Skt. Thomas More 1478 - 1535
Boganmeldelser
Kurt E. Larsen: Fra Christensen til Krarup - Dansk Kirkeliv i det 20. århundrede. Kolon Forlag i Kommission hos Lohse Forlag. Fredericia 2007.
Lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet Kurt E. Larsen ( KEL ) har skrevet en ny bog: Fra Kristensen til Krarup – Dansk kirkeliv i det 20. århundrede. Bogen er en fortsættelse af forfatterens bearbejdede Ph.d. afhandling fra 2000 om Vilhelm Beck: Vilhelm Beck - missionspræsten ( Lohse 2001 ) I Beck biografien skildres Beck og den fremvoksende Indre Missions historie. I den nye bog beskrives det primært, hvordan arven fra det 19. århundredes kirkelige miljøer er blevet varetaget i det 20. årh. Selv den katolske kirke og frikirkerne er beskrevet mere indgående, end det ellers er for vane. Men naturligvis lægges vægten på folkekirken.
I forlængelse af forfatterens forord ( s. 5 - 6 ) vil undertegnede nævne, at undertegnede har oplevet de sidste 10½ år det 20. årh. kirkeliv. KEL har skrevet en meget god bog om dansk kirkeliv i det 20. årh. Den samler alle de tråde, man syntes flagrede om hovedet på én som stud. theol. i 1990´ernes teologiske miljøer i Århus. Den kan virkelig anbefales til alle teologistuderende i Århus og København og til skandinaviske katolske studerende i Econe og Zaitskofen. Bogen falder i to dele: en del der beskriver folkekirkens ydre rammer ( kap. 1- 4 ) og det kirkelige arbejde ( kap. 5 – 12 )
Grunden til at anmeldelsen har den ovennævnte titel, er, at bogen tager sit udgangspunkt i systemskiftets kirkelove, hvor magten går fra kongens kirkeråd til målsætningen om lokalt selvstyre gennem menighedsråd. Hermed anslås en stadig demokratisering af den danske folkekirke i henhold til lokalstyre og i læremæssig henseende. Samtidig er det også starten på en stadig vidtgående integration af folkekirken i den moderne bureaukratiske demokratiske stat.
Grundlæggende er folkekirken bygget på fire søjler, som er: 1) Folkekirkens biskopper/superintendenter 2) De teologiske fakulteter 3) Den politiske kontrol i kraft af partierne i folketinget 4) De frivillige kirkelige organisationer. Analysen af dansk kirkeliv i det 20. årh. vil følge disse fire pejlemærker.
Lad os starte med de frivillige organisationer. Blandt de oprindelige frivillige folkekirkelige organisationer er der den grundtvigske bevægelse, Indre Mission og Luthersk Missionsforening. De har alle tre rødder i de gudelige vækkelser i 18oo tallet. Grundtvigianismen er på forskellige planer inspireret af N. F. S. Grundtvig og hans skiftende tanker om teologi, kirke og folkelighed. Det har gjort, at grundtvigianismen i forskellige perioder har vægtet luthersk bibel ortodoksi, folkekirkelig bredkirkelighed/rummelighed og den totale hengivenhed til det sekulære. Den har for det meste stået i opposition til den anden store vækkelsesbevægelse Indre Mission, der også er udsprunget af de gudelige vækkelser. Præsten Vilhelm Beck fandt sammen med folk fra de gudelige vækkelser og dannede i 1861 ”Den Kirkelige forening for den Indre Mission i Danmark”. Bevægelsen har haft en stor berøringsflade i byerne og på landet, modsat grundtvigianismen som primært har haft sit virke på landet. Indre Mission har været og er stadig en sammensat størrelse. Den har rummet store modsætninger, der er blevet løst op for gennem splittelser ( KFUM/K i 1978 ) Indre Mission har prætenderet at være en bevægelse, der stod fast på bibelen og den augsburgske bekendelse, der er et af den danske folkekirkes bekendelsesskrifter. Men Becks afvisning af centrale punkter deri ( s. 118 ) har gjort det svært at hævde for IM at være på bibelens og bekendelsens grund. Det har også gjort det vanskeligt at kræve lydighed overfor bibel og bekendelse, når man samtidig selv har firet på selv samme bekendelse. Når Beck og IM krævede frihed for sig og sine synspunkter i den rummelige folkekirke, så blev det endnu sværere at holde folkekirken på sit grundlag. Dette dilemma slider IM med den dag i dag. Man har accepteret folkekirken, som den er for at få lov til at være i den ( s. 51 ) Alt dette har tappet IM for megen troværdighed blandt tidligere medkæmpere men også blandt folkekirkens biskopper. Parallel bevægelsen til Indre Mission er Luthersk Missionsforening ( LM ) Denne er mere teologisk og organisatorisk mere sammentømret end IM. Den udsprang af en