl og fejltagelser på alle områder også i skriften, men de hævder at disse fejltagelse kan retfærdiggøres, hvis det kan vises at de har fremmet det religiøse liv. Alle angivelige modsigelser i Skrift, dogmer og teologi kan retfærdiggøres med at, dels er den religiøses følelses genstand det uendelige, som jo må have uendelige mange aspekter også selvmodsigende, dels er troens formuleringer jo blot symboler, endelig retfærdiggøres de af det intense religiøse liv, de afføder.

Altså væk med modsigelsesprincippet, men så kan som Skt.Pius påpeger jo alt retfærdiggøres. En sådan apologia frasiger sig altså principielt enhver forpligtelse på logos til forskel fra traditionel apologetik, der demonstrerer den katolske religions rationelle fundament.

Ikke nok med det, modernisterne forsøger også at disponere den ikke troende til at tro ved at overbevise ham om, at dybt nede i hans natur ligger der et behov og et begær efter religion dog ikke en hvilken som helst af slagsen, men netop katolicisme. De mest radikale vil forsøge at overbevise om, at alle mennesker har den samme kim i sig, som Kristus havde! Når modernismen nu tenderer mod naturalisme og panteisme, er det jo ikke så mærkeligt, at det gør dens apologetik også, så derfor fordømmer Skt.Pius dem med disse ord: ”..metoder og doktriner fulde af fejl, frembragt ikke for opbyggelse, men for destruktion, ikke for at skabe katolikker, men for at forføre dem som er katolikker til kætteri, og tilstræbende undergravningen af enhver religion helt og aldeles.”

Skt.Pius rammer atter noget centralt her, for hvorfor skulle modernisten egentlig være interesseret i at omvende nogen fra ateisme eller en anden religion til katolicismen, hvis alle religioner er lige sande. Det handler altså nok snarere om at omvende katolikker til modernismen!

38: Modernisten som reformator

En radikal dagsorden

Modernisten er reformator par excellence og man kan som nævnt have ham mistænkt for at have konstrueret sit doktrinære system for at legitimere sin intention om totalt at revolutionere Kirken.

Fornyelse på alle områder er deres ”passion predominante” og intet i Kirken ville kunne unddrage sig dette, hvis de fik frie hænder. Hvis altså modernismen snarere er en ideologi end en filosofi eller en videnskab, så er det ikke så underligt at sandt og falsk ikke betyder så meget, men forandring og fornyelse alt; hvis løgne kan føre til det, så…

Skt.Pius giver en samlet karakteristik af modernisternes reformiver og hvordan den skal omfatte alt i Kirken, der er værd at citere som helhed, ikke mindst fordi den i dag ikke kan undgå at fremstå som en profetisk beskrivelse af de langt hen ad vejen stadigt dominerende tendenser i den konciliære kirke; ”den, der har øre, hører!”: ”De ønsker, at filosofien skal reformeres, især på Kirkens seminarier. De ønsker den skolastiske filosofi forvist til filosofiens historie og anbragt blandt de forældede systemer, og at de unge mænd skal lære moderne filosofi, der alene er sand og tilpasset den tid vi lever i. De ønsker at reformere teologien: rationel teologi (naturlig teologi. JMJ) skal have moderne filosofi som grundlag og positiv teologi skal funderes i dogmehistorien. Hvad angår historien, så skal den udelukkende skrives og læres ifølge deres metoder og moderne principper. Dogmer og deres udvikling, understeger de, skal harmoniseres med naturvidenskab og historie. Ingen dogmer skal indgå i katekismen, bortset fra dem, som er blevet reformerede og er indenfor lægfolkets fatteevne. Hvad angår Gudstjeneste, så siger de, at antallet af de ydre former for Gudsdyrkelse skal begrænses og der må tages skridt til at forhindre deres yderligere vækst, imidlertid, så er dog nogle af beundrerne af symbolisme mere eftergivende på dette punkt. De råber højlydt, at Kirkens regering har brug for at blive reformeret i alle dens grene. De insisterer, at både indvendigt og udvendigt må den bringes i harmoni med den moderne bevidsthed, som nu udelukkende tenderer mod demokrati; derfor burde de lavere rangklasser i præsteskabet og endda lægfolket gives medansvar for Kirkens regering, og autoriten, som er for koncentreret, decentraliseres. De romerske kongregationer og især Index og Sanctum officium skal på samme måde modificeres. Den kirkelige autoritet må ændre dens adfærd i den sociale og politiske verden; mens den holder sig udenfor politiske organisationer, må den tilpasse sig dem, for at kunne gennemtrænge dem med dens ånd. Hvad angår moralen, så antager de amerikanisternes princip, at de aktive dyder (de legemlige barmhjertighedsgerninger. JMJ) er mere vigtige end de passive (de åndelige ditto. JMJ), og bør opmuntres i praksis.

De forlanger at præsteskabet skal vende tilbage til deres oprindelige ydmyghed og fattigdom, og at de i deres idéer og handlinger står ved modernismens principper; og der er nogle, som gladelig lytter til deres protestantiske mestre, der ville ønske at ophæve præsteskabets cølibat. Hvad er der tilbage i Kirken, som ikke skal reformeres af dem ifølge deres principper?”   

Hvem kan nægte at denne katalog over reformer, lyder som dagsordenen for ”ånden fra Vatikan II”?

Syntesen af alle kætterier

Skt.Pius går herefter over til at forklare, hvorfor det har været nødvendigt med denne lange didaktiske præsentation af modernisternes system: ”..det var nødvendigt, at Vi gjorde det, både for at imødegå deres sædvanlige anklage, at Vi ikke forstå deres idéer og for at vise, at deres system ikke består af spredte og uforbundne teorier, men i et nært forbundet hele, så det ikke er muligt at medgive én uden at medgive dem alle…Og nu med Vore øjne fikserede på hele systemet, vil ingen blive forbavset over at Vi vil definere det som værende syntesen af alle kætterier.”   

Ved at betegne modernismen som ”syntesen af alle kætterier”, så viser Skt.Pius også, at den er proskriberet ikke blot af ham, men af hele Kirkens tradition, for hver magisteriel fordømmelse af bestemte tidligere kætterier er naturligvis så indbefattet i denne fordømmelse af modernismen, der selv bliver en syntese af alle Kirkens fordømmelser!– Så med hele traditionen og det uforanderlige Magisterium i ryggen kan Skt. Pius sige Anathema sit!      

Der er altså ikke tale om blot hans fordømmelse betinget af tiden og omstændighederne, hans ”angst for fornyelse” og autokratiske temperament, som modernisterne og deres senere utallige tilhængere ville hævde; deres psykologiske og historiske bortforklaringer og ad hominem argumenter er så givetvis intet værd!

Men kunne de ikke hævde, at Skt. Pius blot bruger petitio principii og ad baculum mod dem? – For forudsætter han ikke blot præcist de præmisser og principper som modernisterne benægter i hans kritik af dem, og er hans egentlige argument ikke blot truslen om ekskommunikation?

Common sense kontra agnosticismen

At modernismen er et kætteri og som sådant fordømt som uforenelig med Kirkens lære viser Skt.Pius, som vi har set gang på gang i sin gennemgang, men han viser også, at modernismen er inkonsistent og hviler på præmisser, der ikke er i overensstemmelse med common sense og det naturlige lys. Man behøver altså ikke at være ultramontan katolik, man behøver hverken at være troende eller ”pavetroende”, for at kunne indse, at modernismen hviler på et falsk grundlag!

Dette falske grundlag er agnosticismen, der i modstrid med common sense og uden nogle som helst overbevisende argumenter (og hvordan skulle man egentlig argumentere for dette synspunkt uden at overskride det?) hævder, at mennesket er lukket inde i sin egen private bevidsthed og intellektet udelukkende henvist på og i stand til at ordne den ydre og indre sans indtryk.

”For sjælens følelse er reaktionen på den ydre tings påvirkning, som enten intellektet eller de ydre sanser præsenterer for den. Tag intellektet væk, og mennesket, der allerede er tilbøjeligt til at følge sanserne, bliver deres slave. Dobbelt fejlagtigt fra et andet synspunkt, for alle den religiøse sans fantasier vil aldrig være i stand til at ødelægge common sense og common sense fortæller os, at alt, hvad der holder hjertet fanget viser sig at være en hindring snarere end en hjælp til at opdage sandheden. Vi taler om sandheden selv, for den anden rent subjektive sandhed, frugten af den indre sans og praksis…er til ingen gavn for den person, der frem for alt vil vide, hvorvidt der udenfor ham er en Gud i hvis hænder han en dag vil falde.”   

Skt.Pius understeger jo blot her at følelsen, den være nok så god, uden intellektets retledning let kommer på afveje og forvirres, ikke mindst når den udsættes for anfægtelser, der sætter spørgsmål ved om genstanden for følelserne nu virkeligt også eksistere, og det som den tror på nu også er sandt.

Modernisternes råd er her, at det skal den ikke bekymre sig om, for det kan man alligevel ikke vide og i øvrigt er det forkert at hævde, at tro skulle være en intellektuel akt, der tilslutter sig hvad den hører på den åbenbarendes autoritet. Nej, tro er en følelse, som kan være stærkere eller svagere, men ikke sand eller falsk.

Det er, kunne man frygte, måske netop modernisternes og deres efterfølgeres underforståede præmis, at det er lige meget med om, det vi tror på er sandt, lige meget dybest set om Gud eksisterer, lige meget om der er et evigt liv, når bare vi har det godt med vores tro og er søde og rare mod vore medmennesker og arbejder for velstand, retfærdighed, fred og foredragelighed i verden. Der er en lige linie fra teologisk modernisme til nutidens terapeutiske wellnes religion og dens supplement: blød humanisme.  

Et tankeeksperiment

Hvis vi forestiller os to personer betragtende et krucifiks: en reformeret katolik skolet efter modernismens principper og en traditionel katolik skolet efter lad os bare sige The Baltimore Catechism, hvem mon, ladende eventuelle særlige nådegaver ude af billedet, har de stærkeste følelser og inspireres mest til Kristi efterfølgelse? – Personen, der er gået igennem modernismens syrebad (læs: nykatekese!), og som ved, at på korset hænger blot en lidt ekstraordinær rabbi, der egentlig blot ville skabe mere fred og foredragelighed i verden, men blev så sørgeligt misforstået af folket og selvfølgelig forfulgt at magthaverne, som altså ikke var Guds søn andet i billedlig tale, en Gud i øvrigt, hvis eksistens vi ikke kan være sikre på? Mon der hos personen, som også godt ved, at nu forventes han at skulle kunne finde en religiøs følelse frem i sin bevidstheds dybder, der kan berige hans liv, fornemme Kristi nærvær i sig selv, vælder følelser frem? Stålsættes hans vilje i kærlighed til Gud og til efterfølgelse come rack, come rope? – Den anden person kender inkarnationens og redemptionens dogmer og overbeviste om disse dogmers objektive sandhed i kraft af Troens nådegave, Kirkens autoritet og måske også deres troværdighed, da han jo ud fra det naturlige lys, ved, at Gud eksisterer, og at han selv har en udødelig sjæl. Mon ikke hans følelser og vilje, vækkes eller stimuleres i langt højere grad ved betragtningen af krucifikset, som jo viser den Anden person i Treenigheden frivilligt og af kærlighed undergående korsfæstelse og død for at formilde Gud og åbne himlens porte for ham?

Antiintellektualisme

”I begyndelsen var Ordet (logos)” står der i Evangeliet efter Skt.Johannes, ikke ”I begyndelsen var følelsen”. Kirken, religionen kan ikke bygge på følelser, som Skt.Pius ovenfor lige understregede. Det paradokse er imidlertid at netop flertallet af katolikkers følelser og oplevelser ignoreres af modernisterne: ”Hvis oplevelser har så meget kraft og værdi efter deres vurdering, hvorfor tillægger de så ikke den samme vægt til den erfaring, som så mange tusind katolikker har om, at modernisterne er galt afmarcheret?”          

Modernisternes bekæmpelse af intellektets rolle, som en væsentlig komponent i Troen og det religiøse liv fører til, at Gud blot reduceres til et symbol på ein gewisses etwas, som man ikke kan vide noget om, hverken som almindeligt troende eller som filosof, teolog, historiker what ever... 

”Derfor, så kan hvis nogen som helst religion skal være mulig, så kan det kun være religionen vedrørende en fuldstændig uerkendbar virkelighed. Og hvorfor det ikke skulle være den verdenssjæl, som rationalisterne taler om, er i hvert fald ikke klart for Os. Disse grunde er tilstrækkelige til, at til overflod at vise ad hvor mange veje modernismen fører til ateisme og til tilintetgørelsen af al religion. Protestantismens fejltagelse var det første skridt på vejen; modernismens det andet og ateismens det næste.”

Med disse ord slutter Skt.Pius sin gennemgang, fordømmelse og kritik af modernismens lærer, præmisser og principper og går over til at se på dens årsager og virkemidler for, at vi bedre kan forstå den og gardere os mod den. Det er naturligvis helt legitimt og ikke spor ad hominem, at se på modernisternes bevæggrunde, når man som Skt.Pius jo har, først har afvist dem ud fra både Kirkens lære og det det naturlige lys! 

40 – 44: Modernismens årsager og virkemidler

Ubelært uvidenhed

Hvad er det så, der har fostret og næret dette altødelæggende kætteri? – Iflg. Skt.Pius er det i første omgang en intellektuel fejltagelse, der medfører en indbildt og indbildsk viden, der i virkeligheden er uvidenhed. ”Ja, disse selv samme modernister, som stræber efter at blive anset for Kirkens doktorer, som taler i så store ord om moderne filosofi og udviser en sådan foragt for skolastikken, har omfavnet den ene med al dens falske glimmer, netop fordi deres uvidenhed om den anden har efterladt dem uden midlerne til at genkende forvirring i tanken og til at gendrive sofisteri.”   

Så modernisterne har ikke dybt og grundigt studeret skolastisk filosofi, vejet den og fundet den for let og derfor søgt til moderne filosofi; de har spejdet efter ”tidens tegn” og set at Kirkens traditionelle filosofi ikke er i overensstemmelse med tiden. Om den så skulle være i overensstemmelse med virkeligheden, er i modernisternes perspektiv inderligt ligegyldigt!

Superbia

Dernæst er der i de moralske fejl: nysgerrighed og hovmod. Af de to sidste drivkræfter er hovmodet den afgørende. ”I sandhed der er ingen vej, som leder så direkte og så hurtigt til modernisme som hovmod. Når en katolsk lægmand eller en præst glemmer det kristne livs forskrift, som forpligter os til at fornægte os selv, hvis vi vil følge Kristus, og forsømmer at flå hovmodet ud af sit hjerte, så er det ham mest af alle, der er helt moden til at ligge under for modernismens fejl.”

Der er naturligvis ikke store chancer for at blive kendt og berømt ved blot at give det videre, som man har modtaget, blot gentage, hvad Kirken altid har lært. Nej, vejen til anerkendelse, om ikke fra autoriteterne, hvis de opdager det, er at sige noget nyt! Passionen for nyhed, som er begrundet i hovmod altså, kan naturligvis ikke undgå at være knyttet til et had mod det, der ikke er nyt: traditionen.

