DEN HELLIGE MESSE

af

Skt. Leonardo fra Porto Maurizio

Den skjulte skat

Uanset hvor sjælden og kostbar en skat i virkeligheden måtte være, så vil den kun blive værdsat i samme grad, som den er kendt. Det er uden tvivl derfor, kære læser, at Det allerhelligste messeoffer ikke påskønnes i den udstrækning, som det fortjener af et stort antal kristne. Det er Guds Kirkes skønneste rigdom og guddommeligste pryd, men det er en skjult skat, som alt for få kender.

Åh! Hvis alle vidste, hvad denne Paradisets perle er, så var der ikke et eneste menneske på jorden, der ikke frivilligt ville give alt, hvad det ejede her nede, i bytte for den.

Ved du, hvad Den Hellige Messe i virkeligheden er? Den er intet mindre end Kristenhedens sol, Troens sjæl, hjertet i Jesu Kristi religion; alle riterne, alle ceremonierne, alle sakramenterne står i forbindelse med den. Den er i ét ord indbegrebet af alt, hvad der er af skønt og godt i Kirken.

Dette offer er sandelig det mest ærværdige og mest fuldkomne; og, for at en sådan skat kan opnå den agtelse fra dig, som den fortjener, vil vi her kortfattet undersøge, med få ord, nogle af dens kvaliteter. Jeg siger nogle, for at fatte dem alle ville være umuligt for det menneskelige intellekt.

1. Messeofferet er det samme som offeret på Golgatha.

Den Hellige Messes primære, dominerende og ypperlige særkende er, at vi bør betragte den som værende essentielt og ubetinget det samme offer, som blev ofret på Golgatha. Kun en enkelt forskel træder frem: på korset var det blodigt og fandt kun sted én gang, og denne ene gang havde det nok kraft til fuldt ud at sone alle synder i universet.

På alteret udgydes der ikke blod; desto mere kan offeret fornys i det uendelige, og dets direkte mål  er at overføre den generelle forløsning, som er erhvervet ved Jesus’ smertelige opofrelse, til hver enkelt i særdeleshed. Det blodige offer har været vederlaget for vores forløsning, det ublodige offer sætter os i besiddelse af denne løsesum; den første åbner Vor Herres skat af fortjenester for os, den anden sikrer os brugen deraf.

Lad os i øvrigt nøje bemærke: Den Hellige Messe er ikke blot en fremstilling, ikke blot et minde om vor frelsers lidelse og død: det er en virkelig og ubetvivlelig gentagelse af det som fuldbyrdedes på korset, så man på en måde godt kan sige, at vores forløser under enhver Messe på ny lider døden for os, på en mystisk måde uden faktisk at dø. Han lever og bliver ofret på én gang. ”Jeg har set Lammet, der var som var det slagtet” siger Skt. Johannes.

Juledag f.eks. viser Kirken os, som var det nu, Jesu fødsel; ved Himmelfarten og i Pinsen, viser den ham forlade Jorden sejrende, eller sendende Helligånden til apostlene, uden at det derfor er sandt at Herren samme dag opfarer til Himlen, og at Helligånden stiger ned til de troende.

Men man kan ikke ræsonnere sådan, hvad angår Messeofferet: dét er ikke blot en fremstilling, det er det selv samme offer som på Golgatha, bortset fra, at det ikke mere er blodigt. Den samme krop, det samme blod, den samme Jesus, der ofrede sig på korset, bliver ofret på alteret. ”Det er selve forløsningen af os, der fuldbyrdes på ny for os” siger Kirken. Ja, den fuldbyrder sig helt sikkert; ja, det er det samme offer; ubetinget det samme som Golgathas offer.

Oh uudsigelige under! Indrøm det oprigtigt: hvis du, når du går i kirke for at høre Messen, betænker, at du går op til Golgatha for at overvære Vor Herres død, ville man så se dig så lidt fattet, så adspredt, så verdslig? Hvad ville man have tænkt om Maria Magdalene, hvis man havde mødt hende ved foden af korset, iklædt sine smukkeste gevandter, parfumeret, pyntet som dengang hun hengav sig til sine lidenskaber?

Og hvad ville det ikke ved Gud være for en synd, hvis du forglemte dig selv lige indtil at profanere denne af alle mest hellige handling ved upassende blikke og tegn, ved latter, samtaler, syndige stævnemøder, helligbrøde?

Synden er en horribel ting på ethvert sted og til enhver tid; men den, der begås under Messen, tæt på de hellige altre, pådrager sig mere end alle andre Guds fordømmelse. ”Forbandet, forbandet være den mand, som øver svig under den guddommelige handling” råber profeten Jeremias. – Tænk alvorligt på det.

Men der er flere undere endnu og andre fortræffeligheder i denne beundringsværdige skat.

2. Den øverste præst under Den Hellige Messe er Jesus Kristus selv.

Blandt mængden af dette tilbedelsesværdige offers sublime forrettigheder, er der ingen, som synes mere beundringsværdig end denne, at det ikke bare er en kopi, men selve det oprindelige korsoffer; og dog er der én, som er endog denne overlegen, nemlig at have et Gud-menneske selv som tjener og præst.

Der er tre ting, der særligt bør bemærkes ved en så hellig handling, som det hellige offer er: præsten som ofrer, offeret som hengives, majestæten hos den, som det ofres til. Altså, her finder vi på trefoldig måde: Gud-mennesket, Jesus Kristus, som præst; en Guds liv som offer; Gud selv som målet. Opvæk nu din tro, og genkend i præsten ved alteret Vor Herres, Jesu Kristi egen tilbedelsesværdige person, som er ypperstepræsten, ikke kun fordi det er ham, der har indstiftet dette ophøjede offer, og har givet det hele dets virkekraft gennem sine fortjenester, men også fordi han for os nådigst ved hver Messe forvandler brødet og vinen til sit eget ærværdige legeme og kostbare blod.

Her er altså Den hellige messes største fortrinsret: at have Gud-mennesket som præst.

Erkend derfor, når du ser celebranten ved alteret, at det er hans hovedfortjeneste at være tjener for den usynlige og evige præst, Vor Herre Jesus Kristus. Det er derfor, at Messens hellige offer ikke ophører med at behage Gud, selvom præsten, der celebrerer det, er gudsbespotter; for den øverste præst er Vor Herre Jesus Kristus, og ham som du ser, er kun hans tjener.

Hvis én giver en almisse via sin tjeners hånd, så er det førstnævnte man tillægger den, og selvom denne sidstnævnte skulle være en usling, hvis hans herre er retfærdig, så er hans almisse hellig og fortjenstlig.

Velsignet være altså Herren, for at have skænket os denne hellige præst, helligheden selv; pålagt ham at ofre det ophøjede offer til Den evige fader, ikke blot alle steder, for Troen er siden udbredt i hele verden, men også på alle tider, hver dag, selv hver time, for solen forsvinder ikke under vor horisont uden for at stige op over andre lande. Det er derfor, på ethvert tidspunkt, på ethvert sted på kloden, at denne allerhelligste præst giver Gud sit blod, sin sjæl, hele sin person; han giver det for os, og det lige så ofte, som der fejres Messer i verden.

Oh, umådelige skat! Oh, kilde til uvurderlige rigdomme! Åh, hvorfor kan vi ikke være tilstede ved alle Messer, som siges! Hvilke fortjenester ville vi ikke erhverve! Hvilke nådegaver i dette liv, og hvilken glans i det næste kunne vi ikke opnå.

3. Til hvilken værdighed den troende er ophøjet, som deltager i Messen.

Men hvorfor taler jeg om at være tilstede? At høre Den hellige messe, det er ikke kun det, men at ofre den selv. Ja, den jævne troende kan og bør blive kaldt offerpræst, som vi jo kan læse det i Apokalypsens kapitel V: ”Du har, Herre, gjort os til dit kongerige og dine præster”.

Celebranten ved alteret, det er Kirkens tjener, som handler på vegne af menigheden; han er alle troendes mellemmand, især de, som er til stede, overfor Jesus Kristus, den usynlige præst; forenet med ham, ofrer han til Gud Faderen, både i alles navn og i sit eget, den guddommelige pris for menneskenes forløsning.

Men lad os forstå det ret, han handler ikke alene i en så højtidelig funktion: enhver af dem, som assisterer ved hans offerhandling, deltager sammen med ham i at fuldbyrde og skænke det, og det er derfor, han efter offertoriet vender sig mod folket og siger: Orate fratres...”Lad os bede mine brødre, for at mit offer og også jeres, må være Gud den almægtige velbehageligt”; for at vi derigennem kan forstå, at selvom han udfører den øverste tjeners funktioner, så ofrer alle, som er til stede, sammen med ham Den hellige messe.

