SKT. PIUS X’s LAMENTABILI SANE
- Betragtninger og en kort analyse og kommentar i anledning af denne antimodernistiske encyklikas 100 års dag.
Og regnen styrtede ned, og vandstrømmende kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen.
Men enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en dåre, som byggede på sand.
Mattæus 7: 25-26
Indledning
Alle katolikker burde i år d. 3 juli 2007 mindes og fejre, at det er 100 års dagen for offentliggørelsen af Skt. Pius X’s vigtige syllabus mod den teologiske modernisme: Lamentabili sane exitu. Denne dag vil imidlertid næppe blive husket blandt andre end traditionelle katolikker, for den krig mod modernismen i Kirken, som Skt. Pius indledte med denne encyklika synes i det store og hele at være tabt i dag: modernismen i skikkelse af ”ånden fra II. Vatikankoncil” dominerer stadigvæk på stort set alle niveauer og i alle sammenhænge i Kirken, selvom der måske i disse dage med udsigten til en Motu proprio, der angiveligt skulle liberalisere fejringen af den traditionelle messe, næres et spinkelt håb om en begyndende restauration i det mindste på det liturgiske område.
Det er jo som regel sejrherrerne, der skriver historien også kirkehistorien, så det er begrænset, hvad lægfolket og præster i det hele taget kender til Skt. Pius X’s magisterielle fordømmelser i Lamentabili og hans dybe analyse og forkastelse af modernismens principper i den senere Pascendi dominici gregis, med andre ord: fordømmelsen den ny teologi, som kom til at sætte sit umiskendelige præg på Kirken efter konciliet.
Det er som om, der efter konciliet uofficielt blev opført en ideologisk ringmur, der skulle afgrænse nutiden fra fortiden og kun en snæver port, et ”nåleøje”, tillod herefter lærer fra fortiden at passere og bevare deres forpligtende karakter i nutiden, men vel at mærke kun, hvis de var i overensstemmelse med ”ånden”! Det var Skt. Pius’ fordømmelser, såvel som så mange andre magisterielle belæringer fra paverne i Kirkens lange historie definitivt ikke.
Selvom disse antimodernistiske belæringer ikke officielt og udtrykkeligt har kunnet belægges med et anathema sit, så har mange nye teologer arbejdet på historisk at relativere dem, ved at ”forklare” dem ud fra deres historiske årsager, hvad der jo så reelt har ført til, at få tager dem alvorligt og retter ind efter dem i skrift og tale. Mange har ment, at det er tilstrækkeligt at lytte til og adlyde det nutidige Magisterium, mens fortidens trygt kan ignoreres. Men hermed kompromitteres Kirkens enhed og apostolicitet.
Med accepten af relativeringen af det hidtidige Magisterium ville også nødvendigvis følge, som en måske uønsket sideeffekt, relativeringen af det nutidige Magisterium. Fra at være garant for rettroenheden, ortodoksien, opretholder af det uforanderlige Depositum fidei, ville Magisterium så blive reduceret til et organ for de p.t. ”teologisk korrekte meninger”, der jo varierer med tiden. Endnu værre: det ville let blive et redskab underordnet de siddende ekklesiastiske magthaveres forgodtbefindende. Kirken ville ikke længere bygge på klippe, men på sand.
Dette er ikke muligt, og det vil ikke ske for portae inferi non praevalebunt adversum eam (helvedes porte skal ikke få magt over den)! Følgelig må Skt. Pius X’s fordømmelser af modernistiske teser i Lamentabili stadig tages alvorligt og til efterretning uanset om, der ikke længere skulle være nogen i dag, der antager og propagerer dem (desværre ikke tilfældet!) og uanset tendensen til at ignorere det førkonciliære Magisterium i hierarkiet.
Selvom man i dag måske formulerer sig en smule anderledes, så er de fleste af tanker som udtrykkes i sætningerne udbredte og helt ”mainstream” i vore dages ”katolske” teologi!
Lamentabili har altså hverken mistet sin gyldighed eller sin aktualitet.
I det følgende udforsker vi lidt nærmere de temaer, vi har berørt i denne indledning. Dernæst kommer en kort analyse og kommentering af Lamentabili efterfulgt af en dansk oversættelse af denne skelsættende encyklika.
Tu es Petrus..
Paverne, Skt. Peters efterfølgere og Jesu Kristi stedfortrædere er garanter for Kirkens enhed og klippefaste urokkelighed; de skal vogte Depositum fidei og videregive det efter princippet Accepi quod et tradidi (tag imod dette og giv det videre) uden ændringer til deres efterfølgere, for uden enhed og urokkelighed på troens og moralens områder kan Kirken ikke bestå, men vil opløses i et utal af hinanden bekrigende sekter eller forfalde til synkretisme og indifferentisme.
De har fået overdraget ”nøglemagten”, magten til at ”løse og binde” på Jorden og i Himlen; lyse i band og løse fra band.
Derfor må der være et lærerembede, Magisterium, der har til opgave ved Helligåndens medvirken ufejlbarligt at belære på troens og moralens område, opretholde Kirkens ortodoksi og forsvare den mod ydre og indre angreb. Dette indebærer så også, at doktriner og teser der strider mod, hvad Kirken altid har lært eller, som kan føre til forandringer og forvanskninger, måske under dække af de ”bedste hensigter”, der kan underminere Kirkens fundament, skade dens enhed og forvirre og forføre flokken, offentligt kan fordømmes og forbydes af Magisterium.
Netop en sådan magisteriel akt, er der tale om med denne encyklika, Lamentabili, som vi fejrer og mindes her, der udtrykkelig fordømmer teser, som er karakteristiske for den teologiske modernisme. Alle der herefter, velvidende om denne fordømmelse, fortsat måtte tilslutte sig de af teserne, der strider mod ortodoksien, og som fortsat promoverer dem, er følgelig implicit at anse for formelle kættere og lyst i band!
Fra tid til anden har paverne og økumeniske koncilier i Kirkens lange historie fordømt og forbudt bestemte teser og belagt deres tilhængere med anathema sit, når opretholdelsen af ortodoksien, Kirkens enhed og pastorale hensyn har gjort det nødvendigt. Særlige historiske omstændigheder kan således nødvendiggøre og betinge udsendelsen af sådanne bandbuller. Nogle af de mest markante eksempler på det er pave Leo X’s bandbulle Exurge Domine af 15 juni 1520, der foranlediget af det protestantiske oprør mod Kirken, fordømmer teser af Martin Luther, og selvfølgeligt det efterfølgende Tridentiner koncil, der proskriberer de protestantiske sekters teser og lærer og samtidigt præciserer, hvad Kirken har lært semper, ubique et ab omnibus.