”De erkender at de tre hovedvanskeligheder, som står i vejen for dem er den skolastiske metode i filosofien, Fædrenes autoritet og tradition og Kirkens Magisterium, og mod dem fører de skånselsløs krig. Mod skolastisk filosofi bruger de latterliggørelsens og foragtens våben…de forsikrer offentligheden om, at Fædrene, mens de som personer betragtet er i højeste grad værdige til veneration, så var de uvidende om historie og kritik, for hvilken de kun kan undskyldes på grund af den tid de levede i. Endelig forsøger modernisterne på alle måder at formindske og svække autoriteten hos selve Kirkens Magisterium ved blasfemisk at falsificere dets oprindelse, karakter og rettigheder og ved frit at gentage dets modstanderes bagtalelser.”

Skt.Pius skildrer herefter de måder modernisterne forsøger at realisere deres dagsorden på bl.a. at søge at komme i besiddelse af lærestole på seminarier og universiter, hvor de let kan finde nye tilhængere; dernæst ved at de altid offentligt roser værker fra deres egen kreds og altid nedsabler værker af mere traditionel observans.

45 – 56: Remedier og forholdsregler mod modernismen

Alle disse tiltag kalder på tilsvarende remedier, som Skt.Pius kommer ind på i det følgende, men som vi ikke har tænkt at gennemgå med samme grundighed som det foregående. Dels er disse disciplinære remedier for længst blevet ophævet, mens dette ikke er tilfældet m.h.t. fordømmelserne af modernismen (selvom de ignoreres i dag!), der stadig gælder, dels har de ikke den samme almene interesse og relevans, som Skt.Pius’s uovertrufne beskrivelse og kritik af modernismen. Men de kunne naturligvis blive særdeles relevante, hvis der en dag skulle blive valgt, om Gud vil, en pave, der for alvor og fra grunden ville restaurere Kirken.

Ite ad Thomam!

Kort og godt går de ud på, at promovere skolastisk filosofi, Skt.Thomas i særdeleshed, på alle katolske uddannelsesinstitutioner og her følger Skt.Pius jo bare og indskærper, hvad Leo XIII sagde i Aeterna patris. Da modernismen helt og holdent baserer sig på en falsk filosofi, så bør den naturligvis også bekæmpes ved roden, med en sand filosofi: thomismen. I parentes bemærket, så blev det fader Reginald Garrigou-Lagrange, der i det følgende halve århundrede filosofisk konfronterede og gendrev modernisternes lærer.

Skarp lud til skurvede hoveder

Dernæst indskærper Skt.Pius sine hyrder til årvågenhed m.h.t. hvad deres præster, lærere, professorer prædiker, underviser i og publicerer. Erklærede modernister skal så vidt muligt placeres dér, hvor de gør mindst skade.

Sammenfattet er forholdsreglerne følgende: 1. udelukkelse fra seminarier og universiteter af alle ledere og professorer, som på nogen måde måtte være påvirket af modernismen; 2. biskoppernes årvågenhed m.h.t. ikke at tillade Imprimatur til publikationer, der indeholder den mindste smule modernisme, og ikke tillade at bøger indeholdende modernisme bliver solgt i katolske boghandler; 3. etableringen af ”årvågenhedskomiteer” sammensat af præster valgt af biskopperne, som skal være på vagt overfor tegn på modernistiske tendenser.      

På en måde har Skt.Pius forholdsregler om ikke officielt så de facto imidlertid været i kraft efter konciliet, men altså vel at mærke med negativt fortegn: det har været traditionelle katolikker, præster som lægfolk loyale overfor det uforanderlige Magisterium, der har været udelukket fra embeder og er blevet chikaneret på den ene eller anden måde, men det er en helt anden historie!

57: Afslutning

Har Skt.Pius brugt ad baculum og har han overreageret med disse skrappe forholdsregler? – Ja, siger enstemmigt alle ikke blot dem, som det er gået udover, men også alle modernisternes sympatisører dengang og nu. Men som man siger: ”hvis man ikke vil høre, så må man føle” og ”den

man elsker, tugtet man”! – En god hyrde passer på sin flok, for at ingen skal gå fortabt! Selv modernisterne, disse ulve eller forvildede får, der vil sprede flokken, må en hyrde, der virkelig elsker Kristus omfatte med sand næstekærlighed for Guds skyld i overensstemmelse med det Evangelium, der byder at ”elske jeres fjender og bede for dem, der forfølge jer”. At ”elske sin næste” betyder i sidste ende at ville ham det godt i ultimativ forstand, og det vil sige hans omvendelse og frelse. At give modernisternes frihed til at lære og undervise som de vil i modstrid med Kirkens lære, er ikke en sand kærlighedsgerning, men det modsatte for konsekvenserne er fortabelse, både for modernisterne selv og de, der bliver forført af deres sirenesange!

Som Skt.Pius selv siger i encyklikaens sidste del: ”Dette, ærværdige brødre, er hvad Vi har ment det var Vor pligt at skrive til jer, for alle der tror frelses skyld. Kirkens fjender vil uden tvivl misbruge, hvad vi har sagt for at forny den gamle bagtalelse ved hvilken vi bliver fejlagtigt fremstillet som fjende af videnskaben og af menneskets fremskridt.”       

For at dementere dette, som i øvrigt jo dementeres af hele Kirkens historie, giver Skt.Pius til afslutning udtryk for sin intention om at etablere : ”..et specielt institut i hvilket, gennem samarbejdet mellem de katolikker, som er mest fremragende i lærdom, videnskaben og alle andre områder af viden kan avancere og promoveres under vejledning og belæring af den katolske sandhed.”

Hermed ønsker Skt.Pius naturligvis også modvirke modernisternes projekt, at underordne ”den katolske sandhed” ”denne verdens visdom”! 

Konklusion

Skt.Pius heroiske kamp mod modernismen var jo storslået og i høj grad, hvad tiden fordrede (selvom vi ikke bryder os om denne modernistiske frase!), men alligevel var det blot en batalje i den i denne ”tårernes dal” uophørlige krig mellem denne verdens hersker, løgnens fader, og Kirken; mellem denne verdens ”visdom” og den guddommelige visdom; mellem ”la Revolution et la Revelation” som Louis Veuillot skriver i L’illusion liberale.

Skt.Pius formåede ikke at besejre modernismen som magt, som bevægelse, selvom han vandt en stor intellektuel og moralsk sejr, og den naturligvis står som fordømt for Guds og falsk for intellektets domstol.

Det er for os, lægfolk som præster, at føre denne kamp videre i Skt.Pius’ ånd og ved at bl.a. bruge de redskaber, som han i denne encyklika har givet os i hænde: en nøgle til at forstå og genneskue modernismen i alle dens afskygninger og fremtrædelsesformer, også dem, der virker tilforladelige og i overensstemmelse med Kirkens tradition.

Forhåbentligt har denne lange og seje gennemgang af modernisternes fejltagelser også renset os selv fra de elementer af modernisme, der måtte have sneget sig ind og fordrejet lidt vores fornemmelse for, hvad katolicisme virkelig er. For godt nok vil vi traditionelle katolikker gerne se os selv som ”børn af evigheden”, men det er ikke mange i menneskehedens faldne slægt, der undslipper den skæbne at være til en vis grad børn af deres tid. 

Som G.K. Chesterton sagde noget i retning af et sted, at det er ”alene Den katolske kirke der befrier os fra det degraderende slaveri, det er at være barn af sin tid!”

Vejen til at undgå dette slaveri er at lære at sentire cum Ecclesia, der jo ikke skal forstås modernistisk, altså ikke ”føle” hvor Kirken er lige nu i tiden og følge med strømmen, men tænke med Kirken, tænke i overensstemmelse med dens uforanderlige og ufejlbarlige lærer; deri ligger også at lytte med Kirken til Helligånden, der udgået fra Faderen og Sønnen, der ikke forandrer sig, men forbliver som de er in Saecula saeculorum, altid siger det samme om det samme og ikke kan modsige sig selv, i modsætning til tiden, saeculum, der hele tiden siger noget nyt, der lynhurtigt bliver yt, og så alligevel bag den changerende overflade siger det samme nemlig: nequaquam morte moriemini…et eritis sicut dii scientes bonum et malum.

Modernisterne råder os til ufortrødent at lytte til denne forførende stemme, til tidsånden, for det er da ikke farligt; det er da kun jeronimusser som Skt.Pius og hans tilhængere, der kan mene det!

Lad os slutte dette jubilæumsskrift, der jo desværre ikke kan fejre modernismens totale nederlag som magtfaktor, med at mindes de præster og biskopper, som f.eks. Biskop de Castro Mayer og ikke mindst ærkebiskop Marcel Lefebre, der er forblevet tro mod Kirkens tradition og som har taget Skt.Pius’ belæringer til sig, og som følgelig ikke faldt på knæ og tilbad tidsånden, men mødte dens fristelse med: Dominum Deum tuum adorabis et illi soli servies.

Det er ikke mindst takket være deres indsats bistået af Guds hjælp og Vor frues forbøn, at det fristelsesscenarie, som Louis Veuillot skildrede i L’illusion liberale ikke blev virkelighed. Under alle omstændigheder så ved vi, at non praevalebunt; Gud vil ikke tillade sin Kirke at forsvinde fra jordens overflade.

Lad Louis Veuillot få det sidste ord: ”Gud triumferer gennem et lille antal troende; dette beskedne tal, pussilus grex, til hvem det er sagt, som ved begyndelsen: ”Frygt ikke”; dette lille antal som er blevet kaldt jordens salt. Hvis saltet mister sin kraft, med hvad skal man så salte det? (Matth. V,13).

Åh profetisk visdom i de guddommelige ord! Sandkornet er Guds vagtpost ved havets bred, og siger til det: Non amplius! Saltkornet er bjergenes styrke og de umådelige græssletters frugtbarhed. Vi vender os mod Den korsfæstede i Jerusalem, mod Den korsfæstede i Rom, mod hans forladte og forrådte sandhed; og vi siger til ham: Jeg tror på dig, jeg tilbeder dig og jeg vil gerne trædes under fode som dig; latterliggøres som dig; jeg vil gerne dø med dig!..Vi siger det, og verden er besejret.”

(L’illusion libérale. Paris. 1866)

JMJ

PASCENDI DOMINICI GREGIS 1907 - 2007

”Cum ergo prandisset dicit Simoni Petro Iesus: ”Diligis me plus his?” Dicit ei: “Etiam Domine tu scis quia amo te!” Dicit ei: “Pasce agnos meos”. (Io 21,15)

Forord

Den 3. juli fejrede vi her på STMI 100 årsdagen for Skt.Pius X’s Lamentabili sane exitu, der fordømmer 69 modernistiske teser, med en indføring, kommentar og oversættelse. Nu er tiden kommen til at fejre 100 års dagen for den efterfølgende store encyklika Pascendi dominici gregis, der flytter fokus til præmisserne og de sammenhængende doktriner, der ligger til grund for disse teser.

Der er ingen grund til at gentage alt, hvad der i forbindelse med kommentaren til Lamentabili blev sagt om den historiske baggrund for Skt.Pius’ og de førkonciliære pavers opgør med liberalisme og modernisme, og om hvordan man bør forholde sig til det ordinære Magisterium før det 2.Vatikankoncil, men det fornødne for forståelsen vil blive nævnt i indledningen.

I dette jubilæumsskrift koncentrerer vi os om at fremdrage og kommentere hovedlinierne i Skt.Pius’ systematiske analyse, kritik og fordømmelse af modernismen og dens tilhængere. Det er ikke tanken blot at bruge denne encyklika som afsæt til at kritisere den konciliære kirke, det har så mange gjort godt, og vil mange sikkert gøre igen i anledning af jubilæet. Det fornødne i den forbindelse kommer vi dog ind på indledningen. Nej, for én gangs skyld skal Pascendi selv være i fokus, for der er overordentlig meget, vi kan lære af den.

Det er vor overbevisning, at denne encyklika på ingen måde har mistet sin aktualitet, for modernismen, denne ”syntese af alle kætterier” er ikke blevet ancient history trods de forgangne 100 år. Den er lige så lidt en passé ”teologisk strømning fra det 20. århundredets begyndelse”, som nihilismen blot var en fortrinsvis russisk  ideologisk-politisk bevægelse i det 19.århundredes sidste halvdel, der ikke behøver at bekymre os længere!

Nej, modernismen er ikke en forgangen strømning, den er mainstream, og måske netop derfor svær at få afstand til og øje på! Selvom de færreste lægfolk eller præster måske i dag ville kunne gøre rede i detaljer for modernismens principper, så fungerer de ikke desto mindre som de skjulte præmisser for det meste de siger og gør, den definerer et alt dominerende sprogspil, som det er utroligt svært ikke at blive indfanget i. At modernisternes principper kan være operative så at sige bag om ryggen på os og uden at vi kan gøre rede for dem er ikke mere mærkeligt end, at selvom man kan dansk og taler det flydende er det jo stadigvæk de færreste, der kan gøre rede for sprogets grammatik og syntaks!

At Pascendi under alle omstændigheder, qua akt af det ordinære Magisterium på det doktrinære område, bevarer sin gyldighed og forpligtende karakter for alle katolikker, høje som lave, lægfolk som præster, burde være en given sag, men anfægtes i dag af talrige teologer og mange i hierarkiet. Dette viser imidlertid kun, i hvor høj grad modernismen har sejret, for Pascendi afvises netop ud fra de selv samme modernistiske principper, som den afslører, kritiserer og fordømmer: den er ”blot et produkt af sin tid, måske sand dengang den blev skrevet, men ikke længere, for tingene har udviklet sig, og nu lever vi i en anden tid, der har andre behov, så den er ikke tidssvarende mere, og man kan jo heller ikke skrue tiden tilbage!” Med andre ord: panta rei. Alting flyder: sandt bliver falsk og falsk bliver sandt, godt bliver ondt og ondt bliver godt, den ”heraklitæiske strømmen” overskylder og river alt med sig, også Pascendi…Vi kan ligeså godt drikke af Lethes flod og glemme alt om den og go with the flow!!

Så vidt vore dages modernister, der næppe vil vedkende sig denne betegnelse!   

Nej, Pascendi har ikke blot ”akademisk interesse”, vi studerer den ikke for at ”forklare” den ud fra sin ”tid”, som modernister ville gøre, for derved subtilt og hyperkritisk at relativere den, men for at oplyses og næres af den, for at blive klogere, ikke på Skt.Pius og hans tid, men på modernismen som sådan; altså for at lade os magisterielt belære og vejledes og ikke mindst for at få exorceret de elementer af modernisme, der måske også klæber lidt til os. Præcist sådan var det jo også Skt.Pius havde tænkt den skulle og fortsat skal læses. Og som der jo står skrevet, at ”Sandheden skal sætte jer fri”, så kan sandheden om modernismens præmisser og principper og ikke blot dens konsekvenser sætte os fri fra deres latente indflydelse.   

Så lad os da i det følgende være lydhøre og ikke mindst lydige overfor, hvad denne store hyrde har at sige os og ikke blot sin samtid!

Sancte Pie X, ora pro nobis..           