Så hver gang du deltager i Messen, udfører du på en vis måde præstens hverv. Tør du nu at høre Messen og samtidigt snakke, se dig om, måske endda sove, mens du stiller dig tilfreds med at fremsige nogle bønner godt eller slet, uden at være opmærksom på de ærefrygtindgydende handlinger, som du udfører som præst?

Åh! Jeg kan ikke forhindre mig selv i at råbe her: ”Vanvittige verden, som intet forstår af disse sublime mysterier!”

Hvordan er det muligt at opholde sig ved alteret med distræt ånd og adspredt hjerte, mens englene i hellig skræk betragter et forunderligt værks fuldførelse!

Den guddommelige almagts største mirakel.

Du er måske forbavset over at høre mig sige, at Messen er et værk fyldt med undere. Er der ikke virkeligt et under, værdig til hele vores beundring, nemlig forvandlingen gennem blot et ord fra en dødelig?

Ja, hvem kunne ikke kun hos mennesker, men også selv hos engle forklare sådan en evne? Hvem ville kunne forestille sig, at menneskets stemme, som ikke en gang har kraften til at løfte et strå uden at bruge hånden, har modtaget, den forunderlige evne fra Gud til at få Guds Søn selv til at stige ned fra himlen? Det er en magt, der overgår at flytte bjerge, udtørre havet og omstyrte himlen.

Ordene som præsten udtaler under konsekrationen er på en vis måde ligeså magtfulde, som det første FIAT, hvormed Gud drog alt frem af intet; det synes endda at overgå det andet FIAT, ved hvilket Den hellige jomfru undfangede Det evige ord i sit skød. For hun gjorde da ikke andet end at levere materialet til Kristi legeme, som blev formet, det er sandt, af hendes blod, men ikke af hende; hvorimod præsten i konsekrationsakten, som Herrens tjener, selv på uudsigelig sakramental måde frembringer Jesus Kristus, hver gang han ofrer Det hellige offer.

Den salige Johannes af Mantua, kaldet ”den gode”, ledsagedes af en eneboer, der ikke kunne forstå, hvordan en simpel præsts ord kunne have magt til at forvandle brødets og vinens substans til Jesu Kristi legeme og blod; han havde endda lånt øre til tvivlen, som djævelen havde indgivet ham på dette punkt. Guds gode tjener, som havde bemærket hans vildfarelse, førte ham til en fontæne, og efter at have fyldt et krus med vand, gav han ham det at drikke. Den anden, efter at have drukket det, indrømmede at han aldrig havde smagt så dejlig en vin. ”Nå, min broder” sagde Johannes da ”ser du miraklet? Hvis Gud tillader at vandet forvandles til vin af mig, et elendigt menneske, hvorfor tror du så ikke, at brødets og vinens substans bliver forvandlet i Jesu Kristi legeme og blod ved hjælp af præstens ord, som jo, når alt kommer til alt, er Guds ord,? Hvem tør sætte grænser for Guds almagt?” Det var nok til at overbevise eneboeren, som pålagde sig en hård bod for sin synd, mens han jagede al tvivl væk fra sit sind.

Der skal kun lidt tro til for at indse, at forrettighederne indeholdt i dette tilbedelsesværdige offer er utallige. Og det er først og fremmest og allerede et stort under, at på ethvert tidspunkt, tusind forskellige steder, så mangfoldiggør sig Jesu hellige menneskelighed, idet den nyder godt af, lad os  sige en umådelighed, som intet andet legeme besidder, og som Han har fortjent ved at ofre sig til sin Fader.

Det er præcist det, som djævlen forklarede en vantro jøde, talende gennem munden på en besat. Denne jøde befandt sig på en menneskefyldt plads, iblandt dem en besat kvinde. En præst gik forbi i det øjeblik, bærende Det hellige viaticum til en syg, midt igennem den store menneskemængde. Alle faldt på knæ for at tilbede Det hellige sakramente; kun jøden blev stående oprejst, uden at vise nogen form for respekt. Ved dette syn rejste kvinden sig i raseri, rev huen af jøden og gav ham en stor øretæve idet hun sagde: ”Usalige, hvorfor ærer du ikke den sande Gud, som befinder sig i dette guddommelige sakramente?” – ”Den sande Gud?” sagde jøden ”hvis det er sandt, så er der flere guder, for der er én på hvert af jeres altre, når man læser Messen!”

Mod det argument greb den besatte en sigte og holdt den foran solen, idet hun bad jøden om at betragte strålerne, som strømmede igennem åbningerne. Så spurgte hun: ”Er der flere sole, som passerer gennem hullerne i dette sold, eller er der kun én?” – ”Der er kun én.” – ”Hvorfor forbavses du så over at Gud, skønt han er usynlig og uforanderlig, ved et overskud af kærlighed kan være virkeligt tilstede på flere altre på samme tid?” Der skulle ikke mere til, for at beskæmme jøden og tvinge ham til at bekende sandheden.

Oh! Havde vi blot en smule tro, ville vi også råbe med vores glødende sjæl: ”Nej, der er ingen grænser for den guddommelige almagt.” Skt.Theresa havde en så ophøjet forestilling om denne magt, så hun ofte gentog: ”Des mere vores hellige religions mysterier er ophøjede, dybe, utilgængelige for det menneskelige intellekt, desto mere er det passende at tro dem fuldt og fast og med kærlighed; for vi ved at Gud, hvis magt er uendelig, kunne gøre endnu større undere.”

Genopliv da din tro, jeg besværger dig, og bekend, at dette højtidelige offer er miraklernes mirakel, undernes under, og at dets mest forbavsende forret er at herske over vores fattige og mangelfulde ånd.

Gentag, mens du beundrer: ”Åh! Hvilken sjælden og uvurderlig skat!” – Hvis disse overvejelser lader dig uberørt, så ser du igen i hvilken grad Den hellige messe er nødvendig for dig.

Nødvendigheden af Den hellige messe for at formilde Guds retfærdighed.

Hvad ville der ske, hvis solen ikke oplyste verden? Der ville ikke være andet end mørke, rædsel, goldhed og elendighed. Og hvad ville vi være uden Den hellige messe? Vi ville være berøvet alt godt, udsat for alt ondt og alle udslag af Guds vrede. Man forbavses over, at Gud på en måde har forandret sin måde at regere menneskene på.

Før i tiden tog han titlen ”Hærskarernes Gud”, han talte til folkene fra skyernes midte med lynild i hånden, og han straffede med streng retfærdighed alle fejlene.

På grund af et enkelt ægteskabsbrud lod han femogtyvetusind mand fra Benjamins stamme henrette; for Davids synd, som han begik, da han hovmodigt ville gøre mandtal over sit folk, bortrev han ved pesten trestusind personer. På grund af et nysgerrigt og respektløst blik, som Bethsamiterne kastede på Arken, lod han halvtredsenstyvetusinde massakrere.

Og nu finder han sig med tålmodighed i ikke blot forfængeligheder og letsindigheder, men de mest kriminelle ægteskabsbrud, de største skandaler og de mest horrible blasfemier, som så mange kristne udspyr hvert øjeblik mod hans Hellige navn.

Hvorfra kommer denne forskel i måden at regere menneskene på? Er vores utaknemmelighed lettere at undskylde nu end før i tiden?

Hvem vil turde hævde det? De umådelige velgerninger, som vi har modtaget gør os tværtimod uden sammenligning mere skyldige. Hemmeligheden, årsagen til en så rørende nåde findes på alteret; det er i offeret af Jesus opofret for os ved Den hellige messe, hans sonoffer, som den bør søges. Ja, her er Den katolske kirkes sol, som spreder skyerne og giver himlen dens ophøjede klarhed; her er den regnbue, som formilder den evige retfærdigheds uvejr.

For mit vedkommende tvivler jeg ikke på, at uden Den hellige messe ville verden nu være i afgrundens dyb, trukket ned af den afskyvækkende vægt af så mange synder. Messen er altså den vægtstang, som understøtter den. Indse dog så, i hvilken grad det hellige offer er os uundværligt.

Det ville være for lidt blot at forstå dette, hvis man ikke også forstod, når der er behov for det, at søge den for det, som den giver os.

