Denne indholdsfortegnelse er tænkt som en hjælp til dem, der vil følge den gennemgang af dette værk, som vil blive lagt ud, over de kommende måneder, på STMI’s hjemmeside. God fornøjelse!
JMJ
P. Reginald Garrigou-Lagrange, O.P.
LE SENS COMMUN, LA PHILOSOPHIE DE L’ÊTRE ET LES FORMULES DOGMATIQUES*
Nouvelle édition revue et augmenteé**
MCMXXXVI
DESCLÉE DE BROUWER & CIE
PARIS
INDHOLDSFORTEGNELSE
_______
Indledning: problemstilling
Realistiske tænkeres tilbagevenden, begærlige efter sandhed, til den fælles sans, for at genfinde de første og grundlæggende visheder, som den indeholder, og for at forstå betydningen af trosartiklernes termer. Heraf nødvendigheden af at udforske, hvad den fælles sans er, hvad der er dens genstand, hvor er dens grænser, dens første påstande og dens afledte påstande, hvad dens gyldighed er indenfor dens egen sfære. . . I
FØRSTE DEL
HVAD DEN FÆLLES FORSTÅEN ER
Hos filosofferne finder man nødvendigvis lige så mange teorier om den fælles sans, som man finder teorier om fornuften hos dem. Den nominalistiske empirisme og den realistiske konceptualisme må være repræsenteret. . . 15
KAPITEL I
Den nominalistiske teori om den fælles sans
§ 1. – Den fælles sans særlige fordomme. – Forfatteren (Le Roy) skelner m.h.t. den fælles sans mellem dens særlige fordomme, der hører til hvert århundrede, som stammer fra de teorier, der er anerkendte i en given epoke og de generelle fordomme, som hører til betingelserne, hvorunder den spontane erkendelse udvikler sig. Kun disse sidste interesserer os. Det er dem, som også skulle mærke den aristoteliske filosofi, i hvis grundtræk Bergson finder ”det menneskelige intellekts naturlige metafysik”. . . 17
§ 2. - Den fælles sans generelle fordomme: a. materiens opdeling og adskillelse; den umiddelbare opfattelses genstand er af et bevæget, forskelligartet, kontinuum. Det er os, som indfører orden eller forenklinger, hensigtsmæssige og endda nødvendige for sprog og handling, i den opfattede virkelighed. Antagelsen af eksistensen af adskilte legemer er blot resultatet af den fortrinsstilling følesansens indtryk, mere hensigtsmæssige end synssansens, tildeles.
Hvad mere er: sansekvaliteterne er alene virkelige, rummet hører ånden til, ikke tingene. I modsætning til gængs opfattelse, så kan materien kun defineres i sjælens termer: et ocean af kvalitative billeder.
b. legemliggørelsen af det, der hører ånden til: substansen og årsagen er ikke mere virkelige end kvantiteten, det er blot den fælles sans ”tingsliggørelse”, som fastfryser alt inklusiv ånden, denne aktivitet, der aldrig hviler: At tænke ånden som substans, er den groveste fejl. – Axiomer og kategorier udvikler sig alt sammen. . . 21
Konklusion: den fælles sans har ingen erkendelsesmæssig objektiv gyldighed, men kun en pragmatisk værdi; det samme gælder for de dogmatiske formuleringer. . . 29
B. – Den absolutte nominalisme
§ 1. - Denne teori om den fælles sans er en ny udgave af den absolutte nominalisme.
Alt det som overskrider erfaringens data, substanser, årsager, potenser, er kun verbale entiteter. Denne teori påtvinger sig enhver nominalist taget som gidsel af de sanselige fænomener og opmærksom på deres evindelige foranderlighed.