Indledning

En god hyrde

”Èn af de primære forpligtelser pålagt det embede af Kristus, som er guddommeligt

overdraget til Os, at ernære og vogte Herrens flok (pascendi dominici gregis), er at beskytte trossandhederne (depositum fidei) givet i helgenernes varetægt, med den største årvågenhed, forkastende profane fornyelser i ord og modsigelser fra, hvad der urigtigt kaldes ”viden”.” Således indleder Skt.Pius X sin store encyklika mod modernismen, der blev offentliggjort for 100 år siden  d.8. september 1907, tydeligt refererende til Jesu ord til Peter, som de er gengivet i Johannesevangeliet (citeret ovenfor).

En betingelse for retmæssigt at være flokkens hyrde, er som det fremgår af Skriften, at man virkeligt i særlig grad elsker flokkens herre, Kristus, som man jo også en dag skal aflægge regnskab for! Hyrden ejer jo ikke flokken, kan ikke lede den og behandle den efter forgodtbefindende, men står til ansvar overfor Herren. Et frygteligt ansvar! Intet under, at Skt.Pius her fremhæver årvågenhed som en central dyd i dette tunge embede, for ethvert får, der ledes på afveje p.gr.a. hyrdens uagtsomhed, vil han blive krævet til regnskab. Og ”Ve den, der er anledning til skandale!” som  også gælder den hyrde, der ser igennem fingrene med, at nogle underminerer de smås tro.

At elske Herren indebærer jo, at man adlyder Hans befalinger. Her er befalingen at ”ernære og vogte mine får” og det vil sige, da ”menneskets ikke lever af brød alene, men af hvert ord, der udgår fra Guds mund”, som Jesus siger til fristeren i ørkenen, at hyrden skal nære sin flok, med de evige uforfalskede trossandheder, depositum fidei, ikke give den ”stene for brød”, og holde den væk fra alt usundt og skadeligt græs: forførende vranglærer, pseudoviden; ulve: ydre fjender; og ikke mindst og farligst af alle de forklædte ulve og de falske hyrder!

Og ulve i fåreklæder: lægfolk og teologer; falske hyrder, præster og prælater, alle tilhængere af modernismen, der søger at forføre eller angribe og sprede flokken indefra, er det netop som Skt.Pius med denne magisterielle akt søger ikke blot at fordømme, men også at udstille, demaskere og gendrive. Da modernisterne af taktiske grunde og af forsigtighed ikke har fremlagt deres doktriner i sammenhæng, så bruger Skt.Pius, usædvanligt for en encyklika, største delen af Pascendi på at fremdrage og beskrive denne ”esoteriske” lære og viser i den forbindelse, at den er komplet uforenelig med og ødelæggende for den katolske religion.

En usædvanlig og kontroversiel encyklika

Vi får altså i Pascendi: 1) en systematisk fremstilling af de modernistiske doktriner og deres filosofiske præmisser; 2) en klar påpegning af ikke blot deres filosofiske fejl, teologiske fejl og afvigelser fra Tradition og Magisterium, men også fra common sense; 3) en advarsel om, hvad konsekvenserne af disse lærer ville være, hvis de vandt indpas i Kirken; 4) en afslørende karakteristik af modernisten, hans bevæggrunde og mål, hans forskellige roller og tilhørende masker og sofistiske virkemidler; 5) remedier og forholdsregler mod denne altoverskyggende fare.

Hvor den foregående Lamentabili sane exitu blot var en katalog over fordømte modernistiske teser, så er Pascendi  simpelthen manualen i at begribe, identificere, gendrive og bekæmpe modernismens i alle dens afskygninger og fremtrædelsesformer; i sandhed en malleus modernistarum! Fremstillingen af den modernistiske lære i Pascendi var så præcis, at modernisterne selv efter sigende brugte den til at ”katekisere” deres novicer!

Remedierne mod modernisterne som Skt.Pius beordrede sine biskopper til at tage i brug mod modernisterne og deres vranglærer var omfattende, hårde og kontante. Pascendi blev også fulgt op af Praestantia Scriptura Sacrae af 9/11 1907, der præciserede, at alle der fortsat måtte holde fast ved og propagere de vranglærer som Pascendi fordømte var at betragte som ekskommunikerede latae sententiae. Som ”knock out punch” kom så 1/9 1910 Sacrorum antistitium, antimodernisteden. - Intet under at modernisterne tog ham det meget ilde op, og at Pascendi stadig 100 år senere er en anstødssten, en torn i øjet på vore dages modernister, hvis tal er legio!

Under Pius X’s helgenkåringsproces havde der været rejst indvendinger mod den strenghed hvormed han havde disciplineret modernisterne, men undersøgelser viste, at han kun havde gjort, hvad hans høje embede krævede af ham.

Det formildede ikke modernisterne, der efterhånden som grebet fra oven med tiden løsnedes, mere og mere åbent angreb eller trodsede Pascendi’s og de andre magisterielle fordømmelser.

Selvom Skt.Pius både sagligt fremlagde modernisternes principper og deraf følgende lærer og påviste deres fejl, påpegende herefter de ødelæggende konsekvenser af modernismen og ikke blot nøjedes med ad hominem og ad baculum at ”gendrive” dem, ved at spekulere i årsagerne eller rettere motiverne, der drev modernisterne eller true med ekskommunikation, så har disse siden hen ikke mødt denne kritik med lødige argumenter, men opført sig helt i overensstemmelse med Skt.Pius’ beskrivelser af deres adfærd i Pascendi og kun ”gået efter manden i stedet for bolden”: ”..der er ingen grund til at forundres over, at modernisterne lufter al deres bitterhed og had mod katolikker, som ivrigt kæmper Kirkens kampe. Der er ingen form for fornærmelser, de ikke overdynger dem med, men deres sædvanlige fremgangsmåde er at beskylde dem for uvidenhed og stædighed” (42).  

Modernisternes hævn

Således er Skt.Pius’ saglige kritik og velbegrundede fordømmelser blevet mødt med ad hominem og ad consequentiam argumenter. Skt.Pius beskyldes således for ikke at være au courant med videnskabens fremskridt og udvikling, lukke øjnene for, hvad tiden fordrer, overreagere af angst for  fornyelser og af stivsind og autokratisk magtbrynde stædigt fastholde Kirken på et forældet og autoritært grundlag med potentielt forfærdelige konsekvenser til følge. For derved drives Kirkens virkelige redningsmænd, modernisterne, der har nøglen til at tilpasse Kirken til den ny tid, til det ”moderne menneske”, og derved sikre dens overlevelse og trivsel, under jorden!  

Med pave Johannes XXIII’s indkaldelse af notorisk modernistiske teologer, der ellers stadig officielt var i unåde, til at være periti ved 2.Vatikankoncil, fik denne kritik så at sige et ”blåt stempel”.

Det ikonografiske udtryk for modernisternes sejr kan ses i Skt.Pius’ kapel i Peterskirken, hvor en triumferende Johannes XXIII ser ned fra et vægmaleri på Skt.Pius X’s sarkofag. Her har vi den gode pave Johannes portrætteret lyslevende, der ”nedbrød bastionerne” og åbnede Kirken mod verden og en ny tid og den reaktionære pave Pius, liggende stift i sin glaskiste iført dødsmasken, der, som vi nu kan se, uden held forsøgte at sætte uret i stå, forskanse Kirken mod al fornyelse og udvikling!

Fristelsen i ørknen

Men denne sejr, var blot det midlertidige højdepunkt for modernisterne i en lang og sej kamp, der går meget længere tilbage. I 1866, 2 år efter Pius IX’s Quanta cura og Syllabus  rystede ”verden” og datidens modernister, de liberale katolikker, (contradictio in adjecto!), ved blankt at afvise en forsoning med den moderne verden, udgav den store franske intransigist Louis Veuillot sit skarpe polemiske skrift L’Illusion liberale, hvori han sammenligner djævlens tre fristelser af Jesus i ørkenen med de liberales fristelse af Kirken, fristelser, som Pio IX netop i de ovennævnte magisterielle akter lige totalt havde afvist.

Her en oversættelse i uddrag af dette centrale og profetiske tekststed: ”Lyset, siger han (den liberale katolik), vil skinne meget bedre, og det er da, at det vil gennemtrænge mørket. For når vi bliver catoliques nuancés, catoliques modifiés, slet og ret nye katolikker, så er det, at vi straks vil omvende verden”…I begyndelsen af Evangeliet ifølge Skt. Matthæus, nærmer fristeren sig Jesus, som har trukket sig tilbage til ørkenen…Liberalismen fornyer denne scene: Kirken er fattig, den er sulten: lad Kirken være liberal, så vil den blive rig, stenene vil blive til brød! Men den sult, der plager Kirken, og som også plagede Jesus, er kærligheden: Kirken sulter efter at nære de hensygnende sjæle. Det brød som den vil udele, brødet der vil gøre dem stærke, er det ord, som udgår fra Guds mund, det er Sandheden. Liberalismen siger til den: Hvis du er fra Gud, hvis du har Guds ord, så risikerer du intet ved at forlade toppen af templet: kast dig ned, gå til mængden, der ikke længere kommer til dig, skil dig af med alt det ved dig, som mishager den, sig de ord, som den elsker at høre og du vil generobre den; for Gud er med dig! Men ordene, som mængden elsker at høre, er ikke de ord, som er udgået fra Guds mund, og det er altid forbudt at friste Herren.

Endelig udtaler liberalismen: jeg holder verden og jeg vil give dig verden…Men der er altid den samme betingelse: Si cadens adoraveris me. Træd ned, fald ned, kast dig i støvet og vær lige med dem, som ingen Gud har og følg de retskafne mænd, som jeg vil foreslå til at lede dig, efter de har sværget aldrig at overskride tærsklen til et sted, hvor der bedes: så vil du se, hvordan verden vil hædre dig og lytte til dig, og hvordan Jerusalem vil genfødes endnu smukkere!…Hvor mange gange er denne forførelse ikke blevet forsøgt!..Drag ud fra Israels lejr, forlad Roms sterile klippe, luk ørene for gentagelserne fra denne hellige ark, der aldrig kommer med nye orakler; kort sagt, fald på knæ og tilbed Løgneren og tro kun på ham!” (Louis Veuillot, L’Illusion liberale. Paris 1866)           

Fristeren intra muros

Hvor Pius IX, ”fristet i ørkenen”, under belejring, ikke lod sig forføre af liberale katolikkers sirenesange eller bøjede sig fra presset udefra fra statsmænd, politikere, revolutionære, der ønskede religionsfrihed og Kirkens totale udelukkelse fra indflydelse på civilsamfundets institutioner og forvisning til den private sfære, så var udfaldet af et lignende ”fristelsesscenario” godt 100 år senere anderledes. Her var Kirken imidlertid ikke under tilsvarende stort ydre pres fra en militant sekularistisk omverden eller udfordret af højtråbende lægfolks ønsker om liberalisering. Modernismen, som er en mere filosofisk-teologisk sofistikeret udgave af den ”liberalisme” som blev fordømt i Quanta cura og Syllabus, og som tilstræber mere omfattende og radikale forandringer i Kirken, havde trods Skt.Pius’s advarsler og fordømmelser vundet frem ”indenfor murene”.

Det var de interne fristere, modernisterne, i skikkelse af selvbestaltede reformatorer og nye teologer, der forførte kaptajnen, den gode pave Johannes, til at sætte kursen mod et økumenisk koncil med deres sirenesange om gennem fornyelse at ”berige” Kirken, gøre dens lære, liturgi og disciplin ”spiselig” for moderne mennesker og sætte stat og Kirke fri fra hinanden. For først derigennem ville Kirken, fri og ukompromitteret af forbindelse til magten, der altid fordærver, kunne gennemtrænge den moderne verden med sin sjæl, en verden domineret af troen på fremskridtet og egen teknologiske formåen, og forvandle dette i grunden ateistisk-materialistiske oplysningsprojekt til ”kærlighedens civilisation”.  

Aggiornamento

Modernisternes hedeste ønskedrøm, at reformere Kirken fra grunden, ”lægge hånden på ploven” eller rettere selv føre øksen mod træets rod og ikke blot teoretisere i elfenbenstårnet, gik altså i opfyldelse med 2. Vatikankoncil, og siden da har dagsordenen været aggiornamento og kampråbet: ”fornyelse, fornyelse og fornyelse”.

Og fornyelser er der kommet på alle områder i en takt og med en monotoni, så det er blevet kedeligt og forudsigeligt selv for nogle af tilhængerne af denne ”opdatering”. Den mildt sagt lettere pubertære fascinationen ved at overskride grænser, udfordre autoriteterne og begå rituelt fadermord er måske ved at miste lidt af sin tiltrækning. Men selvfølgelig er da dog nogle, som aldrig kan få nok!  - I alle tilfælde var den største nyhed i den konciliære kirke i mange år, en nyhed der sendte

chokbølger gennem hele den katolske verden, ikke promoveringen af endnu en grænseoverskridende fornyelse, men frisættelsen af noget ”gammelt” i og med præciseringen af, i pave Benedikts Motu proprio, at den traditionelle messe (efter 1962 missalen ganske vist kun!) ikke har været forbudt, ikke har været afskaffet med Paul VI’s indførelse af Novus Ordo Missae.

Restauratio?

Med denne indrømmelse fra højeste sted, at fordi noget ikke er nyt (læs: udsprunget og promoveret af ”ånden fra Vatikan II”), så behøver det ikke at være yt, kunne man måske forledes til at tro, at ”the winter of our discontent” efter konciliet er ved afløses af et tøbrud og et ”nyt forår”.

Er modernisterne, reformisterne, da ikke på vej ud og restauratorerne på vej ind? - Selvom de mutte, irriterede og af til hysteriske reaktioner på Motu’en, der er kommet fra store dele hierarkiet og præster rundt om i verden giver anledning til en vis optimisme, så er der nok god grund til at ”klappe hesten.”

Den delvise restaurering af Messen er givetvis et stort lille skridt i den rigtige retning, omstændighederne taget i betragtning, som vi da også er meget taknemmelige for, men vi må ikke glemme Skt.Pius’s valgsprog: Instaurare omnia in Christo. Alle dele af Kirken må restaureres ved, at Kristus atter anerkendes som konge, og hvad der måtte være af doktrinære ”fornyelser”, som ikke er i overensstemmelse med, hvad Kirken har lært semper, ubique, et ab omnibus, må tilbagekaldes og annulleres ligesom, det er sket med den ulovlige indult, der nu i kraft af Motu’en langt om længe er blevet tilbagekaldt og annuleret.

Prudentia et vigilantia

Så længe de iskolde vinde fra den ”ny teologi” stadig blæser frit og uhindret over stadigt mere golde og affolkede stepper i den konciliære kirke, er betingelserne for et forår ikke fuldt tilstede, og vi må ikke slække på årvågenheden, som også Skt.Pius i højeste grad hyldede og selv praktiserede.

Denne årvågenhed må også gælde os selv, for svage, syndige mennesker som vi er, trætte af at skulle kæmpe mod ”magter og herredømmer”, er vi jo ofte tilbøjelige til at klamre os til en halmstrå, høre det vi gerne vil høre fra vore hyrder, men måske ikke det, som de egentlig mener og forfalde til en blind tro, et tomt håb, en forfalsket kærlighed og fejlplaceret loyalitet, der mod bedre vidende gerne vil tro det bedste.