At sådanne bandbuller er foranlediget af særlige omstændigheder, medfører imidlertid ikke, som nogle har hævdet efter II. Vatikankoncil, at dette så ”relativerer” disses fordømmelser, altså at de kun har gyldighed i deres egen samtid, som konjunkturbestemte forsøg på pastoralt at håndtere aktuelle kriser i Kirken, som ikke længere forpligter katolikker, der lever i dag, hvor andre forhold gør sig gældende. Her er der tale om et eksempel på den genetiske fejlslutning: fordi der er årsager til, motiver bag, at hævde det ene og det andet, så betyder det jo ikke, at det der hævdes ikke er sandt.
Nu er naturligvis ikke alt, som der står skrevet i en akt af Det ordinære magisterium, hvad enten vi taler om pavelige encyklikaer eller tekster fra økumeniske konciler, der er ufejlbarligt og dermed forpligter til ubetinget samtykke. Men alt, hvad der er: (1) tenenda, altså udtrykkeligt siges at skulle antages (incl. antages som værende fordømte teser, som i dette tilfælde) af alle, og (2) hvad der kan vises at være i overensstemmelse med eller en logisk følge af, hvad Kirken altid og overalt har lært, er at anse for ufejlbarligt.
Således kan en encyklikas fordømmelser, i den udstrækning de bygger på eller logisk følger af Kirkens uforanderlige dogmer og doktriner og vedrører tro og moral ikke anses for historisk relative, selvom de naturligvis er ”relative” til en bestemt situation m.h.t., hvad de fordømmer og hvilke lærer de præciserer. Ganske vist er mange kætterier, som f.eks. Nestorianisme, fordømt af koncilet i Efesos, ikke længere aktuelle, og udgør ikke en fare for Kirkens enhed og for flokken i dag, men det betyder jo ikke, at disse fordømmelser ikke fortsat står ved magt, og kan ”aktualiseres”, hvis kætteriet skulle dukke op igen og pastorale hensyn taler for det. Det kan altså ikke være sådan, at de givne fordømmelser og deres præmisser kun kan betegnes som sande i deres samtid, men ikke længere som sande og forpligtende for os, der lever i en anden tid.
Derimod kan det være korrekt at sige, at fordømmelsens konkrete udformning, omfang og fokus var svarende til datidens situation og derfor pastoralt hensigtsmæssig den gang, men måske ikke ville være det i denne form i dag.
En senere pave har givetvis de juridiske beføjelser til at modificere tidligere pavers fordømmelser måske af pastorale eller andre hensyn. Dette relativerer imidlertid ikke de dele af en bandbulles materielle indhold, der følger af Kirkens doktrinære fundament: selv en pave har ikke magt til at gøre sort til hvidt, sandt til falsk! Kætterske teser forbliver kætterske, mens teser der derimod ikke direkte er kætterske, men blot blev anset for pastoralt set uhensigtsmæssige eller farlige på det givne tidspunkt og derfor fordømt, kan fritages for proskribering, hvis en ny situation taler for det.
Hvis nogle i Kirkens nutidige hierarki imidlertid skulle anfægte en tidligere given bandbulles vedvarende doktrinære gyldighed, indenfor de ovennævnte kriterier for ufejlbarlighed, ville det alvorligt sætte spørgsmålstegn ved Magisteriums ufejlbarlige autoritet og derved så tvivl om Helligåndens medvirken, der jo ikke kan modsige sig selv, i udøvelsen af dette læreembede.
Enhver undergravning af det hidtidige Magisterium medfører imidlertid også en undergravning af det nuværende Magisteriums autoritet, for den reducerer så også dets doktrinært bestemte belæringer til blot relative tidsbestemte udsagn, der i morgen kan vise sig at være ”utidssvarende”.
Kirkens doktrinære enhed er jo ikke blot synkron, altså enighed i nutiden, men også diakron, enighed på tværs af de skiftende tider.
Ikke desto mindre har man, som ovenfor nævnt fra hierarkiets side efter konciliet tilsyneladende villet neutralisere det 19. og 20. århundredes encyklikaer, der fordømmer liberalisme og modernisme. Dette gælder ikke mindst salig Pius IX’s Syllabus over fejltagelser fra 8.december 1864, der bl.a. fordømmer liberale teser hvad angår forholdet mellem stat og kirke.
Daværende kardinal Ratzinger i egenskab af ”privat teolog” skrev således i 1982 vedrørende forholdet mellem II. Vatikankoncils Gaudium et Spes og Syllabus følgende:
”Hvis vi søger en overordnet analyse af Gaudium et Spes, kunne vi hævde at den (forbundet med tekster om religiøs frihed og verdensreligioner) er en revision af Pius’s IX’s Syllabus, en slags Antisyllabus…Lad os anerkende her og nu, at Gaudium et Spes har rollen som en Antisyllabus i den udstrækning den repræsenterer et forsøg på officielt at forsone Kirken med den moderne verden, sådan som den træder frem efter den franske revolution af 1789.” (Les Principes de la Theologie Catholique. Téqui, 1982, s.482)
Bemærk at Joseph Ratzinger ikke skriver, at Gaudium et Spes blot foranlediget af nye pastorale hensyn ophæver visse tidligere fordømmelser af ikke direkte kætterske teser fra Syllabus, idet der stadig bygges på samme uforanderlige doktriner som Syllabus. Det hævdes explicit at denne encyklika på afgørende områder modsiger Syllabus og vel at mærke for ikke at modsige, men forsones med den moderne verdens principper, altså revolutionens principper! Men prisen for denne forsoning synes at være opgivelsen af visse af Kirkens uforanderlige doktriner eller i det mindste konklusioner, der sædvanligvis er blevet draget af disse, som dens fordømmelser bygger på. Hermed brydes der med den læremæssige kontinuitet, og tilliden til Magisterium, som ufejlbarligt læreembede undermineres, selvom der ikke direkte skulle være tale om at benægte De fide dogmer.
I samme værk forsøger Joseph Ratzinger at forklare og derved historisk relativere Quanta Cura, Syllabus og andre antiliberale encyklikaer, som reaktion fremprovokerede af revolutionstidens aggressive antiklerikalisme. Et sådant ad hominem argument kan imidlertid ikke underminere gyldigheden af disse encyklikaers fordømmelser, for de bygger på, hvad Kirken altid har lært og ville være i fuld overensstemmelse med hypotetiske magisterielle fordømmelser, hvis lignende liberale idéer skulle være optrådt tidligere. Samtlige paver i Kirkens lange historie ville ufortøvet have udslynget deres anathema sit præsenteret for disse liberale teser.
Nu er Joseph Ratzingers private teologiske meninger i dette citerede værk jo naturligvis blottet for enhver magisteriel autoritet, men de er ikke desto mindre karakteristiske for en konciliær og postkonciliær teologi, der betragter Kirkens dogmer og doktriner som værende under udvikling gennem historien. Vel at mærke ikke ”udvikling” blot i den traditionelle og ukontroversielle betydning nemlig, at Kirken med tiden når en mere udtømmende og sammenhængende forståelse af Depositum fidei, og bliver bedre til at udfolde det implicite, samt drage flere konklusioner af dette depositum; men forstået meget mere kontroversielt som en dialektisk udvikling, à lá Hegels Phänomenologie des Geistes: gennem modsigelser, hvor én doktrin fremkalder en modsigelse, der så fører til en ”negation af negationen”, der så igen fører til en ny mere adækvat doktrin etc.