Soto finder den hos middelalderens nominalister. Ifølge Couturat genkender man i den bergsonske nominalisme let Condillacs gamle sensualisme. Jacob ser deri materialismen forstået i dens mest dybe betydning. . . 30
§ 2. - Gendrivelse af denne nominalisme. – Intellektets formelle genstand er væren. – Opdelingen af det sansbare kontinuum er i kraft af væren eller det intelligible. – Den første opdeling er ofte betinget af nyttehensyn, den anden påtvinger sig tænkningen som sand. Bevis: intellektets formelle genstand er væren og ikke farven eller lyden eller bevidsthedens indre data; det stadfæstes ved modsætningen mellem: det fælles forestillingsbillede (ledsaget af et fælles navn) og begrebet, associationsevnen og dømmekraften, empirisk følge og rationel slutning. I intellektets tre akter, er intet forståeligt uden i kraft ad væren. Opdelingen af væren: i subjekt og objekt, i væren og måder at være på, potens og akt, trænger sig på og kan ikke benægtes uden at ende i det absurde.
Substansprincippet er ikke andet end en determination af identitetsprincippet, som er implicit i idéen om væren. Hvis vores intellekt ”tingsliggør”, så er det fordi det som genstand har væren, ikke farve eller lyd eller den indre oplevelse. . . 33
§ 3. - Konsekvenser af den bergsonske nominalisme. – Negation af fornuften og modsigelsesprincippets objektive gyldighed. – Nogle går så langt som til at hævde negationen af bevidstheden, som synes at måtte fortabe sig det vegetative og animalske livs rivende strøm. . . 49
§ 4. - Hvordan skulle den fælles sans opfattet på denne måde kunne bevare en uforanderlig praktisk værdi? Boutroux’s dom over denne pragmatiske nominalisme: hverken den lærde, heller den troende kan give afkald på begrebet om væren og objektiviteten. Fornuften er sansen for væren. . . 59
C.– Nominalismen og de opponerende systemer i deres forhold til den fælles sans
§ 1. – Nominalisme og subjetivistisk konceptualisme. – I kraft af hvad, adskiller Kants subjektivistiske konceptualisme sig fra nominalismen; i kraft af hvad ligner den den: den er også ødelæggelsen af den fælles sans. . . 63
§ 3. – Nominalisme og absolut realisme. – Det er imidlertid umuligt at vende tilbage til det modsatte yderpunkt: den absolutte realisme hos platonikerne og ontologisterne, som forveksler væren i almindelighed, eller tingenes væren med den guddommelige væren. . . 67
KAPITEL II
Den konceptualistisk-realistiske teori om den fælles sans
Dette er den klassiske teori, den kan udskilles af Aristoteles’ og de store skolastikeres skrifter, man genfinder den hos det 17.årh.’s intellektualister. Den ændrer sig hos skotterne og hos Jouffroy. . . 79
§ 1. – Den fælles sans præsenterer sig faktisk som havende på uklar måde den sikre løsning på store filosofiske problemer. – Den besidder disse løsninger på en flagrende måde, ude af stand til at klassificere dem, underordne dem en lærebygning; udgår fra dem uden at kunne retfærdiggøre sin egen sikkerhed. Den mistænker ikke vanskelighederne, de tilsyneladende modsætninger, der vil fødes af tilnærmelsen af elementære idéer, som forekommer den så simple. . . 80
§ 2. – De systemer som den fælles sans er uenige med: materialisme og immaterialisme; fænomenisme; ren rationalisme og ren empirisme; absolut intellektualisme og libertisme; ren pligtmoral og nyttemoral; panteisme og dualisme. . . 84