Når vi deltager i Den hellige messe, lad os da efterligne den store Alphonso da Albuquerque, Vestindiens erobrer. Historikeren Osorio fortæller, at denne berømte feltherre engang befandt sig sammen med en del af sin hær på et skib, der var ved at gå ned på grund af søens rasen, han tog da et lille barn, der også var med, i sine arme, og idet han løftede det mod himlen og råbte: ”Selvom vi andre er nogle syndere, åh min Gud, så har dette uskyldige væsen aldrig krænket dig; i dets uskylds navn, spar de skyldige!” Hvilket under! Herrens blik rettes med eftergivenhed mod barnet, oceanet falder til ro, faren forsvinder og besætningen forvandles ved nådegaven fra at være i dødelig angst til at bevæges af glæde.

Hvad vil så Gud Faderen ikke gøre for os, når præsten løfter Den hellige hostie op mod ham, og med den hans Søn, den fuldkomne uskyld? Ville hans barmhjertighed kunne nægte os noget? Ville den kunne modstå denne bønfalden, ikke berolige bølgerne, der overvælder os, ikke bestride alle vore fornødenhed.

Åh! Uden dette beundringsværdige og guddommelige offer, ofret for os først på korset, siden dagligt på vore altre, ville alt være slut, alt være fortabt, og enhver af os måtte sige til sin udåndende bror: ”På gensyn i helvede! Helvede vil genforene os!” Men nu, beriget med denne beskyttende skat, med frugten af Den hellige messe mellem hænderne, har vi en overflod af håb; paradiset tilhører os, og kun én ting ville kunne holde os udenfor, vor egen beregnende fordærvethed.

Lad os derfor kysse de hellige altre i kærlighed; lad os brænde røgelse og parfumer omkring dem; men frem for alt, lad os omgive dem med ærefrygt og respekt, for de forsyner os med så mange og så kostbare gaver.

Fordele ved Den hellige messe. Den tillader os at gøre fyldest for alle vores forpligtelser overfor Den guddommelige retfærdighed.

Det retskafne og det sublime er to bevæggrunde med meget stor magt over vore hjerter; men af alle bevæggrunde som kan påvirke os, er nytten den mest virkningsfulde, og den vinder næsten altid over vores uvilje.

Hvis du har påskønnet Messen fortræffelighed og nødvendighed en smule, hvordan ville du så undgå at blive slået af den store nytte, som den skaffer de levende og de afdøde, de retfærdige såvel som de syndige, i livet, i dødsøjeblikket og selv efter dette?

Forestil dig, at du er den skyldner i Evangeliet, som skal betale titusinde talenter tilbage, og idet han bliver bedt om at aflægge regnskab for sin embedsførelse, ydmyger sig, bønfalder sin kreditor, og beder om henstand til at opfylde sine forpligtelser: ”Hav tålmodighed og jeg skal give dig alt som jeg skylder dig.”

Du bør gøre det samme, Du som har stiftet så meget gæld til den guddommelige retfærdighed; ydmyg dig, bed blot om tid til at høre en messe, og det vil være nok til at indfri hele din gæld.

VORE FIRE FORPLIGTELSER OVERFOR GUD

Skt. Thomas siger os, at vi har fire overordnede forpligtelser overfor Gud, hvorom det gælder, at hver enkelt er uendelig.

Den første er at prise og ære Hans uendelige majestæt, uendeligt værdig til ære og lovprisning.

Den anden er at gøre fyldest for alle de synder, som vi har begået.

Den tredje er at takke Ham for så mange velgerninger, vi har modtaget af Ham.

Den fjerde endeligt, at bede om de nådegaver, som er nødvendige for os.

Men hvordan kan vi elendige skabninger, som har behov for, at Han giver os alt, til og med selve åndedraget i vores vejrtrækning, hvordan kan vi indfri alle disse forpligtelser?

Her er et meget let middel, der bør trøste os alle: lad os ofte høre Den hellige messe, med al den andægtighed vi formår, lad os lade Messer blive sagt for vore intentioner, og vores gæld, måtte den end være ubegrænset, vil vi kunne betale fuldt ud med den skat som vi hæver fra Det hellige offer.

For at Du bedre vil kunne forstå forpligtelserne, som vi har overfor Gud, vil jeg forklare dem én efter én, og du vil blive i høj grad trøstet, ved at se det umådelige udbytte og de utallige skatte, som du kan samle fra denne uendelige og frugtbare kilde.

1. At hædre Gud: vores første forpligtelse overfor Gud er at ære Ham.

Naturloven siger os selv, at enhver undergiven bør ære sin overordnede, og desto mere betydningsfuld denne er, des mere bør den ærbødighed, som man viser ham, være dyb.

Det følger heraf, da Gud er uendeligt betydningsfuld, at vi skylder Ham en uendelig æresbevisning.

Men hvor kan vi finde en offergave, der er Ham værdig? Kast et blik på alle skabninger i universet, hvor kan du finde noget, som er Gud værdigt?

Det er ikke andet end en Gud, der ville kunne være Gud en værdig offergave. Det er derfor nødvendigt, at han stiger ned fra sin trone som offer på vore altre, for at æresbevisningen kan svare til hans uendelige majestæt.

Men det er præcist det, som sker under Det hellige offer; Gud æres dér lige så meget som han fortjener, for han æres af en Gud selv.

Ved at påtage sig offerets rolle på alteret, gennem en uudsigelig underkastelseshandling, tilbeder Vor Herre Den hellige treenighed i den grad, den fortjener det, så alle andre æresbevisninger synes som stjernene i forhold til solen, sammenlignet med denne Jesu ydmygelse.

Pater Saint-Jure fortæller om en hellig sjæl, som grebet af kærlighed til Gud, vederkvægede sit hjerte med tusind sarte ønsker. ”Min Gud”, sagde hun til Ham, ”jeg ville ønske at have ligeså mange hjerter og tunger, som der er blade på træerne, atomer i luften og dråber i havet, for at kunne elske og ære Dig, som Du fortjener det. Åh, hvis jeg blot havde alle skabninger i min magt, ville jeg bringe dem for Dine fødder, for at de smelter af kærlighed til Dig; men jeg ville elske Dig mere end alle dem tilsammen, mere end alle englene, mere end alle helgenerne, mere end hele himlen.”

En dag, da hun formulerede dette ønske med mere ildhu end sædvanligt, svarede Vor Herre hende: ”Trøst dig, min datter, for med én enkelt Messe, som du påhører i andægtighed, giver du mig al den hæder, som du ønsker og uendeligt meget mere.”

Overrasker denne sætning dig? Men det er uden grund; for i og med vor gode Jesus ikke blot er menneske, men i sandhed Gud, og almægtig, når han ydmyger sig på alteret, bringer han gennem denne ydmygelse sin Fader en uendelig hyldest og ære; og os ved at ofre med ham dette store offer, så bringer vi Gud gennem ham en uendelig hyldest og ære.

Oh, hvilket stort under! Lad os gentage det, for det er vigtigt, at man lader sig gennemtrænge af det. Ja kristne, ja, gennem deltagelsen i Den hellige messe overbringer den troende Gud en uendelig hæder og en æresbevisning ud over alle grænser.

Ryst din træghed af dig, betragt nu helt bevæget denne så trøstende og milde sandhed: at høre Messen med andagt er at skaffe din Gud mere ære end alle englene, alle helgenerne, alle de salige kan bibringe ham i himlen. De er jo selv ikke andet end blotte og bare skabninger, og deres hyldest følgelig endelig og begrænset; ved Den hellige messe, derimod, er det Jesus Kristus, der ydmyger sig; ham, ved hvem ydmygelsen og fortjenesten har en uendelig værdi. Det er i kraft af det, at hyldesten og æren, vi bringer Gud under Messen, ved ham er uendelig.

Hvis det er sådan, så ser du hvordan vi rundhåndet tilbagebetaler Gud denne første gæld, ved at deltage i Messen.

Åh, blinde verden! Hvornår vil du åbne øjnene for at begribe disse så betydningsfulde sandheder? Og du, kan du stadig sige: ”en Messe mere eller mindre, hvad betyder det?”

2. Gøre fyldest for vore synder: vores anden forpligtelse overfor Gud er at tilfredsstille hans retfærdighed, for alle de synder vi har begået.

Rædselsfulde gæld! Én enkelt dødssynd er af en sådan vægt i Guds vægtskål, at for at opveje den, ville fortjenesterne fra alle martyrerne og helgenerne, som har levet, lever, og skal leve, ikke gøre fyldest.