frikirkesplittelse på Bornholm i 1868. Senere kom det dog til en splittelse i 1892, hvor udbryderne dannede Evangelisk Luthersk Missionsforening ( ELM ) LM har altid haft det svært med at være i folkekirken. På mange punkter har man fulgt IM i kirkepolitikken og man har været mere eller mindre sammen om oprettelsen af de alternative teologiske fakulteter Menighedsfakultet ( MF ) i Århus efter norsk forbillede ( 1967 ) og Dansk Bibel Institut ( DBI i 1972 ) Man ikke været så kirkelig i LM. Man har holdt sig til sine missionshuse og sine egne prædikanter. Folkekirken har man anskuet som en service institution, hvor man blev døbt, konfirmeret, gift og begravet. Så har man samtidig været kronisk utilfreds med folkekirken i samme åndedrag. Denne spænding i forhold til folkekirken kom til udbrud i 1997, hvor man vedtog at danne frimenigheder som en reaktion på, at folkekirken tillod kirkelig velsignelser af registrerede partnerskaber. Det udvidede samarbejde med IM om de frivillige teologiske institutioner og frimenighedsdannelsen har pudsigt nok kirkeliggjort LM i en folkekirkelig retning i kraft MF og DBI præster og i en frimenighedsretning, hvorved den samlede kirkegang blandt LM´ere er blevet mangedoblet. Men missionsforeningen er på denne måde trukket i to retninger: 1) et mere folkekirkeligt LM og 2) et frimenigheds LM.
De øvrige bevægelser må jeg bede læserne selv studere nærmere.
De to statslige fakulteter ( Århus fra 1932/42 ) har haft og har stadig en enorm indflydelse på dansk kirkeliv. De har været, om ikke skabere, af de teologiske strømninger i det 20. årh., så har de bestemt været formidlere af disse. Perioden starter med en konservativ strømning personificeret af professor i dogmatik Peter Madsen, luthersk, men ikke uberørt af erfaringsteologien og historisk forskning. Derpå følger en subjektiv og liberal æra 1905 -25, hvor man går fra det objektive i Kristi gerning ved forsoningen på korset og dennes formidling i sakramenterne til oplevelserne i det enkelte menneskes liv, der skulle overbevise hin enkelte om kristendommens sandhed. Det liberale aspekt er en spørgen om nytten af de enkelte dogmers nytte for mennesket. Hvis man ikke kunne se nytten af dogmet om jomfru fødslen, så kasserede man dette dogme. Det gør unægtelig teologi og kirkeliv meget pluralistisk. Helliggørelseslinjen på den tid spurgte efter frelsevished hos den enkelte. Kort sagt nedtonede man læren og sakramenterne i denne periode. Alt dette var de gamle vækkelser meget i mod. Tidehvers periode fra 1925 - 70 er en antikirkelig, antioplevelses, antidogmatisk antietisk periode primært vendt mod vækkelserne. Gud skulle i centrum ( inspireret af Karl Barth ) overfor står mennesket i dets syndighed ( inspireret af Luther ) og i dets eksistens ( inspireret af Kierkegaard ) Senere endnu fik Rudolf Bultmann og hans afmytologiseringsprogram stor indflydelse på Tidehverv. Barth fortsatte med at inspirere N. H. Søe og Regin Prenter.
P. G. Lindhart blev den der indførte eksistensteologien ( Bultmann ) i Danmark. Retningen er inspireret af Kierkegaard, men den drejer væk fra kristendommen, og den indfører ikke – kristne tanker i teologien. Et eksempel på dette er Lindhart´s tale om det evige liv. På samme tid begynder K. E. Løgstrup, professor i etik og religionsfilosofi at udarbejde sin ”skabelsesteologi”. Skabelsesteologi klassisk forstået er der ikke tale om, men det er snarere en fænomenologisk analyse af den menneskelige tilværelse i litteratur, sprog og videnskab. Etisk afviste Løgstrup en kristen etik ud fra bibelen og den kirkelige tradition i sit første hovedværk ”Den etiske fordring” fra 1956. Kristendommen kunne ikke give andre svar på etiske spørgsmål, end den menneskelige erkendelse af livet kunne. Han skrev og talte om etik og livsytringer, som Tidehverv kritiserede ham hårdt for. Evangeliet iflg. Tidehverv rummer ingen etik. I evangeliet og livet er der kun nåde. Skabelsesteologerne ville modsat kun tale om etikken, men ikke om nåden. Tidligere tiders liberal teologi, bibelkritik og kritik af kirkelæren lever videre i eksistensteologien, skabelsesteologien og tidehverv, hvor den sidstnævnte lader prædikenen være stedet hvor kristendommen lader sig være eksistentielt gældende. I evangeliet a la Tidehverv stilles mennesket under nåden og befries fra al falsk religiøsitet og falsk ( al ) fromhed.