§ 3. – Den traditionelle filosofi retfærdiggør den fælles sans udgående fra nominelle definitioner til realdefinitioner, idet den etablerer sammenhængen mellem fornuftens spontane visheder og væren, intellektets formelle genstand. – Hvorfor denne filosofi er miskendt. Metafysikkens metode; realdefinitionerne og tilbageføringen til væren; kun det som er knyttet sammen med væren er metafysisk sikkert. . . 87
§ 4. – Realdefinitionen af det ubesjælede legeme, af det levende, af det sansende subjekt, af mennesket. – Relationerne mellem disse væsner, universets orden. – Princippet til gendrivelse af mekanismen og dynamismen og de angivelige antinomier, hvad angår kontinuummet. – Det levende
er overordnet det ubesjælede. – Dyrets sanselige erkendelse; princippet til gendrivelse af idealismen og materialismen. – Menneskets specifikke differens, princippet til gendrivelse den rene rationalisme og empirisme. – Det overordnede er virke- og finalårsag med hensyn til det underordnede. . . 93
§ 5. – Den intelligible verden i al almindelighed. – Det som den fælles sans opfatter ved væren. Den intelligible verden er mere klar Quo ad se end den sansbare verden, men mindre klar quod ad nos. Modsætning mellem metafysikken, som er videnskab i ordets fulde betydning, og de positive videnskaber, der ikke formår andet end at klassificerer lovene eller de generelle data v.hj.a. foreløbige hypoteser. Den fælles sans opfatter ved væren de primære spekulative og praktiske principper, og de store moralske og religiøse sandheder, der knytter sig hertil: Guds eksistens, frihed, sjælens udødelighed. Hvorfor er mennesket det eneste væsen, man kan gøre egenskaberne forståelige for? . . 98
§ 6. – Den fælles sans primære principper: Identitetsprincippet, modsigelsesprincippet, substansprincippet, den tilstrækkelige grunds princip, kausalitets-, formåls- og induktionsprincippet. – Den praktiske fornufts primære princip (pligten). – Deres forbindelse til identitetsprincippet og til idéen om væren. – I hvilken forstand er disse principper analytiske: Kant har overset, at enhver bekræftende dom udtrykker med verbet væren en reel ikke blot logisk identitet. De bekræftende domme opdeles i analytiske eller syntetiske alt efter, hvorvidt erkendelsen af denne identitet opstår af den blotte analyse af begreber eller af undersøgelsen af eksisterende ting. . . 101
§ 7. – Hvordan den fælles sans hæver sig op til Gud. – Bevisskemaerne via bevægelsen, kontingensen, verdensordenen, mangfoldigheden af væsner og deres niveauer. Den første væren. Dualismens og panteismens modsigelse. . . 114
§ 8. – Hvorfor den fælles sans er bevidst om friheden. – Denne bevidsthed om den fri vilje er på det uklare og implicitte stadie beviset a priori på friheden, som den filosofiske fornuft vil formulere. Mennesket er bevidst om at være fri i den grad, idet han, følende sig skabt til det absolut gode, værensfylden, føler sig som herre over at kunne sige ”ja” eller ”nej” til et endeligt godes tiltrækning. Overensstemmelse mellem fri vilje og den tilstrækkelige grunds princip. Den tilstrækkelige grund, der ikke slår til, følge af ikke-væren som ”er” eller potentialitet. . . 117
§ 9. – Hvorfra kommer den fælles sans’ tro på sjælens udødelighed? – Det menneskelige intellekt forstår sig som et forhold til væren. Men væren qua væren abstraherer fra rum og tid og al materie. Essentielt i relation til et sådant objekt, fornemmer intellektet sig som immaterielt og
udødeligt. . . 119
§ 10. – Hvordan den fælles sans opfatter Guds finger i en mirakuløs hændelse. – Den spontane fornuft fatter vagt en umiddelbar relation til væren, sit formelle objekt, og til årsagen til væren qua væren, d.v.s. Gud, i visse mirakuløse hændelse af første grad. Hvorfra har den fælles sans visheden om andre mirakler? . . 124