I det lys giver det mening, at kalde Gaudium et Spes for en Antisyllabus. – Hvis dette var sandt, så kunne vi jo begynde at glæde os til en Anti-antisyllabus!
Men denne dialektisk-evolutionistiske tankegang er ikke blot i total modstrid med, hvad Kirken altid har lært, men også i sidste ende med al sund fornuft og modsigelsesprincippet. Kirken lærer, at den ufejlbarligt er i besiddelse af alle sandheder, der er nødvendige for frelse, men den ny teologi hævder, at Kirken blot er på vandring mod sandheden, og alt hvad den hævder at vide nu er foreløbigt, og hvad den har hævdet tidligere blot overståede stadier på vejen.
Den sunde fornuft siger os imidlertid, at enten er revolutionens principper i overensstemmelse med konklusioner uddraget af Kirkens uforanderlige doktriner eller også er de ikke i overensstemmelse, men den ny teologi vil have os til acceptere, at godt nok er de faktisk totalt modstridende, men de kan alligevel forenes: et ”ja” til revolutionens principper implicerer ikke et ”nej” til troens og omvendt! Et udslag af denne modsigelsesfyldte tankegang finder vi i postkonciliære pavers og biskoppers gentagne fordømmelse af sekularismen og ”dødens kultur” samtidig med at den konfessionsløse stat, hvor religionslighed og frihed florerer, lovprises og proklameres af de selv samme prælater som alene forenelig med Evangeliets ånd.
Denne nye teologi, der har vundet bred accept indenfor og udenfor hierarkiet har i dag ført til, at Kirkens hidtidige magisterielle belæringer (NB – Også en hel del fra II. Vatikankoncil!) i vid udstrækning ignoreres, hvis de ikke ligefrem modsiges, ja, de har i manges øjne nu kun historisk interesse!
Skal vi give den ny teologi, der legitimerer denne holdning, en præcis betegnelse, så er det modernisme. Intet under at netop denne teologi er så fjendtlig overfor det hidtidige Magisterium i almindelighed og de antiliberale og antimodernistiske magisterielle fordømmelser i det 19. og 20. århundrede i særdeleshed, for det er jo netop denne form for teologi, som fordømmes! Lad os i det følgende se nærmere på de forkætrede syllabus’er, som de modernistiske teologer vil have Kirken til at glemme.
Tre paver, tre kriser, tre syllabus’er.
I dette afsnit støtter jeg mig til Romano Amerios overvejelser i hans omfattende og dybdeborende analyse af forandringerne i Den katolske kirke fra værket Iota unum (Sarto House. 1996).
En syllabus er i magisteriel sammenhæng en katalog af teser, der enten er hentet fra bestemte værker eller præcist formulerer grundtanker, anskuelser og holdninger, som disse eller deres ophavsmænd bygger på og offentligt giver udtryk for. Disse teser er som regel ikke ledsaget af kommentarer, men indledes med en kategorisk fordømmelse.
De tre store syllabus’er i det 19.-20. århundrede er Pius IX’s Syllabus over fejltagelser, der ledsagede encyklikaen Quanta cura fra 8. december, Pius X’s Lamentabili sane fra 3. juli 1907 og Pius XII’s Humani generis (om end dens udformning afviger fra syllabusgenren) fra 12. august 1950. - Det er jo bemærkelsesværdigt, at de alle er forfattede eller autoriserede af paver med navnet Pius; meget passende, at de ihærdige og modige forsvarere af ortodoksien og fordømmere af heterodoksien bærer navnet ”from”!
Disse syllabus’er er alle foranledigede af kriser af forskellig art. ”Krisis” er det græske ord for adskillelse, overgang og prøve. Som Romano Amerio anfører så, var den første Syllabus egentligt ikke foranlediget af en krise i Kirken, men af en krise, en adskillelse mellem Kirken og den moderne verden, sådan som den udviklede sig i kølvandet på Den franske revolution. Denne krise førte til mange svære prøvelser for Kirken især under revolutionsårene og Napoleonskrigene, men medførte ikke en indre krise, altså en modsætning i Kirken mellem tilhængere af nye radikale anskuelser og forandringer og forsvarere af dennes uforanderlige principper.
Nu kan man sige, at Kirken jo altid har været ”i krise” i forholdet til ”verden”, for den er ganske vist ”i verden”, men ikke ”af verden”, så i den forstand er ”krise” forstået som adskillelse en normalstand både i betydningen ”almindelig” og ”norm”. En egentlig krise ville så først optræde hvis Kirken skulle opgive denne adskillelse og assimilere sig verden, dens anskuelser og projekter.
Det særlige ved denne krise, som Pius IX reagerede på med sin Syllabus var imidlertid, at her ville tilhængerne af antiklerikale, antikatolske ideologier bandlyse Kirkens legitime og hævdvundne indflydelse på civilsamfundets område. Kravet om ”Kristus skal være konge” skulle Kirken frafalde. De moderne stater burde være konfessionsløse, og der skulle herske religionsfrihed og ideelt set religionslighed; undervisningssystemet skulle unddrages Kirkens indflydelse og alle aspekter af samfundslivet sekulariseres og underordnes udelukkende den verdslige autoritet.
Kirken skulle også berøves dens jordiske gods og undergives de civile myndigheder, hvis den da ikke helt kunne udryddes, så burde den reduceres national statskirke, udenfor pavens myndighed og kontrol. ”Verdens” ultimatum til Kirken var: ”Tilpas dig tiden og fremskridtet eller dø!” – ”Bliv en del af civilsamfundet på linie med andre blot menneskeskabte institutioner og underorden dig de civile autoriter eller gå til grunde!”
Deo Gratias formåede en heroisk pave Pius XVI at modstå dette ultimatum fra selveste Napoleon, så Kirken hverken tilpassede sig eller døde. Kirken levede da også videre uforandret ind i det 19.århundrede. Endnu var det ikke tiden til at vende tilbage til katakomberne!
Pius IX kunne så i Quanta cura og Syllabus, der var en optakt til I. Vatikankoncil, der konsoliderede Kirkens position, fordømme praecipuos nostrae aetatis errores (vor tids grundlæggende fejltagelser). Disse fejltagelser kan sammenfattes under betegnelsen ”liberalisme” og de havde alle deres oprindelse i ”de moderne idéer”, der havde fået så stor udbredelse i ”oplysningstiden”: rationalisme, naturalisme, panteisme, humanisme, statisme m.v.