Den højkirkelige bevægelse opstod i slutningen af 50´erne og starten af 60´erne med tidsskriftet ”Reformatio” og det teologiske og kirkepolitiske manifest ”Kirkens Ja og Nej” fra 1964. Førstnævnte blev til ”Fællesskabet Kirkelig Fornyelse” fra 1979 og ”Kirkens Ja og Nej fortsatte i ”Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse” Begge bevægelser blev en del af den kirkelige højrefløj ( De 8 )
I perioden 1970 – 2000 mister Tidehverv sin indflydelse. Nye teologiske strømninger kommer til Danmark i form af befrielsesteologi, feministisk teologi, økologisk teologi, økumenisk teologi etc. En professor i dogmatik ved Københavns Universitet Jens Glebe Møller udgiver i 1983 bogen ”Politisk Dogmatik”, hvor al tidligere tale om én treenig transcendent Gud anskues som forældet. Landets folkekirkelige prædikestole bruges i ny og næ til agitation for solidaritet for de fattige og mod undertrykkende ( vestlige ) regimer og samfundsformer. I disse tider finder Tidehverv en ny modstander i den moderne økumenik, der ville bruge kirken til at fremme en bestemt ( marxistisk ) samfundsform. Denne linie fortsættes i 90´erne, hvor man fortsat kæmper imod formynder samfundet ( velfærdsstaten ), menneskerettigheds religionen ( Krarup ), kort sagt alle derefter Tidehvervs mening vil bestemme over andre. Ideologier af enhver art er af det onde, da de er lig med tankekontrol. Næsten er lig den nærmeste, og dermed blev Krarup og tidehverv forsvarer af Danmark og danskhed og modstander af flygtningehjælp, ulandshjælp og EU ( hjælpen til den fjerneste = verdensforbedring ) Tidehverv har også været en de største modstandere i at nivellere forskellen mellem religionerne, især Islam, der for alvor gjorde sig gældende i 90´ernes Danmark. Tidehverv og Krarup har altid været en arg modstander af al etik. Enhver moraliseren mht. ulandshjælp, flygtninge, rettighedstænkning, tolerance er af det onde, men den enkeltes eget ansvar for at forme sit eget liv er det mest afgørende. Her er den eksistensteologiske og liberale arv hos Krarup meget tydelig.
Sidst i denne periode er alle de forrige årtiers teologiske arv mere eller mindre i spil. De principielle
diskussioner klinger af i 80´erne, men forskellene er også afklarede mellem de kirkelige partier. Højrefløjen går i gang med at opbygge egne teologiske institutioner, der har den intention at drive teologi på bibelen og bekendelsens grund. I år 2000 havde hverken MF eller DBI den tilsigtede eksamens ret. Det var først i 2005 MF opnåede eksamens ret til bachelor niveau gennem et engelsk universitet og ligeledes DBI i 2007. Hermed er de statslige fakulteter for første gang blevet udfordret i den teologiske meningsdannelse.
Mht. den politiske kontrol af folkekirken gik kirken fra at være kongens kirke, som den havde været fra reformationen af til at blive folkets kirke. Systemskiftet 1901 og kirkelovene af 1922 gør, at folkekirken helt og holdent kommer under parlamentarisk kontrol. Menighedsråd foresloges, da man umiddelbart efter systemskiftet forventede et skille mellem kirke og stat. Det ønskede socialdemokratiet i starten af det 20. årh. Partierne Venstre og det Radikale Venstre var imod, da man ønskede en bred og rummelig kirke ligesom grundtvigianerne. Indre Mission og lign. var imod, da det kunne få vantro folk ind og styre kirken lokalt Men med tiden gik IM ind for menighedsråd, da man kunne se muligheden for at få indflydelse ad den vej. På den måde blev man selv en del af den rummelige kirke, og har haft det fint med det, og siden har kravene om bekendelsestroskab lydt endnu mere hult. Arbejdet med en kirkeforfatning strandede mange gange, og efterhånden kunne socialdemokraterne også se fordelen i at bevare folkekirken for at kunne kontrollere den, og fordi at mange af dets medlemmer var engagerede i kirkeligt arbejde. Tidehverv fik også med tiden den rummelige kirke som ideal. Ingen skulle fortælle nogen, hvad sand kristendom var, og gjorde man det, så skulle Tidehverv m. flere nok fortælle, hvad det ikke var. Mht. de øvrige partier, så har de ønsket at bevare en moderniseret folkekirke i tæt forening med staten. Kultus - og senere kirkeminister ( 1920 ) I. C. Christensen ønskede at menighedsrådene skulle påtage sig flere og flere opgaver som en forberedelse til en adskillelse af stat og kirke. Men da det ikke skete, er menighedsrådene blevet magtinstrumenter for det til enhver tid herskende flertal. Det øgede antal af arbejdsopgaver gjorde menighedsrådene meget mere ”aktivistiske”, hvilket var og er meget negativt i Tidehvervs øjne.