Men vi besidder Den hellige messe, hvis indre pris er tilstrækkelig til at kompensere for alle synder i hele verden. Bemærk det nøje, for at forstå, hvor umådelig stor en påskønnelse, du skylder Vor Herre. Det er ham selv, der er den krænkede part; og trods det, ikke tilfreds med at have betalt for dig gennem kvalerne på Golgatha, har han givet og opretholder blandt os, til vores brug, denne anden kilde til vedvarende soning, som er Det hellige messeoffer.

Dér fornyer han opofrelsen, som han i sin guddommelige person lod ske på korset, for at løskøbe os for vore fejl; dette samme tilbedelsesværdige blod, som han udgød dengang til gavn for den skyldige menneskeslægt, vil han gerne ofre igen, anvende det mere specifikt, gennem Messen, mod synderne hos dem, der fejrer den, dem der lader den fejre og hvem som helst, der deltager.

Det er ikke sådan, at Messen og i kraft af sig selv umiddelbart sletter vore synder, som det er tilfældet med bodens sakramente, men den giver os gode anledninger, gode tilskyndelser og øjeblikkelige nådegaver til at angre vore synder, det være sig under Messen eller på et andet passende tidspunkt.

Kun Gud ved, hvor mange af sjælene, der skylder deres omvendelse den ekstraordinære hjælp, der kommer til dem fra dette guddommelige offer.

Ganske vist tjener det ikke som sonoffer for dem, der er i en tilstand af dødelig synd, men det tjener dem som et adgangsgivende offer, og alle syndere burde deltage ofte i Messen, for lettere at opnå omvendelsens nåde.

Hvad angår de sjæle, som er i nådens stand, så giver Det hellige messeoffer dem en underfuld styrke til at forblive i den; og efter den mest gængse opfattelse, så sletter den umiddelbart alle tilgivelige synder, forudsat, at man i det mindste angrer dem i almindelighed, som Skt. Augustin klart siger det: ”Hvis nogen lytter andægtigt til Messen, så vil han ikke geråde i dødelig synd, og de tilgivelige synder vil blive ham eftergivet.”

Og det bør ikke forbavse dig: Skt. Gregor skriver i IV. bog af sine Dialoger, kap. 27, at en fattig kvinde hver mandag lod en messe sige for sin mand, der hende uafvidende var blevet gjort til slave af barbarerne, men som hun troede død.

Hver messe fik mandens fodlænker og håndjern til at falde til jorden; og lige så længe som den varede, forblev han fri, som han fortalte sin kone, efter han havde genvundet sin frihed.

Hvor meget mere bør vi ikke tro på, at dette ophøjede offer vil være særdeles effektivt til at bryde de tilgivelige synders bånd, som holder sjælen fanget, og ikke lader den handle med den frihed og ildhu, som den ville have uden dem!

Åh, hvor er det kostbart, dette beundringsværdige offer, som giver os friheden som Guds børn, og godtgør for alle de straffe, som vi skylder ham på grund af vore synder.

”Det skulle altså være nok”, spørger du mig, ”at høre eller lade sige en enkelt messe, for at betale Gud, for hele den gæld, som vi skylder ham på grund af vore synder; for i og med messen har en uendelig værdi, så giver den Gud uendelig godtgørelse?”

Messen har faktisk en uendelig værdi, men du bør vide, at Gud modtager den på en begrænset måde og proportioneret dispositionerne hos den, der siger den, eller lader den sige og hos dem, der deltager i den. ”Deres tro, Herre, er dig bekendt, deres tilbedelse er foran dine øjne” siger Kirken i kanonens bønner.

Og herved lader Kirken forstå det, som teologiens doktorer udtrykkeligt lærer, nemlig at den større eller mindre godtgørelse for de straffe vi skylder for vore synder, i kraft af messeofferets fortjenester, er bestemt af celebrantens og de deltagendes dispositioner og ildhu, som jeg lige har forklaret det.

Betænk her dårskaben hos dem, der løber efter de hurtigst overståede, de mindst opbyggelige messer, eller, hvad der er værre, som opholder sig dér uden at samle sig og næsten ingen andægtighed lægger for dagen; eller ikke bekymrer sig synderligt om at finde en from og glødende præst, når de lader en messe fejre for sig.

Qua sakramente har alle messer uden tvivl den samme værdi: ikke desto mindre, observerer Skt. Thomas, er de ikke lige, når det drejer sig om de frugter, som man uddrager af dem. Jo større den aktuelle eller habituelle fromhed hos celebranten er, desto større vil frugterne af hans handlinger blive.

Det samme gælder for dem, som deltager i messen; og selvom jeg opfordrer dig til at deltage ofte, så råder jeg dig ikke desto mindre til at have mindre omsorg for antallet af messer end for den andægtighed, som du medbringer til dem. For hvis du har mere andægtighed ved én enkelt messe end en anden har ved halvtreds, så vil denne ene messe vise Gud større hæder og gøre dig større gavn, selv ved det, den frembringer ex opere operato, end hvad den anden kan uddrage fra halvtreds messer.

”Hvad angår godtgørelse for synd”, siger os Skt. Thomas, ”ser man mere på dispositionerne hos den, der ofrer end på offergavens størrelse”

Det er sikkert, som en seriøs forfatter bekræfter, at én enkelt messe påhørt med en enestående andægtighed, er tilstrækkelig til at gøre fyldest hos Den guddommelige retfærdighed, for alle synderne vi har begået, hvor store og talrige de end måtte være.

Og denne sandhed udtrykkes i formelle termer af Det hellige tridentiner-koncil: ”Herren, formildet af denne offergave og forlenende sin nåde med angerens gave, tilgiver synderne de mest alvorlige forbrydelser”.

Da du imidlertid ikke kender hverken de indre dispositioner, hvormed du deltager i messen, ej heller graden af godtgørelse, der svarer til dem, bør du for den størst mulige sikkerheds skyld

deltage ofte, og med mest mulig andægtighed.

Vær glad, hvis du har en stor tillid til Guds barmhjertighed, der jo virker underfulde ting ved dette guddommelige offer; og hvis du deltager ofte med opmærksomhed og andægtighed, så kan du i hjertet nære håbet om, at komme i himlen uden at skulle igennem Skærsilden.

Gå derfor ofte til messe og lad ingen mere høre følgende skandaløse ord fra din mund: ”En messe fra eller til, hvad gør det?”

3. At takke Gud: vores tredje gæld mod Gud er påskønnelsen af de enorme velgerninger, som han har overøst os med.

Du skal prøve i tanken at forene alle de begunstigelser, al den gavmildhed, alle de nådegaver, som du har modtaget af ham: velgerninger efter naturen og efter nåden, velgerninger overfor legemet og velgerninger overfor sjælen; dine sanser, dine evner, din sundhed, dit liv; og siden Jesu liv, hans guddommelige søn og den død, som han har lidt for os: alle disse ting øger udover alle grænser vores gæld til Gud. Hvordan kan vi så takke ham værdigt?

Vi ser, at taknemmelighedens lov overholdes af vilde dyr, som i visse tilfælde bliver tamme overfor deres velgørere. Med hvor meget større grund bør den ikke overholdes af menneskene, forlenet med intelligens og overøst med velgerninger af den guddommelige gavmildhed.

Men på den anden side er vores fattigdom så stor, at vi ikke kan godtgøre den mindste af de velgerninger, vi har modtaget fra Gud; for den mindste blandt dem, som kommer til os fra en så ophøjet majestæt og ledsaget af en uendelig kærlighed, erhverver en uendelig værdi og forpligter os til et uendeligt modsvar.

Elendige som vi dog er! Hvis vi ikke kan bære vægten af en eneste velgerning, hvordan skulle vi så nogensinde kunne tåle mængden af dem, som Gud har overøst os med?

Så er vi jo underlagt den svære nød at leve og dø utaknemmelige overfor vores højeste velgører.

Men nej: lad os beroliges. Midlet til at opfylde denne nye pligt rigeligt og fuldstændigt viser profeten David os, som i ånden havde set Det guddommelige messeoffer, og at vi ved det alene ville være i stand til at opfylde opgaven. ”Hvad skal jeg give til Herren”, råber han, ”for alle de velgerninger, han har vist mig? Jeg vil tage frelsens kalk”, svarer han sig selv; eller efter en anden version: ”Jeg vil løfte Herrens kalken højt op”, d.v.s. jeg vil ofre ham et højest acceptabelt offer, og jeg vil også tilbagebetale gælden, som jeg skylder ham for så mange udmærkede velgerninger.”

