Fader Reginald Garrigou-Lagrange O.P.

- En skitse af hans liv og værker

Indledning

Den glemte mester

Fader Garrigou-Lagrange og hans værk er ikke synderligt kendt i dag i katolske teologisk interesserede kredse; skulle hans navn endelig blive nævnt så leder det måske nærmest tanken hen på antediluviale uhyrer, dinosaurerne, der jo hører en længst svunden tid til, som vi derfor ikke behøver at frygte længere, og som man trygt kan inspicere de fossillerede rester af på de naturhistoriske museer.

Allerede i Garrigou-Lagranges livstid dristede den franske forfatter Francois Mauriac sig til at kalde ham ”Le monstre sacré du thomisme”. Uden tvivl var Fader Garrigou-Lagrange for mange katolske teologer allerede i samtiden et ”uhyre”, fordi han med ”næb og klør” formidabelt forsvarede Kirkens thomistiske filosofiske og teologiske tradition mod modernismen, der trods Skt. Pius X’s store indsats, vandt mere og mere frem som ”undergrundsteologi” på de katolske seminarier og universiteter.   

Med II. Vatikankoncil blev denne teologi i dens neomodernistiske udgave imidlertid anset for ”stueren”, og den satte da også sit umiskendelige fingertryk forskellige steder i konciliedokumenterne, og ikke mindst manifesterede den sig for alvor i det, som er blevet kaldt ”Ånden fra Vatikan II”.

Det er jo som bekendt sejrherrerne, der skriver historien, så i dag ville de fleste nok hævde, at de mest betydningsfulde katolske teologer i det 20.århundrede er f.eks. Karl Rahner, Henri de

Lubac, Hans Urs von Balthasar, men ikke Garrigou-Lagrange, der som andre store thomister er dømt ”utidssvarende”. Men netop disse neomodernistiske teologer var så at sige arvtagerne af den modernisme, som Fader Garrigou-Lagrange så energisk bekæmpede, følgende loyalt pave Leo XIII’s formaning til Kirkens teologer i encyklikaen Aeterni patris om at ”restaurere den kristne filosofi i Skt.Thomas’ ånd” og Skt. Pius X’s fordømmelse af modernismen i encyklikaen Pascendi dominici gregis som ”syntesen af alle kætterier”.

Den ny teologi: sand eller klippe?

Modernisternes og de senere neomodernisters strategi var en anden; de ville ”opdatere” den katolske teologi og gøre den troværdig for ”moderne mennesker” ved at forsone den med den moderne filosofis principper og metoder, først med kantianisme, hegelianisme, senere med fænomenologi og eksistentialisme og befri den for dens skolastiske spændetrøje.

Dette betød naturligvis stik mod Leo XIII’s og Skt.Pius X’s og andre førkonciliære pavers magisterielle formaninger, at thomismen, der ellers i første halvdel af århundredet med navne som bl.a. Jaques Maritain, Etienne Gilson, Maurice de Wulf, havde oplevet en renæssance, réelt blev kørt ud på et sidespor, selvom man stadig i nogen grad ud ad til nævnte og citerede den store Doktor communis et angelicus med respekt.

Til forskel fra modernisterne, så forstod neomodernisterne at legitimere deres nye idéer, som de fleste heresiarker i Kirkens historie, ved at hævde at de blot vendte tilbage til den autentiske, oprindelige kristne teologi, som den udmøntede sig i den tidlige patristik, især de græske kirkefædre. En teologi, der med middelalderens intellektualistiske og legalistiske tilgang til Troen, var blevet uretmæssigt trængt i baggrunden. Dette røgslør var nødvendigt p.gr.a. den magisterielle fordømmelse af modernismen. 

Der kan ikke være nogen tvivl om, at de neomodernistiske teologer således har haft meget større betydning for den postkonciliære kirke end Fader Garrigou-Lagrange og andre thomister, men vi skal jo ikke være tilbedere af succés og i øvrigt: ”På frugterne skal I kende dem!”

Store tanker er ikke datomærkede, som dagligvarerne i supermarkedet; i sidste ende, så er det afgørende jo ikke virkning og succés, men sandt eller falsk. Har Fader Garrigou-Lagrange faktisk grundigt gendrevet den moderne filosofis subjektivisme, så står det sløjt til uanset ydre anerkendelse og succés med den neomodernistiske teologi, der bygger på den.

Det er det, som vi skal udforske lidt i denne tekstrække om hans filosofi, begyndende med en gennemgang af Fader Garrigou-Lagranges første, store, grundlæggende værk Le sens commun.

Om den ny teologi så har været gavnlig for Kirken, men det er en sag vi ikke tager op her, kan der jo nok også sættes et meget stort spørgsmålstegn ved. Ét er i hvert fald sikkert: ”Et hus bygget på sand kan ikke bestå.”

Heldigvis er der da ved at spire en interesse for Garrigou-Lagranges værker frem igen, således kan det nævnes, at der på Oxford er blevet oprettet et lektorat til Fr. Aidan Nichols O.P. viet til en revurdering af hans værker. Der er også for nylig udkommet en bog med titlen The Sacred Monster of Thomism af Fr. Richard Peddicord. Så måske er der så småt et tøbrud under vejs. Måtte disse linier hjælpe det lidt på vej her i vores lokale andedam!        