Der var altså ikke tale om at fordømme nye teologiske opfattelser blandt Kirkens egne teologer, men selve tidsånden, den revolutionære ånd, som den dengang åbenlyst manifesterede sig i civilsamfundet. Her var et rungende triumfalistisk ”Nej” til at bøje sig for tidsånden, der gav genlyd i hele verden.
Intet under, at disse magisterielle belæringer og fordømmelser blev mødt med forargelse og vrede fra ”verden”, for det var klart for alle, at der her var tale om Kirkens officielle utvetydige afstandtagen fra selve principperne, ja, dagsordenen for den projekterede ”ny verdensorden”, som revolutionen fra 1789 var startskuddet for.
Imidlertid foranledigede denne bandbulle også nogen uro i Kirkens egne rækker, både blandt lægfolk og i hierarkiet. Inspirerede af bl.a. Lammenais og Rosmini, som havde set frem til en fornyelse i Kirken, der skulle føre til en forsoning med nogle af de moderne idéer, anså en del denne uforsonlige linie for at være anakronistisk og som et håbløst forsøg på at skrue tiden tilbage til tilstandene før revolutionen.
Liberale og modernistiske teologer blev nu henviste til at ”vegetere i undergrunden”, men de formåede alligevel i stadigt stigende omfang at sætte deres præg på præsteseminarier og katolske universiteter. Nye, revolutionære og ikke mindst forbudte idéer fascinerer jo let unge og ubefæstede sjæle!
Frugterne af de verdslige liberale tanker blev en modernistisk teologi, der efterhånden insinuerede sig ind alle steder i Kirkens organisme. Den hentede sit filosofiske tankegods i moderne filosofi, den historisk-kritiske metode, og ikke mindst lod den sig inspirere af protestantisk teologi, kirkesyn og bibelkritik.
Dens sigte var at genopbygge den katolske tro på et nyt grundlag: den immanente religiøse følelse, og dermed gøre troen og en ny kirke, kompatibel med den moderne verden, ja, måske ikke blot dét, men besjæle og spiritualisere denne verdens ellers rent sekulære og naturalistiske projekter: det menneskeskabte Paradis på jord. Den ny teologi som katalysator altså for en ”ny pinse”.
Ud af denne mumlen i krogene voksede en krise frem, ikke mellem Kirke og verden, men i Kirken selv; ikke blot enkelte lemmer, men hele legemet syntes efterhånden at løbe en alvorlig risiko for at blive inficeret med modernismens virus, hvis ikke immunforsvaret snart blev mobiliseret, og der fra magisterielt hold blev slået hårdt ned på modernismen og modernisterne i Kirken.
Det var altså nu teologiske fejltagelser propageret af Kirkens egne, der nu kaldte på offentlig fordømmelse. Gudskelov blev en pave valgt, som var den helt rette til at varetage denne nødvendinge udrensning: Pius X.
I sit magisterielle opgør med modernismen, der udmøntede sig i encyklikaerne Lamentabili sane exitu, Pascendi dominici gregis og motu proprio’en Sacrorum antistitum (antimodernist-eden), fordømmes errores modernistarum de Ecclesia, revelatione, Christo et sacramentis (modernisternes fejltagelser vedrørende Kirken, åbenbaringen, Kristus og sakramenterne).
Mens Lamentabili er en ny syllabus, hvor 65 teologiske teser fordømmes uden kommentarer, er Pascendi en næppe senere overgået dybdeborende fremstilling, analyse og kritik af den teologiske modernismes principper og motiver, der derigennem også til fulde begrunder og retfærdiggør fordømmelserne i Lamentabili.
Den teologiske ekspertise som Skt. Pius X støttede sig til i udformningen af Pascendi kom fra Pater Lemius, O.M.I. Han fik efterfølgende lov til at udforme en ”Modernismens katekese”, som især var beregnet på lægfolket, for her blev den ny teologis principper, konsekvenser og modsigelse af, hvad Kirken altid har lært, fremstillet klart og præcist i dialogform.
Så stor succés fik denne katekisme på grund af dens klarhed og pædagogiske kvaliteter, så selv modernisterne efter sigende brugte den til at undervise ud fra!
På disse fordømmelser fulgte så, for virkeligt at gøre dem effektive i Legemet, Sacrorum antistitum fra 1. september 1910, antimodernist-eden, der fremover skulle aflægges af alle præster og biskopper, alle der underviste eller havde andre embeder i Kirken.
Kravet om aflæggelsen af denne ed blev ophævet i 1967; tankevækkende at samtlige konciliefædre og periti har sværget denne ed!
Da der her blot var tale om en disciplinær foranstaltning, ikke en ufejlbarlig magisteriel belæring, så kunne den retmæssigt tilbagekaldes af en senere pave, men det er naturligvis fuldt ud tilladt at stille spørgsmålstegn ved om, dette nu også var klogt at gøre!
Før vi går over til kortfattet at analysere og kommentere Lamentibile, så lad os til sidst kaste et blik på det som ifølge Romano Amerio udgør den tredje store syllabus: Piu XII’s Humani generis, der er et forsøg på at bremse den voksende prækonciliære doktrinære krise i Kirken.
Pius X’s anstrengelser førte til, at modernisterne for en tid lå underdrejet, men efterhånden fik de mere og mere vind i sejl, så da Pius XII indtog Peters stol i 1939 var tiden efterhånden moden til en ny fordømmelse af modernismen, men verdenskrigen gav pavestolen andet at tænke på for en tid. Først i 1950 kom Humani generis, der ikke proskriberede teser, men derimod hele ideologier og filosofier som eksistentialisme, evolutionisme, skepticisme, historisme, subjektivisme samt den moderne Bibelkritik, der havde fået et nyt solidt fodfæste på katolske læreranstalter.
Bag alle disse divergerende moderne retninger påpegede Pius XII deres grundlæggende princip: menneskets vilje og fordring på at være autonomt og uafhængigt af ydre autoriter, objektive sandheder og normer. Her var ondets rod, alt andet var blot symptomer: det moderne menneskes Non serviam!
Disse retningers farlighed for Kirken understregedes i encyklikaens overskrift: quae catholicae doctrinae fundamenta subruere minantur (som truer med at underminere de katolske doktriners fundament). Kirken var nu truet ikke af ydre farer, men af en indre selvdestruktion promoveret af nogle af Kirkens fremtrædende, progressive teologer. Med fordømmelser og mundkurve til enkelte af disse teologer som f.eks. Henri de Lubac håbede Pius XII at have afværget krisen, men snart skulle der blæse andre vinde og ”piben få en anden lyd”!
Med Msg. Angelo Roncallis valg som pave Johannes XXIII vejrede modernisterne morgenluft og deres hedeste drøm: et økumenisk koncil, der kunne reformere Kirken efter den ny teologis principper, var nu på nippet til at blive virkelighed!