§ 11. – Den fælles sans er således kun retfærdiggjort indenfor sin egen sfære, den hvor sandheder er egnede til at knyttes til væren. – Sandheder der antages af alle er en nødvendighed
for enhvers rationelle liv, nødvendige i det mindste for at begynde dette liv. Til disse sandheder tilslutter sig dem, der hører til den fysiske og moralske orden, som opnås spontant gennem induktion, og som er nødvendige for det animalske liv og livet i samfundet. . . 127
§ 12. – De tre grader af vished i den fælles sans domme. – I enhver af os er disse domme metafysisk, fysisk eller moralsk visse følgende deres objekts natur. . . 130
§ 13. – Hvad er denne retfærdiggørelse af den fælles sans værd? – På hvilken måde adskiller den sig fra skotternes og eklektikerne. . . 131
§ 14. – Læren om den objektive evidens, eller den evidente væren. – Skotternes fejltagelse. – Den første opdeling i subjekt og objekt. Forestillingen er væsentligt set relativ (quo og ikke quod cognoscitur), det alene forklarer tendensen til at objektivere. . . 132
§ 15. – Den subjektive evidens. – ”Cogito ergo sum” kan ikke konkludere. – Den sande modsætning mellem filosofien om væren og idealismen; er vi sikre på modsigelsesprincippets objektive gyldighed? - Sammenhæng mellem denne første vished og andre af den fælles sans’
visheder. . . 135
§ 16. – Indvendingen mod identitetsprincippets objektive gyldighed. – De sansbare tings altid foranderlige aspekt. Løsning via potensbegrebet. . . 141
§ 17. – Hvis identitetsprincippet er en fundamental lov for det virkelige, og hvis tilblivelsen og det mangfoldige ikke kan forklares uden potentialiteten, så har den fælles sans og filosofien om væren vundet sagen mod fænomenismen og filosofien om det tilblivende. – Klar i kraft af den plads den giver til aktualiteten, så er filosofien om væren dunkel i kraft af den, som den tildeler potentialiteten. Hvorfor forbavses over denne dunkelhed? Det er dette relative fravær af afgrænsning og forståelighed, der giver plads til den guddommelige frihed og til den menneskelige frihed. – Den fælles sans gyldighed, svarer til identitetsprincippets gyldighed. . . 148
ANDEN DEL
DEN FÆLLES SANS OG DE TRADITIONELLE GUDSBEVISER
KAPITEL I
Hvordan princippet om værens grund på hvilket alle disse beviser hviler knytter sig til identitetsprincippet iflg. Skt. Thomas
§ 1. – Den klassiske tese formuleret generelt. . . 159
§ 2. – Hvordan Skt. Thomas når frem til, at der er et øverste princip. – Det bør som subjekt have væren og som prædikat, det som først og fremmest tilkommer væren. . . 160
§ 3. – Hvad den eksakte formulering af det øverste princip er. Enhver væren er det, som gør den til det, den er. . . 164.
§ 4. – På hvilken måde knytter de andre principper sig til det øverste princip? – Ved reduktion til det umulige. Denne reduktion, udførligt fremstillet, hvad angår princippet vedrørende værens grund. – I hvilken forstand er dette princip analytisk? . . 169
§ 5. – Vigtig følge i teodicéen af denne tese. – Gudsbeviset som indeholder alle de andre i forkortelse. . . 185
KAPITEL II
Den modernistiske kritik af de thomistiske beviser på Guds eksistens
§ 1. – Tre indvendinger mod disse beviser. – a. Distinktionen mellem potens og akt hviler på adskillelsens postulat; hvorfor ikke identificere væren med tilblivelse? – b. Ubevidst tilbagefald til det ontologiske argument. – c. Den første årsags transcendens er ikke bevist. . . 193