Et liv i sandhedens tjeneste

Et menneske modtager sit kald.

Gontran-Marie Garrigou-Lagrange blev født d. 21/2 1877 i byen Auch i Gascogne i det sydvestlige Frankrig af gode katolske forældre. Hans farfaders bror, kannik i Toulouse, havde med livet som indsats udøvet sit præstekald under den franske revolution. Sine senere år tilbragte han ved Saint-Sernin katedralen, hvor også Skt.Thomas’ jordiske rester var dengang. Denne Fader Garrigou døde, som franskmændende siger, ”en odeur de sainteté”, og har givetvis været et forbillede for den unge Gontran-Marie.

Allerede i gymnasiet viste Gontrans store filosofiske begavelse sig; de klassiske fag havde også hans store interesse, for de åbnede øjnene som han sagde for de store universelle menneskelige problemstillinger og for menneskenaturens grundlæggende uforanderlige natur på tværs af tid og sted.

Som studie valgte han imidlertid medicinen. Studierne ved det medicinske fakultet i Bordeaux, som han påbegyndte i 1897 førte ham ud i et mere reserveret og køligt forhold til Troen, men i forbindelse med læsningen af den katolske forfatter Ernest Hellos L’homme fik han en åbenbaring, som han selv siger: ”I ét nu, indså jeg at Den katolske kirkes lære var den absolutte sandhed om Gud, Hans liv, mennesket, dets oprindelse og overnaturlige bestemmelse. Jeg så i et øjeblik, at den ikke var en relativ sandhed betinget af vores aktuelle tilstand af erkendelse, men en uforgængelig sandhed, der aldrig vil forgå, men vil træde mere og mere frem i sin stråleglans indtil vi skal se Gud facie ad faciam. En lysstråle illuminerede for mine øjne disse ord af Vor herre: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå.” Jeg forstod da, at denne sandhed skulle bære frugt ligesom hvedekornet i den gode jord…Gratia est semen gloriae.”

Ét øjeblik kan afgøre et liv, ”orientere” det, give det dets retning. Den unge Garrigou-Lagrange så sig herefter kaldet til ikke blot at udbrede Kirkens evige sandheder, men også ikke mindst til at forsvare dem, forsvare ortodoxien med alle de intellektuelle gaver,, som Gud havde benådet ham med.

Følgelig blev han seks måneder efter denne kaldelse optaget som novice i hos domenikanerne i Amiens. Han valgte som skytshelgen salig Reginald de Orleans, én af Skt.Domeniks samtidige, og kaldtes herefter Reginald Garrigou-Lagrange.

Studier på sandhedens vej.

Under ledelse af P. Gardeil studerede han i fem år Skt. Thomas’ store Summa theologica og dennes største kommentatorer, som Cajetan og Johannes af Skt.Thomas. Ikke nok med det; for bedre at forstå og værdsætte dette værk fordybede han sig i græsk filosofi og i kirkefædrenes skrifter, samt i de moderne filosoffer. I den forbindelse studerede han også ved Sorbonne, hvor hørte nogle af tidens koryfæer bl.a. Durkheim, Levy-Bruhl, den teologiske modernist Loïsy og ikke mindst Bergson, hvis dynamistiske og evolutionistiske filosofi Fader Garrigou-Lagrange senere gang på gang skulle konfrontere og gendrive i sine filosofiske værker.

Bergsonianismen var dengang à lá mode også i teologiske kredse; en af Bergson mest begavede disciple, skulle senere konvertere til katolicismen og være med til at forny thomismen: Jaques Maritain. Fader Lagrange og Maritain kendte hinanden fra studietiden og blev efter konversionen venner, og førstnævnte deltog i de årlige retræter som Jaques og hans hustru Raissa Maritain afholdt hvert år i Meudon. Især beundrede Fader Lagrange Maritains store værk Degrés du savoir, men deres venskab kølnedes efterhånden og fik en brat ende under 2.verdenskrig, da Maritain blev erklæret gaullist.  

Efter studierne ved Sorbonne studerede Fader Garrigou-Lagrange en kort periode i Wien og Freiburg, hvorefter han i 1906 begyndte at undervise i moderne filosofi og Summa theologica i Le Sauchoir, dominikanernes universitet i Frankrig. I 1909 blev han p.gr.a. sine store evner kaldt til domenikanernes universitet i Rom: Angelicum.

En ægte søn af Skt. Domenik!

Ved dette berømte katolske universitet skulle han undervise i de næste 50 år. I de første år underviste han kun i apologetik, men med tiden suppleredes dette med et kursus i Aristoteles’ metafysik og endelig, med Benedikt XV’s velsignelse, med sit berømte kursus i mystisk teologi.

Garrigou-Lagrange var efter alles udsagn i Gudbenådet lærer, der formåede at indfange de studerende ved sin humor og evne til at dramatisere stoffet. Han elskede simpelthen at undervise, og som han selv sagde: ”Jeg kunne undervise i Aristoteles i trehundrede år uden at føle mig træt.”