Hermed var det også for en tid slut med fordømmende syllabus’er, bandbuller udslynget af Magisterium; en tilsyneladende ny forsonlig ånd, men dybest set den samme ånd som salig Pius IX, Skt. Pius X og Pius XII havde formået at holde i ave, kunne nu mere frit udfolde sig og fik mæle i Johannes XXIII’s åbningstale til II. Vatikankoncil om Kirkens nutidige og fremtidige forholden sig til fejltagelser: ”..den foretrækker i dag at bruge barmhjertighedens medicin frem for strenghedens våben”. Den modsætter sig fejl ”..ved at vise gyldigheden af sin lære, snarere end ved at udsende fordømmelser”.
Med disse ord kritiserede Johannes XXIII implicit sine forgængere, der alle vidste, at det ikke er tilstrækkeligt af hensyn til Kirkens enhed og flokkens vel, blot at fremsætte Kirkens lære, men nødvendigt også at fordømme fejltagelser, og han lagde her op til en ny linie, en anderledes neddæmpet rolle for Magisterium, som de senere paver troligt har fulgt.
De fleste, lægfolk som præster har i dag vænnet sig til denne nye blide og bløde ånd, de tager den som en selvfølge, og mange af dem ville nok føle sig en smule frastødt over tonen, skarpheden i de encyklikaer, som vi har nævnt ovenfor, hvis de læste dem. Men kærligheden til sandheden er ligefremt proportionalt med hadet til fejltagelser hos Kirkens sande sønner; kætteri er en forfærdelig forbrydelse, fordi det i sidste ende dræber sjæle.
I de ovenfor omtalte syllabus’er brænder kærligheden til sandheden endnu klart og stærkt; lad os i det følgende se lidt nærmere på Skt. Pius X’s Lamentabili sane.
Analyse og kommentarer til Syllabus over moderne fejltagelser.
I præambula’en til Lamentabili understreger Skt.Pius X, at det er manglede mådehold i søgen efter de ultimative årsager og tragten efter nyheder, der får tidens katolske forfattere til at overskride grænserne, ”som er bestemt af Fædrene og Kirken selv” og forkaste ”menneskehedens arv”.
De tre områder, som modernisterne fejltagelser berører, er: 1) ”hellig autoritet” altså Kirkens Tradition og Magisterium, dens retskrav; 2) ”fortolkningen af den Hellige skrift”, altså eksegese og bibelkritik; 3) ”Troens overordnede mysterier” og det vil sige i vid udstrækning Kirkens dogmer og sakramenter.
Modernisterne legitimerer deres undergravende virksomhed med henvisning til den ”højere kundskabs og historiske forsknings navn”; de ønsker en ”udvikling af dogmerne”, en tilpasning til moderne tid og videnskab, men afstedkommer blot ”fordærvelsen af dogmerne” siger pave Pius.
Behovet for et magisterielt indgreb er akut for ”disse fejltagelser udbredes dagligt blandt de troende”. Pastorale hensyn gør det altså nødvendigt at gribe ind med disse fordømmelser ”for at de ikke skal indfange de troendes sind og fordærve deres tros renhed”.
Det er Sanctum officium, Den hellige romerske inkvisition, der har stået for udarbejdelsen af den følgende liste over fordømte sætninger.
Bemærk venligst, at Lamentabili i dansk oversættelse er vedhæftet denne analyse og kommentar.
I Denzingers Enchiridion symbolorum forudskikkes Lamentabili følgende kommentar:
”De fordømte sætninger stammer delvist fra bestemte forfatteres skrifter. De vigtigste er: Alfred Loisy (først og fremmest bøgerne L’Evangile et l’Église (1902) og Autour d’un petit livre (1903)), Edouard Le Roy, Ernest Dimnet, Albert Houtin (La question biblique chez les catholiques de France au XIX. Siècle (1902)). Til dels indeholder sætningerne følger af de nævnte skrifter, som ikke blev draget af forfatterne selv. En tredje gruppe af sætninger formulerer opfattelser, der bæres af tidsånden,der ”sådan som de lyder” (prout sonant) bliver forkastet.” (Denz. s.1907)
Samtlige 65 sætninger opdeles og forsynes med følgende overskrifter af Denzingers udgiver:
1-8: Eksegesens frisættelse fra Kirkens Magisterium.
9-19: Den hellige skrifts inspiration og fejlfrihed.
20-26: Åbenbarings- og dogmebegrebet.
27-38: Kristus.
39-51: Sakramenterne.
52-57: Kirkens forfatning.
58-65: De religiøse sandheders uforanderlighed.
Lad os i det følgende kort analysere og kommentere hver hovedgruppe af fejltagelser (NB - i den forbindelse drager undertegnede af og til nogle implicite konklusioner af sætningerne og fremdrager nogle af de bagvedliggende præmisser for dem):
De fordømte sætninger 1-8 vedrørende eksegesens frisættelse fra Kirkens Magisterium.
Modernisterne kræver her af Kirken, at de så at sige får retten til at erstatte Magisterium, hvad angår den autoritative forklaring og udlægning af Den hellige skrift og frit kan ignorere alle eventuelle fordømmelser fra Indexkongretionen og Inkvisitionen. Kirkens Magisterium skal så blot ratificere disse resultater fra den nyeste forskning og udbrede dem.
Man kunne sige, at modernisterne forlanger ”protestantiske tilstande” indført i Kirken, for i lande hvor protestantismen var den officielle religion havde, på grund af et manglende lærerembede og anerkendelse af den private dømmekraft i tolkningen af Skrifterne, bibelkritikken efterhånden fået frit spil.
Begrundelserne for dette er: 1) at eneste instans, der rationelt set legitimt kan være dommer på Skriftens område er videnskaben. Med ”videnskab” forstår de her den moderne kildekritiske historievidenskab, der bygger på den såkaldte ”historisk–kritiske metode”, en metode, der ikke er filosofisk neutral, som modernisterne ville hævde, men bygger på agnostiske og naturalistiske principper. Således har den som a priori princip, at alle kilder, der referer til overnaturlige hændelser, mirakler f.eks. eller til opfattelser, indsigter og udsagn, som de agerende personer, der refereres til ikke kan forventes ud fra de historiske omstændigheder og deres baggrund at have kunnet besidde og udtrykke, skal forstås som produkter af kildernes ophavsmænds egne oplevelser og situations- og interessebestemte fortolkninger; 2) Kirkens doktriner og dens opfattelse af sin egen historie strider faktisk mod, hvad den moderne videnskab har fundet ud af om dens oprindelse:
ergo er Kirkens lærerembede ikke ufejlbarligt!
Det hævdes altså med andre ord, at Helligånden ikke er med Kirken, og dermed at Kirken ikke er ufejlbarlig, ja, stort set indtil nu har taget fejl på alle områder, og derfor, hvis den skal være troværdig for moderne mennesker, må underordne sig i sine doktriner det ny Magisterium: videnskaben. Den ”belærende kirke” må så blot være den instans, der bekræfter resultaterne af den ”forskende kirke”.