§ 2. – Den første indvending forudsætter den absolute nominalismes og subjektivismens sandhed. Hvis begrebet ikke er andet end et ”gennemsnitligt forstillingsbillede” ledsaget af et navn, så er distinktionen mellem potens og akt ikke andet end virkningen af en dissociation af virkeligheden foretaget af den praktiske forestillingsevne og sproget og sat i system. Le Roy fastholder i øvrigt som bevist, at det sansbare virkelige , som han reducerer det intelligible til, må kunne reduceres til forestillingsbilledet. – Subjektivisme trænger sig på. ”Enhver ontologisk realisme er absurd og ødelæggende.”. . 195
§ 3. – Hvis der er en lære, der er absurd og ødelæggende, så er det ikke den ontologiske realisme, men netop den subjektive nominalisme. – Forestillingen er en kvalitet, der essentielt er relativ til noget andet end den, derudover er den ikke det som erkendes, men det, hvorigennem det forestillede erkendes. – Umuligt at definere det anderledes, at sige at den ikke refererer til noget, er på samme tid og i samme henseende at hævde at den er noget relativt og ikke relativt, det er at destruere begrebet forestilling, som det ville være at destruere begrebet intellekt, at benægte dets væsentlige relation til væren. – Den primære adskillelse af væren i subjekt og objekt trænger sig på, med mindre intellektet må blive uforståeligt for sig selv. – Idealisten kan intet erkende udenfor sig selv, kan end ikke erkende realiteten af sin egen handling. ”På hvilken måde adskiller et sådant menneske sig fra planten”, som er totalt berøvet erkendelse og lukket inde i sig selv? Idealismen er en materialistisk opfattelse af idéen, negation af idéen qua idé. . . 201
§ 4. – Distinktionerne mellem potens og akt, bevæger og bevæget, bevægelse og dets subjekt repræsenterer opdelingen af den intelligible væren og ikke af det sansbare kontinuum. Distinktionen mellem potentialitet og aktualitet er nødvendig for at opløse Parmenides’ argumenter og gøre mangfoldigheden og forandringen forståelig i kraft af væren og identitetsprincippet. Forandringens filosofi er negationen af identitetsprincippets objektive gyldighed. – Beviset via bevægelsen lader sig anvende på en viljesbevægelse såvel som en stedbevægelse. . . 210
§ 5. – De thomistiske beviser implicerer ikke en tilbagevenden til det ontologiske argument. – Skt. Anselm havde kun behøvet sige: ”Den største væren, som man vil kunne tænke sig, eksisterer nødvendigvis i kraft af sig selv og ikke en anden, hvis han eksisterer.” Man kan omvendt sige: ”Hvis han eksisterer, så må det nødvendige væsen være væren selv og som følge heraf uendelig fuldkommen.” Eller også beviser man, at der faktisk er et nødvendigt væsen. . . 220
§ 6. – De thomistiske beviser godtgør eksistensen af en første transcendent årsag. – Der kan være hverken mangfoldighed eller tilblivelse i hjertet af det absolutte. Men verden er essentielt mangfoldig og foranderlig. Derfor er Gud væsentligt adskilt fra verden. Dette bevis er det som I. Vatikankoncil (III, c.1) gav. Det hænger sammen med identitetsprincippet: Hvis dette princip er en fundamental lov for virkeligheden, så må den fundamentale virkelighed være m.h.t. væren som A er A. Ipsum esse er ikke mindre vibrerende og levende af den grund. . . 225
KAPITEL III
Panteismen og den ny filosofi
§ 1. – Den evolutionistiske panteisme. – I dette system er Gud ”en realitet , der skaber sig selv”, ”en kontinuert fremvælden”, han lader sig ikke begribe længere uden verden og er absorberet i verden. Bergsonianismen er den tilbagevendte hegelianisme. . . 236
§ 2. – Beviset som Le Roy sætter i stedet for de traditionelle beviser leder hen mod panteismen.