Kirkens indtægter kommer primært fra kirkeskatten fra medlemmerne. I mange århundreder fik præstegårdene på landet, deres udkomme fra deres eget landbrug, men senere blev præstegårdsjorden eksproprieret, og man blev fuldt ud afhængigt af de skattefinansierede præstelønninger. De fleste kirker på landet gik fra at være privatejede til at være selvejende til at være menighedsrådenes ressortområde. I 1919 gik midlerne fra salget af præstegårdsjord til stiftets midler og ministeriets fællesfond. Fra 1970 har kirkeministeriet fastsat kirkeskatten. Den kirkelige fællesfond af 1919 supplerede præstelønningerne og det øvrige kirkelige arbejde, og reguleres af den siddende minister. Hermed får ministeren indflydelse på kirkens ”indre anliggender”. Statstilskuddet til præstelønninger fra 1919 fra finansministeriet har gjort det svært at få flere folkekirkepræst stillinger ud over til sognekirkerne, da dette skal godkendes i ministeriet. Tilskuddet er en erstatning for tabet af præstegårdsjorden i 1919.
Kirkeretsligt er den en uigennemskuelig størrelse. Da det er umuligt at skelne mellem de ydre og indre anliggender rent kirkeretsligt, da denne ikke findes i den, er det fra tid til anden til konflikter mellem minister og kirkens ansatte og kirkelige kredse. Vedr. den kirkelige forkyndelse ( og sakrament forvaltningen ) så kan ministeren og menighedsrådene ikke røre præsten, når vedkommende er i embede. Dette er til for den kirkelige rummeligheds skyld. Ellers tilpasser kirken sig altid den givne ministers ønske, da kirken har ikke en selvstændig kompetence til at bearbejde sådanne spørgsmål. Skulle den have den, ville folketinget skulle afgive magt og kontrol til kirken, hvilket der ikke er udsigt til nu. Men en egentlig adskillelse ville der ikke være tale om – kun en omfordeling af administrationsmagten. Altså: folkekirkens forhold ordnes stadig ved lov - af folketinget.
Biskopperne og folkekirkens øvrige ansatte er den 4. og sidste søjle, den hviler på. Biskopperne rådgiver menighedsråd ved præsteansættelser og fordeler præstestillinger i stiftet. De ordinerer selvfølgelig præsterne og fører tilsyn med dem. I de senere år har biskopkollegiet fået flere opgaver, og de har nedsat flere udvalg og kommet med flere udtalelser i de senere år. Biskopperne har også skulle værne om præsternes forkyndelsesfrihed, dvs. frihed for læren ud fra bibel og bekendelse, men det er reelt til frihed til hvilken som helst form for forkyndelse, der er frihed for. Læresager har mest ført imod præster, der stået fast på en luthersk forståelse af dåben. En enkelt, Snedsted præsten, blev trukket igennem en retssag ved den nye præsteret ( 1992 ) og afsat, da han ikke havde et luthersk dåbs syn og ikke ville døbe i flæng, alt sammen for at sikre rummeligheden i folkekirken. Andre åbenlyse fornægtere har man holdt hånden over også i rummelighedens navn.
Sammenfattende kan man sige, at meget har i det 20. årh. virket for at gøre folkekirken mere rummelig end godt er. Selv dem der ville hævde bibel og bekendelse, har haft en svær sag, da man selv har haft svært ved mange punkter i bekendelsen. Så de har i de hele taget været med til af fremme den rumme lige folkekirke ved at blive i den.
Til sidst skal der falde et par ord om den katolske kirke i Danmark. Den har siden religionsfriheden med Grundlove af 1849 haft tilladelse til at virke i Danmark. Men den har været behandlet med stor mistro, da landet dengang var luthersk, og de folkekirkelige bevægelser var stærkere til at imødegå den katolske kirke. Den fik mange tilhængere i 1920´erne pga. af stor modstand mod liberalismen. En del kendte konverterede i katolicismen bl.a. Johannes Jørgensen. Efter koncilet fra 1962 – 65 blev kirken i Danmark meget liberal, og den konciliære ånd bevirkede et ungdomsoprør med bl.a. billedstorm, mangel på præste – og ordenskald etc., som man kender overalt i kirken. Man har indtaget en mere irenisk holdning overfor andre konfessioner og tilstræbt en stærk økumenisk holdning. Man har modtaget mange indvandrere fra lande med stærk katolsk dominans, som det også har været en udfordring at skulle integrere i et ikke – katolsk samfund.