En tidligere student, P. Emonet O.P. hos Fader Garrigou-Lagrange fortæller om sine erfaringer fra undervisningen i Angelicums store aula: ”Der var timer med en forunderlig intensitet, hvor han afbrød sine didaktisk fremlæggelse og forlængede sine kommentarer med det åndelige livs perspektiver. Auditoriet var stærkt imponeret. Det var ikke længere en professor, det var en at leve med denne dybde kontemplativ, som levede sagen foran sine elever…Det vil være få domenikanere givet, at leve med denne dybde, de tre former for visdom, som Summa’et taler om: metafysisk visdom, teologisk visdom og mystisk visdom.”

Fader Garrigou-Lagrange levede da også helt i overensstemmelse med ordenens strenge regler. Hver dag var han finde ved Messen. Hans celle i Angelicum var spartansk indrettet. Han sov på et underlag man knapt ville kunne kalde en madras; på sit skrivebord havde han en kasse, hvorpå der stod Pour mes pauvres. Når kassen var fuld gik han ud i Roms gader og fordelte pengene til de fattige. I sommerferierne rejste han fra kloster til kloster for at prædike og afholde retræter.

Lad os igen høre P. Emonet: ”Fader Clerissac ser i domenikanerens kald tre nådegaver: nådegaven at være kontemplativ, lærd og apostel. Den som har været vidne til Fader Garrigou-Lagranges liv kan bekræfte at de domenikanske nådegaver fandtes til overflod hos ham. Han var en sand søn af Skt.Domenik og en genial discipel af Skt.Thomas Aquinas.”

Med tiden flokkedes ikke kun studerende fra andre universiteter, men også præster, sågar biskopper til hans forelæsninger, især dem om den mystiske teologi, hvor hans store tema var, at alle er kaldede til det kontemplative liv, for alle skal elske Gud af hele deres hjerte, hele deres sjæl og hele deres sind, og det kun lade sig gøre fuldt ud ved at gennemleve de tre mystiske ”aldre”: den purfikative, den illuminative og den unitive.

Død og glemsel.

Blandt Faders studerende på hans ældre dage taltes også en ung præst ved navn Karol Wojtyla, der skrev en doktorafhandling om Skt. Johannes af Korset hos ham. På hans afhandling skrev Fader Garrigou-Lagrange efterfølgende den lakoniske kommentar: ”Han skriver meget, men siger meget lidt”.

I slutningen af halvtredserne spurgte Johannes XXIII Fader Garrigou-Lagrange, om han ikke ville være med til at forberede skemaerne til det II. Vatikankoncil, men på det tidspunkt var hans åndsevner, stemme og syn i forfald. Sidste forelæsning holder han i december 1959.

At skulle afstå fra at undervise mere var ham, som han siger selv, som at få sjælen ”revet ud”. Disse prøvelser tog han imidlertid sagtmodigt på sig og døde efter en stadig større hensygnen af sine åndsevner d. 15. februar 1964, festdagen for den store mystiker Heinrich Suso.

Hans tilstand forskånede ham fra at opleve, at de modernistiske teologer fik udvirket, at Johannes XXIII’s teologiske kommissions relativt konservative skemaer blev forkastet, og der blev sat en anden mere radikal dagsorden for konciliet.                    

Sjældent er en stor teologs værker i Kirkens historie blevet så hurtigt glemte, ikke af saglige

grunde, men forårsaget af tidens ugunstige konjunkturer. Som så mange andres nu ”teologisk ukorrekte” blev Faders værker efter konciliets omvæltninger skyllet ned i det ”Orwellske hukommelseshul”.

”Syntesen af alle kætterier”

Mellem Scylla og Charybdis.

Kun et fåtal kender i dag ved selvsyn til Fader Garrigou-Lagranges værker, og dem der gør ved, at her kan der findes våben og ammunition: klar stringent filosofisk og teologisk ortodox tænkning, til at genoptage Leo XIII’s projekt at  ”restaurere kristenhedens filosofi i Skt.Thomas’ ånd” og forny kampen mod ”syntesen af alle kætterier” i Skt.Pius X’s ånd.

I.Vatikankoncil havde gentaget og præciseret, hvad Kirken altid har lært om forholdet mellem fornuft og Tro, det naturlige lys og Åbenbaringen, naturens og Nådens domæner. Magisteriet havde her klart og utvetydigt afvist tendenserne til på den ene side fideisme og på den anden side rationalisme, som dengang, efter at have nået fuld udfoldelse i de protestantiske sekter, også spirede lystigt frem i katolske teologiske kredse.

Det var først og fremmest den moderne filosofis angreb på Kirkens traditionelle positive syn på fornuftens evne til at erkende den objektive virkelighed og dens principper, bevise Guds eksistens, og lade sig lede af Åbenbaringen, samtidig med, at det naturlige lys, brugt på rette måde, formåede at oplyse og systematisere denne åbenbaring: fides quaerens intellectus. Ved at natur og Nåde således samvirker, lader Troen sig formulere i klare objektive og uforanderlige doktriner og dogmer, der igen kan udgøre præmisser for andre slutninger følgende den klassiske logiks regler.