Konklusionen bliver altså, at Kirken ikke sidder inde med den fulde og hele sandhed, der er nødvendig for frelse, men at den blot er på vej, afventende de seneste resultater af forskningen!
Intet under at sådanne sætninger og den bagvedliggende ideologi på det kraftigste må fordømmes.
Følgen af det for de troende inkl. forskerne kommer nemlig til udtryk i nr.7: Kirken kan ikke længere forlange indre tilslutning til dens fordømmelser, og i implicit forlængelse af det ligger måske så: heller ikke det som den eksplicit erklærer som De fide. Den enkelte synes altså at sættes fri til at følge sin egen samvittighed på troens og moralens områder.
De fordømte sætninger 9-19 vedrørende Den hellige skrifts inspiration og fejlfrihed.
I disse sætninger går modernisterne fra at benægte Kirkens ufejlbarlighed: Traditionens og Magisteriums autoritet, til at frasige Den hellige skrift ufejlbarlighed. Der plæderes altså her for, at eksegeter ikke længer skal underordne sig Fædrenes opfattelse og udlægning af Skrifterne, men at de nu frit bør forholde sig til dem, som enhver anden historisk kilde.
Med andre ord som alene frugtbart metodisk princip bør gælde: i stedet for at betragte Skrifterne som inspirerede, som Guds ord, så bør de nu principielt betragtes som menneskers ord betingede af de kulturelle og historiske omstændigheder og forfatternes hensigter.
Det gamle testamente er altså blot at betragte som ”menneskelige traditioner”, jødernes religiøse overlevering. Det følger heraf implicit at alle profetierne, der ellers synes at pege frem mod Messias, og som alle kristne apologeter fra evangelisterne og frem af har benyttet sig af, udelukkende må forstås og fortolkes ud fra den jødiske kontekst; altså, at det ikke længere ville være videnskabeligt at tolke ”bagud”: se Det gamle testamente i Det ny testamentes lys.
Det nye testamente er heller ikke en pålidelig kilde til Jesu liv og ord, men afspejler i langt højere grad forfatternes egne teologiske spekulationer og pastorale hensyn og de problemer og bevægelser, der berørte samtidens kristne menigheder. Det er altså i meget ringe grad den ”historiske Jesus” vi møder i Evangelierne, men derimod Troens Jesus. Denne skelnen er typisk for den teologiske modernisme. Troens Jesus bevarer for så vidt sin gyldighed for de troende, som udtryk for deres subjektive religiøse følelser, blot ikke for videnskaben! I pastorale sammenhænge kan og bør man fortsat tale troens sprog.
Med disse kætterske teser sætter modernisterne sig fri til at konstruere deres egen ”videnskabelige” historiske Jesus, denne kimære, som protestantiske bibelkritikere havde jagtet siden Reimarus og Strauss, og som med E. Renan, også havde fundet indpas i den katolske verden. Det er da heller ikke tilfældigt, at modernisterne hævder, at katolske eksegeter kan lære meget mere af protestanterne end af deres egne.
De fordømte sætninger 20-26 vedrørende åbenbarings- og dogmebegrebet.
Her fordømmes sætninger, der udspringer af modernisternes immanentisme og subjektivisme: troens fundament i en indre religiøs følelse, hvor alene Gud skulle manifestere sig og ikke i ydre objektive, hørte, trossandheder, som på Guds autoritet via Kirken forlanger tilslutning.
Den ydre subjektuafhængige genstand for troen bliver et uerkendbart noumenon à là Kants ”Ding an sich”, mens den troende udelukkende kan forholde sig til ”fremtrædelsesformer”.
Det enkelte individ er så lukket inde i sin egen subjektive religiøse oplevelser, der naturligvis fortolkes og forstås forskelligt alt afhængigt af kulturelle og historiske omstændigheder.
Hermed historiseres og subjektiveres Åbenbaringen, ja, den må opfattes ikke som et statisk Depositum fidei, men som under konstant udvikling. Følgelig må teologer uforstyrret af Kirkens censur, så længe de ikke direkte benægter dogmerne, have ret til at påpege at de angiveligt historiske kendsgerninger, som Den hellige skrift beretter om, og som Kirken har baseret dogmer på ikke er i overensstemmelse med den videnskabelige historiske forskning. Det må også være tilladt at vise, at dogmer er produkter af menneskers anstrengelser: fortolkning af religiøse fakta.
Med ”religiøse fakta” forstår modernisterne ikke historiske begivenheder, men religiøse oplevelser og følelser hos de troende foranledigede måske af konkrete begivenheder.
Det følger implicit af dette, at dogmer ikke objektivt kan være sande og falske, som f.eks. de videnskabelige udsagn. Modernisterne vil imidlertid ikke forkaste dogmerne helt, men de skal nu legitimeres udelukkende ud fra pragmatiske hensyn: som foreskrivende normer for handling (se undertegnedes gennemgang også på STMI’s hjemmmeside af Le sens commun, hvor talsmanden for dette synspunkt, Le Roys filosofi, kritiseres); eller med en trendy betegnelse i dag: som værdier. Derfor kan det da være pastoralt uhensigtsmæssigt offentligt at benægte dogmerne, selvom det videnskabeligt er legitimt, så derfor hævder modernisterne også nr.24.
De fordømte sætninger 27-38 vedrørende Kristus.
I disse sætninger om Kristus benægtes implicit fundamentale trossandheders objektive fundament ud fra den angiveligt videnskabelige historisk-kritiske metodes forskningsresultater og diverse rationelle og moralske hensyn:
1) kilderne kan ikke bekræfte, at Jesus opfattede sig selv som Guds søn, ej heller, at han lærte, at han var Messias; 2) Kristus kan ikke have været ufejlbarlig og besiddet ubegrænset viden for: a) han profeterede falsk om sin nært forestående genkomst i Mattæusevangeliet (hvis dette ikke indrømmes undermineres forfatterens autoritet fuldstændigt), b) han ville så have kommunikeret denne viden i langt større omfang til disciplene (hvis ikke så strider det mod den historiske logik og den moralske sans); 3) Kristi genopstandelse kan ikke dokumenteres ud fra den historiske videnskabs metoder; den tilhører ikke ”den historiske orden”, men den ”overnaturlige orden”, altså troens (NB- dette gælder altså også de angivelige historiske øjenvidner!);
4) Læren om Kristi forløsergerning må tilskrives Paulus er ikke evangelisk.
Her er der naturligvis tale om de rådne frugter af modernisternes kæphest: adskillelsen af den historiske Jesus, genstand for videnskaben, fra religionens Kristus, genstand alene for troen. Sidstnævnte er meget større end den historiske person ved navn Jesus og det skyldes at de troende efterhånden har projiceret et immanent religiøst indhold over på denne skikkelse.