Tilbage til folkekirkeproblematikken. Folkekirken har været meget præget af pietismen og det liberale tankesæt i mange år. De er parallelle strømninger. Hvor pietismen er religiøs, er liberalismen irreligiøs. Det teologiske problem med pietismen er dens inderliggørelse og af - objektivering af dogmerne, den konfessionelle bevidsthed og identitet. Hermed lukkes der op for en lærepluralisme i kraft af disse anskuelser. Det har sine rødder i mystikken ( teosofien ) Den har fra et katolsk synspunkt også et filosofisk problem, da dens filosofi er empirisk – sensualistisk og fornægter fornuftens positive rolle i sig selv og i teologien. Dens fortalere regnes for Kants forgængere. Disse træk får fatale konsekvenser i det politiske liv, hvor kirken totalt underordnes det politiske system, hvad enten det er absolutistisk eller demokratisk. Meningen for staten bliver ikke at opretholde en bestemt teologisk konception, men det er at værne om det enkelte individs religiøse frihed. Det teologiske sandhedsspørgsmål er reduceret, da al sandhed jo er inderliggjort. Ydermere lægger den sensualistiske og dermed praktiske filosofi grundstene til en retspositivisme, som er med til at underminere pietismen selv ved at sekularisere juraen. En analyse og en strategi mod pietismen vil være på sin plads, inden man sætter ind med en oprykning af denne anskuelse, som afvæbner kirken mod sekulariseringen.
Cand. Theol. Thomas Storgaard
Eduard Habsburg Lothringen: Das Ende des Neuthomismus. Die 68´er, das Konzil und die Dominikaner. Quaestiones Thomisticae 1. Nova et Vetera, 2007 Bonn.
Eduard Habsburg Lothringens ( EHL ) doktordisputats fra 1999 er her udgivet lettere bearbejdet, efter at dominikanernes interne korrespondance fra 60´erne og 70´erne er blevet frigivet efter ordenens konkordats forhandlinger ang. universitetet i Fribourg med Rom er kommet på plads. Disse dokumenter er meget vigtige for denne afhandlings udgivelse, hvilket senere vil blive meget tydeligere.
Bogen handler om hvorledes den såkaldte nythomisme ( re - aktualiseringen af Skt. Thomas Aquinas tænkning ) opstod og forsvandt fra dominikanerordenens franske provins og universitetet i Fribourg lige umiddelbart før 2. Vatikan koncil og nythomismens svækkelse på koncilet og dens store nedtur efter koncilet. Bogen er tilrettelagt i forlængelse af den amerikanske videnskabs teoretiker Thomas S. Kuhns teori om videnskabelige revolutioner[1] fra 1962. Nythomismens op – og nedtur belyses ud fra Kuhns begreber som paradigme, anomali og revolution. Nythomismens start regnes normalt til 1879, hvor Pave Leo XIII udsender encyklikaen ”Aeternis Patris” om restaureringen af den thomistiske filosofi under det 1. Vatikan koncil for at dæmme op for følgerne efter den franske revolution. Encyklikaen er dette programskrift, hvormed der udgives lærebøger, læreanstalter etableres, de bliver reformeret, tidsskrifter udgives for at fremme thomismen i en ny tidsalder. Ved de følgende pavers ( Pius X, Benedict XV, Pius XI og Pius XII ) mellemkomst befæstes dette projekt yderligere ved apostoliske konstitutioner, ekskommunikationer, motu proprio´er etc. Man skulle også sværge en ”thomist ed” som katolsk lærer i filosofi og teologi . Denne genopdagelse af thomismen skulle tjene som værn i en tid, hvor kirken udfordres udefra og indefra af den filosofiske og teologiske modernisme ( Loisy, Tyrrell, Le Roy, Blondel o. a. - det konkurrerende paradigme ) Denne fløj mener, at det gamle paradigme har visse mangler, man så forsøger at udbedre med et nyt paradigme. Det er den første erfaring af anomali indenfor den katolske Kirke. Den bliver bekæmpet og smidt ud af Kirken. Men den nye erfaring trænger sig fortsat på i den strømning, som senere af p. Reginald Garrigou – Lagrange OP kaldes ”Nouvelle Theologie” Denne nye erfaring slår også igennem indenfor Dominikanerordenen ved M. D. Chenu OP og Yves Congar OP. Jesuitter ordenen indoptager også de nye strømninger som historisme og evolutionisme ( Henri de Lubac SJ og Teihard de Chardin SJ ) En tredje indflydelse er indoptagelsen af Kant og Heidegger i katolsk tænkning - den såkaldte transcendentale thomisme ( Joseph Maréchal SJ og Karl Rahner SJ ) Et markant træk ved afvisningen af thomismen er, at det sjældent, hvis overhovedet, er foregået ved filosofisk eller teologisk argumentation. Det filosofiske og teologiske sandhedsspørgsmål bliver et spørgsmål om sentiment og smag. Hvilket er meget typisk for modernismen, hvor det ikke er argumentet, men følelsen der er det afgørende kriterium.