Vi må ikke være bange for fortsat at ”prøve ånderne”; ikke mindst må vi passe på ikke selv at være inficerede med modernisme og det er svært i dag, hvor modernismen er, som antydet i forordet selve luften vi indånder i den konciliære kirke, ja, stort set alle steder og i alle sammenhænge. Modernismen i den mest omfattende betydning, ikke kun den teologiske, er jo den ”linse”, selv usynlig, som vor tids mennesker er blevet vænnet til at betragte religionen og stor set alt andet igennem. Vanen gør som bekendt blind, vel at mærke en blindhed, som den, der lider under den, selv er blind for! – Der skal en nådegave til, for at blive befriet fra denne blindhed.

En øjenåbner

Heldigvis har vi da også Skt.Pius’ Pascendi, der kan åbne vore øjne, hjælpe til at fjerne den linse, den splint fra snedronningens troldspejl, der forstiller alt; give det friske pust, der får os til at mærke, hvor dårlig den luft er, vi indånder til daglig og som en selvfølge måske!

Lad os i det følgende ikke se tilbage til Skt.Pius og hans encyklika, men se op til de evige og uforanderlige common sense principper og ufejlbarlige doktriner, som Skt.Pius lægger til grund for sin kritik og fordømmelse. Med andre ord: lad os blive oplyst af både det naturlige og overnaturlige lys, der skinner klart i denne magisterielle belæring!         

Det er nok ikke så mange, heller ikke blandt traditionalister, der har læst Pasendi cover to cover; den adskiller sig fra de fleste før konciliære encyklikaer ved at være udsædvanlig lang og temmelig teoretisk tung. Pascendi er naturligvis først og fremmest skrevet til biskopperne, der (dengang!) havde de fornødne forudsætninger for at forstå den. Forhåbentlig vil den følgende gennemgang gøre den lidt lettere tilgængelig!

Kort om gennemgangen

I det følgende vil vi grundigt gennemgå idet vi kort, uddybende og opklarende kommenterer de væsentligste dele af Pascendi, enkelte særligt prægnante, rammende og mindeværdige passager vil blive citeret, men det er desværre ikke muligt indenfor dette jubilæumsskrifts rammer at gå ned og forklare alle detaljer og indforståede ting fyldestgørende. Hvad der er gennemgang og kommentar, citater og forfatterens egne refleksioner over teksten vil kunne ses på skriften: ordrette citater fra Pascendi er i fed, mens forfatterens forholdsvis sparsomme friere refleksioner er i kursiv; Enkelte opklarende noter i citaterne er markeret med forfatterens signatur. Tallene i overskrifterne i vores gennemgang refererer til encyklikaens afsnit.

Angående en dybere diskussion og kritik af modernismens filosofiske præmisser og principper så henvises til den fortløbende gennemgang her på STMI af fader Reginald Garrigou-Lagranges Le sens commun.

Hele encyklikaen kan findes på Vatikanets hjemmeside i forskellige oversættelser; den kan også bl.a. findes på www.papalencyclicals.net/. Denzinger gengiver den desværre kun i uddrag. Den kan også findes uforkortet i den udmærkede antologi af antiliberale og antimodernistiske pavelige dokumenter fra TAN: The Popes against Modern Errors.

Gennemgang og kommentar

1-5: ”..gennem helt nye kunster og fulde af bedrag..”

Skt.Pius understreger her nødvendigheden af at gribe ind overfor disse nye fjender af Kirken, modernisterne, der er desto farligere, fordi de kender den indefra og bruger list og forstillelse. Hertil kommer at de: ”..fører øksen ikke mod grene og skud, men selve roden, d.v.s. mod troen og dens dybeste fibre. Og efter at hæve ramt denne udødelighedens rod, så fortsætter de med at sprede gift gennem hele træet, så der ikke er nogen som helst del af katolsk sandhed, som de lader uberørt, ingen som de ikke stræber efter at korrumpere.”

Med dette billede viser Skt.Pius os, at modernisternes reformbestræbelser går langt videre end til blot at fjerne enkelte døde grene for at forbedre træets trivsel og vækst for nu at blive i billedet. Nej, deres ambition er total renovation, og det indebærer jo bortskaffelse og destruktion af det hele, for at give plads til en helt ny vækst! Derfor må der gås radikalt til værks og roden må angribes først.

Uden at Skt.Pius udtrykkeligt nævner det her, så minder modernisternes projekt meget om Luthers, der jo så at sige skabte sin egen religion, ved ikke blot som tidligere heresiarker, at vælge dele af Kirkens lære fra og beholde andre dele intakte, men ved at ”nyfortolke” Kristendommen som helhed. Men hvor Luthers opgør eller oprør var åbenlyst og i fuld offentlighed, så foregår modernisternes meget mere fordægtigt og skjult ”..gennem helt nye kunster..”. Modernisterne slår ikke deres teser op på kirkedørene til Skt.Peter, udfordrer ikke autoriterne direkte, søger ikke et åbent brud med Kirken, men forstår at pleje deres image, som zeloter med hensyn til Kirkens ve og vel. De forstår også at spille dobbeltspil: alt efter publikum forstår de at fremtræde som rationalister eller katolikker, og formår derved at indfange mange gennem kunsten at tale med to tunger. I modsætning til den gamle reformator Luther, der åbenlyst foragtede filosofi og anden lærdom, elskede at hudflette Paven og Kirken i et skatofilt sprog, pralede med sine laster og i øvrigt gav frit løb for sin barnlige trods og egomani, så fremtræder de nye reformatorer som meget optagede af at skaffe sig lærdom på alle områder, som dannede elskere af sandhed og ikke mindst som havende ry at være moralsk uangribelige. Dette image giver dem intellektuel autoritet og troværdighed m.h.t. deres bevæggrunde i offentlighedens øjne, men i virkeligheden, siger Skt.Pius, er de ofre for deres egne fejlagtige doktriner og uhelbredelige for: ”..deres egne lærer, har givet deres sind en sådan drejning, at de foragte al autoritet og ikke finder sig i at blive holdt tilbage; og idet de forlader sig på en falsk selvforståelse, så tilskriver de det, som i virkeligheden er resultatet af stolthed og stædighed, en kærlighed til sandhed.”

Efter denne karakteristik af modernisterne, går Skt.Pius over til at betragte deres principper, doktriner og deres sammenhæng. ”For at gå frem på en ordnet måde i dette noget abstruse emne, må det først bemærkes, at modernisten indeholder og opretholder i sig en mangfoldighed af personer; han er filosof, troende, teolog, historiker, kritiker, apologetiker, reformator.”

Da modernisten altså er en mangehovedet Hydra, hvor så at sige det ene hoved støtter sig til det andet i en bestemt orden, så går Skt.Pius metodisk til værks og kapper hovederne af i den nævnte rækkefølge, der også angiver dispositionen for det følgende.

6-13: Modernisten som filosof                               

Agnosticisme

Den filosofiske opfattelse, som modernisten er tilhænger af og som udgør fundamentet for hans doktriner på alle områder er i dens kritiske og negative del agnosticismen. Hvad er så det iflg. Skt.Pius? – En erkendelsesteoretisk position, hvor det hævdes, at den menneskelige fornuftserkendeområde alene er begrænset til, hvad der viser sig for bevidstheden via den indre og ydre sans og på deres betingelser; det som kaldes fænomenerne. Det følger umiddelbart heraf, at fornuften på ingen måde kan erkende de bagvedliggende årsager til disse fænomener, ej heller så deres eventuelle første årsag: Gud, men er henvist til blot at kortlægge i hvilken rækkefølge fænomenerne fremtræder, og kun legitimt kan slutte fra ét fænomen til et andet fænomen. Hvis denne hypotese om fornuften er sand, så kan der ikke gives nogen naturlig teologi; altså ingen videnskab om Gud baseret på det naturlige lys alene og ingen beviser for Guds eksistens. Ydermere vil der ikke kunne gives positiv teologi, der baserer sig på den ydre åbenbaring: Gud som aktør i historien, for historikeren, kildekritikeren osv. forholder sig kun legitimt til fænomener og deres succession vil modernisterne hævde.

Hermed undermineres totalt det rationelle fundament for den katolske tro, men modernisterne bryster sig netop af, at befri Kirken fra intellektualismen.

Her er igen en parallel til Luthers opgør med ”den store hore”: fornuften, hans irrationalisme og fideisme.

Som Skt.Pius påpeger, så har Vatikankonciliet (det første) utvetydigt fordømt fideismen, men det er modernisterne ligeglade med. Han gør også skarpsindigt opmærksom på, at de slutter sig til noget de ikke logisk gyldigt kan gøre ud fra deres præmisser: fra at hævde at fornuften i princippet er uvidende om Guds eksistens og indgriben i verden og historien, går de videre til ville forklare denne historie som om, han ikke har grebet ind. Der er altså tale om en fejlslutning ad ignorantiam for absence of evidence is not evidence of absence! Men modernisterne dekreterer altså at både naturvidenskab og historievidenskab skal være ateistisk. Gud, profetier, mirakler osv. er altså udelukket a priori forud for enhver udforskning af fænomenerne og ikke som resultatet af denne udforskning.

Modernisterne fejler altså i allerede i deres grundlæggende principper både i forhold til Magisteriums lære og logikken!

Vital immanens

Modernisternes system har imidlertid også en positiv del: læren om vital immanens. Hvis religion i almindelighed (naturlig) og katolicisme (overnaturlig) i særdeleshed ikke bygger på, som Kirken jo ellers altid har lært, at mennesket, som Skt.Paulus siger i Romerbrevet 1,20, erkender Gud via skaberværkets eksistens og orden, den naturlige åbenbaring, eller ved at høre om Jesu Kristi virkelige historiske gerninger, mirakler og opstandelse understøttet af autoritet og tradition, den overnaturlige åbenbaring, så må der findes en anden forklaring på dette ”fænomen”.

Modernisterne har afskåret sig fra at finde den andre steder end i subjektet, i en særlig medfødt ”religiøs sans”, der er ophav til eller i det mindste forudsætning både naturlig og overnaturlig religion. Denne sans har sin rod i et nærmest underbevidst behov for det guddommelige, for det manifesterer sig yderst sjældent klart i bevidstheden. Modernisterne hævder så, at det er Gud, der både er årsag til denne sans eller fornemmelse og genstand for den.

Tro, også den katolske åbenbarede, bygger altså på individets indre bevidsthedstilstand, for bevidstheden er så at sige den eneste arena på hvilken, Gud kan optræde ifølge modernisternes fejlslutning.

Og her kommer så, som slutning ud fra disse heterodokse principper, den universelle norm, der er modernismens grundlov og princip for alle dens reformer: ”..ifølge hvilken den religiøse bevidsthed skal ligestilles med åbenbaringen, og at alle må underkaste sig den, selv Kirkens øverste myndighed, hvad enten som i egenskab af lærer eller lovgiver på det sakrale, liturgiske eller disciplinære område.”   

Transformation og disfiguration

Hertil kommer modernisternes lære om transfiguration og disfiguration. Det ukendte, der manifester sig for den indre religiøse sans i form af en speciel oplevelse, optræder ikke isoleret, men knytter sig til et ydre fænomen, det være sig nu naturligt eller historisk. Dette fænomen må skille sig ud fra mængden af fænomener, som værende noget særligt og have et skær af mystik og det ukendte over sig.

Troen, altså den indre følelse af guddommeligt nærvær, tiltrækkes af det ydre fænomen og transfigurerer det: løfter det udover dets fænomenale status og forlener det med guddommelige karaktertræk (som den altså ikke i virkeligheden har!!).

Dernæst kommer disfigurationen, der over tid indtræder, når dette fænomen løsrives fra den konkrete sammenhæng, det blev oplevet i, og så efterfølgende forlener det med træk, der ikke rettelig tilkommer det. ”Fra disse to principper afleder modernisterne to love, hvilke, forenet med en tredje, som de har afledt fra agnosticismen udgør fundamentet for den historisk-kritiske metode.”

Konsekvenserne af denne metodes anvendelse på Kirkens hovedhjørnesten er følgende: ”I Kristi person, siger de, møder naturvidenskab og historie intet, der ikke er menneskeligt. Derfor som følge af den første lov udledt af agnosticismen (fejlagtigt! JMJ), hvad der er i hans historie, der antyder noget guddommeligt må fjernes. Så, ifølge den anden lov, blev den historiske person Kristus transfigureret af troen; derfor må alt, hvad der løfter ham over de historiske betingelser, fjernes. Til sidst kræver den tredje lov, at alt udelukkes, der ikke er i strengt i overensstemmelse med Hans karakter, tilstand og uddannelse og med det sted og den tid i hvilken han levede.”

Evolutionsprincippet

Til disse principper og love tilføjer modernisterne også evolutionsprincippet (Skt.Pius kommer grundigere ind på dette senere), der jo hævder, at alt hvad der er, er blevet til af noget andet og mere primitivt og uudfoldet i sidste ende af ubetydelige kim, og det som er nu vil selv være kim og ophav til nye og mere udviklede ting i fremtiden osv.

Alt i fænomenernes verden, også religionerne og religionen er underlagt evolutionens principper, for de er blot i deres nuværende skikkelse det midlertidige produkt af den religiøse sans udvikling påvirket af menneskehedens generelle fremskridt og modning.

”..Ærværdige brødre, dette er ikke blot de tåbelige vrøvlerier fra de vantro. Der er

katolikker, ja, præster også, der ytrer disse ting offentligt; og de praler af, at de vil reformere Kirken med dette galimatias! Der er ikke længere blot tale om den gamle fejl, som krævede for den menneskelige natur en slags ret til det overnaturlige (pelagianisme. JMJ). Det er gået langt udover det, og har nået det punkt, hvor det hævdes, at vor mest hellige religion, i manden Kristus og i os, opstod spontant og af sig selv af naturen. Intet kunne være mere ødelæggende for hele den overnaturlige orden.”       

Som Skt.Pius understreger, er denne naturalisme og immanentisme fordømt af Vatikankonciliet.

Tro og intellekt

Udover det følelsesmæssige har troen også ifølge modernisterne en intellektuel komponent, for den religiøse sans giver ikke nogen egentlig erkendelse af sin genstand. Det er intellektet, der transformerer de dunkle fornemmelser om til mentale billeder og udtrykker dem i ord. Intellektets virksomhed foregår i to faser: 1. den udtrykker naturligt og spontant sin idé i populære vendinger (som vi finder dem i Evangelierne og Epistlerne); 2) dernæst gennem refleksion og fordybelse,  udtrykkes idéen i mere klare præcise sekundære formuleringer (i Kirkefædrenes skrifter og den skolastisk teologi), der hvis de godkendes af Magisterium udgør dogmer.

Her er som, Skt.Pius fremhæver, ét af de centrale punkter i modernismens system: dogmernes opståen. Det korte af det lange er jo så, at dogmer må betragtes som kopier af kopier af den oprindelige religiøse følelse, der så er den egentlige og autentiske original! Hvad der vindes i skarphed og logisk stringens modsvares altså af et tab af autencitet, liv og spontanitet!

De er pr. definition inadækvate midlertidige udtryk eller symboler for den religiøse oplevelse. Den religiøse oplevelse har altså altid første rang og de dogmatiske formuleringer er blot sekundære.

De er instrumenter, der har deres berettigelse i og med de styrker den enkeltes tro, imødekommer hans religiøse behov her og nu.

Heraf følger naturligvis, at ikke blot har dogmerne udviklet sig, de skal udvikle sig i takt med den religiøses sans udvikling og modning! De skal med andre ord underordne sig livet og tiden.