At holde fast i at Tro og fornuft aldrig kan modsige hinanden, for Gud er én, sandheden er én, og dermed at Kirkens lære er et konsistent væv af udsagn, der prætenderer at være objektivt sande og evigt gyldige, var imidlertid i mange liberalt orienterede katolske teologers øjne Kirkens største Achilleshæl, for den ”moderne fornuft” i skikkelse af videnskab og filosofi syntes i stadig større grad at modsige Troens sandheder; at fastholde kompatibiliteten af fornuft og tro, indebar så, at enten måtte Kirken lukke øjnene for de angiveligt nye banebrydende videnskabelige og filosofiske landvindinger og fastholde ”troen” på et ”forældet” middelalderligt skolastisk verdensbillede, altså i realiteten overgive sig til en bagstræberisk fideisme, eller bringe troen i overensstemmelse med den moderne fornuft, ”opdatere” åbenbaringen og det vil i realiteten sige, overgive sig til rationalismen.

Zurück zu Kant!- Når Rhinen flyder sammen med Tiberen!

Mange progressive katolske teologer så med stor beundring på protestantismen, for her havde man for længst opgivet at se fornuft og tro som komplementære størrelser. Luthers oprør mod Kirken var da også et oprør mod fornuften, ”den store hore”, som han sagde, som ingen rettigheder mere skulle have på troens område. I adskillelsen af tro og fornuft, hvor troen nu placeredes i den subjektive, private, sfære og fornuften så til gengæld havde eneret på den fælles, objektive sfære, så katolske teologer nu også en redning for Kirken, en immunisering af åbenbaringen fra at blive undergravet af videnskabens fremmarch.

Det var ikke mindst ”der grosse Zerstörer”, den tyske filosof Immanuel Kant, hvis sætten grænser for fornuftens erkendeevne og deraf følgende opgør med metafysikken og de traditionelle Gudsbeviser i hovedværket Kritik der reinen Vernunft, angiveligt ”um den Glauben platz zu machen”, der inspirerede mange af de traditionsfjendtlige katolske teologer. En anden inspirationskilde var den protestantiske præst Friedrich Schleiermacher, der lokaliserede ”det religiøse” i en immanent følelse. En tredje også tysk inspirationskilde var G.W.F. Hegel med hans spekulative filosofi om åndens skiftende dialektiske fremtrædelsesformer gennem historien på dens vej til sig selv. 

Her fandt man den filosofiske legitimation til opbyggelsen af en katolsk teologi, hvor dogmer ikke længere var urokkelige sandheder, men blot de skiftende historisk betingede udtryk for de troendes subjektive religiøse oplevelser og erfaringer i tiden.

Kant havde hævdet, at den menneskelige erkendelse og fornuftens principper, som f.eks. kausalitetsprincippet, kun har gyldighed i den fænomenale verden, altså verden som den fremtræder for os, helt betinget af vores erkendeapparats struktur. Vi kan altså så ikke bevise Guds eksistens eller sjælens udødelighed, for hverken Gud eller sjælen findes i fænomenverdenen, men vi kan heller ikke lære noget objektivt af Åbenbaringen eller legitimt slutte os til noget objektivt sandt om Gud og menneskelivet, evigheden, osv. ud fra den, for så ville vi i realiteten igen overskride vores erkendeevnes grænser! – Vi er lukket inde i vores egen subjektivitet. At det så er en ”intersubjektivitet” for vi deler den med alle mennesker, hjælper ikke noget. Beviserne for Guds eksistens og sjælens ved det naturlige lys alene, har imidlertid traditionelt været anset i Kirken for Præambula fidei, et rationelt grundlag for troen på Åbenbaringen.  Men ”Gud” og ”udødelighed” kan herefter kun i Kants optik være ”praktiske” postulater, altså noget vi hypotetisk antager på grundlag af vores indre bevidsthed om morallovens absolutte fordring, altså noget immanent.

På same måde bliver troen i det modernistiske perspektiv reduceret til det flygtige produkt af en indre sans, der fornemmer, oplever, men ikke erkender ”det guddommelige”, og efterfølgende giver det et ufuldstændigt og dermed også erstatteligt sprogligt udtryk i form af trossætninger, der altså ikke kan måles med den sædvanlige standart for sandt og falsk: stemmer de overens med virkeligheden eller ej? Men må bedømmes på deres ”autencitet”, deres ægthed, spontanitet og umiddelbarhed i tiden, og deres evne til at fremme ”liv”, ”fælleskab”, ”fred”, give trøst og håb osv.

Et skrækscenarie: en ny teologi, en ny ”kirke”.

Denne modernistiske teologi, med dens subjektivering af Troen, der nu ikke længere ses som en intellektuel akt, der accepterer givne trossandheder på Guds autoritet via Kirken, trossandheder der principielt ikke kan stride mod fornuften, selvom de langtfra alle kan begrundes af det naturlige lys, men altså nu skal opfattes som udtryk for en slags subjektiv religiøs èlan vital, ville naturligvis føre til enorme forandringer ikke blot for den katolske lære, men for alle aspekter af katolicismen: hierarki, liturgi og sakramenter og ikke mindst dens forhold til verden og andre religioner, hvis den blev ”døbt” og adopteret af Kirken. Hvad ville konsekvenserne være, hvis vi tænker modernismen ud i dens yderste konsekvenser:

(1) en ny form for økumeni, for hvis al religion er baseret alene på subjektive følelser, så er det svært at hævde, at én religion er mere sand end andre; det ene kultfællesskabs religiøse følelser kan jo være lige så gode og ”autentiske” som det andet.