Føj til det, at dette offer først og fremmest er blevet indstiftet af vor Herre for at påskønne og takke den guddommelige gavmildhed: det er derfor, at det frem for alt kalder sig Eukaristien, det betyder taksigelse.

For øvrigt har han givet os eksemplet selv, da han ved den sidste nadver, før han konsekrerede brødet og vinen under denne første messe, løftede blikket mod himlen og gav tak til sin Fader.

Oh guddommelige tak, som afdækker for os dette frygtindgydende mysteriums sublime formål, og som på samme tid indbyder os til at efterligne vor Herre, så vi ved enhver messe, som vi deltager i, vil vide at benytte os af en så stor skat og opofre den til vor evige velgører besjælet af en umådelig taknemmelighed; desto mere som hele himlen, Den hellige jomfru, englene og helgenerne da betragter os, vil vi med glæde betale vor store konge den skyldige anerkendelse.

Den ærværdige søster Francesca Farnese, som vi kan læse det i hendes levnedsbeskrivelse, var plaget af bekymring over alt det, som hun havde modtaget fra Gud og den afmægtighed, hun befandt sig i m.h.t. at indløse sit af kærlighed gennemtrængte hjertes gæld.

Men se: en smuk dag åbenbarede Den hellige jomfru sig for hende; hun anbragte Det guddommelige barn i Francescas arme og sagde til sin tjenerinde: ”Hold det, min pige; han er til dig. Forstå nu at benytte ham til det som er anledning til dine bekymringer; Jesus forslår til alt…”

Ganske vist! Under messen modtager vi ikke kun i vore arme, men i vore hænder og i vort hjerte Guds søn: ”Et barn er os givet” siger Esaias; og vi kan med ham fuldstændigt godtgøre den anerkendelsens gæld, som vi har stiftet hos Gud.

Og ret betragtet, så giver vi på en vis måde Gud mere end han har givet os, om ikke i virkeligheden, så dog tilsyneladende; for Den evige fader har kun én gang givet os Sin guddommelige søn i inkarnationen, men vi giver ham Sønnen tilbage utallige gange i dette højtidelige offer.

Således er Gud til en vis grad i gæld til os, om ikke hvad angår kvaliteten af offeret, for der findes intet, der overgår Guds søn, så dog i kraft af mangfoldigheden af de handlinger, som giver ham offeret til godtgørelse.

Oh, store og barmhjertige Gud! Hvorfor har vi ikke et uendeligt antal sprog, så vi kan give Dig uendelige taksigelser for den kostbare skat, som Du har givet os i Den hellige messe!

Forstår I nu, hvor kostbar denne skat er? Hvis det har været skjult for jer indtil nu, hvorfor råber I ikke i hellig forundring, nu hvor I begynder at forstå: ”Åh, hvilken stor skat! Hvilken stor skat!”

4. At bede om de nådegaver, som vi har brug for.

Men dette er ikke alt; vi kan også under Det hellige messeoffer opfylde vores sidste forpligtelse overfor Gud, det vil sige bede om de nådegaver, vi har brug for.

Vi kender af trist erfaring de nedtrykkende dårligdomme, som mennesket er underkastet, m.h.t. til legemet såvel som til sjælen, og følgelig også behovet, som vi har i ethvert øjeblik i enhver omstændighed, for Guds faderlige hjælp. Han alene er alle gode, timelige eller åndelige, tings ophav  og herre.

Men på den anden side, med hvilken ret, med hvilket håb beder du hans barmhjertighed om nye gaver, når du har været så uopmærksom og utaknemmelig for de gunstbevisninger, som han allerede har overøst dig med, en utaknemmelighed, der er gået så vidt som til at vende velgerningen mod velgøreren?

Her igen gælder det ikke desto mindre om ikke at miste tilliden; genvind håbet. Du er ikke værdig til disse goder, som du ønsker, og som du føler nødvendigheden af; men Den barmhjertige frelser iler for at gøre sig til din talsmand, være din kaution. Uendelige meriter har han erhvervet for dig, for dig bliver han under messen den fredelige hostie, d.v.s. den ophøjede offergave ved hvis opofrelse vores Fader i himlen intet kan nægte os.

Ja, i Den hellige messe tager den beundringsværdige og højt elskede Jesus som første og øverste præst vores sag i sin hånd, taler for os, gør sig til vores magtfulde advokat.

Glem ikke, at Maria også forener sine forbønner med vore i alt, som troen lader os bede Gud om.

Hvad mere skal der til for den som vil bønhøres?

Kan tilliden og det faste og sikre håb mangle hos dig, når du tænker på, at det ved alteret er Jesus Kristus, som taler på dine vegne, som for dig ofrer sit kostelige blod, som med andre ord påtager sig rollen som guddommelig midler? – Oh velsignede messe, kilde til alle velgerninger og alle gaver!

Men det er nødvendigt at grave lidt mere i denne mineskakt, for at opdage de store skatte, som den indeholder. Oh hvor meget nåde, gaver og dyder erhverver os ikke dette Hellige offer.

Vi opnår deraf først alle åndelige nådegaver, angeren for vore synder, sejren over de fristelser, som kommer til os udefra, fra dårligt selskab og helvedes dæmoner, eller indefra, fra vort rebelske kød.

Vi opnår deraf de nødvendige nådegaver, for at omvende os, eller for at bevare os i nådens stand og gøre fremskridt på Guds veje; vi opnår deraf hellige indgivelser og indre rørelser, som disponerer os til at ryste vor lunkenhed af os, og driver os til at handle med større ildhu, med en mere resolut vilje, en mere ret og ren hensigt, og det er en uvurderlig skat, da disse midler er særdeles effektive til at opnå den udholdenhed til døden fra Gud, som vor frelse afhænger af, og den moralske forsikring, som man kan have i denne verden for den evige salighed.

Vi opnår også deraf timelige goder i den udstrækning, de kan medvirke til vor frelse: sundhed, overflod, fred med udelukkelsen af alle de onder, der sætter sig imod vor sjæls gode som f.eks. pest, jordskælv, krig, hungersnød, forfølgelse, retssager, fjendskaber, bagtalelse, injurier; i ét ord: Det hellige messeoffer er i stand til at udfri os fra alle onder og berige os med alle goder.

Den er den gyldne nøgle til Paradis; hvilke goder skulle den evige Fader kunne nægte os, efter at have givet os den?

Som Skt. Paulus siger: ”Han som ikke har sparet sin egen søn, man som har givet ham for os alle, hvorfor skulle han ikke have givet os alt med ham?”

Han havde altså ret, denne hellige præst, der, som en forfatter fortæller os, ofte sagde ”Når jeg ved det hellige alter beder Gud om én eller anden særlig gunstbevisning, en helt ekstraordinær nådegave til mig eller andre, så forekommer det mig at være intet at bede om i sammenligning med dét som jeg selv giver.” Og han tilføjede idet han forklarede sin tankegang: ”Alle de nådegaver, som jeg kan bede om under Den hellige messe, er skabte, endelige goder, mens min egen gave er ubegrænset og ikke skabt. Således når man gør regnskabet aritmetisk op, så er det mig, der er kreditor og Gud der forbliver min debitor.” Det er derfor han bad om store nådegaver, og han opnåede også mange fra Gud. Hvorfor gør I ikke ligesådan?

Hvis du følger mit råd, så skal du bede Gud om, hver gang du deltager i messen, at han må gøre dig til en stor helgen. Frygt ikke, at det vil være for meget at bede om. Fortæller vores gode Herre os ikke, at han vil give os Paradiset for et glas vand skænket i hans navn? Hvorfor skulle han så ikke give os hundrede gange mere, hvis det var muligt, når vi giver ham alt hans elskede søns blod?

Hvordan kan du tvivle på, at han vil give alle de nødvendige dyder og fuldkommenheder til at gøre dig til en stor helgen?

Åben derfor dit hjerte, og bed Gud om store ting; for Ham som du påkalder, gør sig i ingen måde fattig ved at give, og des mere du beder om, des mere vil du få.

Andre gavnlige virkninger af Messen.

Men det er endnu ikke alt: foruden de goder vi beder om under Messen, forunder Gud os mange andre, uden at vi har bedt om dem, forudsat vi fra vores side ikke lægger hindringer i vejen for dem.

Man kan altså sige, at Messen er som en sol for menneskeheden, der udøser sin stråleglans over de gode såvel som de onde, og at der er ingen sjæl, hvor forbryderisk den end måtte være, som ikke får et eller andet stort gode med hjem, ofte uden at bede om det, og endnu oftere uden at tænke på det, som det skete i det tilfælde, som Skt. Antonius fortæller om.