Her stikker modernisten som reformator frem, for hvad er ifølge ham årsag til, at så mange går Kirken forbi eller forlader den? – Dens holden fast i forældede og sterile dogmer, dens negligering af det levede liv og dets spontane religiøse oplevelser. Hvis dogmerne ikke længere kan assimileres af den religiøse sans og animerer de religiøse liv, så ud med dem (det samme må gælde liturgi og disciplin!), uanset hvor de kommer fra og hvilken anciennitet de har og hvilken autoritet, der opretholder dem!

Det er vel næppe nødvendigt at fremhæve i hvor høj grad netop dette punkt i modernisternes system har vundet indpas i den konciliære kirke, for de fleste der læser dette, har formodentlig været udsat for nykatekese! Ikke sådan forstået, at præster og hierarkiet officielt har opgivet Kirkens dogmer, men at man især i kateketisk og pastoral, men også i økumenisk sammenhæng ofte opfører sig som om man havde, for nu handler det om at ”opleve Kristus”, ”fordybe troen”, ”føle Helligåndens nærvær i fællesskabet”,”gå i dialog” osv. som om katolikker var blevet protestanter af den mere sværmeriske slags og ydermere tilhængere af den seneste udgave af rundkredspædagogikken.

Derudover har læren om dogmernes udvikling naturligvis været et vigtigt våben i Vatikan II-apologetikerne, der herigennem har forsøgt at forsvare, hvad nogle har set som dette koncils radikale ændringer i Kirkens traditionelle positioner.  

Hvad er sandhed?

”Blinde –det er de og ”ledere af blinde” opblæste af videnskabens stolte navn, har de nået det højdepunkt af galskab, hvor de perverterer sandhedens evige begreb og religionens sande mening..”

Modernisterne ”perverterer sandhedens evige begreb” ved at forlade den traditionelle definition af sandhed: intellektets overensstemmelse med den objektive virkelighed og erstatte den med en vitalistisk og funktionalistisk: sandheden er overensstemmelse med det levede liv; det sande i religiøs forstand er det, som bedst udtrykker og stimulerer individets ellers fællesskabets dominerende religiøse følelser her og nu. Denne opfattelse er åbenlyst i modstrid med common sense (og også ultimativt selvrefuterende).

Religion er så heller ikke længere en menneskets ”tilbagebinding” (religare) til en objektivt eksisterende guddom, der også finder fast form i en ydre kult, doktriner, discipliner og sakramenter, men reduceres til ”spontane livsytringer”, der alene har sin rod i menneskets underbevidsthed, som finder symbolsk udtryk i skiftende forestillinger, riter, moralske værdier og formularer, alt efter hvad tiden og udviklingen fordrer.

Konklusion

For at runde Skt.Pius’ fremstilling af modernisten som filosof af, så lad os slå fast: alle de andre sider af modernismen, som de følgende afsnit tager under behandling, hviler teoretisk på disse

ovenfor fremsatte principper, der igen bygger på den filosofiske position, der hedder agnosticisme. Hvis agnosticismen er falsk, så falder hele modernismens system sammen som et korthus, for så er der ikke længere nogen presserende grund til alene at søge en forklaring på det religiøse ”fænomen” i det subjektive felt.

Hermed falder også fundamentet for modernisternes argumenter for reformer. Modernisterne går bare ud fra agnosticismen som given og forsøger ikke at bevise den. Skt.Pius går ud fra, med hele den klassiske og skolastiske filosofi i ryggen, at den er falsk. Der er ingen grund til for Skt.Pius at bevise det i denne sammenhæng, for han er ikke underviser i elementær filosofi, og desuden kunne de læsere, biskopperne, som Pascendi i første omgang henvendte sig til, dengang deres skolastiske børnelærdom. Afvisningen af modernismens agnosticisme og derfor også af alle dens andre teoretiske og praktiske følger bygger altså ikke udelukkende på autoritære magisterielle Machtsprüche, eller på positiv tro, men også på det naturlige lys.

En grundig gendrivelse af modernismens filosofiske præmisser og principper foretog som ovenfor nævnt fader Reginald Garrigou-Lagrange i flere af sine værker bl.a. Le sens commun, Dieu, son Existence et sa Nature, Le Realisme du principe de Finalité etc.

14 – 18: Modernisten som troende

Gud, en oplevelse

Filosoffen analyserer iflg. modernisterne blot fænomenerne i dette tilfælde den indre religiøse sans og dens følelser og oplevelser, men er qua filosof ikke troende, eller rettere hans tro er så længe han filosoferer inoperativ, for Guds eksistens kan ikke rationelt bevises, hævdes det.

For den troende kan de indre sanseoplevelser naturligvis tolkes som havende deres udspring i Gud og havende på dunkel vis Gud som genstand, men det er altså en ”Gud”, som vi absolut ingen rationelle grunde har til at antage eksisterer ifølge filosoffen. For den troende qua troende er der imidlertid ingen tvivl om, at Gud objektivt eksisterer uafhængigt af subjektet.

Og hvorpå bygger denne sikkerhed? – På individets personlige oplevelse!  Denne oplevelse er meget mere overbevisende og nærende for troen end nok så mange Gudsbeviser, hævder modernister.

Og skulle nogen nægte eksistensen af Gud, så er det blot fordi de ikke har haft denne relativt sjældne oplevelse eller ikke på grund af moralske årsager er i stand til at få den.

Med denne lære, som Skt.Pius tørt konstaterer, er modernisterne meget langt fra de katolske doktriner, men til gengæld meget tæt på de protestantiske sekter, som hævder, at uden at have haft en personlig trosoplevelse, kan et individ ikke siges at være omvendt.

Religiøs relativisme

Men hvis den personlige oplevelse overbeviser f.eks. en person om den kristne Guds eksistens, hvad forhindrer så, at en anden person har en religiøs oplevelse, der overbeviser ham om f.eks. Krishnas eksistens? – Er den kristnes trosoplevelse måske mere sand, mere overbevisende?

”Faktisk benægter modernister ikke, men fastholder nogle uklart andre åbent, at alle religioner er sande. At de ikke kan føle anderledes er indlysende, for på hvilket grundlag ud fra deres teorier skulle falskhed kunne prædikeres om nogen som helst religion?” 

Den religiøse sans kan ikke være falsk ligeså lidt, som følesansens fornemmelse for varme og kulde, der er sande for den, der har disse fornemmelser uanset om andre fornemmer noget andet. Formuleringen af de religiøse følelser, deres symboler, er jo mere eller mindre sande og autentiske alt efter, hvordan de spejler de originale religiøse oplevelser og harmonerer med den troendes liv, og kan derfor heller ikke m.h.t. sandhed og autencitet sammenlignes med andre, der har deres rod i en helt anden religiøs oplevelse og harmonerer med et andet slags liv.  

Her er altså et rationale for falsk økumeni og for et stop for al ”proselytisering” al mission, der så passende kan afløses af ”dialog” og diakoni!

Tradition og tro

Modernisterne perverterer også ifølge Skt.Pius den ”traditionelle” opfattelse af Tradition, for den kan i lyset af overstående ikke længere været baseret på tradidi quod et accepi: tag i mod dette depositum fidei og giv det uforandret videre! Tradition er for modernisterne de troendes videregivelse af en original religiøs oplevelse v.hj.a. en tidsbestemt intellektuel formulering. Denne formulering er forlenet med en suggestiv effekt for at kunne vedligeholde troen hos de allerede troende og vække trosoplevelsen hos andre. Og hvis og kun hvis denne videregivne formulering vækker til nyt religiøst liv, så er den sand, ellers ikke.

I parentes bemærket kommer man her til at tænke på den i den konciliære kirke fremhævede ”levende tradition” til forskel fra traditionalisternes angivelige ”døde tradition”.

Skt.Pius konkluderer: ”For modernisten er liv et bevis for sandhed, for i deres øjne er liv og sandhed det samme. Således er vi endnu engang ledt til at slutte, at alle eksisterende religioner er sande, for ellers ville de ikke overleve.”

Resultatet af accepten af disse tanker, der lægger op til at Kirken ikke blot bør være tolerant overfor andre religioner, men anse og behandle dem som ligeværdige, må forventeligt blive indifferentisme, synkretisme og ultimativt ateisme, altså ødelæggelsen af den katolske åbenbarede religion i særdeleshed og religion i al almindelighed.

Her ligger jo selvfølgelig en del af det teoretiske for konciliekirkens falske økumeni.

Tro og videnskab

Herefter går Skt.Pius over til det vigtige punkt: modernisternes syn på forholdet mellem tro og videnskab. Helt grundlæggende fastholder modernisterne ud fra deres agnostiske præmisser, at troens og videnskabens genstandsområder er totalt adskilte, for troens genstand er uerkendbar for, eller rettere, eksisterer ikke for videnskaben.

Heraf slutter modernisterne, at der aldrig kan opstå en modstrid mellem tro og videnskab, så længe hver især holder sig inde for deres specifikke område, vel at mærke.

Dette lyder jo umiddelbart, som om de er ligeværdige om end inkommensurable, men dette er ikke tilfældet! Skt.Pius forklarer skarpsindigt: ”Det ville være en stor fejltagelse, ikke desto mindre, at antage, at ifølge disse teorier er det  tilladt at mene, at tro og videnskab er fuldstændigt uafhængige af hinanden. Hvad angår videnskabens side, så er det faktisk ganske sandt og korrekt, men det er helt anderledes m.h.t. troen, som er underlagt videnskaben, ikke af én, men af tre grunde. For det første må det bemærkes, at når man tager den guddommelige virkelighed og oplevelsen af den, som den troende besidder, fra ethvert religiøst faktum, så hører alt andet, især de religiøse formuleringer ind under fænomenernes sfærer og kommer derved under videnskabens kontrol…

Derudover, selvom det fremsættes, at Gud alene er genstand for tro, så refererer udsagnet kun til den guddommelige realitet (NB - som er uerkendbar også for den troende. JMJ), ikke til Gudsidéen…Det er derfor filosofiens og videnskabens ret at forme troens viden angående Gudsidéen, at retlede den i dens udvikling og rense den fra alle uvedkommende elementer, som kan være kommet ind i den. Heraf får vi det modernistiske aksiom, at den religiøse udvikling bør bringes i overensstemmelse med den moralske og intellektuelle udvikling; eller som én de betragter som deres leder har udtrykt det, den burde underlægges den. Endelig, da mennesket ikke kan finde sig i, at der eksisterer en dualisme i ham selv, og den troende derfor i sig føler et tvingende behov for at harmonisere troen med videnskaben, så den ikke modsiger den generelle opfattelse, som videnskaben fremsætter angående universet.” 

Sandhedens fordobling og tvetunget tale

Så modernisternes promovering af den religiøse oplevelse og forsøg på at ”sætte grænser for fornuften, for at give plads til troen”, som jo var et motto for Kants agnostiske filosofi, der i høj grad var det filosofiske fundament under deres lære, fører så reelt til, at religionen fremover kun legitimt kan udfolde sig ”indenfor grænserne af den blotte fornuft” (titlen på Kants religionsfilosofiske værk), rettere på de profane videnskabers og filosofiers betingelser. Åbenbaringen underlægges tidens filosofiske og videnskabelige trends og dømmes ud fra dem, det evige underlægges det timelige: den omvendte verden!

På den ene side så synes modernisterne at promovere den enkeltes suverænitet, hans private dømmekraft på troens område à lá Luther, på den anden side så er hans religiøse udtryk og symboler underlagt et ekspertokrati af teologer, filosoffer og videnskabsmænd, der sørger for, at de er up to date! 

Modernisten er altså ikke ren fideist, men en sær krydsning mellem en fideist og en rationalist: et monster med andre ord. Men netop denne paradokse lære er baggrunden for, at modernisten helt legitimt det ene øjeblik udtrykker sig fideistisk og det andet øjeblik rationalistisk, hvad der forfører, bedrager og forvirrer mange.  

Der er altså al mulig grund til udvise årvågenhed, når vore hyrder også  i dag formulerer sig i vendinger, der kan lyde traditionelle og hæderkronede som f.eks. ”Der er ingen modsætning mellem tro og videnskab”, for er det den modernistiske opfattelse, skitseret ovenfor, der bringes til torvs eller er det den traditionelle katolske lære, at sandheden er én og Gud er én, så i den udstrækning, det der er udgiver sig for at være videnskab virkeligt er sandt, så kan det umuligt stride mod troens sandheder?

Skt.Pius runder sin gennemgang og kritik af modernisten som troende af med en præcis skildring af hans dobbeltspil: ”I deres skrifter og taler synes de ikke sjældent at tale for doktriner, som er i modsætning til hinanden, så man kunne være tilbøjelig til at betragte deres holdning som dobbelttydig og tvivlsom. Men dette gøres helt med vilje og velberådet hu, og grunden til det er at finde i deres syn angående den gensidige adskillelse af videnskab og tro. Således finder man i deres bøger nogle ting, som sagtens kan godkendes af en katolik, men blader man om til næste side, konfronteres man med ting, der kunne være skrevet af en rationalist. Når de skriver historie, så nævner de ikke Kristus’ guddommelighed, men når de er på prædikestolen, så bekender de den klart; igen når de behandler historien, så tager de intet hensyn til kirkefædrene og koncilierne, men når de katekiserer lægfolket, så citerer de dem med respekt. På samme måde skelner de mellem eksegese som er teologisk og pastoral og eksegese som er videnskabelig og historisk. Så derfor også, når de behandler filosofi, historie og kritik, agerende ud fra princippet, at videnskab på ingen måde afhænger af tro, føler de ingen speciel rædsel ved at træde i Luthers fodspor, og er tilbøjelige til at udvise mangfoldig foragt for katolske doktriner, for De hellige fædre og for de økumeniske koncilier, for Kirkens magisterium; og skulle de blive krævet til ansvar for det, så beklager de sig over at blive berøvet deres frihed.”                

Som Skt.Pius understeger til sidst, så vil de erstatte Kirkens traditionelle teologi med den ny teologi, der er i overensstemmelse med og understøtter den moderne filosofi, med andre ord: teologien skal være den moderne filosofis tjenestepige!

19 – 29: Modernisten som teolog

Ancilla philosophiae

Modernisternes teologi følger af deres agnosticisme og religionsfilosofi med dens principper: vital immanens og symbolisme. Filosoffen siger ”troens princip er immanent”; den troende siger ”dette princip er Gud”; teologen siger: ”Gud er immanent i mennesket”. På samme måde med troens udtryk: filosoffen siger ”troens forestillinger og formuleringer er blot symbolske”; den troende siger ”troens genstand er Gud”; teologen bekræfte at forestillingerne om den guddommelige virkelighed er symbolske.

Symbolisme

Teologisk symbolisme indebærer, som Skt.Pius allerede har været inde på, at troens formuleringer, dogmerne, bliver instrumentaliseret, de reduceres til redskaber for det religiøse liv. Følgelig skal den troende ikke lægge så meget vægt på deres sproglige formulering, der ikke må opfattes som statisk og urørlig, for den må jo ændre sig med troens udvikling og fordybelse. Det er Magisteriums opgave at opretholde en konsensus om dogmerne og deres formulering, der er i overensstemmelse med den kollektive religiøse bevidstheds konsensus.