Den nye teologi i dens mange facetter sætter sig for alvor igennem ved det 2. Vatikan koncil. Det gør sig i særlig grad gældende ved koncilteksternes mangel på klarhed og præcision, hvilket får fatale konsekvenser for udarbejdelsen af den nye studieordning for præstestuderende ved katolske seminarer og universiteter verden over.
Under de ovennævnte paver befalede et toårigt filosofistudium ”Biennium” som forberedelse til de egentlige teologistudier. Det indeholdt de forskellige filosofi som logik, etik, antropologi, criteriologi ( filosofisk psykologi ) og metafysik. Det blev afskaffet ( og filosofien deri ) til ”fordel”
for studieplanen ”Optatam Totius”, som så mange tekster var et kompromis mellem den gamle og den nye kirke. Her skulle man ikke igennem en thomistisk præget filosofi, men gennem en række filosofi kurser af en ikke nærmere defineret art. Ganske vist nævnes ordene ”Philosophia perennis” – den evige filosofi i teksten, men det kvalificeres overhovedet ikke, hvad der menes dermed. Det får fatale konsekvenser indenfor dominikanerordenen og resten af Kirken.
Inden udfærdigelsen af dette dokument foregik der en kamp på koncilet om Skt. Thomas Aquinas filosofis og teologis plads i Kirken overhovedet. Flertallet af fædrene på koncilet var enten indifferente overfor eller direkte fjendtlige over den englelige doktor. Kun et mindretal kæmpede for at bevare Thomas´ position i Kirken.
Efter koncilet gik mange ting skævt indenfor dominikanerordenen og Kirken som helhed. EHL tager eksemplerne fra den franske provins og universitetet i Fribourg frem. Kaldskrise og udtrædelser af ordenen er meget velkendte fænomener i den efter konciliære tid. Hvad der måske er knapt så kendt er den ideologiske omvæltning indenfor dominikanerne i Frankrig, hvor Marxismen blev modeideologien, og engagementet for den tredje verden, det almindelige dagligdags liv og afvisning af Kirken som institution blev dagens uorden. Thomismen, det videnskabelige arbejde i konventer og seminarer etc. og omsorgen for Kirken blev smidt ud. På Le Saulchoir – det berømte dominikaner konvent fik man studentervælde ligesom på Sorbonne med en general forsamling, der bestemte, hvad der skulle ske. Det måtte naturligvis gå galt, hvilket det også gjorde, da Le Saulchoir lukkede i 1971. Det var ironisk nok ved dette seminar, at megen af den nye teologi, blev undfanget. I det hele taget er den franske provins hærget af en klassisk fransk revolutionsstemning, hvor det er alt eller intet i forhold til at forny ordenen og Kirken. Pga. den nye teologi og en uklar studieformulering glider thomismen først i baggrunden og forbydes helt til sidst.
På universitet i Fribourg herskede dominikanerne fra slutningen af 1800 tallet på det teologiske fakultet. EHL beskriver meget indgående de sidste 5 dominikanske professorer og thomismens forfald på universitet i Fribourg. Mønstret er næsten det samme som i Frankrig, men forfaldet skete på en mere behersket og tysk måde. Alligevel er der fællestræk. De 5 professorer var meget thomistiske – på nær én. De holdt sig, trods deres forskellighed, til den foreskrevne lære. Men det var som i Frankrig et pres nedefra de studerende, som ville have et en mere livsnær tænkning, de var misfornøjede med undervisningsformen, brugen af latin i undervisningen osv. Her er det heller ikke det filosofiske eller teologiske argument, men en følelse der bestemmer udfaldet. Problemet med at videreføre thomismen i Fribourg bliver evident, da de 5 skal pensioneres, Ordenen kan ikke finde egnede kandidater til at videreføre den klassiske linie på fakultet. Trods mange anstrengelser må de diverse professorrater besættes af lægfolk, som ikke er thomister i ordets egentlige forstand. Snarere er der tale om filosofihistorikere med speciale i f.eks. nyplatonisme og sen – antik filosofi, sen – middelalderlig filosofi historie, da den jo peger hen imod den moderne tid. Man kunne ikke engang finde en, der havde en historisk tilgang til Skt. Thomas Aquinas. I 1984 sluttede dominikanernes og nythomismens vælde i Fribourg.
I Kuhns tese om de videnskabelige revolutioner afløser et paradigme et andet. Men det er svært at se, hvad der er kommet i stedet for nythomismen. Ret beset er kommet mange paradigmer i spil i den katolske kirkes teologi: ”bibelsk teologi” – influeret af bibelkritik fra den liberale protestantisme, patristik, transcendental thomisme, økumenisike teologier, teilhardisme osv. Et sandt babelstårn af meninger af enhver slags.