Der findes jo ikke, kan ikke findes, iflg. modernismen nogle rationelle, objektive kriterier til at afgøre hvad der skulle udgøre ”den sande religion”, for ”religion” er jo, hævdes det, en livsmanifestation, betinget i dens udtryk også af tid, sted og kultur. Men den katolske kirke har jo altid hævdet at være den ene sande religion, ”udenfor hvilken, der ingen frelse er”!

Accepteres den ny teologi, så må Kirken opgive sin ”triumfalisme”, anerkende andre religioner som forskellige, men i princippet ligeværdige udtryk for menneskets iboende religiøse sans; Kirken må reduceres til én kirke, til et kultfællesskab blandt andre, hvor mennesker på deres måde søger Gud, eller guder, meningen med livet,..eller Den store tommeltot! Slut med al mission, til gengæld må katolikkerne gå i ”dialog” med andre religioner, ikke for at finde ud af, hvad der er sandt og falsk, men for at opnå mellemfolkelig religiøs forståelse og tolerance.

(2) Heraf følger også, at Kirken må opgive kravet om, at staten konfessionelt skal være katolsk, med andre ord: at ”Kristus skal være konge”; altså den verdslige magt, civilsamfundet, bevarende sin selvstændighed på mange praktiske områder, alligevel er bundet af katolsk moral og lære. Staten opererer jo iflg. modernisterne i det objektive felt, hvor fornuften har det afgørende ord, mens religionen, også den katolske, hører den subjektive, private sfære til.

Er den katolske tro ikke mere rationel og velbegrundet end andre religioner, er det naturligvis et urimeligt krav, at forlange at staten skulle give denne tro fortrinsrettigheder og særlig indflydelse på dens beslutninger. Den moderniserede kirke må tværtimod gå ind for konfessionsfrihed og religionslighed.          

(3) Kirkens hierarkiske struktur må også afskaffes og erstattes med en mere demokratisk horisontal struktur, for hvis religionen har sin rod i subjektive følelser, der finder sit specifikke udtryk i tiden, så kan det ikke længere være underlagt og inddæmmet af et ufejlbarligt magisterium, der oppefra dikterer for tid og evighed, hvad der skal tros og ikke tros. Nu må det være lægfolket og dets religiøse oplevelser og udtryk, der må være fundamentet; det bliver så præsters, biskoppers og ultimativt pavers opgave at ”lægge øret til jorden” opfange signalerne fra ”græsrødderne” og give dem en foreløbig form.

(4) Hermed må liturgien også løsnes fra traditionens snærende bånd og sættes fri, for den må naturligvis nu bringes i samklang med samtidens religiøse følelser og kulturelle udtryk. Fortidens liturgiske sprog og former har jo, hævdes det, sin rod i datidens religiøse oplevelser, og siger derfor ikke nødvendigvis mennesker af i dag noget. I modernistisk perspektiv kan liturgien da ikke længere anses for at have sit egentlige formål i objektiv Gudsdyrkelse; vise Gud den skyldige ære, takke ham, angre synder og bede om nådegaver. Nu er den først og fremmest det religiøse fællesskabs fejring af deres tro, for at styrke sammenholdet og give deres tro udtryk: liturgien henvender sig nu primært til mennesket ikke til Gud. Men Gud anses jo også af modernisterne ikke så meget som en objektiv realitet, men som noget, der manifesterer sig i subjektets indre oplevelser.

(5) Sakramenterne må forstås på en helt ny måde, for ud fra den kantianske filosofis kritik af fornuften giver det ikke længere mening at sige, at sakramenterne, form og materie og intentioner, er virkelige kausale kilder til nåde. Man kan ikke længere sige, at dåben f.eks. faktisk alt andet lige virkeligt fjerner arvesynden, altså er virkeårsag, for iflg. Kant kan

kausalitetsprincippet kun bruges på det fænomenale område, altså de sansbare ting, men hverken nåde eller arvesynd kan være genstand for sanseerfaring. Sakramenterne omfortolkes følgelig til en slags tegn, der gør troen synlig og præsent, men som ikke har nogen virkning udover de religiøse oplevelser, de kan give anledning til. Hvilket effekt denne tankegang må få for det sakramentale og sakerdotale præstedømme siger sig selv!

(6) Endelig og det er jo i virkeligheden det mest fatale, så tømmer, ud over at benægte deres objektive sandhed, modernismen i teologien, Kirkens dogmer for alt indhold og relativerer dem.

Åbenbaringen bliver reduceret til evangelisternes, eller hvem der nu har nedskrevet evangelierne, subjektive oplevelser af Jesu liv og virke eller det subjektive og tids- og kulturbetingede indtryk af de mundtlige beretninger om disse oplevelser i de første kristne menigheder. Traditionen og Magisterium bliver så reduceret til fortidens historiskbetingede fortolkning af disse oplevelser, der naturligvis ikke kan forpligte vores forståelse af dem i dag.