Dette nye bevis hviler på vilkårlige og modsigende postulater. En uendelig tilbliven, er hvad der er tilbage for os, dét er så den transcendente Gud. Denne Gud kan ikke begribes uden verden, han er ikke endnu, han vil aldrig være. Den guddommelige person, som pragmatisk symbol, dækker over en panteistisk metafysik, som er i radikal modsætning til Vatikankonciliet (det første), ikke mindre end mod fornuftens første princip, identitetsprincippet. . . 240
KAPITEL IV
Filosofien om værens fundamentale sandhed
Den fundamentale sandhed i det analytiske domæne (in via inventionis) er identitetsprincippet indeholdt i vores primære idé, idéen om væren. Den fundamentale sandhed i det syntetiske domæne (in via judicii), den som svarer på vore sidste ”hvorfor” om Gud og verden, er det samme princip realiseret i sin fulde renhed i Gud: ”in solo Deo essentia et esse sunt idem”,
”Jeg er Ham, som er.”. . 255
TILFØJELSE I: Filosofien om væren og ontologismen. . . 263
TILFØJELSE II: Den naturlige bekræftelse af væren er ikke et postulat. . . 269
TREDJE DEL
DEN FÆLLES FORSTÅELSE OG FORSTÅELSEN AF DE DOGMATISKE FORMULERINGER
Problemets stillling
Under forudsætning af at de dogmatiske formuleringer, selv udtrykt i det filosofiske sprog, ikke har anden betydning end den, som den fælles sans kan give dem, så er det vigtigt at forstå hvad dens rækkevidde er. Hvis den fælles sans ikke er andet end en nyttig organisering af tanken med henblik på det praktiske liv, så har dogmerne heller ikke mere end en praktisk betydning, defineret af holdningen og opførslen krævet af os. Denne opfattelse er fordømt i dekretet Lamentabili, 26. sætning. . . 273
KAPITEL I
Hvordan de dogmatiske formuleringer er blevet præciseret i filosofiske termer
§ 1. – Den fremadskridende præcisering af de dogmatiske formuleringer. – Hvis den fælles sans’ oprindelige formulering har brug for præcision, ville det så ikke være ved at vende tilbage til den filosofi om væren, som i virkeligheden blot er forlængelsen og retfærdiggørelsen af den fælles sans? Den bedste analogi til de fundamentale dogmers udvikling: udfoldningen af de første
principper. . . 291
§ 2. – Den hellige treenigheds dogmatiske formuleringer. – fremtræden af termer for natur, person, subsistens, relation. – Günther ødelægger dogmet gennem sin ”moderne” opfattelse af personalitet, defineret af selvbevidstheden. . . 295
§ 3. – Inkarnationens mysterium og de dogmatiske formuleringer. – Den hypostatiske enheds termer, de to naturer, de to viljer. Günthers fejltagelse, som med sit personalitetsbegreb vender tilbage til Nestorius. . . 302
§ 4. – Wienerkonciliets definition om sjælen som kroppens form. – Hvad betyder ordet ”form” i denne definition; Liberatores, Zigliaras og Palmieris mening. – Denne definition bekræfter i det mindste, at den rationelle sjæl er menneskelegemets livsprincip. . . 306
KAPITEL II
Forbliver de dogmatiske formuleringer præciseret på denne måde tilgængelige for den fælles sans?