Dette er ifølge modernisterne fuldt ud legitimt, men blot ikke i videnskabelig sammenhæng.
For modernisterne er der altså tale om parallelle verdener med hver deres sæt af sandheder: den objektive naturlige verden tilgængelig for videnskabelig beskrivelse og forklaring, og den subjektive ”overnaturlige” verden, der befinder sig så at sige i subjektet, og derfor kun er tilgængelig for individuel umiddelbar oplevelse. Hvad der er sandt i den ene verden, er ikke nødvendigvis sandt i den anden og omvendt!
Der er imidlertid ingen tvivl om, at modernisterne tildeler den objektive verden og dens sandheder forrangen. Under alle omstændigheder er denne teori ødelæggende for Den katolske tro; den fører enten til irrationalisme og sentimentalisme, som i de protestantiske sekter, eller til indifferentisme.
De fordømte sætninger 39-51 vedrørende sakramenterne.
Atter udtrykkes i disse sætninger, såvel som i de foregående den typiske modernistiske skelnen mellem, hvad den historiske videnskabs forskning angiveligt viser, og hvad Kirken lærer.
Her er det så Kirkens traditionelle forståelse af sakramenterne der står for skud. Der sås tvivl om følgende:
1) at sakramenter er indstiftede af Jesus selv; 2) at der kan findes belæg for sakramenterne, sådan som Kirken siden Tridentinerkonciliet har forstået dem, i Skrifterne; 3) at apostlene og de første menigheder skulle være bekendte med alle sakramenter; 5) at dem, som forestod nadveren i begyndelsen skulle være blevet anset for offerpræster; 6) at den apostolske succession (præstevielsens sakramente) ikke skulle have været kendt i den tidlige kirke.
Sakramenterne er ifølge modernisterne ikke blot i deres ydre udformning, men i deres væsen et produkt af en historisk udvikling, betinget af pastorale hensyn og teologiske tendenser.
Således har det ikke været meningen at der skulle konstitueres et kirkeligt hierarki, ej heller at Kirken skulle forføje over sakramentale magtmidler som f.eks. bodens sakramente. Implicit undermineres også dogmet om dåbens nødvendighed.
Udover disse ”videnskabelige” tilbagevisninger af Kirkens sakramentallære, så bygger de nye teologer implicit også på agnostiske filosofiske forudsætninger, der har deres rod i kantianismen. Sakramenter kan ifølge denne lære ikke være effektive årsager til nåde, altså reelle nådemidler, da kausalitetsbegrebet udelukkende kan bruges på den fænomenale verden. Den traditionelle lære derimod bygger på den antagelse, at det overnaturlige direkte kan indvirke på den naturlige orden.
Men hvordan skal sakramenter så forstås iflg. modernisterne: de skal blot gøre Gud, Kristus og Troens mysterier præsente for de troende, stimulere deres immanente religiøse følelser, minde dem om disse ting. Med andre ord har de blot en social, psykologisk og terapeutisk funktion!
Så igen kan de fremtidige katolske teologer altså tage ved lære af de protestantiske sekter, som langt hen ad vejen har et lignende syn på sakramenterne. Prisen for at modernisere Kirken er, at den må blive protestantisk!
De fordømte sætninger 52-57 vedrørende Kirkens forfatning.
Her angribes Kirkens traditionelle ekklesiologi. Følgende benægtes: 1) at det skulle have været Jesu intention at grundlægge et i mange århundreder bestående samfund (det strider mod Jesu angivelige opfattelse af verdens umiddelbart forestående undergang); 2) Kirken er ikke evig og uforanderlig, men som alt andet i denne verden underlagt udvikling; med andre ord: den repræsenterer ikke Gudsriget; 3) Kirkens selvforståelse er ikke givet én gang for alle, men i konstant udvikling: den p.t. dominerende opfattelse af dogmer, sakramenter og organisation, er historisk betingede fortolkninger, der tilføjer ting til og forbedrer ”den lille ubetydelige kim” (Sic!!), som det hele begyndte med; 4) Peter forstod ikke sig selv som overdraget Kirkens primat (underforstået: Kristus overdrog faktisk ikke Peter nøglemagten og gjorde pavestolen til Kirkens fundament); Biskoppen af Rom blev kun Kirkens overhoved i kraft af tilfældige historiske omstændigheder og ikke på grund af forsynets bestemmelse.
Tydeligvis lægger denne modernistiske revisionisme op til idéen om den ”usynlige kirke”; den fjerner dermed også alle forhindringer for enhed mellem de protestantiske sekter og Den katolske kirke. Hermed banes vejen doktrinært for en ny økumeni. Den underminerer naturligvis også fuldstændigt fundamentet under kirkeretten.
Det er bemærkelsesværdigt, at den nye teologis heterodokse opfattelse af ”udvikling” tydeligt kommer frem i nr.54: udvikling er ikke udfoldelsen og aktualiseringen af et givent potentiale, som sennepsfrøet, der bliver til et stort træ, men snarere en metamorfose à lá Darwins fantasifulde evolutionslære: f.eks. derfisken der angiveligt over generationer skulle kunne udvikles til et landkrybdyr, der så igen skulle bliv til et pattedyr osv. Med denne opfattelse af udvikling kan modernisterne jo nemt legitimere den mutation af Kirken, de selv drømmer om!
Endelig fordømmes ganske tankevækkende i dette afsnit nr. 57, hvor det hævdes, at Kirken er ”fjendtlig overfor naturvidenskabernes og teologiens fremskridt”. Dette må betyde, at iflg. Pius X er Kirken ikke fjendtlig overfor disse ting; de oven nævnte fordømmelser af modernisternes ”videnskabelige” teser retter sig altså ikke mod bona fide videnskab, men mod de nye teologers filosofiske forudindtagethed, deres panteistiske naturalisme og agnosticisme, der maskerer sig som videnskab (se kommentaren til nr.65).
Fordømmelser af sætningerne 58-65 vedrørende de religiøse sandheders uforanderlighed.
Man kunne sige, at de sidste fordømte sætninger udtrykker essensen af modernisternes teologi og også rummer de imperativer til Kirken, deres krav til radikal forandring, som denne teologi tjener til at legitimere.
Grunddogmet som implicit er underforstået og ikke står til diskussion, og hvoraf det meste følger er at ”udvikling” (læs: forvandling og forandring) er altings lov, udtrykt fint i det heraklitæiske ord ”Alting flyder”: 1) sandheden er foranderlig, for den er betinget af mennesket, som selv er foranderligt; 2) Kirkens lære er foranderlig, for Kristus lærte ikke et uforanderligt doktrinært system gældende for alle tider, men satte blot en bevægelse i gang; 3) den kristne tro og lære har udviklet sig fra det etnisk/kulturelt partikulære hen mod det universelle; har altså ingen diakron, men kun synkron enhed.