Nutidens katolikker må så fortolke troen i lyset af deres aktuelle religiøse oplevelser og deres tids forestillinger; ja, man vil endda hævde sige at Åbenbaringen, den offentlige, ikke er afsluttet med Skt. Johannes, men fortsætter i hver enkelt troende i form af nye religiøse oplevelser. Heri ser man Helligåndens virke. At Helligånden så synes at modsige sig selv, for den siger ikke det samme nu som før, bekymrer ikke en teologisk modernist: troen er i konstant forandring og udvikling, for det er netop en levende tro, ville man blot hævde.

Hvad betyder det for et dogme som f.eks. forvandlingsdogmet? At vinen og brødet virkeligt og bogstaveligt bliver til Kristi legeme og blod under konsekrationen når præsten siger Hoc est enim corpus meum.. altså at brødet og vinen bevarer sin skikkelse, men substantielt forvandles (transsubstantiationen), kan moderne mennesker ikke længere tro på, ville en modernist hævde, for Skt. Thomas’ redegørelse for dette mysterium ud fra datidens substansmetafysik, kan ikke længere forpligte katolsk teologi, da denne metafysik er effektivt forældet i kraft af dels naturvidenskabelige landvindinger, atomteori, og dels Kants metafysik-kritik. Nej, transsubstantiationen må forstås som transsignifikation: konsekrationen forvandler blot vinens og brødets betydning i de troendes øjne: De hellige specier bliver symboler på Kristi nærvær i menigheden, ligesom i øvrigt Evangeliebogen og fælleskabet.

Som det vil fremgå af ovenstående, så måtte Kirkens accept af modernismen føre til, at den ville blive forvandlet til noget, der ligner en mellemting mellem karismatisk evangelisme og liberal protestantisme. Intet under at en stribe af store paver fra Pius IX til Pius XII gang på gang fordømte den fremspirende teologiske modernisme på de katolske universiteter og seminarier.

R.P. Garrigou-Lagranges værk.

En loyal søn af Magisterium.     

Det er jo lidt ironisk, at en teologi, der ønsker at sætte den religiøse følelse i centrum, en teologi, der vil holde fornuften og dermed også filosofien ude af troens domæne, baserer sig på en filosofi, der med utallige mere eller mindre overbevisende ”rationelle” refleksioner og argumenter, ikke følelser, hævder fornuftens autonomi og dens overherredømme over religionen; et af Kants senere værker hed: Die Religion innerhalb der Grenzen der blossen Vernuft. Hegels havde også proklameret kristendommens, religionens i det hele taget ”ophævelse” i ”den absolute ånds” selverkendelse i hans eget filosofiske system. Man kunne sige, at for modernisternes var teologien blevet filosofiens tjenestepige og religionen, Troen, på en måde meget mere én bestemt filosofis gidsel, end det var tilfældet før, stik mod alle intentioner! Denne teologiens selvdestruktion er virkeligt et påfund, der er ”løgnens fader” værdigt!

Ligesom den modernistiske teologi anså Kirkens fastholdelse af den traditionelle opfattelse af forholdet mellem Tro og fornuft som dens Achilleshæl, så kunne man sige, at modernismens svage punkt netop var dens filosofiske fundament i kantisk subjektivisme, schleiermachersk  immanentisme og hegelsk progressisme.

Kunne man vise, at denne ny teologi er bygget på sand, ikke på sandhed, at disse filosofiske positioner er falske, ja, absurde, så falder det hele sammen. Men var de moderne filosofiske ”landvindinger” ikke uomtvistelige? – Det har altid været modernismens taktik, at præsentere sig selv som et fait accomplie, noget som man ikke, hvis man er ved sine fulde fem, vil kunne stille spørgsmålstegn ved! ”Man kan ikke gå tilbage til filosofien før Kant”. ”Man ikke skrue tiden tilbage” osv. hedder det. Kan ikke? – Eller må ikke? – Eller vil ikke?           

I de store antiliberale og antimodernistiske encyklikaer Quanta Cura.., Syllabus.., Pascendi.., Lamentabile Sane.., fandt Fader Garrigou-Lagrange det magisterielle kald til sit store opgør med modernismen og opfordringen til at genopbygge på rationelt grundlag, på Skt.Thomas, tilliden til fornuften og Troens, naturens og Nådens komplementære roller og til Kirkens dogmer og doktriner som værende uforanderlige og objektive. Han elskede da også at citere P. Lacordaire for disse ord om Magisteriet: ”Gud har indstiftet det for at beskytte vores ånd mod det tyranni af fejltagelser, som geniale intellekter, kunne drage os ned i.” Hermed rehabiliterede han filosofien på bedste vis, som ancilla theologiae, teologiens tjenestepige.

Ite ad Thomam!

Fader Garrigou-Langranges fokus var overvejende de erkendelsesteoretiske og metafysiske aspekter af modernismen og deres mulige fatale følger for Kirkens dogmer og doktriner, han beskæftigede sig således ikke så meget med de mulige konsekvenser af disse opfattelser for den katolske religion som helhed og dens relationer med omverdenen, hvis de vandt indpas.