§ 1. – De dogmatiske formuleringer således præciserede er utilgængelige for den fælles sans, hvis den ikke er andet end en nyttig organisering af tænkningen med henblik på det praktiske liv. Lamentabilis 26. sætning. Ordet væren bevarer sin objektive betydning i formuleringerne. På grund af metafysiske termer har Kirken måttet affinde sig med de mest smertelige skismaer; pave Honorius I’s fordømmelse. Formålet med Kirkefædrenes traktater mod Sabellius, relationsbegrebet. Fordømmelserne af Gilbert af Porrea og Günther. Troens genstand er iflg. Vatikankonciliet den samme som det saliggørende syn: ”profunda Dei”. – Hvordan skulle Kristi lærergerning være berøvet ontologisk værdi, når han besad det saliggørende syn? – Det intellektuelle syn af Treenigheden. . . 313
§ 2. – Hvorfor Le Roys indvendinger mod den thomistiske lære om analogien ikke holder. Denne læres fundament. – Dette fundament findes hos Aristoteles: væren og transcendentalerne (enhed, sandhed, godhed), er ikke arter, men analoger. Værensbegrebet i kraft af det første princip, som det implicerer, postulerer selv og med nødvendighed Ipsum esse subsistens, og kan derfor tillægges ham på analog vis. Gud er på sin måde og skabningerne er på deres måde. Fuldkommenhederne simpliciter simplices er dem som defineres ved en forbindelse direkte til væren eller til én af transcendentalerne (det er intellektet, viljen, og egenskaberne, som følger deraf), de bør altså være analoge som væren, og som den være modtagelige for at blive renset for al potentialitet uden at miste deres formelle grund. De er kun i deres rene tilstand hos Gud. – Der er ikke to ubekendte i de etablerede proportioner. – Hvad der adskiller Skt. Thomas fra Maimonides. – I en vis forstand kender vi Gud gennem fornuften alene bedre end vi kender vore nærmeste venner, den guddommelige natur bedre end vi kender den menneskelige natur og frem for alt bedre end den dyriske, vegetative eller mineralske natur. . . 318
§ 3. – De dogmatiske formuleringer udtrykte i et filosofisk sprog forbliver tilgængelige i en vis udstrækning for den fælles sans, hvis den er en rudimentær ontologi. – De er uforenelige med fænomenets og tilblivelsens filosofi. . . 334
A. – De fænomenistiske eller rent dynamistiske personalitetsbegreber er uforenelige med Inkarnationsdogmet (i Kristus er der to bevidstheder og to friheder, man kan derfor ikke som Günther stille sig tilfreds med en psykologisk eller moralsk definition af personaliteten). . . 336
B. - Den fælles sans besidder et ontologisk begreb om personligheden, grundlag for den psykologiske personlighed eller den moralske personlighed. . . 339
C. - Dette ontologiske personalitetsbegreb tillader den fælles sans at forstå den hypostatiske enheds og Treenighedens mysterier. . . 342
D. - Gennem et ”løft” kan den dybe betydning af Inkarnationens og Treenighedens mysterier gøres tilgængelige for den fælles sans. . . 347
KAPITEL III
De dogmatiske formuleringer udtrykt i det filosofiske sprog overskrider gennem deres præcision den fælles sans, men underlæger ikke dogmet noget system
§ 1. – Disse formuleringer overskrider gennem deres præcision den fælles sans. Subsistensbegrebet er udfoldningen af noget uklart givet i den fælles sans. Den fælles sans benytter sig af dette begreb (in actu exercito), koncilierne har præciseret det (in actu signato) som følge af lange diskussioner mellem grækere og latinere. Det samme med substans i transsubstantiationen. . . 361
§ 2. – Disse formuleringer forbliver i forlængelse af den fælles sans og underlægger ikke dogmet noget system i ordets rette betydning. – De teologiske systemer. - Eksempel: begrebet ”subsistens” eller ”person” sådan som det er i koncilierne, opfattes ikke i sin systematiske værdi, som fødes af de forbindelser, som det indgår med en filosofisk lærebygnings første princip. – I det thomistiske system, bliver dette begreb gennem analyse knyttet til væren: studie af det som er fornødent a parte rei for at verificere den fælles sans’ bekræftende domme, som modsætter jeg’et alt det som kan tillægges det; analysen af det reelle element opnået således, dets forbindelse til essensen og eksistensen, værens primære dele. – Konsekvenser af dette thomistiske personbegreb i Afhandlingen om inkarnationen. Den suarezske og scotistiske opfattelse af personligheden. Deres farer. . . 365