To unge libertinere, hvoraf én havde været til morgenmesse, som var draget ud en dag for at gå en tur i en skov, blev overfaldet af et voldsomt uvejr. Midt i blandt tordenskraldene og lynene hørte de en stemme, der råbte: ”Dræb! Dræb!”

Ham som ikke havde hørt messen blev straks ramt af lynet og døde; den anden grebet af rædsel, fortsatte på sin vej søgende et tilflugtssted, da han på ny hørte stemmen gentage disse ord: ”Dræb! Dræb!”

Mens han ventede på døden, hørte han en anden stemme råbe: ”Jeg kan ikke, jeg kan ikke, for han har i dag hørt ordene Verbum caro factum est; messen, som han har deltaget i, forhindrer mig i at ramme ham.”

Hvor mange gange har Gud ikke gennem Den hellige messe reddet dig fra døden eller i det mindste overhængende farer!

Det er også det, som Skt. Gregor forsikrer os om, når han fortæller os i IV. Bog af sine Dialoger: ”Den som hører Den hellige messe er udfriet af mange onder og farer.”

Skt. Augustin går endnu længere, for han siger: ”Den som hører Messen med andægtighed, skal ikke dø en pludselig død.”

Her er altså et sikkert middel mod dette onde: deltag andægtigt i Messen hver dag.

Som Skt. Gregor siger: ”Den retfærdige, der hører messen opretholder sig selv fortsat i retfærdigheden.” Ikke blot det, han vokser hver dag mere m.h.t. fortjenester, nådegaver og dyder, og behager hele tiden Gud mere og mere.

Skt. Bernard går endnu videre: ”Den som andægtigt hører eller fejrer Messen indlægger sig betydeligt større fortjeneste, end hvis han gav alle sine skatte til de fattige og rejste verden rundt på pilgrimsfærd.” Disse ord skal ses i lyset af Det hellige messeoffers indre værdi. Hvilke umådelige skatte indeholder det altså ikke?

Forstå denne sandhed til bunds: hvad angår Det hellige messeoffer i sig selv og dets indre værdi taget i betragtning, kan man altså sige, at man tillægger sig mere fortjeneste ved at høre eller fejre én enkelt messe, end hvis man fordelte sin ejendom blandt de fattige, og hvis man rejste rundt på pilgrimsfærd i hele verden, idet man med stor andægtighed besøgte helligdommene i Jerusalem, Rom, Loreto, Compostella o.s.v.

Skt. Thomas giver os begrundelsen, for han siger: ”Det er fordi messen indeholder alle frugterne, alle nådegaverne, og alle skattene, som Guds søn har udøst så overdådigt over sin Kirke, under det blodige offer på korset.”

Stands op her et øjeblik, luk bogen, og saml i tankerne om alle goderne og alle frugterne, som Den hellige messe skaffer os; overvej det i stilhed og sig mig så derefter, om du tvivler på at én enkelt messe, i kraft af dens indre værdi, er så virksom, at den iflg. flere doktorer, ville være tilstrækkelig til at opnå hele menneskehedens frelse.

Forudsæt, at Vor herre Jesus Kristus ikke havde lidt på Golgatha, og at han i stedet for det blodige korsoffer, blot havde indstiftet dét på alteret, men med den befaling, at der i hele verden ikke skulle fejres mere end én messe.

Vel! Under forudsætning af denne antagelse, så er det ganske vist, at denne ene messe fejret af den ubetydeligste præst i verden, ville have været tilstrækkelig, betragtet i sig selv og i sin indre værdi, til at opnå fra Gud alle menneskers frelse.

Ja, under denne forudsætning ville en enkelt messe være nok til at opnå omvendelsen af alle tyrkere, alle kættere, alle skismatikere, med ét ord, alle de vantro og alle de dårlige kristne; nok til at lukke helvedes porte for alle syndere og åbne Skærsildens for alle de sjæle, der lider dér.

Men desværre! Elendige som vi er, begrænser vi dette højtidelige offers virkesfære og gør det ineffektivt ved vores lunkenhed.

Åh! Kunne jeg blot gøre mig forståelig overfor alle mennesker, så jeg kunne sige dem: ”Elendige, hvad er det I gør? Hvorfor iler I ikke alle til kirkerne for at lytte andægtigt til så mange messer, som I har mulighed for? – Hvorfor efterligner I ikke englene, som iflg. Skt. Johannes Chrysostomos stiger ned i massevis fra himlen, mens man fejrer Den hellige messe, og som opholder sig i hellig respekt ved alteret, ventende på, at messen begynder, for at bedre kunne gå i forbøn for os; for de ved godt, at det er den mest opportune tid og det mest gunstige øjeblik til at opnå himlens nådegaver.

Skam dig så og rødm over, at du så lidt indtil nu har påskønnet Den hellige messe, og over endda at have profaneret så hellig en handling.”

Du har endnu mere grund til at rødme, hvis du kan tælles blandt dem som er tilstrækkeligt overmodige til at sige, at en messe fra eller til, ikke gør nogen forskel.

Messen og sjælene i Skærsilden.

Jeg bønfalder dig om at bemærke, at det ikke er uden hensigt, at jeg har sagt tidligere, at én enkelt messe, udelukkende dens indre værdi taget i betragtning, forslår til at åbne Skærsildens porte for alle sjæle, der lider dér, og lade dem komme ind i himlen: for dette guddommelige offer tjener de afdøde ikke blot til soning, for at betale den bod, som de skylder Guds retfærdighed, men også til at opnå tilgivelsen. Det fremgår af Kirkens praksis, hvor der ikke blot fejres messe for Skærsildens sjæle, men også bedes for deres forløsning.

For at anspore din medlidenhed med disse hellige sjæle, så tænk på at ilden, hvor de lider, svarer til den i helvede, og som redskab for den guddommelige retfærdighed, virker den med en sådan kraft, at den forårsager dem uudholdelige smerter, der overgår alle pinsler, man kan forestille sig i denne verden.

De lider derudover meget mere endnu p.gr.a. af berøvelsen af synet af Gud, som den englelige doktor siger; umuligheden af at se det højeste gode, dér hvor de er, og mod hvilket de stræber, kaster dem ud i utålelige ængstelser.

Gå lidt i dig selv. Hvis du skulle se din far eller din mor tæt på at drukne i en sø, og du ikke behøvede gøre andet end at række hånden ud for at hjælpe dem, ville du så ikke være forpligtet af kærlighed og retfærdighed også, til at gøre det?

Men du ser med troens øjne så mange stakkels sjæle, blandt hvilke dine nærmeste slægtninge måske befinder sig, brænde i en ildsø, og du anstrenger dig ikke engang med at høre blot én messe andægtigt for dem?

Hvor er dit hjerte? Hvem kan tvivle på, at messen skaffer disse stakkels sjæle en betydelig lindring?

Hør Skt. Hieronymus, én af Kirkens store doktorer, der udtrykkeligt fortæller dig at: ”Når man fejrer Det højt hellige messeoffer, for en sjæl i Skærsilden, så ophører den fortærende ilds strenghed, og mens messen varer, opsættes torturen.” Han bekræfter derudover, at ved hver messe er der mange, der slipper ud af dette soningssted for at flyve til Paradisets glæder.

Føj hertil, at din godgørenhed mod Skærsildens sjæle vil vende sig til din fordel. Jeg kunne komme med en masse eksempler som bevis, men jeg vil nøjes med at fortælle dig ét, som hændte for Skt. Peter  Damian.

Da han var blevet forældreløs i en spæd alder, blev han adopteret af én af sine brødre, der mishandlede ham på en uhørt måde, lige til at lade ham gå med bare fødder og lade ham leve i ekstrem mangel på alle fornødenheder. Han fandt imidlertid en dag, jeg ved ikke hvor mange, penge på vejen; så han troede sig i besiddelse af en formue. Men hvad skulle han stille op med den? Den nød han var underlagt, foreslog ham mange måder at anvende dem på; ikke desto mindre besluttede han efter at have tænkt det godt i gennem, at gå hen og give pengene til en præst, og bede ham om en messe for sjælene i Skærsilden.

Fra dette øjeblik ændrede hans skæbne sig: han blev adopteret af en anden bror, bedre end den første, der elskede ham som sin søn, klædte ham sømmeligt, sendte ham i skole, efter hvilket han blev den store mand og den store helgen, som smykkedes med purpur og opholdt Kirken.