Langt fra at være et fait accomplie, en irreversibel udvikling, viste han, at den filosofiske modernisme ikke bare er syntesen af alle kætterier, men også i en vist omfang er tilbagekomsten af gamle filosofiske fejltagelser i nye skikkelser, ”gammel vin på nye flasker”, fejltagelser som til dels den klassiske filosofi, først og fremmest Aristoteles, allerede havde påvist og gendrevet, med bl.a. sin common sense lære om potens og akt, men også nyere fejltagelser, som nominalismen, der for alvor dukkede frem i middelalderen, der benægtede ens, det værende, som intellektets egentlige første genstand og satte begrebet, abstraktionen, i stedet. 

Rygterne om den traditionelle metafysiks død, eller rettere modernisterne højlydte proklamering af denne død ”fra hustagene”, viser sig i Garrigou-Lagrange skarpe sandhedssøgende tænkning som uden hold i realiteterne. Med den filosofiske modernismes fald følger også den teologiske modernismes tab af rationel legitimitet.

Fastholdende Troens karakter af nådegave, samtidig med at det naturlige lys har sin legitime rolle i at erkende og præcisere dens former i deres objektive og intelligible karakter, selvom der her ofte blot er tale om at se ”dunkelt i et spejl”, formår Fader Garrigou-Lagrange, takket være sine dybe analyser, overbevisende at demonstrere, at den katolske teologi ikke behøver at trække sig tilbage til subjektivitetens fæstning, det religiøse instinkt, hvor Gud opfattes som det uerkendbare ophav til eller genstand for den religiøse følelse, men med den intellektuelle redelighed helt intakt, kan fastholde sit filosofisk-teologiske fundament i thomismens moderate realisme: la philosophie de l’être.

Langt fra at være et klaprende skelet af logiske ”greb”, tørre termer og støvede skemaer, fjernt fra autentisk troendes liv, så viser Fader Garrigou-Lagrange også, at Skt. Thomas’s metode, filosofi og teologi, hans af neomodernister især forkætrede intellektualisme, ikke lukker af for mysteriet. I sit store værk Le sens du Mystère.. skriver han således: ”Logikkens klarhed leder ham (Skt. Thomas) faktisk til at se mysterierne i naturen, som taler på deres måde om Skaberen, og denne selv samme klarhed hjælper ham til at sætte andre hemmeligheder, meget mere overordnede, angående nåden og Guds indre liv i skarpt relief, som uden den guddommelige åbenbaring ville forblive ukendte for os. Man insisterer naturligt nok af vane, det har vi ofte selv gjort, på denne store mesters doktrins mest klare sider; det er ikke unyttigt nogle gange at henvende opmærksomheden på hans sans for mysteriet, som han besad i emminent grad.” Vi er her langt fra de gamle skolastiske teologiske lærebøgers ”præfabrikerede” systematik!

”Sandheden skal sætte jer fri.”

Stik mod modernismens og neomodernismens advarsler, så udgør klar tænkning, understøttet af Helligåndens gaver og præcise dogmer og doktriner, ingen fare for troslivets intensitet, den troendes retfærdiggørelse og helliggørelse; det er Skt. Thomas’, men også Fader Garrigou-Lagranges liv og værk et utvetydigt vidnesbyrd om. Tværtimod næres dette liv af disse dogmer og de mysterier, som netop træder klart frem for den virkeligt ”oplyste” tænkning, ligesom tingene og deres skygger først træder skarpt frem i klar belysning! Uden en fast overvisning om disse dogmers objektive og uforanderlige sandhed, deres på én gang intelligible og mystiske sider, så dør Troen eller reduceres til en følelse eller blind irrationel tro på trods af bedre viden.

Men Nacht und Nebel var i høj grad modernisternes og især neomodernisternes foretrukne domæne. I tusmørket, hvor ”alle katte er grå”, søgte de et sikkert tilflugtssted for de skarpe og ubønhørlige fornuftsprincipper, som f.eks. modsigelsesprincippet.

Netop dette princip og det klassiske common sense sandhedskriterium: intellektets overensstemmelse med den objektive virkelighed, var Fader en utrættelig forsvarer af.

Det fortælles, at Garrigou-Lagrange engang skrev til Maurice Blondel, den kendte modernistiske teolog, at hvis han ikke trak sin sandhedsteori tilbage, så kunne han se frem til meget lang tid i Skærsilden. Og hvad gik hans teori ud på? – At sandheden er overensstemmelsen mellem intellekt og liv! Med andre ord sandt er, hvad vi føler er sandt, hvad der giver ”mening” her og nu. Så ender vi ikke blot i subjektivistisk relativisme, hvor modsigelsesprincippet er ophævet, men også i naturalistisk vitalisme, for lidenskaberne, viljen, underordner sig intellektet og gør det til en funktion af ”livet”.    

Nietzsche drog konklusionen af en sådan tankegang med disse ord: ””Sandheden” er en af de illusioner uden hvilken, en vis art af levende væsner ikke ville kunne overleve.”

En ny teologi, der udelukkende vil operere i den subjektive, vitale sfære, langt fra at immunisere religionen mod den ”oplyste” fornufts og videnskabs kolde vinde, gør den umådelig sårbar overfor at blive bortforklaret af selv samme fornuft og videnskab som illusion og ønsketænkning, en af og til måske sjæleligt og socialt gavnlig, men alligevel patologisk tilstand.