§ 3. – Langt fra at underlægge sig vore begreber, så bedømmer og bruger Åbenbaringen
dem. . . 377
§ 4. - Princippet vedrørende åndens autonomi. – Den aktive skal assimilere sig den passive og ikke lade sig assimilere af sidstnævnte. Denne underkastelse befrier os. – Gudsfrygten. – Åndens synd, dens teologiske formulering. . . 378
§ 5. – Dogmes kendes mere eksplicit i Kirken af ”majores”, pålagt det ansvar at undervise andre, men det bliver forstået dybere hos dem, hvor sjælen er mere ren. – Skt. Thereses bedømmelse af teologerne; Kristendommen er ikke kun et liv, den er også en doktrin. – De to visdomme ifølge Skt. Thomas: den doktrinære visdom ”secundum perfectum usum rationis” og den erfaringsbaserede visdom ”per modum inclinationis”. Den sande pragmatisme gør nar ad pragmatismen. . . 388
§ 6. – Der er i en vis forstand en Kirkens filosofi. – Den er i forhold til den primitive trosbekendelse, hvad ”det menneskelige intellekts naturlige metafysik” er i forhold til den fælles sans. . . 394
KAPITEL IV
Intellektets første blik og kontemplationen
Den første intellektuelle begriben af den intelligible væren. . . 400
Intellektets første blik på det gode. . . 407
Det første overnaturlige blik. . . 412
Formørkelsen af det første blik. . . 417
Den overordnede enfold genfundet med erfaringen som tilgift. . . 420
*
Denne titel er næsten umulig at oversætte til mundret dansk, men her er den alligevel: Den fælles sans, filosofien om væren og de dogmatiske formuleringer. Det er for det første vanskeligt at oversætte nøglebegrebet sens commun. At bruge ordet ”den sunde fornuft” giver associationer først og fremmest til det praktiske livs sfære, men her drejer det sig jo først og fremmest om den umiddelbare almene før-teoretiske forståelse af, hvad det vil sige at være, være noget, være på den og den måde osv. Desuden så synes ”sund fornuft” at implicere en modsætning til en ”syg fornuft”.
Man kunne så bruge det engelske common sense, men også det vil give forkerte associationer til f.eks. moderne angelsaksisk common sense filosofi, der jo har en nominalistisk tilgang til tingene; præcis det som Garrigou-Lagrange bl.a. vil kritisere. Så tilbage var at give en ordret oversættelse: den fælles sans. I ordet ”fælles” bør så også høres ”almindelig” og ”jævn”, som ligger i det franske ord ”commun”. Ved ”sans” skal forstås evne, der hører intellektet, ikke sanserne til, og som er intentional, rettet mod en genstand og ikke en indre, en immanent følelse.
Et andet ord, der er vanskeligt at oversætte, er l’être, der jo direkte oversat svarer til ”væren”.
Denne oversættelse er nødtvungent brugt her, men det er vigtigt at huske på, at der ikke er tale om væren abstraheret fra alt værende eller blot og bar eksistens, det at noget er. Væren referer her til både det værende qua værende, enkelte værende ”ting”, måder at være på, måder ”er” tillægges tingene på, essens og eksistens. Filosofien om væren, den realistiske ontologi, videnskaben om ens, som vi finder hos bl.a. Aristoteles og Skt. Thomas omfatter netop alle disse aspekter af væren. ”Værensfilosofi” i denne forstand har altså intet at gøre med f.eks. Heideggers postmoderne ”værenstænkning” eller eksistentialismen.
**
Dette er den fjerde og indtil nu sidste udgave af dette værk, som udkom første gang i 1909.
Desværre er det aldrig blevet oversat til et af de andre hovedsprog, og det er også temmeligt vanskeligt at støve op på antikvarbogmarkedet, desværre!
Her er en kort recension af værket fra udgivelsesåret: ”Ved at modstille den traditionelle filosofi og den moderne filosofi, filosofien om væren og filosofien om fænomenet og tilblivelsen, har P. Garrigou-Lagrange gjort et fremragende og blivende stykke arbejde. Det vil være umuligt, tror vi, at modstå åndens skarphed, tænkningens høje niveau, logikkens kraft, lyset, der hviler over det og som stråler konstant fra korte lapidare formuleringer, hvori forfatteren viser sin gave m.h.t. at koncentrere sin lære.” M. Gillet i Revue des Sciences philosophiques et theologiques. 1909.