EHL afslutter dog bogen med et beskedent håb, om at thomismen atter vil finde vej tilbage til den katolske Kirke. I dag, mange år efter de vilde 60´ere og 70´ere, er man ved at genopdage Skt. Thomas Aquinas og nythomismen. Centre og tidsskrifter etableres atter for a studere den englelige doktor. Selv det toårige ”Biennium” har man næsten reetableret et sted. Gamle klassikere støves af og læses.
Så det lover godt for fremtiden.
EHL har skrevet en meget spændende og læseværdig teologi – og kirkehistorisk bog om en del af den katolske Kirkes seneste 100 år. Til tider er det skarp kost, men den er ærlig, og man kommer jo længst med ærlighed.
Cand. Theol. Thomas Storgaard.
[1] Thomas S. Kuhn: The Structure of Scientific Revolutions. 3.rd edition. University of Chicago Press, Chicago 1996.
Anmeldelse af CIVITAS nr. 1. november 2007.
CIVITAS instituttet i Tyskland udgiver tidsskriftet CIVITAS – Zeitschrift für das christliche Gemeinwesen/ Tidsskriftet for det kristelige almenvel. Det vil formidle viden den Katolske Kirkes traditionelle samfundslære rodfæstet i Skt. Thomas Aquinas og pavernes teologi. I lederen til dette første nummer anser korrekt liberalismen som hovedmodstanderen for den katolske sociallære i dag, ligeledes ”social engineering” etc. der er accepteret i den moderne katolske sociallære, som stiller individet i centrum. I den klassiske sociallære er det almenvellet, der er i centrum. Dog er det ikke en liberalisme, som det desværre fejlagtigt står i lederen, som er en liberalisme, som sætter grænser for statens intervention i den enkeltes livsudfoldelse. Dagens liberalisme er en statsstyret liberalisme, som vil det bedste for én, som vil vise én den sande tolerance for enhver postuleret såret minoritet. Den vil tvinge en til at mene noget, som for en klassisk katolsk moral opfattelse vil være dybt anstødeligt. Almenvellet kan ikke finde sin virkeliggørelse uden Gud og slet ikke mod Gud, hans søn og hans Kirke. Udover sit dennesidige virke er mennesket rettet mod sit overnaturlige mål, nemlig Gud. Her kan mennesket kun finde sin virkelige fuldendelse. Udelukkes denne side af mennesket fra samfundet, da berøves mennesket dets egentlige væsen og personlige værdighed som et Gud skabt legemligt og åndeligt væsen. Alt dette og forestillingen om Kristi sociale herredømme har (naturligvis) meget lidt offentlig sympati - det samme kan man desværre sige om den moderne kirkes sociallære (se kompendiet for den katolske kirkes sociallære)
Den første artikel handler om natur retten, skrevet af dr. Phil. Rafael Hüntelmann, er en artikel, som skal anskues som CIVITAS´ s programskrift. Artiklen har titlen: Das Naturrech – Naturretten. Naturretten i den klassiske version udsprunget af den antikke filosofi optaget i den kirkelige lære besinder sig på de menneskelige dyder, men i den kirkelige lære går man langt ud over disse dyder og pligter i kraft af tro, håb og kærlighed, som kaldes de overnaturlige dyder. Denne naturret er en ret alle mennesker uanset tilhørsforhold kan forstå. Desværre er megen tale om naturretten forsvundet fra den offentlige samtale i de sidste 40 år, og det gælder også i den moderne kirke. Se blot det nye socialkompendium. Læren går ud på, at alle mennesker har en fælles natur skabt af Gud. Mennesket er et rationelt væsen med sjæl og legeme (Animale Rationale) Hvilke love retter naturretten sig efter? For der første re det pligterne og budene som kommer sig af menneskets forhold til Gud som skabning og skaber, hvor skabningen er fuldstændig afhængig af Gud. 2) I kraft af sin egen natur som et væsen bestående af sjæl og legeme har det forpligtigelser over for sig selv og dets medmennesker. Forpligtigelsen overfor Gud kan f. eks. være overholdelsen af søndagshvilen. Overfor sig selv skal mennesket beherske sine emotioner ved sin fornuft. Overfor ens medmennesker først og fremmest ens egen familie, ens forældre og bistå dem i deres alderdom. Et menneskes ret er at opfylde sine pligter. Desværre forekommer der en fejl i artiklen mht. forståelsen af rationalismens forståelse af rettigheder og pligter. Postulatet gør ud på, at den rationalistiske naturret kun går ud fra en rettighedstænkningen, men dette er ikke tilfældet. Her er der også tale om en pligtlære, som ganske vist tager den udgangspunktet i en deistisk guds opfattelse. Menneskerettighedstænkningen tager udgangspunkt i, at det enkelte menneske er bærer af individuelle rettigheder, som f.eks. ytringsfrihed/meningsfrihed til at sige hvad, der falder en ind, så længe det ikke krænker andre menneskers rettigheder, hvorimod den naturretslige samvittighedsfrihed er til for at gaven det fælles vel.