Har man sagt ”alting flyder”, så må man også med sofisten Protagoras sige: ”Mennesket er altings målestok”! For hvis sandheden er afhængig af mennesket og menneskets forandring kan gøre sandt falsk, så råder den rene relativisme: mennesket gør sig til herre over sandheden, også det, der angiveligt skulle være Guds åbenbarede sandheder. Gud og hans intellekts evige sandheder underordnes mennesket, det evige underordnes historien. Der er ”i sandhed” tale om ”diabolsk desorientering” og ”den omvendte verden”!
Kirkens fire kendemærker: én, apostolsk, hellig og universel er altså en illusion, en måske tidligere hensigtsmæssig konstruktion, men ikke længere, ville modernisterne hævde, for ifølge evolutionens jernhårde lov, kan kun det overleve, der tilpasser sig ”miljøet”. Men Kirken har ikke været villig til at tilpasse sig den moderne verden.
Modernisterne opstiller følgelig disse imperativer til Kirken:
1) Evangeliets etik kan kun beskyttes, hvis Kirken opgiver doktriner uforenelige med fremskridtet;
2) Kirkens doktriner vedrørende Gud, skabelse osv.(se nr.64) må revideres i lyset af videnskabens fremskridt; 3) Katolicismen bør i dag, hvis den skal vær forenelig med sand videnskab, omformes til liberal protestantisme.
Det fremgår implicit af ovenstående, at modernisterne vil koble den kristne etik (vel forstået revisionistisk som ren naturalistisk leverandør af ”værdier”) fra alt ”overnaturligt”, fra metafysik og Åbenbaring, for at gøre den ”spiselig” for den moderne verden. Man kunne sige, at den ny kirke skal ikke kunne kommandere over vores intellekt, men blot hjælpe til at retlede vores vilje, ikke foreskrive sandheder, men blot ”værdier”. Hermed opnår modernisterne, tror de, ved at placere religionen i det holdningsmæssige og subjektive område at immunisere den mod videnskabernes kritik. Til gengæld kan videnskaben så få frit spil på de doktrinære felter: Gud, skabelse osv. som nævnt ovenfor!
Man kan ikke benægte en autoritet uden at sætte en anden i stedet, i dette tilfælde bliver det ”videnskaben”, som modernisterne implicit udnævner til det egentlige Magisterium. Man kan heller ikke benægte dogmer og doktriner uden at sætte andre i stedet, og disse nye dogmer bliver som regel ligeså sakrosankte og uforanderlige, som dem de prætenderer at erstatte.
Romano Amerio knytter (Iota Unum s. 40) nogle interessante kommentarer til den sidste fordømte sætning nr.65:
”Pius IX erklærede altså (i sin syllabus) katolicismen uforenelig med den moderne civilisation. Pius X fordømmer enhver, der måtte hævde, at den er uforenelig med moderne videnskab. Så Kirken er uforenelig med den moderne civilisation, men den moderne civilisation bør ikke identificeres med videnskaben…Dokumentet udtrykker denne forskel ved at proklamere religion som kompatibel med sand videnskab.”
Den katolske kirke behøver altså ikke at lave sine doktriner om, fordi de ikke stemmer overens med, hvad der fejlagtigt promoveres som ”videnskab”, men som i virkeligheden er naturalistisk og materialistisk filosofi og ideologi forklædt som videnskab: scientisme med et moderne ord.
Sand religion og sand videnskab kan aldrig være i modstrid med hinanden, ikke fordi der er tale om adskilte parallelle verdener, men fordi sandheden er én, for Gud er én!
Mange af modernisternes opfattelser bygger på antagelser, der i dag må anses for at have været ”historisk betingede” af det 19.århundres materialisme; af ikke holdbare tolkninger af, hvad den moderne videnskab betød for vort verdensbillede, og af nu falsificerede eller problematiserede teorier. Set i lyset af det tyvende århundredes sande videnskabelige ”udvikling”, der på ingen måde understøtter ateisme og materialisme uanset, hvad det scientistiske propagandaapparat proklamerer, er disse antagelser for længst forældede.
Afsluttende bemærkninger.
Lad os slutte med at sende Skt.Pius X en taknemmelig tanke og bede om hans forbøn. Takket være denne store hyrdes årvågenhed og mod blev modernismen, denne ”syntese af alle kætterier”, for en tid bragt i knæ.
Han kan naturligvis ikke lastes for, at modernismen nogle årtier vendte tilbage med fornyet styrke, og nu har bragt Kirken ud i den værste krise nogensinde. Vi, der mærker denne krise i dagligdagen og lider under den, må forsøge at hente mod fra denne store ”Hammer of modernism” og visdom fra hans encyklikaer, der alle, men ikke mindst Pascendi med uforligneligt klarsyn ikke blot slår fordømmende ned på disse forfærdelige vranglærer, men også forklarer, hvorfor de er falske, og hvorfor de er absolut destruktive for Kirken.
I den forbindelse skal nævnes her, at der vil komme en tekst med betragtninger, analyse af og kommentarer til Pascendi i anledning af denne encyklikas 100 års jubilæum d. 8/9 i år på STMI.
JMJ
Sancte Pio X, Ora pro nobis…
LAMENTABILI SANE EXITU
eller
SYLLABUS FORDØMMENDE MODERNISTERNES FEJLTAGELSER
givet af
Pius X, d. 3. juli 1907
Med i sandhed beklagelige resultater, forfølger vor tid, idet den tilsidesætter al mådehold i dens søgen efter tingenes ultimative årsager, nyheder så lidenskabeligt, at den forkaster menneskehedens arv. Således ender den i meget alvorlige fejltagelser, som er desto alvorligere for så vidt de angår hellig autoritet, fortolkningen af Den hellige skrift, og Troens overordnede mysterier.
Den kendsgerning, at mange katolske forfattere overskrider grænserne, som er bestemt af Fædrene og Kirken selv, er særdeles beklageligt: I den højere kundskabs og historiske forsknings navn (siger de), søger de den udvikling af dogmerne, som i virkeligheden ikke er andet end fordærvelsen af dogmerne.
Disse fejltagelser udbredes dagligt blandt de troende. For at de ikke skal indfange de troendes sind og fordærve deres tros renhed, har Hans hellighed, Pius X, Pave ved Guds nåde, besluttet at de største fejl skulle noteres og fordømmes af Den hellige romerske og universelle inkvisitions officium.
Følgelig efter meget ihærdige undersøgelser og rådgivet af de ærværdige rådgivere, de mest eminente og ærværdige kardinaler, har general inkvisitorerne på troens og moralens område vurderet, at de følgende udsagn skal fordømmes og forbydes.
Pavens censur: ”Hans hellighed, pave Pius X, har billiget og bekræftet de ærværdigste fædres dekret og befalet at de oven anførte sætninger helt og aldeles af alle skal anses for forkastede og fordømte.”
Pietro Palombeli, notarius for Den hellige romerske og universelle inkvisition