Garrigou-Lagranges liv viet til den objektive sandhed, ikke en indre oplevet vitalistisk foranderlig ”sandhed”, der let forveksles med ønsketænkning, er helt i overensstemmelse med Vor herres ord: ”Sandheden skal sætte jer fri” og ”Jeg er vejen, sandheden og livet” og ”Jeres tale skal være ”Ja,Ja” og ”Nej, Nej””

Det er løgnens fader, der ynder tvetunget tale og tågesnak!

Værker.

Ligesom Fader Garrigou-Lagranges undervisning var trestrenget, således også hans værk: filosofisk-teologiske værker, dogmatisk-teologiske værker og de asketisk-mystiske værker. Deri viser sig netop den intime forbundethed af skarp filosofisk- teologisk tænkning, dogmatik og det asketisk-mystiske liv. I denne tekstrække vil vi imidlertid koncentrere os om de filosofiske værker, for det er her slaget mod modernismen først og fremmest føres. Det er da også de værker som i dag er mest glemte og vanskelige at få fat i. Det følgende er ikke en udtømmende bibliografi.

Filosofisk-teologiske værker:

Le sens commun, la philosophie de l’Être et les formules dogmatiques (Paris, 1909). Fader Garrigou-Lagranges filosofiske mesterstykke, der også danner grundlaget for og de ledende idéer til de senere filosofisk-teologiske værker; her tilbageerobres ”common sense”, som fundamentet for den ontologiske realisme i et opgør med nominalismen og dynamismen.          

Dieu, son existence et sa nature (Paris, 1915). Her rehabiliteres de traditionelle Gudsbeviser efter en ophævelse og opløsning af antinomierne i Kants fornuftsdialektik.

Le réalisme du principe de finalité (Paris, 1932). Rehabilitering af den traditionelle thomistiske lære om årsagerne, rettet mod kritikkerne af kausalitetsprincippet og ikke mindst finalårsagerne.

Le sens du mystère et le clair obscur intellectuel (Paris, 1934). Om hvordan mysteriet ledsager erkendelsen på alle niveauer, og hvordan natur og nåde forholder sig til hinanden.

La synthèse thomiste (Paris, 1946).

L’eternelle vie et les profondeur de l’âme (Paris, 1947). Om de ”fire sidste ting”.

Dogmatisk-teologiske værker:    

De revelatione per Ecclesiam catholicam proposita (Rome-Paris, 1917). Fader Garrigou_lagranges dogmatiske hovedværk.

De deo uno (Paris, 1939).

De deo trino et creatore (Torino, 1943).

De virtutibus theologicis..etc. (Torino, 1951).

Asketisk-mystiske værker:

Perfection chrétienne et contemplation selon saint Thomas d’Aquin et saint Jead de la Croix (Saint-Maximin, 1923).

La providence et la confiance en Dieu (Paris, 1932).

L’amour de Dieu et la croix de Jesus (Juvisy, 1933). 

La predestination des saints et la grâce (Paris, 1936).

Les trois âges de la vie interieure (Paris, 1938-39). Det asketisk-mystiske hovedværk.

La Mere  du sauveur et notre vie interieure (Lyon, 1941).

Desværre skal mange af disse værker eftersøges på antikvarbogmarkedet, da det overvejende flertal især indenfor de filosofiske og dogmatiske områder ikke er udkommet i nye oplag siden anden verdenskrig. Det amerikanske forlag TAN har imidlertid nyligt udgivet en del af især de asketisk-mystiske værker i engelsk oversættelse.

Der findes en god fransk hjemmeside, der har gode tekster om Reginald Garrigou-Lagrange, men også har kortere tekster af ham selv; den har også været min kilde til noget af det, jeg har skrevet her: http://www.salve-regina.com/

En anden god hjemmeside under opbygning med tekster i engelsk oversættelse af vores store teolog er denne: http://www.thesumma.info/

Et sidste vidnesbyrd.

Lad mig runde af med disse ord fra P. Emonet, der også kan virke som appetitvækker til den her på STMI kommende gennemgang af Fader Garrigou-Lagranges Les Sens commun:

”Jeg ville gerne afslutte med, at give et vidnesbyrd videre fra én af mine yngre studerende. Til dem, som tænker, at Fader Garrigou ikke længere har noget at sige vor tids mennesker, vil jeg fortælle følgende historie: Mens denne unge mand på 18 år gik i gymnasiet, mistede han sin tro. Læsningen af Sartre og Camus havde ødelagt fundamenterne for hans tro. Men en dag fik han Le sens commun i hænderne. Det er bekendt, at Le sens commun er én af Faders første værker.

”Jeg forstod” sagde han til mig, ”at filosofien om det værende er sandheden. Og jeg har genfundet min tro samtidigt med denne metafysiske intuition.” Denne bog gav derudover hans liv retning. Den fremkaldte en sådan entusiasme, at han gav sig til at lære latin – han var ellers elev på et handelsgymnasium – for at kunne følge kurser i filosofi på universitetet i Freiburg.

Dette værk, så tilsyneladende uegnet til at gribe et moderne intellekt, har overvældet denne unge mand og på én gang vist ham filosofiens skønhed, den mulige overensstemmelse mellem fornuft og tro, og meningen med livet. Sikken en stor gave for en mester at kunne vække sjæle til livets Sandhed!”

JMJ