Det der gør tingenes tilstand værre i dag udover afvisningen af den klassiske naturret, er, at man foragter den naturlige samfundsorden. F. eks. i synet på ægteskabet i dag, hvor det i katolsk lære er indstiftet af Gud mellem mand og kvinde til opfostring af børn, som er noget, der i dag har fået en hel anden betydning gennem liberalisme og socialisme. Klassisk anskuet tilhører børnene familien, som så skal opdrages deri, og det er noget, som staten ikke skal blande sig i. Staten skal støtte og opmuntre familierne til at opdrage dem selv. Falder forældrene bort, før barnet er kommet til skels år, da skal familien træde til, og først til sidst skal Kirken med dens institutioner hjælpe med at opdrage børnene og hjælpe dem til den evige salighed. I dag tydes ægteskabet unægteligt meget anderledes, og naturretten tydes i tiltagende grad positivistisk, hvor nogle tages bort og endnu flere føjes til.
Kampen for naturretten er vigtig iflg. Hüntelmann, fordi den er vigtig for den katolske lære om, at nåden forudsætter naturen. Skades den menneskelige natur, så bliver det sværere for mennesket at nå til den evige salighed og den salige skuen af Gud (Visio Beata) Alt i alt er det en god artikel trods den omtalte fejl.
De følgende artikler skal kort omtales her. Horst Seidl bidrager med en artikel om nanturretten som grundlaget for den positive ret. Her gennemgås udvalgte sider ved filosofihistorien i henseende til naturrettern. Fra Platon over Aristoteles til hellenistisk – stoicisme og slutteligt hos St. Thomas Aquinas beskrives forholdet mellem den naturlige og positive ret, og den afsluttesmed en stillingtagen til forholdet mellem den moderne opfattelse i retspositivisme og en fænomenologisk opfattelse af retten.
Ralf Oppermann beretter om læren mellem de to magter sacerdotium og imperium fra den tidlige kirke, nærmere betegnet Augustin og Pave Gelasius. Her er kirke og imperium to adskilte sfærer med hver deres roller i den jordiske husholdning, men Kirken er ophøjet over imperiet. Dette er i modsætning til østkirken, hvor kirke og imperium går op i en og samme organisme. Her er ingen adskilt administration. Byzantinerne kaldte dette ”samliv” for ”symphonia”. Selv om denne konstruktion blev skabt under Konstantin den Store, så står den i modstrid mod pavernes teologi. Artiklen afsluttes med et udblik til laicismen og Skt. Pius d. 10. Udfald mod adskillelsen af stat og kirke i Frankrig i encyklikaen ”Vehementer Nos” (1906), hvor Kirken henvises til en plads som alle andre foreninger, hvor folk kan dyrke deres tro uden offentligheden skal bebyrdes med denne tro. Dette er forkasteligt iflg. Stk. Pius den 10. Kirken skal have denne plads fremme i samfundet for at det skal være meget let at komme i kontakt med Kirken og evt. komme til tro. I alt dette er det rette forhold mellem kirke og stat af største betydning.
Dette nummer sluttes af med Pave Leo XIII encyklika fra 1888 ”Libertas Praestantissimum” om den menneskelige friheds natur. Men inden da er der en artikel af pater Franz Schmidtberger FSSPX om grundsætningerne for en kristelig samfundsorden. Det kommer næppe som et chok for STMI´ s læsere, at Kirken spiller en central rolle med dens lære, dens sakramenter og sjælesorg, Skal jeg slå ned på et punkt, hvor der kan blive en debat, så er det punkt 13, hvor storkapitalens og storbankernes penge, der er og bliver et middel til bedrag, bliver kritiseret. Det er hverken et mål i sig selv, ej heller bærer de frugter. Derfor har Kirken til alle tider forbudt spekulation. Her må vi stille os selv spørgsmålet: hvad er det, der altid forleder storkapitalen til ansvarsløs spekulation? Det er når der har været al for mange billige penge i omløb takket være uansvarlige centralbanker og ditto regeringer. Alle disse billige penge forleder folk til at tro, at det er risikofrit at spekulere, fordi der altid er en rar centralbank og storbank med masser af penge, de vil dele ud endnu en gang og forlede folk til endnu engang at spekulere hovedløst. Her var det en idé for Kirken at sætte ind på dette punkt
Til sidst vil jeg runde af med at sige, at til trods for de små fejl, så kan CIVITAS instituttet være tilfreds med dette første nummer af dets nye tidsskrift for den kristelige sociallære. Den videre udvikling af bladet vil vi se nærmere på i næste to anmeldelser.
Thomas Storgaard. Cand. Theol. et Stud. Jur.