Se hvilke goder denne messe og det afsavn, han pålagde sig selv, blev kilde til.

Oh! Hvilken kostbar skat, der tjener både de døde og de levende, i tiden og i evigheden på samme tid. Disse hellige sjæle er så taknemmelige mod deres velgørere, at når de først er ankommet i himlen, gør de sig til talsmænd for dem, og under sig ikke hvile, før de har set dem i besiddelse af glorien; som en kvinde her erfarede det i Rom, der glemte sin evige frelse og var slave af sine lidenskaber, ikke var optaget af andet end at fange den ubetænksomme ungdom i sit spind.

Det eneste gode hun gjorde var, at der ikke gik én dag uden at hun lod fejre nogle messer for sjælene i Skærsilden. Disse bad uden tvivl med så stor ildhu for deres godgørerske, så en dag, hvor hun rødmede over sine synder, gav hun afkald på sit kriminelle liv og gik hen for at finde en præst, aflagde generalskrifte for ham og døde kort tid efter, velvilligt indstillet, efterladende åbenlyse tegn til alle om sin evige frelse.

Denne ekstraordinære nådegave skylder hun messerne, som hun lod fejre for sjælene i Skærsilden.

Lad os altså vågne op og ikke lade os blive overhalet i Gudsriget af toldere og fortabte kvinder.

Vore pligter overfor de afdøde.

Hvis du skulle være blandt de nærrige, som ikke blot forsømmer næstekærligheds buddet ved at undlade at bede for de afdøde og deltage i messen for disse stakkels plagede sjæle, men som ydermere tramper på de mest hellige rettigheder, idet de nægter at opfylde de fromme ønsker, som deres forældre har efterladt om, at de skal lade messerne sige, som de har pålagt dem i deres testamenter,

så ville jeg sige til dig, opflammet af en hellig ildhu: ”Gå, gå, du er værre end djævlene, for de piner kun de fordømte; men du, du piner de udvalgte. De er grusomme mod de udstødte, men du er det mod de forudbestemte.”

Nej, der er intet skriftemål, ingen absolution for dig, hvis du ikke gør bod for så stor en synd, og hvis du ikke opfylder alle dine forpligtelser overfor de afdøde.

”Det kan jeg ikke, mine midler tillader det ikke” hører jeg dig sige. Dine midler tillader det ikke?  Du forstår godt at finde penge for at se ud af noget i verdens øjne, for at tilfredsstille din trang til overdådighed; du forstår godt at få råd til fester, og til vanvittige og ofte forbryderiske udgifter; og når det drejer sig om at indløse din gæld, ikke blot til de levende, men til de stakkels døde, så har du ingenting.

Aha! Jeg forstår dig; der er ingen nu, der kan afkræve dig regnskab for din adfærd. Men Gud vil afkræve det senere!

Brug bare pengene, som de afdøde har efterladt dig til andre ting, men så kan jeg også på vegne af Kongeprofeten love dig ulykker i hobetal, sygdomme, fallitter, uheld, uoprettelig ødelæggelse af din formue, din ære og dit liv.

Det er et guddommeligt varsel, det kan ikke undgå at have sin virkning: De har ødslet ofrene til de døde bort, og ulykkerne har mangfoldiggjort sig.

Ja, ja, ulykker, uoprettelig ruin til de familier, som ikke opfylder de forpligtelser, de har mod deres afdøde.

Gå blot rundt i denne by (Rom) og se hvor mange familier er blevet spredte, huse ruinerede, butikker lukkede, forretninger afbrudte, fallitter, vanære og ulykker der er af enhver slags.

Hvad er årsagen til disse ulykker? Én af de vigtigste årsager er hårdheden mod de stakkels afdøde, forsømmeligheden m.h.t. at opfylde disses sidste fromme vilje, grusomheden med hvilken man nægter sjælene i Skærsilden den lindring, man skylder dem.

Det er derfor, der begås så meget helligbrøde, og at Guds hus er blevet en røverkule, som Vor herre siger.

Bliv ikke forbavset over, hvis Gud lader sine lyn regne ned over jorden, og truer os med krig og jordskælv, og katastrofer af enhver art. Årsagen er her: De har ødslet ofrene til de døde bort, og ulykkerne har mangfoldiggjort sig.

Det er altså med god grund, at det fjerde koncil i Karthago ekskommunikerer de utaknemmelige som sande mordere, og at konciliet i Valence giver ordre til at jage dem ud af Kirken som vantro.

Det er dog ikke den største af de straffe, hvormed Gud tugter disse ufølsomme sjæle.

Det er til det næste liv, han forbeholder de værste pinsler; for som Skt. Jakob belærer os: En dom uden barmhjertighed er reserveret den, som ikke har udvist barmhjertighed.

Gud vil tillade, at de vil blive behandlet på samme måde, som de selv har behandlet de andre, d.v.s. deres sidste vilje også vil blive overtrådt, og at man ikke vil fejre de messer, som de har bedt om i deres testamenter for at sikre deres udfrielse; og hvis man fejrer dem, så vil deres fortjeneste blive overført til andre, som har været mere godgørende og retfærdige overfor de afdøde.

Man fortæller i franciskanerordenens krøniker om en broder, der viste sig efter døden for en anden ordensbroder og åbenbarede ham de rædselsvækkende pinsler, som han måtte udstå i Skærsilden, især på grund af at have forsømt at bede for de andre afdøde brødre.

Han fortalte ham, at indtil nu havde det gode som man havde gjort for ham, messerne man havde sagt, ikke gavnet ham spor, fordi Gud for at straffe hans forsømmelighed havde anvendt dem på andre, der i løbet af deres liv havde været mere kærlige overfor sjælene i Skærsilden; efter at dette var blevet sagt, forsvandt han.

Tag følgende beslutninger: I. Lad sige mange messer for sjælene i Skærsilden og for alle dine hensigter.

Jeg bønfalder dig derfor, kære læser, på knæ og af hele min sjæl, om ikke at lukke denne bog før du har taget den faste beslutning, at deltage, så vidt dine hverv tillader det, i Det hellige messeoffer, og at lade sige så mange messer, som du formår, ikke kun for de afdødes sjæle, men også for din egen. Og det af to grunde:

1. For at opnå en god og hellig død; iflg. alle de hellige doktorer er der nemlig intet mere effektivt middel end Det hellige messeoffer.

Vor herre Jesus Kristus har åbenbaret for Skt. Mechtilde, at den som har haft den fromme vane, at deltage andægtigt ved messen i løbet af sit liv, vil blive trøstet ved døden af engle og skytshelgener, som vil forsvare vedkommende mod alle djævlenes baghold.

2. Den anden grund er, at du derigennem vil fortjene straks at slippe fri af Skærsilden og fare op til himlen; for der er intet mere effektivt middel til at opnå den overordentligt kostbare nådegave, at komme i himlen uden at skulle gennem Skærsilden, eller i det mindste kort tid der, end aflad og Det hellige messeoffer.

Hvad angår aflad, så har paverne ødslet deraf til dem, som hører Den hellige messe med andægtighed. Vi har længere tilbage påvist tilstrækkeligt, hvor effektiv den er m.h.t. at eftergive skærsildens straffe.

Johannes af Avilas eksempel og autoritet burde være os nok for at overbevise os om det.

Denne store Guds tjener, som var hele Spaniens orakel, blev spurgt, da han skulle til at dø, hvilken hjælp han ønskede, man skulle berede hans sjæl, når Herren havde kaldt den til sig: ”Messer, messer, messer!”

Tillad mig at give dig på dette punkt et tungtvejende råd: lad sige alle de messer, mens du lever, som du vil, at man siger for dig efter din død, og stol ikke på dem, som du efterlader i denne verden.

Desto mere som Skt. Anselm belærer os, at en enkelt messe, som du har hørt eller ladet sige for dig, mens du levede, vil være dig mere gavnlig end tusind efter din død.

Denne sandhed blev forstået vel af en rig købmand fra Genua, der idet han stod overfor at skulle dø, intet efterlod til lindring for sin sjæl. Alle var forbavsede over at en mand, der var så rig, så from og så gavmild overfor andre, kunne vise sig så grusom mod sig selv ved sin død.

Men efter hans begravelse fandt man opgørelserne i hans regnskabsbog over alt det gode, han havde gjort i sit liv for sin sjæls lindring.

Totusind franc for totusind messer; titusind franc til medgifter til fattige forældreløse, tohundrede franc til et bestemt fromt sted o.s.v. Og til sidst i bogen havde han skrevet: ”Den, der vil sig selv det godt, at han gør det mens han lever og ikke stoler på dem, som han efterlader sig.”