De modernistiske teologers lærer vedrørende immanens er mere uklare, nogle har en opfattelse der er forenelig med den traditionelle skelnen mellem det naturlige og det overnaturlige, mens andre forfalder til naturalisme og panteisme.

Sakramenterne

Til immanensen knytter sig det, som de kalder ”guddommelig permanens”. Dermed mener de, at selvom Kirken og sakramenterne ud fra modernisternes principper og de historiske kendsgerninger ikke kan være indstiftet af Kristus, så er de specifikt kristne religiøse oplevelser, den kristne bevidsthed, der udmønter sig i disse ting med tiden tilstede i spæd og uudfoldet form i Kristus, så derfor kan man godt sige at Kirken og sakramenter kommer fra Kristus. Der er altså en guddommelig permanens, der sikrer kontinuiteten.

I øvrigt stammer sakramenterne fra et indre religiøst behov iflg. modernisterne: for det første at give et sansbart udtryk for den religiøse følelse, dernæst give den form og konsekrerende akter. Ud fra deres filosofiske præmisser benægter de derudover, og det er meget alvorligt, at sakramenterne kan være egentlige nådemidler, altså virkeårsager til sanktifikation, for de er blot tegn, der ganske vist kan have en naturlig psykologisk effekt og gøre troens indhold nærværende, men ikke en overnaturlig!

”Hvad retoriske vendinger er i forhold til idéer, det er sakramenterne i relation til den religiøse sans, det og intet mere. Modernisterne ville udtrykke klarere, hvad de tænker, hvis de bekræftede, at sakramenterne udelukkende er indstiftede for at nære troen, men dette er fordømt af Tridentinerkonciliet.”    

Skriften

Hvad angår modernisternes teologiske opfattelse af Den hellige skrift, så er den en samling af overordentlige og slående religiøse oplevelser, som man også vil kunne finde i andre religioners skrifter. Den troende bør så læse eller formidles skriften, så han kan genopleve de religiøse oplevelser, der ligge til grund for den.

Hvis Skriften er baseret på den indre religiøse sans’ oplevelser, så kan modernisterne listigt hævde, at de frem for nogen er tilhængere af, at Biblen er helt igennem ”inspireret”. Som Skt.Pius tørt konstaterer, så har den form for inspiration intet med, hvad katolicismen forstår ved ”inspiration”, at gøre, for modernisternes version adskiller sig på ingen måde fra, hvad digtere og kunstnere forstår derved. Der er altså heller ingen ufejlbarlighed knyttet til den.  

Kirken  

Modernisternes ekklesiologi lærer, at Kirken også er opstået af et behov: først den individuelle troendes behov for at kommunikere sin subjektive religiøse oplevelse til andre, dernæst, når de troende er blevet tilstrækkeligt mange, et behov for at skabe et trosfællesskab, der kan tage vare på og promovere det fælles gode. Kirken er altså produktet af en kollektiv bevidsthed, der har sin rod i dens første troendes religiøse oplevelser!

Skt.Pius formulerer i det følgende modernisternes konklusioner der følger af disse heterodokse opfattelser og hvilke reformer de legitimerer: ”Før i tiden, var det en almindelig fejltagelse, at autoriteten kom til Kirken udefra, d.v.s. direkte fra Gud; og den blev derfor med rette holdt for autokratisk. Men denne opfattelse er blevet forældet. For ligesom Kirken er en vital emanation af den kollektive bevidsthed, så fremgår autoriteten også vitalt fra Kirken selv. Autoriteten derfor, ligesom Kirken, har sin oprindelse i den religiøse bevidsthed, og når det er sådan, må den være underlagt den. Skulle den fornægte denne afhængighed, bliver den et tyranni. For vi lever i en tid, hvor sansen for frihed har nået sin højeste udvikling. I den civile orden, har den offentlige bevidsthed indført folkestyre. Men der er jo kun én bevidsthed i mennesket, ligesom der kun er et liv i mennesket. Derfor er det nødvendigt for den kirkelige autoritet, at antage en demokratisk form, med mindre den ønsker at provokere og give næring til indre konflikt i menneskehedens bevidstheder. Straffen for at nægte det er en katastrofe. For det er galskab at tro, at sansen for frihed, som nu findes kan formindskes. Skulle den blive holdt tilbage med magt og i lænker, desto værre ville dens udbrud blive, idet det ville feje både Kirke og religion væk.”     

Så vidt modernisternes kloge råd, der kender ”tidens tegn” til forskel fra Kirkens øverste autoritet! Her følger modernisterne klart i fodsporet af det forrige århundredes liberalister, som Pius IX satte på plads med Quanta cura og Syllabus. Kirken skal altså forsone sig med principperne fra 1789!

Man kan spørge sig selv om modernisterne ikke i grunden er gået ud fra deres revolutionære dagsorden, og har så efterfølgende ledt efter de præmisser og principper der kan begrunde den. De ville være helt i overensstemmelse med det moderne princip: ”det gælder ikke om at fortolke verden, men at forandre den”.

Stat og Kirke

Men dette interne knæfald for tidsånden er ikke nok ifølge modernisterne, for dens relationer med omverdenen og med staten må også opdateres radikalt, som Skt.Pius præcist formulerer deres tanker: ”På samme måde altså som tro og videnskab er fremmede overfor hinanden p.gr.a. forskelligheden af deres genstande, så er Kirke og stat fremmede p.gr.a. deres forskellige mål, Kirkens nemlig er åndeligt mens statens er timeligt. Før i tiden var det muligt at underordne det timelige det åndelige og tale om nogle spørgsmål som blandede, idet Kirken så blev tildelt dronningens og herskerindens position i sådanne, fordi Kirken blev dengang betragtet som indstiftet direkte af Gud som skaber af den overnaturlige orden. Men denne lære er i dag forkastet både af filosoffer og historikere. Staten må så helt adskilles fra Kirken og katolikken fra borgeren…Skulle Kirken under et hvilket som helst påskud udkaste eller foreskrive borgeren en måde at handle på, så er den skyldig i magtmisbrug, imod hvilket man er nødt til at protestere med al sin magt.”

Sekularisme

Men ligesom troen jo i virkeligheden, i hvert fald i dens manifestationer bliver underlagt videnskabens autoritet, så følger det også af ovenstående, at Kirke og stat ikke er ligeværdige og kan gå hver deres veje. Nej, Kirken må i alle timelige spørgsmål være underlagt staten!

”Hvad vil der så ske med den kirkelige autoritet, der jo kun kan udøves gennem ydre handlinger (der er under statens myndighed. JMJ)? Selvfølgeligt vil den være fuldstændig under statens herredømme. Det er denne uundgåelige konsekvens, som tvinger mange blandt liberale protestanter at forkaste al ydre gudsdyrkelse, - rettere al ydre religiøst fællesskab og får dem til at tale for, hvad de kalder ”individuel religion.”

Den betingelse som Kirken skal opfylde for at overleve og trives i den ny tid er altså ikke mindre end det knæfald, som Louis Veuillot, som vi citerede i Indledningen:  Si cadens adoraveris me!

Selvfølgelig må en sand Kristi hyrde, der pr. definition elsker Kristus, blankt afvise disse fristelser, hvad Skt.Pius da også gør ved at henvise til hans forgænger Pius VI’s fordømmelser i Auctorem fidei.

Magisterium

Modernisternes krav om Kirkens liberalisering og opdatering, altså dens reelle underordning under tidens videnskabelige, filosofiske og teologiske meningsdannere og den sekulære stat, rammer selvfølgeligt også Magisterium, der må fratages enhver prætention om ufejlbarlighed og autoritet, der ikke, som i den demokratiske stat, kommer fra neden. ”Og eftersom dette Magisterium i sidste instans udspringer fra de individuelle bevidstheder og besidder dets mandat til offentlig gavn for dem, følger det nødvendigvis, at det kirkelige Magisterium må afhænge af dem og derfor burde bringes til bukke for (Si cadens…JMJ) folkelige idealer. At forhindre individuelle bevidstheder fra at udtrykke frit og åbent de impulser, de føler, at hindre kritikken i at skubbe dogmer fremad i retning af deres nødvendige udvikling, er ikke en legitim brug, men misbrug af magten, der er given til at fremme det almene gode.”  

Minimalisme

Altså der tales for trosfrihed og totalt forskningsfrihed indenfor Kirken: protestantiske tilstande med andre ord! – Men der er mere: ”Deres generelle retningslinier for Kirken er: at den kirkelige autoritet, siden den er helt åndelig, skal fjerne al den ydre pomp, som pryder den i offentlighedens øjne.”

Altså liturgisk og rituel minimalisme! – En protestantisk-jansenistisk dualistisk ånd, der ser ned på det materielle, som medie for det sakrale og spejl for det guddommelige kendetegner også modernisterne. Skt.Pius bemærker klogt: ”Her glemmer de, at selvom religion er for sjælen, så er den ikke kun for sjælen, og at den ære som udvises autoriteten reflekteres tilbage på Kristus, som indstiftede den.” 

Udviklingslæren

Vi kommer nu til Skt.Pius’ mere grundige gennemgang og kritik af modernismen overordnede lære, modernismens alfa og omega kunne man sige: udviklingslæren. Som vi har været inde på, så er alt iflg. modernisterne også religionen foranderligt og må forandre sig, for det er selve betingelsen for at kunne siges at være levende. Men for modernisterne indebærer forandring også udvikling i betydningen: irreversibelt fremskridt.

Det religiøse fremskridt går fra lavere til højere manifestationer af den religiøse sans og dens udtryk og symboliser, fra det primitive, uartikulerede og partikulære til det avancerede, rigt artikulerede og mere universelle. Det der egentlig var den religiøse oplevelse uvedkommende blev med tiden elimineret i takt med menneskehedens intellektuelle og moralske forfinelse.

Processen blev accelereret af input fra enestående mennesker, profeter, hvad modernister også blot regner Kristus for at være, ganske vist den største. Hvordan vakte profeterne genklang hos de jævne troende: ”..både fordi der i deres liv og deres ord var noget mystisk, som troen tillagde  guddommen og fordi det faldt i deres lod, at have nye og originale oplevelser, der var i fuld overensstemmelse med deres tids religiøse behov.”    

Dogmerne udviklede sig i kraft af modstand og ud fra en naturlig trang til at præcisere og kommunikere trosoplevelserne. Således udvikledes dogmet om Kristus som Guds enbårne søn!

Hvad angår liturgiens og tilbedelsens udvikling har modernisterne følgende opfattelse Skt.Pius:

”Den væsentligste stimulans til udvikling består behovet for at tilpasse den folkenes sæder og skikke, og også behovet for at benytte sig af den værdi som visse akter har erhvervet ved lang tids brug. I sidste ende er udvikling i Kirken selv næret af behovet for at tilpasse sig de historiske betingelser og være i harmoni med samfundets eksisterende former.”

Og mon ikke survival of the fittest? – Igen er det modernisters reformiver der kigger frem i disse lærer: kun en Kirke, der tilpasser sig “miljøet” kan forvente at overleve! Overlevelse frem for sandhed og troskab overfor Gud bliver det afgørende. Overlevelse kan aldrig være retmæssig grund til bekymring og deraf følgende forandringer for: non praevalebunt!

For at religionens fremskridt skal være levedygtigt, så lærer modernisterne, at der må være et retarderende moment, der holder det progressive element lidt tilbage, så sammenhængskraften forsvinder og kontinuiteten i udviklingen ikke forsvinder. Dette konservative moment i Kirken er traditionen, repræsenteret af autoriteten, der har en ret til at holde igen, mens det progressive element, den religiøse oplevelse og de nye religiøse behov er i de individuelle bevidstheder.

Skt.Pius bemærker advarende: ”Allerede bemærker vi, ærværdige brødre, introduktionen af den yderst skadelige doktrin, som ville gøre lægfolket til frembringeren af fremskridt i Kirken.”       

De selvretfærdige

Disse doktriner, siger Skt.Pius, er forklaringen på, hvorfor de bliver så forundrede over at blive irettesat for deres heterodokse og ødelæggende synspunkter, for de føler kun de gør deres hellige pligt, at arbejde for Kirkens nødvendige reform, da de forstår sig selv i lyset af deres egne doktriner.

Skt.Pius giver os atter et indblik i deres taktiske list: ”Mens de lader som om de bøjer hovederne, er deres sind og hænder endnu mere dristigt rettede mod at udføre deres intentioner. Og denne politik forfølge de villigt og vel vidende, dels fordi det er en del af deres system, at autoriteten skal stimuleres, men ikke stødes fra tronen, og fordi det er nødvendigt for dem at blive indenfor Kirkens rækker for at de gradvist kan omforme den kollektive bevidsthed. Og i og med de hævder det, så opdager de ikke, at den kollektive bevidsthed ikke er med dem, og at de ingen ret har til at være dens fortolkere.”

Skt. Pius fanger her modernisterne i en inkonsistens, for hvis deres teori er rigtig, så vil Kirken vel skulle og også blive forvandles nedefra, fra lægfolkets masser og behøver så næppe at blive manipuleret frem oppefra af en lille elite af teologiske modernister indenfor hierarkiet!

Giuseppe Melchior Sarto, Pius X, født i den lille by Riece, søn af et simpelt postbud, vidste udmærket, hvad der rørte sig hos almindelige jævne katolikker, og at det var uendeligt langt fra modernisternes fantasterier om det. Også kirkelige revolutioner har som primus motor, ikke et folkeligt krav om radikal forandring og fornyelse, men selvbestaltede intellektuelle eliters drømmerier!

Skt.Pius afslutter dette afsnit med at citere en lang række fordømmelser af disse teser, som egentlig blot er de samme som Pius IX fordømte i Syllabus.

30 – 34: Modernisten som historiker   

Historisk-kritisk metode

I det følgende går Skt.Pius hårdt til den forkætrede ”historisk-kritiske metode, som modernisten i historikerens skikkelse sværger ved. Det ejendommelige ved den historiske modernist er hans fornægtelse af al filosofi og kendskab til filosofi, for det ville kompromittere tilliden til, at det hans historiske forskning når frem til snarere kunne være betinget af spekulative filosofiske principper end objektive historiske facts! ”Og alligevel, sandheden er, at deres historie og deres kritik er gennemsyret af deres filosofi, og at deres historisk-kritiske konklusioner er det naturlige resultat af deres filosofiske principper.”

Deres agnostiske filosofi er jo bygget ind i deres metode for de skelner a priori mellem f.eks. Kristus som historisk person, der hører ind under videnskaben, for han tilhører alene den ydre fænomenverden, hvor, som de postulerer uden, at deres agnostiske præmisser egentlig tillader det, at alt guddommeligt er udelukket, - og Kristus som genstand for troen og dermed transfigureret og disfigureret af den, som de også postulerer ud fra deres a priori princip om vital immanens og den religiøse følelse.

Det er præcist historikerens opgave at finde frem til den historiske Jesus, ikke ved at bygge på kilderne efter kildekritisk at have undersøgt deres troværdighed. Nej, historikeren kan med sindsro forud for enhver kildekritik trække alt fra i Skriften, som kan tilskrives transfiguration, altså guddommeliggørelse og disfiguration altså eftertidens tilføjelse af handlinger og ord, som et almindeligt menneske i den tid ikke kunne have gjort og sagt, og som heller ikke ville have kunnet været forståeligt for de samtidige.

Den berømmede historisk-kritiske metode er i modernisternes hænder en kæmpe circulos vitiosis! ”Deres metode er at sætte dem selv i Kristi sted og person, og så kun tillægge ham, hvad de ville have gjort under tilsvarende omstændigheder. På denne måde, fuldstændigt a priori og forudsættende filosofiske principper, som de antager, men giver udtryk for ikke at kende, proklamerer de, at Kristus, ifølge hvad de kalder hans virkelige historie, var ikke Gud og aldrig foretog sig noget guddommeligt, og at han som menneske kun gjorde og sagde, hvad de, at dømme ud fra den tid han levede i, bedømmer han burde have sagt eller gjort.”

To historier

Der må så ifølge modernisten være to skarpt adskilte områder for historikeren: den virkelige ydre historie og troens historie; det er kritikerens opgave, skelne skarpt mellem hvilke kilder, der hører under henholdsvis den ene og den anden.

Da den modernistiske kildekritiker overtager princippet om vital immanens, som forklaring på det religiøse, så må enhver kilde vedrørende troens historie a priori dateres efter, hvorvidt der kan dokumenteres et behov i den virkelige historie. Så må alle kilder gennemgås igen og ordnes kronologisk efter endnu et a priori princip: udviklingslæren, der jo siger, at det simple og primitive går forud for det komplekse, og at det religiøse behov, følelse og udtryk modificeres under ydre pres og konservative og progressive kræfter osv. På baggrund af disse øvelser, kan modernisten så skrive sin kirkehistorie. ”Hvem er forfatteren til denne historie? Historikeren? Kritikeren? Helt sikkert ingen af dem, men derimod filosoffen. Fra begyndelse til slutning er alt i den a priori, og en apriorisme, der stinker af kætteri. Disse mennesker bør sandelig omfattes med medlidenhed, om hvem apostlen meget vel kunne sige: ”De blev forfængelige i deres tanker…idet de antog sig selv for vise, blev de tåber.”” 

Bibelkritik

Udfra disse principper og denne metode når modernisten frem til, at Skrifterne ikke kan tillægges de forfattere, hvis navne de bærer, men der må være tale om en gradvis opståen fra primitive anonyme forlæg, som senere er blevet udstyret med mange tilføjelser af forskellig art af andre anonyme forfattere motiveret af forskellige nye behov og omstændighederne. Så skrifterne må altså indeholde sporene af troens udvikling. Dette forklarer også alle de inkonsistenser i skrifterne som fortolkere slås med.

Det korte af det lange: ud fra et sådant syn på Skriften er det naturligvis umuligt at opretholde dens ufejlbarlighed og modernisterne er da også kendte for vidt at bredt at proklamere alle de fejl, de har fundet i den.

Skt.Pius sætter tingene på plads: ”Sandheden er at en hel hær af doktorer, dem langt overlegne i åndskraft, lærdom, i hellighed, har sigtet De hellige bøger på enhver måde, og langt fra at have fundet noget bebrejdelsesværdigt i dem, har de takket Gud mere og mere hjerteligt desto mere de har fordybet sig i dem, for Hans guddommelige gavmildhed i at have lovet at tale sådan til mennesket. Uheldigvis nød disse store doktorer ikke (ifølge modernisterne. JMJ) godt af de samme hjælpemidler til studiet som modernisterne besidder, for de havde ikke som regel og guide en filosofi lånt fra negationen af Gud, og et kriterium der består af dem selv.”

Ligesom det har været tilfældet før indenfor de andre områder, så falder modernisternes historisk-kritiske korthus sammen, hvis dets filosofiske præmisser og principper er falske og det afgøres ikke ved historisk forskning. Under alle omstændigheder, konstaterer Skt.Pius, er agnostisk, immanentistisk og evolutionistisk kritik i modstrid med den katolske lære.

Ikke desto mindre lader mange katolikker sig forføre af den. Det forklarer Skt.Pius udfra følgende: modernister udgør et internationalt netværk, hvor alle bidrag til forskningen fra nogen indenfor kredsen altid mødes med skamløs ros, mens udefrakommende kritik mødes med tavshed eller foragt en bloc.

35 – 37: Modernisten som apologetiker

Neoapologetik

Udfra alt, hvad vi har hørt om modernisten indtil nu, kan det næppe forbavse at han på det apologetiske felt også må afvige meget stærkt fra hvad der traditionelt har været normen.

Den modernistiske apologet bygger selvfølgelig på de samme filosofiske principper, som teologen og historikeren og heraf følger, at han i sit forsvar for troen ikke kan bruge skolastisk filosofi, Skrifterne, Kirkefædrene osv, men kun det, der baserer sig på modernistisk religionsfilosofi, psykologi og historieskrivning.

Målet for apologetik må ud fra princippet om vital immanens nu være at bibringe én person uden tro den oplevelse af den katolske tro, der alene kan danne basis for tro. Midlet er at vise at den katolske religion er udstyret med sådan vitalitet fra dens første ”kim” af, der bl.a. manifesterer sig i dens evne til overvinde modstand og modgang og tilpasse sig nye omstændigheder og udvikles mod stadig større fuldkommenhed, så noget mystisk og ukendt må ligge bag.

Den fejlbarlige Kirke

Men modisterne er heller ikke blege for at fremhæve, hvad de anser for Kirkens fejl og fejltagelser på alle områder også i skriften, men de hævder at disse fejltagelse kan retfærdiggøres, hvis det kan vises at de har fremmet det religiøse liv. Alle angivelige modsigelser i Skrift, dogmer og teologi kan retfærdiggøres med at, dels er den religiøses følelses genstand det uendelige, som jo må have uendelige mange aspekter også selvmodsigende, dels er troens formuleringer jo blot symboler, endelig retfærdiggøres de af det intense religiøse liv, de afføder.

Altså væk med modsigelsesprincippet, men så kan som Skt.Pius påpeger jo alt retfærdiggøres. En sådan apologia frasiger sig altså principielt enhver forpligtelse på logos til forskel fra traditionel apologetik, der demonstrerer den katolske religions rationelle fundament.

Ikke nok med det, modernisterne forsøger også at disponere den ikke troende til at tro ved at overbevise ham om, at dybt nede i hans natur ligger der et behov og et begær efter religion dog ikke en hvilken som helst af slagsen, men netop katolicisme. De mest radikale vil forsøge at overbevise om, at alle mennesker har den samme kim i sig, som Kristus havde! Når modernismen nu tenderer mod naturalisme og panteisme, er det jo ikke så mærkeligt, at det gør dens apologetik også, så derfor fordømmer Skt.Pius dem med disse ord: ”..metoder og doktriner fulde af fejl, frembragt ikke for opbyggelse, men for destruktion, ikke for at skabe katolikker, men for at forføre dem som er katolikker til kætteri, og tilstræbende undergravningen af enhver religion helt og aldeles.”

Skt.Pius rammer atter noget centralt her, for hvorfor skulle modernisten egentlig være interesseret i at omvende nogen fra ateisme eller en anden religion til katolicismen, hvis alle religioner er lige sande. Det handler altså nok snarere om at omvende katolikker til modernismen!

38: Modernisten som reformator

En radikal dagsorden

Modernisten er reformator par excellence og man kan som nævnt have ham mistænkt for at have konstrueret sit doktrinære system for at legitimere sin intention om totalt at revolutionere Kirken.

Fornyelse på alle områder er deres ”passion predominante” og intet i Kirken ville kunne unddrage sig dette, hvis de fik frie hænder. Hvis altså modernismen snarere er en ideologi end en filosofi eller en videnskab, så er det ikke så underligt at sandt og falsk ikke betyder så meget, men forandring og fornyelse alt; hvis løgne kan føre til det, så…

Skt.Pius giver en samlet karakteristik af modernisternes reformiver og hvordan den skal omfatte alt i Kirken, der er værd at citere som helhed, ikke mindst fordi den i dag ikke kan undgå at fremstå som en profetisk beskrivelse af de langt hen ad vejen stadigt dominerende tendenser i den konciliære kirke; ”den, der har øre, hører!”: ”De ønsker, at filosofien skal reformeres, især på Kirkens seminarier. De ønsker den skolastiske filosofi forvist til filosofiens historie og anbragt blandt de forældede systemer, og at de unge mænd skal lære moderne filosofi, der alene er sand og tilpasset den tid vi lever i. De ønsker at reformere teologien: rationel teologi (naturlig teologi. JMJ) skal have moderne filosofi som grundlag og positiv teologi skal funderes i dogmehistorien. Hvad angår historien, så skal den udelukkende skrives og læres ifølge deres metoder og moderne principper. Dogmer og deres udvikling, understeger de, skal harmoniseres med naturvidenskab og historie. Ingen dogmer skal indgå i katekismen, bortset fra dem, som er blevet reformerede og er indenfor lægfolkets fatteevne. Hvad angår Gudstjeneste, så siger de, at antallet af de ydre former for Gudsdyrkelse skal begrænses og der må tages skridt til at forhindre deres yderligere vækst, imidlertid, så er dog nogle af beundrerne af symbolisme mere eftergivende på dette punkt. De råber højlydt, at Kirkens regering har brug for at blive reformeret i alle dens grene. De insisterer, at både indvendigt og udvendigt må den bringes i harmoni med den moderne bevidsthed, som nu udelukkende tenderer mod demokrati; derfor burde de lavere rangklasser i præsteskabet og endda lægfolket gives medansvar for Kirkens regering, og autoriten, som er for koncentreret, decentraliseres. De romerske kongregationer og især Index og Sanctum officium skal på samme måde modificeres. Den kirkelige autoritet må ændre dens adfærd i den sociale og politiske verden; mens den holder sig udenfor politiske organisationer, må den tilpasse sig dem, for at kunne gennemtrænge dem med dens ånd. Hvad angår moralen, så antager de amerikanisternes princip, at de aktive dyder (de legemlige barmhjertighedsgerninger. JMJ) er mere vigtige end de passive (de åndelige ditto. JMJ), og bør opmuntres i praksis.

De forlanger at præsteskabet skal vende tilbage til deres oprindelige ydmyghed og fattigdom, og at de i deres idéer og handlinger står ved modernismens principper; og der er nogle, som gladelig lytter til deres protestantiske mestre, der ville ønske at ophæve præsteskabets cølibat. Hvad er der tilbage i Kirken, som ikke skal reformeres af dem ifølge deres principper?”   

Hvem kan nægte at denne katalog over reformer, lyder som dagsordenen for ”ånden fra Vatikan II”?

Syntesen af alle kætterier

Skt.Pius går herefter over til at forklare, hvorfor det har været nødvendigt med denne lange didaktiske præsentation af modernisternes system: ”..det var nødvendigt, at Vi gjorde det, både for at imødegå deres sædvanlige anklage, at Vi ikke forstå deres idéer og for at vise, at deres system ikke består af spredte og uforbundne teorier, men i et nært forbundet hele, så det ikke er muligt at medgive én uden at medgive dem alle…Og nu med Vore øjne fikserede på hele systemet, vil ingen blive forbavset over at Vi vil definere det som værende syntesen af alle kætterier.”   

Ved at betegne modernismen som ”syntesen af alle kætterier”, så viser Skt.Pius også, at den er proskriberet ikke blot af ham, men af hele Kirkens tradition, for hver magisteriel fordømmelse af bestemte tidligere kætterier er naturligvis så indbefattet i denne fordømmelse af modernismen, der selv bliver en syntese af alle Kirkens fordømmelser!– Så med hele traditionen og det uforanderlige Magisterium i ryggen kan Skt. Pius sige Anathema sit!      

Der er altså ikke tale om blot hans fordømmelse betinget af tiden og omstændighederne, hans ”angst for fornyelse” og autokratiske temperament, som modernisterne og deres senere utallige tilhængere ville hævde; deres psykologiske og historiske bortforklaringer og ad hominem argumenter er så givetvis intet værd!

Men kunne de ikke hævde, at Skt. Pius blot bruger petitio principii og ad baculum mod dem? – For forudsætter han ikke blot præcist de præmisser og principper som modernisterne benægter i hans kritik af dem, og er hans egentlige argument ikke blot truslen om ekskommunikation?

Common sense kontra agnosticismen

At modernismen er et kætteri og som sådant fordømt som uforenelig med Kirkens lære viser Skt.Pius, som vi har set gang på gang i sin gennemgang, men han viser også, at modernismen er inkonsistent og hviler på præmisser, der ikke er i overensstemmelse med common sense og det naturlige lys. Man behøver altså ikke at være ultramontan katolik, man behøver hverken at være troende eller ”pavetroende”, for at kunne indse, at modernismen hviler på et falsk grundlag!

Dette falske grundlag er agnosticismen, der i modstrid med common sense og uden nogle som helst overbevisende argumenter (og hvordan skulle man egentlig argumentere for dette synspunkt uden at overskride det?) hævder, at mennesket er lukket inde i sin egen private bevidsthed og intellektet udelukkende henvist på og i stand til at ordne den ydre og indre sans indtryk.

”For sjælens følelse er reaktionen på den ydre tings påvirkning, som enten intellektet eller de ydre sanser præsenterer for den. Tag intellektet væk, og mennesket, der allerede er tilbøjeligt til at følge sanserne, bliver deres slave. Dobbelt fejlagtigt fra et andet synspunkt, for alle den religiøse sans fantasier vil aldrig være i stand til at ødelægge common sense og common sense fortæller os, at alt, hvad der holder hjertet fanget viser sig at være en hindring snarere end en hjælp til at opdage sandheden. Vi taler om sandheden selv, for den anden rent subjektive sandhed, frugten af den indre sans og praksis…er til ingen gavn for den person, der frem for alt vil vide, hvorvidt der udenfor ham er en Gud i hvis hænder han en dag vil falde.”   

Skt.Pius understeger jo blot her at følelsen, den være nok så god, uden intellektets retledning let kommer på afveje og forvirres, ikke mindst når den udsættes for anfægtelser, der sætter spørgsmål ved om genstanden for følelserne nu virkeligt også eksistere, og det som den tror på nu også er sandt.

Modernisternes råd er her, at det skal den ikke bekymre sig om, for det kan man alligevel ikke vide og i øvrigt er det forkert at hævde, at tro skulle være en intellektuel akt, der tilslutter sig hvad den hører på den åbenbarendes autoritet. Nej, tro er en følelse, som kan være stærkere eller svagere, men ikke sand eller falsk.

Det er, kunne man frygte, måske netop modernisternes og deres efterfølgeres underforståede præmis, at det er lige meget med om, det vi tror på er sandt, lige meget dybest set om Gud eksisterer, lige meget om der er et evigt liv, når bare vi har det godt med vores tro og er søde og rare mod vore medmennesker og arbejder for velstand, retfærdighed, fred og foredragelighed i verden. Der er en lige linie fra teologisk modernisme til nutidens terapeutiske wellnes religion og dens supplement: blød humanisme.  