Vi kender ordsproget: et lys der bæres foran os, lyser bedre for os end en fakkel bag os.

Drag nytte af denne sætning og idet du betænker Den hellige messes udmærkethed og gavn, så beklag den forblændelse, hvori du har levet indtil nu, hvor du ikke har værdsat denne kostbare skat tilstrækkeligt, der for dig desværre, har været en skjult skat.

Nu, hvor du kender dens værdi, så giv dig ikke mere selv lov til at tænke, og endnu mindre at sige, at en messe mere eller mindre gør hverken fra eller til.

Forny derimod din hellige beslutning om at høre, fra denne dag af, ligeså mange messer, som du vil kunne finde den gunstige lejlighed til, og at høre dem med en sand fromheds følelser.

Må Guds velsignelse denne dag komme over dig. Amen.

II. Deltag ofte i messen og om muligt, hver dag.

De som gør ophævelser over at skulle deltage i messen hver dag, finder på mange påskud for at undskylde deres lunkenhed. Når det derimod handler om denne verdens miserable gøremål, så finder du dem fulde af ildhu, iver og aktivitet.

Alt besværligt er så let, ingen ulejlighed holder dem tilbage. Men når det drejer sig om at deltage i messen, om end der ikke er noget vigtigere end denne, så er de kølige og uden vilje, og de forstår at finde tusind frivole påskud for at fritage sig; de fremdrager alvorlige forehavender, deres ringe helbred, hensynet til familien, manglende tid, mangfoldigheden af deres forretninger o.s.v.

Med ét ord, hvis den hellige Kirke forpligtede dem under anklage for dødssynd, at høre messen i det mindste på festdage, så må Gud vide, om de nogensinde ville besøge en kirke, om de nogensinde vil bøje knæene foran et alter.

Hvilken skam og hvilken ulykke på samme tid. Åh! Hvor er vi dog faldet bort fra den ildhu hos de første troende, der som vi har set ovenfor, deltog hver dag ved Den hellige messeoffer og som nærede sig ved englenes brød i Den hellige kommunion.

De havde også deres sager at tage vare på, men det er netop ved denne fromme praksis, at de forstod så godt at tage vare på deres åndelige og timelige interesser.

Blinde verden, hvornår åbner du dine øjne for at indse din fejltagelse? Lad os alle vågne af vores bedøvelse, og lad vor kæreste gudsdyrkelse være at høre Den hellige messe hver dag og modtage Den hellige kommunion.

For at opnå et så helligt mål, kender jeg ikke noget bedre middel end eksemplets magt; det er nemlig en uigendrivelig grundsætning, at vi alle lever af eksempler, og finder det let at gøre som dem, der er ligesom os selv.

Skt. Augustin opmuntrede sig selv ved at sige: ”Hvad du formår ikke det, som den her og den der har kunnet?”

Og efter at have taget én af dem, der er mere fromme end os, som forbillede, så lad os selv foregå med et godt eksempel. Hvilke frugter vil vi ikke høste af de gode ting, som vi på denne måde har gjort for andre, endda uvidende.

Messen og salærerne.

Jeg vil slutte med to passende bemærkninger. Den første angår den dybe uvidenhed hos et stort antal kristne, som ikke værdsætter de enorme rigdomme som Det hellige messeoffer indeholder, idet de tillægger den en blot materiel værdi.

Heraf kommer de talemåder hos visse personer, som ønsker en messe og ikke kan undse sig for at sige til præsten, som de beder om den: ”Vil De sige denne messe for mig i morgen? Jeg skal nok betale den.”

Hvad behager, betale for messen!? Men hvilken sum skulle dog kunne svar til en messes værdi, siden den jo er mere værd end hele himlen? Hvilken beklagelsesværdig uvidenhed!

De penge, som du giver til præsten, tjener ham til livets ophold, men ikke som betaling for messen, som han siger for dig.

Jeg har i denne brochure opfordret dig til, det er sandt, at deltage ved Det hellige offer hver dag, og at lade så mange messer sige som du formår. Men jeg kan forestille mig, at djævlen meget vel kan indgive dig overvejelse som denne her: ”Præsterne opfordrer os med gode argumenter til at lade sige mange messer. Men under foregivende af en smuk iver, så søger de deres egen fordel, og alt det siges og gøres for penge.”

Hvilken fejltagelse! Jeg takker Gud for at have ladet mig tilhøre en orden, hvor man hylder den strengeste fattigdom, og hvor man ikke modtager nogen almisse for messer. Ville man give os hundrede écus for at sige én, kunne vi ikke tage imod det.

Jeg kan altså frimodigt tale til dig uden at frygte din mistanke eller dine anklager, idet jeg er helt

uden egeninteresse i dette spørgsmål, så jeg kan ikke have øje for andet end dit bedste.

Men det, som jeg har sagt, gentager jeg endnu engang: hør mange messer, jeg beder dig, og lad sige så mange som du formår; du vil derved opnå en stor skat, som vil gavne dig i dette liv og i det næste.

Den anden sandhed, som du bør være overbevist om, er Det hellige offers virkningsfuldhed m.h.t. at befri os fra alle onder og i særlig grad at styrke os i vore svagheder og hærde os mod fristelserne.

Lad mig så gentage for dig: gå til messen hver dag, hvis det er dig muligt og foreneligt med din stands pligter og deltag med en stor andægtighed.

Du vil på kort tid erfare, det kan jeg forsikre dig om, en stor indre forandring, og du vil så at sige kunne tage og føle på det gode, som din sjæl udrager deraf.

SLUT

Oversætterens efterskrift

Skt. Leonardo blev født d.20/12 1676 i havnebyen Porto Maurizio i Norditalien. Efter sine studier hos jesuitterne i Rom sluttede han sig til den såkaldte Riformella, en gren af den strengere del af Fransciscanerordenen. Egentlig tiltænkt rollen som missionær i Kina, måtte han på grund af dårligt helbred blive i Italien og missionerede efter sin helbredelse i sin egen hjemegn og i Toskana.

I 1710 grundlagde han et kloster til riformella’erne i Incontro i nærheden af Firenze.

Efter 1720 udstrakte han sin mission til Pavestaten og Syditalien med mange tusinde omvendelser til følge.

Så mange kom for at høre ham, så han var nødt til at prædike i det fri, for kirkerne kunne ikke rumme dem. Det var især udbredelsen af Korsvejsandagten, tilbedelse af Jesu Hjerte, tilbedelsen af Det hellige sakramente og tilbedelsen af Den uplettede undfangelse, der lå ham på sinde. Han indstiftede således de berømte korsvejstationer i Colosseum og i alt 571 andre i hele Italien.

Nedslidt af sine missioners anstrengelser og af strenge bodsøvelser blev han kaldt til Rom af pave Benedikt XIV, hvor han døde Skt. Bonaventuraklosteret d. 26/11 1751. Hans jordiske rester befinder sig i klosterkirkens højalter.

Mange helbredelser af svære og farlige sygdomme kunne tilskrives denne store missionær og prædikants forbønner, hvis ry for hellighed fortsatte med at vokse i hele Italien.

Han blev saligkåret af Pius VI i 1796 og helgenkåret i 29/6 1867 af Pius IX. Hans festdag efter den traditionelle kalender er den 26 november.

Skt. Leonard efterlod sig tretten bind asketiske skrifter, hvoraf de berømteste er ”Korsvejen forenklet og forklaret” og ”Den skjulte skat”. ”Den skjulte skat” om Det hellige messeoffer er en kort og præcis traktat beregnet på lægfolket, for at vække det til beundring, taknemmelighed og ikke mindst andægtig deltagelse i det, som Skt. Leonard selv kalder ”Kristenhedens sol”, den uudtømmelige kilde til alle nådegaver.

Skt. Leonards lille værk, sammen med R.P. Martinus von Cochems ”Forklaring af Det hellige messeoffer”og R.P. Michael Müllers ”Det hellige messeoffer” mere udførlige værker, tilhører ubestrideligt Den katolske kirkes bedste opbyggelige skrifter om den traditionelle messe.

Oversætteren har ikke forsøgt at modernisere sproget nævneværdigt, men bestræbt sig på at gengive tekstens særlige insisterende tone og ordlyd. Måtte denne oversættelse tjene samme formål, som også Skt. Leonard havde med at forfatte den!

Sancte Leonardo, Ora pro nobis..

JMJ