Et tankeeksperiment

Hvis vi forestiller os to personer betragtende et krucifiks: en reformeret katolik skolet efter modernismens principper og en traditionel katolik skolet efter lad os bare sige The Baltimore Catechism, hvem mon, ladende eventuelle særlige nådegaver ude af billedet, har de stærkeste følelser og inspireres mest til Kristi efterfølgelse? – Personen, der er gået igennem modernismens syrebad (læs: nykatekese!), og som ved, at på korset hænger blot en lidt ekstraordinær rabbi, der egentlig blot ville skabe mere fred og foredragelighed i verden, men blev så sørgeligt misforstået af folket og selvfølgelig forfulgt at magthaverne, som altså ikke var Guds søn andet i billedlig tale, en Gud i øvrigt, hvis eksistens vi ikke kan være sikre på? Mon der hos personen, som også godt ved, at nu forventes han at skulle kunne finde en religiøs følelse frem i sin bevidstheds dybder, der kan berige hans liv, fornemme Kristi nærvær i sig selv, vælder følelser frem? Stålsættes hans vilje i kærlighed til Gud og til efterfølgelse come rack, come rope? – Den anden person kender inkarnationens og redemptionens dogmer og overbeviste om disse dogmers objektive sandhed i kraft af Troens nådegave, Kirkens autoritet og måske også deres troværdighed, da han jo ud fra det naturlige lys, ved, at Gud eksisterer, og at han selv har en udødelig sjæl. Mon ikke hans følelser og vilje, vækkes eller stimuleres i langt højere grad ved betragtningen af krucifikset, som jo viser den Anden person i Treenigheden frivilligt og af kærlighed undergående korsfæstelse og død for at formilde Gud og åbne himlens porte for ham?

Antiintellektualisme

”I begyndelsen var Ordet (logos)” står der i Evangeliet efter Skt.Johannes, ikke ”I begyndelsen var følelsen”. Kirken, religionen kan ikke bygge på følelser, som Skt.Pius ovenfor lige understregede. Det paradokse er imidlertid at netop flertallet af katolikkers følelser og oplevelser ignoreres af modernisterne: ”Hvis oplevelser har så meget kraft og værdi efter deres vurdering, hvorfor tillægger de så ikke den samme vægt til den erfaring, som så mange tusind katolikker har om, at modernisterne er galt afmarcheret?”          

Modernisternes bekæmpelse af intellektets rolle, som en væsentlig komponent i Troen og det religiøse liv fører til, at Gud blot reduceres til et symbol på ein gewisses etwas, som man ikke kan vide noget om, hverken som almindeligt troende eller som filosof, teolog, historiker what ever... 

”Derfor, så kan hvis nogen som helst religion skal være mulig, så kan det kun være religionen vedrørende en fuldstændig uerkendbar virkelighed. Og hvorfor det ikke skulle være den verdenssjæl, som rationalisterne taler om, er i hvert fald ikke klart for Os. Disse grunde er tilstrækkelige til, at til overflod at vise ad hvor mange veje modernismen fører til ateisme og til tilintetgørelsen af al religion. Protestantismens fejltagelse var det første skridt på vejen; modernismens det andet og ateismens det næste.”

Med disse ord slutter Skt.Pius sin gennemgang, fordømmelse og kritik af modernismens lærer, præmisser og principper og går over til at se på dens årsager og virkemidler for, at vi bedre kan forstå den og gardere os mod den. Det er naturligvis helt legitimt og ikke spor ad hominem, at se på modernisternes bevæggrunde, når man som Skt.Pius jo har, først har afvist dem ud fra både Kirkens lære og det det naturlige lys! 

40 – 44: Modernismens årsager og virkemidler

Ubelært uvidenhed

Hvad er det så, der har fostret og næret dette altødelæggende kætteri? – Iflg. Skt.Pius er det i første omgang en intellektuel fejltagelse, der medfører en indbildt og indbildsk viden, der i virkeligheden er uvidenhed. ”Ja, disse selv samme modernister, som stræber efter at blive anset for Kirkens doktorer, som taler i så store ord om moderne filosofi og udviser en sådan foragt for skolastikken, har omfavnet den ene med al dens falske glimmer, netop fordi deres uvidenhed om den anden har efterladt dem uden midlerne til at genkende forvirring i tanken og til at gendrive sofisteri.”   

Så modernisterne har ikke dybt og grundigt studeret skolastisk filosofi, vejet den og fundet den for let og derfor søgt til moderne filosofi; de har spejdet efter ”tidens tegn” og set at Kirkens traditionelle filosofi ikke er i overensstemmelse med tiden. Om den så skulle være i overensstemmelse med virkeligheden, er i modernisternes perspektiv inderligt ligegyldigt!

Superbia

Dernæst er der i de moralske fejl: nysgerrighed og hovmod. Af de to sidste drivkræfter er hovmodet den afgørende. ”I sandhed der er ingen vej, som leder så direkte og så hurtigt til modernisme som hovmod. Når en katolsk lægmand eller en præst glemmer det kristne livs forskrift, som forpligter os til at fornægte os selv, hvis vi vil følge Kristus, og forsømmer at flå hovmodet ud af sit hjerte, så er det ham mest af alle, der er helt moden til at ligge under for modernismens fejl.”

Der er naturligvis ikke store chancer for at blive kendt og berømt ved blot at give det videre, som man har modtaget, blot gentage, hvad Kirken altid har lært. Nej, vejen til anerkendelse, om ikke fra autoriteterne, hvis de opdager det, er at sige noget nyt! Passionen for nyhed, som er begrundet i hovmod altså, kan naturligvis ikke undgå at være knyttet til et had mod det, der ikke er nyt: traditionen.

”De erkender at de tre hovedvanskeligheder, som står i vejen for dem er den skolastiske metode i filosofien, Fædrenes autoritet og tradition og Kirkens Magisterium, og mod dem fører de skånselsløs krig. Mod skolastisk filosofi bruger de latterliggørelsens og foragtens våben…de forsikrer offentligheden om, at Fædrene, mens de som personer betragtet er i højeste grad værdige til veneration, så var de uvidende om historie og kritik, for hvilken de kun kan undskyldes på grund af den tid de levede i. Endelig forsøger modernisterne på alle måder at formindske og svække autoriteten hos selve Kirkens Magisterium ved blasfemisk at falsificere dets oprindelse, karakter og rettigheder og ved frit at gentage dets modstanderes bagtalelser.”

Skt.Pius skildrer herefter de måder modernisterne forsøger at realisere deres dagsorden på bl.a. at søge at komme i besiddelse af lærestole på seminarier og universiter, hvor de let kan finde nye tilhængere; dernæst ved at de altid offentligt roser værker fra deres egen kreds og altid nedsabler værker af mere traditionel observans.

45 – 56: Remedier og forholdsregler mod modernismen

Alle disse tiltag kalder på tilsvarende remedier, som Skt.Pius kommer ind på i det følgende, men som vi ikke har tænkt at gennemgå med samme grundighed som det foregående. Dels er disse disciplinære remedier for længst blevet ophævet, mens dette ikke er tilfældet m.h.t. fordømmelserne af modernismen (selvom de ignoreres i dag!), der stadig gælder, dels har de ikke den samme almene interesse og relevans, som Skt.Pius’s uovertrufne beskrivelse og kritik af modernismen. Men de kunne naturligvis blive særdeles relevante, hvis der en dag skulle blive valgt, om Gud vil, en pave, der for alvor og fra grunden ville restaurere Kirken.

Ite ad Thomam!

Kort og godt går de ud på, at promovere skolastisk filosofi, Skt.Thomas i særdeleshed, på alle katolske uddannelsesinstitutioner og her følger Skt.Pius jo bare og indskærper, hvad Leo XIII sagde i Aeterna patris. Da modernismen helt og holdent baserer sig på en falsk filosofi, så bør den naturligvis også bekæmpes ved roden, med en sand filosofi: thomismen. I parentes bemærket, så blev det fader Reginald Garrigou-Lagrange, der i det følgende halve århundrede filosofisk konfronterede og gendrev modernisternes lærer.

Skarp lud til skurvede hoveder

Dernæst indskærper Skt.Pius sine hyrder til årvågenhed m.h.t. hvad deres præster, lærere, professorer prædiker, underviser i og publicerer. Erklærede modernister skal så vidt muligt placeres dér, hvor de gør mindst skade.

Sammenfattet er forholdsreglerne følgende: 1. udelukkelse fra seminarier og universiteter af alle ledere og professorer, som på nogen måde måtte være påvirket af modernismen; 2. biskoppernes årvågenhed m.h.t. ikke at tillade Imprimatur til publikationer, der indeholder den mindste smule modernisme, og ikke tillade at bøger indeholdende modernisme bliver solgt i katolske boghandler; 3. etableringen af ”årvågenhedskomiteer” sammensat af præster valgt af biskopperne, som skal være på vagt overfor tegn på modernistiske tendenser.      

På en måde har Skt.Pius forholdsregler om ikke officielt så de facto imidlertid været i kraft efter konciliet, men altså vel at mærke med negativt fortegn: det har været traditionelle katolikker, præster som lægfolk loyale overfor det uforanderlige Magisterium, der har været udelukket fra embeder og er blevet chikaneret på den ene eller anden måde, men det er en helt anden historie!

57: Afslutning

Har Skt.Pius brugt ad baculum og har han overreageret med disse skrappe forholdsregler? – Ja, siger enstemmigt alle ikke blot dem, som det er gået udover, men også alle modernisternes sympatisører dengang og nu. Men som man siger: ”hvis man ikke vil høre, så må man føle” og ”den

man elsker, tugtet man”! – En god hyrde passer på sin flok, for at ingen skal gå fortabt! Selv modernisterne, disse ulve eller forvildede får, der vil sprede flokken, må en hyrde, der virkelig elsker Kristus omfatte med sand næstekærlighed for Guds skyld i overensstemmelse med det Evangelium, der byder at ”elske jeres fjender og bede for dem, der forfølge jer”. At ”elske sin næste” betyder i sidste ende at ville ham det godt i ultimativ forstand, og det vil sige hans omvendelse og frelse. At give modernisternes frihed til at lære og undervise som de vil i modstrid med Kirkens lære, er ikke en sand kærlighedsgerning, men det modsatte for konsekvenserne er fortabelse, både for modernisterne selv og de, der bliver forført af deres sirenesange!

Som Skt.Pius selv siger i encyklikaens sidste del: ”Dette, ærværdige brødre, er hvad Vi har ment det var Vor pligt at skrive til jer, for alle der tror frelses skyld. Kirkens fjender vil uden tvivl misbruge, hvad vi har sagt for at forny den gamle bagtalelse ved hvilken vi bliver fejlagtigt fremstillet som fjende af videnskaben og af menneskets fremskridt.”       

For at dementere dette, som i øvrigt jo dementeres af hele Kirkens historie, giver Skt.Pius til afslutning udtryk for sin intention om at etablere : ”..et specielt institut i hvilket, gennem samarbejdet mellem de katolikker, som er mest fremragende i lærdom, videnskaben og alle andre områder af viden kan avancere og promoveres under vejledning og belæring af den katolske sandhed.”

Hermed ønsker Skt.Pius naturligvis også modvirke modernisternes projekt, at underordne ”den katolske sandhed” ”denne verdens visdom”! 

Konklusion

Skt.Pius heroiske kamp mod modernismen var jo storslået og i høj grad, hvad tiden fordrede (selvom vi ikke bryder os om denne modernistiske frase!), men alligevel var det blot en batalje i den i denne ”tårernes dal” uophørlige krig mellem denne verdens hersker, løgnens fader, og Kirken; mellem denne verdens ”visdom” og den guddommelige visdom; mellem ”la Revolution et la Revelation” som Louis Veuillot skriver i L’illusion liberale.

Skt.Pius formåede ikke at besejre modernismen som magt, som bevægelse, selvom han vandt en stor intellektuel og moralsk sejr, og den naturligvis står som fordømt for Guds og falsk for intellektets domstol.

Det er for os, lægfolk som præster, at føre denne kamp videre i Skt.Pius’ ånd og ved at bl.a. bruge de redskaber, som han i denne encyklika har givet os i hænde: en nøgle til at forstå og genneskue modernismen i alle dens afskygninger og fremtrædelsesformer, også dem, der virker tilforladelige og i overensstemmelse med Kirkens tradition.

Forhåbentligt har denne lange og seje gennemgang af modernisternes fejltagelser også renset os selv fra de elementer af modernisme, der måtte have sneget sig ind og fordrejet lidt vores fornemmelse for, hvad katolicisme virkelig er. For godt nok vil vi traditionelle katolikker gerne se os selv som ”børn af evigheden”, men det er ikke mange i menneskehedens faldne slægt, der undslipper den skæbne at være til en vis grad børn af deres tid. 

Som G.K. Chesterton sagde noget i retning af et sted, at det er ”alene Den katolske kirke der befrier os fra det degraderende slaveri, det er at være barn af sin tid!”

Vejen til at undgå dette slaveri er at lære at sentire cum Ecclesia, der jo ikke skal forstås modernistisk, altså ikke ”føle” hvor Kirken er lige nu i tiden og følge med strømmen, men tænke med Kirken, tænke i overensstemmelse med dens uforanderlige og ufejlbarlige lærer; deri ligger også at lytte med Kirken til Helligånden, der udgået fra Faderen og Sønnen, der ikke forandrer sig, men forbliver som de er in Saecula saeculorum, altid siger det samme om det samme og ikke kan modsige sig selv, i modsætning til tiden, saeculum, der hele tiden siger noget nyt, der lynhurtigt bliver yt, og så alligevel bag den changerende overflade siger det samme nemlig: nequaquam morte moriemini…et eritis sicut dii scientes bonum et malum.

Modernisterne råder os til ufortrødent at lytte til denne forførende stemme, til tidsånden, for det er da ikke farligt; det er da kun jeronimusser som Skt.Pius og hans tilhængere, der kan mene det!

Lad os slutte dette jubilæumsskrift, der jo desværre ikke kan fejre modernismens totale nederlag som magtfaktor, med at mindes de præster og biskopper, som f.eks. Biskop de Castro Mayer og ikke mindst ærkebiskop Marcel Lefebre, der er forblevet tro mod Kirkens tradition og som har taget Skt.Pius’ belæringer til sig, og som følgelig ikke faldt på knæ og tilbad tidsånden, men mødte dens fristelse med: Dominum Deum tuum adorabis et illi soli servies.

Det er ikke mindst takket være deres indsats bistået af Guds hjælp og Vor frues forbøn, at det fristelsesscenarie, som Louis Veuillot skildrede i L’illusion liberale ikke blev virkelighed. Under alle omstændigheder så ved vi, at non praevalebunt; Gud vil ikke tillade sin Kirke at forsvinde fra jordens overflade.

Lad Louis Veuillot få det sidste ord: ”Gud triumferer gennem et lille antal troende; dette beskedne tal, pussilus grex, til hvem det er sagt, som ved begyndelsen: ”Frygt ikke”; dette lille antal som er blevet kaldt jordens salt. Hvis saltet mister sin kraft, med hvad skal man så salte det? (Matth. V,13).

Åh profetisk visdom i de guddommelige ord! Sandkornet er Guds vagtpost ved havets bred, og siger til det: Non amplius! Saltkornet er bjergenes styrke og de umådelige græssletters frugtbarhed. Vi vender os mod Den korsfæstede i Jerusalem, mod Den korsfæstede i Rom, mod hans forladte og forrådte sandhed; og vi siger til ham: Jeg tror på dig, jeg tilbeder dig og jeg vil gerne trædes under fode som dig; latterliggøres som dig; jeg vil gerne dø med dig!..Vi siger det, og verden er besejret.”

(L’illusion libérale. Paris. 1866)

JMJ